Det franske Senat vedtog fredag aften den forhadte pensionsreform. Men strejkebevægelsen fortsætter med den næste store strejke- og aktionsdag tirsdag den 26. oktober. "Afstemningen i Senatet vil ikke ændre situationen. Dette er med stor sandsynlighed begyndelsen på en krise for regimet i Frankrig," siger den socialistiske veteran Charles-André Udry i et interview om baggrund og perspektiver for de gigantiske mobiliseringer.

af Charles-André Udry

Skolernes efterårsferie starter i denne weekend, og Sarkozy håber, at aktionerne dør ud efter den formelle vedtagelse. Når Senatets og Nationalforsamlingens to versioner af loven er skrevet sammen, bliver den endeligt vedtaget i løbet af den kommende uge.

Men spørgsmålet er, om protesterne alligevel fortsætter og tvinger regeringen i knæ. Både studenterorganisationer og de faglige organisationer har kaldt til massedemonstrationer på tirsdag.

"Vi har kæmpet for at få trukket lovforslaget tilbage. Nu kæmper vi for, at få loven taget af bordet. I 2006 var det loven om CPE (om midlertidige ungdomskontrakter, red), som endte med at blive kastet på møddingen, ikke lovforslaget," påpeger det Nye Antikapitalistiske Parti, som er aktivt engageret i mobiliseringerne (se Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation).

Charles-André Udry er redaktør af tidsskriftet La Brèche og websiden Alencontre. Han er en kendt person på venstrefløjen I Europa og medlem af Bevægelsen for Socialisme I Svejts. Dette interview med ham er lavet i sidste uge af Ahmed Shawki, redaktør af International Socialist Review (USA) og handler om baggrunden og fremtidsudsigterne for den kamp, som i disse uger ryster Frankrig.

– – – – – – – – – – – – – – – – –
Hvilken betydning har strejkerne og protesterne mod Sarkozys pensionsreform? Bliver de støttet af et flertal af befolkningen?

Det vigtigste aspekt ved den nuværende situation er den udbredte folkelige støtte til strejkerne, og den kendsgerning, at opbakningen hele tiden bliver større og mere beslutsom.

Jeg vil give et enkelt eksempel. I mandags bragte avisen Le Parisien en ny meningsmåling om støtten til strejkerne og demonstrationerne i alle deres former. Målingen viste, at 71 procent af den franske befolkning var positivt stemt over for kampen mod forsøget på at ændre pensionssystemet – det vil sige at hæve pensionsalderen og nedsætte de ydelser, man får ved tilbagetrækning.

Det er fascinerende. Undersøgelsen var lavet af CSA, et bureau kontrolleret af Vincent Bolloré, en af de største kapitalister i Frankrig og nær ven af præsident Sarkozy. Hvis du ser på tallene fra en måling fra den 7. september, var der kun en opbakning fra 62 procent. Den 23. september var den vokset til 68 procent, og nu er den oppe på 71 procent.

Med andre ord, så er har der været en voksende støtte til kampen, på trods af de gener, den har skabt med hensyn til den offentlige transport og andre ting, og på trods af regeringens og massemediernes kampagne mod strejkerne.

Når man spørger folk i disse meningsmålinger, om de ønsker en mere beslutsom strejke, svarer 61 procent ja. Det er frygtelig interessant, for det, folk siger, er at man ikke skal stoppe op.

Det er altså ikke kun de 3 eller 3 ½ million mennesker, som har deltaget i demonstrationer, som går ind for kampen, men det overvældende flertal af befolkningen, som ønsker denne reform død og begravet – eller rettere denne mod-reform. Jeg mener, at dette er ekstremt vigtigt – at vi ser starten på en ny social modstand mod Sarkozy-regeringens politik.

Meningsmålingerne har overrasket alle. Så meget, at Le Parisien, som på ingen måde er en venstreorienteret avis, sagde, at hele Frankrig stadig støtter mobiliseringerne. De brugte ordet “stadig”, fordi de var overrasket over, at det var tilfældet.

Jeg mener, at dette er den første pointe – at forstå bredden og dybden af den opbakning, der er til denne kamp.
Den anden vigtige pointe – og det er der ikke så stor forståelse for, heller ikke i visse europæiske lande – er, at ideen om at kunne trække sig tilbage og forlade arbejdsstyrken i en alder af 60 år, er dybt forankret I arbejdernes bevidsthed.

Det gælder både i den private og den offentlige sektor. Den meningsmåling, jeg refererede til, viste, at 89 procent af lønmodtagerne i den offentlige sektor er imod en pensions”reform”, og at modstanden i den private sektor er 76 procent – det vil i sige et overvældende flertal.

Så modstanden blandt lønmodtagerne er udbredt – også i den private sektor, hvor fagforeningerne står væsentligt svagere, og hvor frygten for at miste sit job er meget højere på grund af den høje arbejdsløshed, som i mange områder er over 15 procent. Der er et virkeligt samspil mellem de forskellige sektorer. Det er ikke noget med, at de offentligt ansatte med alle deres ”privilegier” står på den ene side, over for ansatte i den private sektor.

Der er altså en samlet opbakning til bevægelsen mod pensionsreformen, som delvist er et resultat af en tredje vigtig pointe: Der har været en enorm stigning i produktiviteten i Frankrig – ligesom i USA – så stress og udmattelse på jobbet har været i stor stigning.

På nogle store virksomheder – for eksempel på Renaults forskningscenter og i France Telecom – har der en stigning i antallet af selvmord blandt de ansatte i de sidste to år. PÅ France Telecom har der været 12 selvmord. Så der er en udbredt opfattelse af, at når man er fyldt 60, er man brugt op.

Og under alle omstændigheder er det typisk for den almindelige økonomiske situation, at stadig flere arbejdere er tvunget til at stoppe enten på grund af sygdom eller fyringer i en alder af 55 eller 58 eller 60, og blive arbejdsløs. Som følge heraf er de ikke i stand til at bidrage nok til at sikre sig en fuld pension som 60-årige – og det er ikke sikkert, at de vil få fuld pension, når de bliver 65 eller 67, som er det seneste forslag fra Sarkozys regering.

Dette er en vigtig del af spørgsmålet. For at få fuld pension i Frankrig, skal man normalt arbejde, til man er 65. Den tidlige pensionsalder er 60 år, men for at få fuld pension i den alder, skal man have været i beskæftigelse stort set hele sit voksne liv uden afbrydelser.

Hvis man for eksempel startede med at arbejde i en sen alder, fordi man var arbejdsløs som ung, eller fordi der var perioder livet, hvor man var arbejdsløs og ikke betalte pensionsbidrag – et særligt bidrag betalt af arbejdsgiveren og lønmodtageren til det sociale sikringssystem – eller hvis man blev fyret som 58-årig, så vil man kun få en miserabel pension som 60-årig.

Nu vælger en masse mennesker at fortsætte med at arbejde til de fylder 62 for at få fuld pension. Og med Sarkozys pensionsreform, vil denne pensionsalder med fuld pension stige til 67 år. Det handler ikke så meget om en modstand mod at hæve minimums-pensionsalderen til 62 år, som det handler om, at det fleste godt ved, at for at få en fuld pension, som du kan leve af, vil du være tvunget til at arbejde, til du er 67.

Pensioner i Frankrig er ikke afhængige af et bestemt firma eller en bestemt opsparingsplan. Der er garanti for pension, også selv om det firma, man har arbejdet i, går fallit. Man kan få en lavere pension, hvis man ikke bidrager konstant med indbetalinger før tilbagetrækningen – for eksempel, hvis man har været arbejdsløs i en periode. Men alle har ret til pension.

Frankrig er stadig et land, hvor der er en forestilling om, at man har ret til pension efter arbejdslivet, og at der skal være tid til at nyde livet efter tiden med arbejde – at man kan gøre noget, som man ikke tidligere havde tid til, eller endda tage et arbejde, som kan give dig en tilfredsstillelse.

Denne ide er stadig dybt forankret i den franske befolkning. Det er endnu ikke lykkedes arbejdsgiverne at vinde forståelse for, at arbejdere skal knokle løs, indtil de falder om – sådan som det desværre nu er blevet accepteret i USA og mange andre lande.

Hvordan har bevægelsen udviklet sig frem til i dag?

Denne bevægelse startede faktisk i juni. Der var en demonstration mod pensionsreformen den 24. juni, men de fleste regnede med, at de faglige organisationer ville forhandle med Raymond Soubie, som har været de borgerliges hovedperson i forhold til velfærd og socialpolitik siden præsident Jacques Chiracs dage – han er hovedrådgiver for Sarkozy på disse spørgsmål.

De fleste regnede med, at eftersom juli og august er feriemåneder ville bevægelsen komme tilbage i oktober, når Nationalforsamlingen og Senatet skulle samles og diskutere loven igen.

Men i virkeligheden er folk gået på gaden siden den 7. september. Pausen mellem slutningen af juni og de første demonstrationer var meget kortere, end folk havde regnet med. Dertil kom, at mange lokalgrupper, fagforeningsfolk, organisationer og grupper på den yderste venstrefløj – og tilmed de store fagforbunds apparater – fortsatte med en bred propaganda og oplysning hen over sommeren. Der var ikke stille i løbet af sommeren, som der var i Spanien – folk forberedte sig.

Den første mobilisering efter ferien, den 7. september, var særlig vigtig, fordi den gav mulighed for, at bevægelsen kunne fortsætte med at vokse frem til demonstrationerne den 12. oktober, da lovarbejdet begyndte igen.

Siden da har vi kun set større og større mobiliseringer – og ikke kun større, men også med nye grupper, som er kommet med i kampen. Kernetropperne er selvfølgelig fortsat med: lærere, sygeplejersker, den offentlige transport, jernbanearbejdere, buschauffører, ansatte i metroen. Men der er kommet tre vigtige grupper til.
Den ene er havnearbejderne, som er modstandere af privatisering af havnene i landet. Der startede strejker i havnene omkring begyndelsen af oktober – der er 17 havnestrejker ved starten af denne (sidste, red.) uge, det vil sige næsten alle Frankrigs havne.

Den anden gruppe er arbejderne på raffinaderierne, hvor blokader af olieraffinaderier og depoter har forhindret udkørsel af brændstof. Angiveligt er Air France løbet tør for brændstof til sine fly. Måske er det sandt, måske ikke – i den slags spørgsmål er højrefløjen kendt for at opfinde nyheder til propagandaformål.

Men uanset hvad, så blev raffinaderierne ikke kun blokeret af de ansatte på depoterne, men de fik støtte fra lokale og regionale fagforeninger. Når man læser historier og interviews fra disse blokader, opdager man, at de folk, som stod foran porten og forhindrede tankbiler i at køre ud, var sygeplejersker, lærere og andre, ikke bare ansatte på raffinaderierne. Så det er et andet eksempel på den sociale samklang.

Den første gruppe er altså havnearbejderne, og den anden er de ansatte på raffinaderierne. Den tredje gruppe er lastvognschaufførerne. I modsætning til Spanien er chaufførerne i Frankrig ikke selvstændige. Flertallet er lønarbejdere, og ejer ikke deres eget firma. Eftersom deres arbejde er meget hårdt, er tilbagetrækningsalderen meget vigtig for dem, og derfor har de tilsluttet sig kampen.

Lastvognschaufførerne har brugt to strategier i kampen. Når de kører på vejene, bevæger de sig i sneglefart, meget, meget langsomt. Og på udvalgte knudepunkter samler de 20-25 lastvogne, som blokerer al trafikken.
Vi ser altså, at aktioner blandt arbejdere i den private og offentlige sektor falder sammen med strejker blandt havnearbejdere og ansatte på raffinaderierne. Og i de sidste to uger er gymnasieeleverne gået i gang med deres egne mobiliseringer. Det gælder også universitetsstuderende, selv om det kun er i denne uge, og kun få steder. Men det er fordi universiteterne først lige er startet, og de studerende er først lige kommet tilbage fra ferien.

Der er en slags social gæringsproces, som går gennem befolkningen, med alle disse sektorer, som bliver blandet sammen. Det betyder, at folk ikke er i strejke permanent, selvfølgelig, men der er en slags bølge fra den gruppe til den næste. En dag er det lærerne, så går de tilbage på arbejde, og så er det en anden gruppe arbejdere.

Men kombinationen af strejker, lastvognsblokader og massedemonstrationer som sidste lørdag, og gymnasiemobiliseringerne giver denne bevægelse en større synlighed og større social virkning, endda større end perioden i 1995 og de omfattende strejker dengang mod pensionsreformen.

Bernard Thibault, leder af det største fagforbund CGT, var leder af jernbanearbejderne, som førte an i kampen mod pensionsreformen i 1995. Men i dag er kampen meget bredere, og det giver an mssse problemer for regeringen.

Regeringen – og især Raymond Soubie – plejer at forhandle med de faglige ledere. Soubie er vant til at der er en strejke eller en aktionsdag, og så forhandler man bagefter. Men nu har bevægelsen udviklet sig i så mange sektorer, at det ikke længere er muligt bare at forhandle med de faglige ledere.

Soubie og Sarkozy premierminister François Fillon forhandler døgnet rundt med Bernard Thibault og François Chérèque fra det andet store fagforbund CFDT, men det kan ikke længere lade sig gøre at nå til en aftale. Det er meget forskelligt fra 1995.

For få år siden – faktisk for ikke særlig mange måneder siden – var Sarkozy ganske populær I Frankrig. Men nu er han det centrale mål for protesterne, eller hvad?

Ja, det centrale mål er den meget forhadte regering. I de flestes øjne er det også en regering, som har været en fiasko.

For det første er arbejdsløsheden stadig meget høj – især blandt unge, hvor den er meget høj. Det hænger sammen med pensionsspørgsmålet. De unge indser, at hvis de bliver arbejdsløse efter endt uddannelse, så vil de med den nye lov være tvunget til at arbejde til de er 67, for at få en ordentlig pension.

Så alle de, der i medierne har sagt, at unge ikke vil bekymre sig om denne reform, fordi den ikke vedrører dem, har taget fejl.

Desuden kan mange unge se, at deres forældre ikke arbejder mere, når de er fyldt 60 eller 62, eller at de bliver fyret, når de er 58. Så for de unge forekommer ideen om et godt job indtil en alder på 67 at være en umulighed – og derfor vil de blive tvunget til arbejde i forskellige deltidsjobs, som mange ældre gør i USA. Derfor er de unge så engagerede i pensionsreformen.

Der er også en bitterhed i den anden ende. Blandt folk som er 50 eller 55, og som har regnet med, at det næsten var slut, med kun et par år tilbage, inden de kunne trække sig tilbage med en god pension.

Hvad er forskellen på denne mobilisering og tidligere aktioner?

Her er der især to aspekter af betydning.

For det første foregår bevægelsen over hele landet. Det er ikke bare Paris. Der foregår meget mere interessante ting i små byer. Vi har set byer med 20.000 indbyggere, hvor der har været demonstrationer med 6-7.000 deltagere.

Det er byer, hvor små forretningsdrivende lukker butikken og ruller butiksgitteret ned på aktionsdagen, fordi de forstår, at hvis pensionsalderen forlænges til 67 år, så vil der være folk mellem 58 og 67 år, som er arbejdsløse eller på socialhjælp, som vil få en minimal pension uden et liv, der er værd at leve. De små forretningsdrivende i de mindre byer ved, at de vil gå neden om og hjem.

Så over hele Frankrig oplever man enorme mobiliseringer, relativt set, i de mindre byer. For første gang er begivenhedernes centrum ikke i Paris eller Marseilles eller Lyon eller Lille – det er spredt ud over hele landet.
Den anden meget vigtige udvikling er, at forskellige kræfter, hvad enten det er lokale fagforeninger eller grupper af faglige aktivister eller forskellige organisationer, presser på for mobiliseringer, so er meget mere radikale end de nationale fagforbund, som har deres hovedkvarter I Paris. Det tema og de paroler, som nu vinder frem, er ikke at genforhandle pensionsloven, men at få den helt og aldeles taget af bordet.

Bag dette tema ligger den ide, at mobiliseringerne har mere legitimitet end Sarkozy og hans regeringsparti UDM – at de to afstemninger i parlamentet, først i Nationalforsamlingen og den anden i Senatet, er mindre værd end afstemningen i den sociale mening.

Så ideen er, at demokrati fra neden er vigtigere end de formelle demokratiske institutioner. Selvfølgelig siger alle mainstream partier og medier, at det virkelige demokrati foregår i parlamentet. Men strejkebevægelsen har rejst spørgsmålet: Hvor er magten? Hvem bestemmer?

Stillet over for denne bevægelse har regeringen forsøgt at få politiet til at gribe ind – især mod blokaderne af olieraffinaderierne. Jeg mener, at arbejderne der meget fornuftigt undgik en konfrontation med politiet. For eksempel tillod de i sidste uge politiet at ledsage nogle tankbiler ind på anlægget – og så genbesatte de stedet igen om lørdagen. Så politiet er tvunget til at løbe fra det ene sted til det andet.

Jeg tror, at højrefløjen vil prøve at ændre folkestemningen ved at bruge bestemte episoder, for eksempel når biler er blevet brændt ned, hvilket i realiteten skyldes provokationer fra politiet, som allerede har arresteret hundredvis af unge. Medierne har allerede lagt denne linje.

Ungdomsbevægelsen er ikke kontrolleret på nogen måde – det er en spontan bevægelse. Derfor er der blevet knust nogle ruder og stukket nogle biler i brand under nogle demonstrationer. Det er ganske normalt efter omstændighederne, men der vil være et ihærdigt forsøg fra den internationale presse for at fremhæve disse aktioner.

Mange af de unge, som er indblandet i den slags episoder, er arbejdsløse unge fra Paris’ forstæder. Deres aktioner er symbolske. De kan se frem til høj arbejdsløshed og får at vide, at det er nødvendigt at arbejde for at få en pension. De siger, at de aldrig vil få et godt job. Der er åbenlyst et aspekt af frustreret radikalisering her, men deres beklagelser er meget reelle.

Selvfølgelig vil højrefløjen forsøge at udnytte dette til at splitte mobiliseringerne. Men jeg tror, at bevægelsen er meget dyb og meget radikal. Det er det generelle billede på, hvad der sker. Der sker ting i Frankrig, som vi ikke har set mage tidligere – i hvert fald ikke de sidste 15 år.

Afstemningen i Senatet vil ikke ændre situationen. Dette er med stor sandsynlighed begyndelsen på en krise for regimet i Frankrig, med en klassekamp i form af strejker og demonstrationer mod en regering på den ene side, og på den anden side de arbejdende masser. Resultatet vil blive afgørende for Europa, hvor højrefløjen, herunder den yderste højrefløj, har været politisk i offensiven.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com