I marts udkom på Århus-forlaget Modtryk bogen “Min ven Stieg Larsson” – skrevet af hans ven, journalistisk og politisk kampfælle, Kurdo Baksi, der bor i Sverige med kurdisk flygtningebaggrund. Relationen mellem de to var arbejdsfællesskabet, men også det personlige venskab. Tæt venskab som Stieg Larsson ellers ikke dyrkede særlig meget. Hans liv var det politiske arbejde og det nærmest døgnet rundt.

Han sled sig op, fremgår det af bogen. De senere – efter hans død i 2004 – så berømte krimier skrev han om natten i stedet for at sove. "Han slappede af ved at skrive", som han sagde til sin ven. Folk omkring Stieg Larsson vidste næsten ikke, at han skrev på krimierne, Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt.

Om dagen gik han på arbejde på det nyhedsbureau, hvor han arbejde i en del år. Derefter hen på Expo, som var et antiracistiske tidsskrift, og andet politisk arbejde i den sammenhæng. Det var det politiske arbejde, han, da han levede, var kendt for – som initiativtager, skribent, redaktør, foredragsholder. Og det var gennem dette politiske arbejde, venskabet med Kurdo Baksi opstod.

De lærte hinanden at kende i 1990’ernes kamp mod fremmedfjendtlige bevægelser. Kurdo Baksi startede i 1987 det antiracistiske tidsskrift, Svartvitt, mens Stieg Larsson var en af initiativtagerne til Expo, som blev grundlagt i 1995 og fokuserede på kortlægning og bekæmpelse af højreekstremistiske og racistiske bevægelser. Formålet med Expo var at "værne om demokratiet og om ytringsfriheden, imod racistiske, antisemitiske og totalitære tendenser overalt i samfundet". Tidsskrifterne sluttede sig sammen i 1999.

Dokumentation og registrering
Journalistgruppen Expo indsamlede oplysninger og materialer om det yderste højre. Det er blevet Nordens største arkiv med personfølsomme oplysninger over nazi-miljøet og den yderste højrefløj. Arkivet ligger i Stockholm. Expo er både et arkiv og et tidsskrift.

Baggrunden for at opstarte Expo var, at der i Sverige i 1995 blev begået syv nazi-relaterede mord. Disse omtales og beskrives alle i bogen, og vil være velkendte for folk, der fulgte denne udvikling. Inden initiativet til at oprette Expo havde Stieg Larsson skrevet en banebrydende bog, Extremhögern, en kortlægning af de antidemokratiske bevægelser. Han sammenlignede den begyndende racisme og organiserede fremmedfjendtlighed med en virus, der breder sig. Lod man den i fred for længe, kunne den brede sig, så den næsten ikke var til at standse.

Han havde tillige været nordisk korrespondent for det britiske antiracistiske tidsskrift, Searchlight, som fik – med Larssons initiativ – en svensk version i Expo. Expos opgave blev defineret: "At studere og kortlægge antidemokratiske, højreekstremistiske og racistiske tendenser i samfundet. Arbejdet udføres på et idealistisk grundlag. Stiftelsens grundidé er at værne om demokrati og ytringsfrihed mod racistiske, højreekstremistiske, antisemitiske og totalitære tendenser i samfundet. Expo er uafhængig af specifikke partier og politiske grupper, men samarbejder med alle individer og grupper, der deler stiftelsens grundidéer."
Der lød også kritiske røster blandt støtterne. Nogle mente, at Expo handlede uetisk og gik for langt i deres bestræbelser på at kortlægge racistiske netværk. Og så var der de evige trusler, som en stor del af Stieg Larsson og de andre medarbejdere konstant var udsat for.

Stien skal holdes ren
For Expo-folkene, med trusler konstant omkring sig, var det vigtigt at holde linien klar, holde stien ren, ikke sammenblande tingene og frem for alt undgå, at nogle af medarbejderne beskæftigede sig med ting, der var uforeneligt med grundlaget. På et tidspunkt blev Expo ramt af et alvorligt troværdighedsproblem, da det blev afsløret, at en af Expos researchere var blevet politianmeldt for hærværk. Det var en ung, meget dygtig researcher, der stod Stieg Larsson meget nær.

Det blev en nyhed i de landsdækkende medier. Expo blev uafbrudt afkrævet kommentarer og forklaringer. Politiet fik anledning til at tjekke diverse ting og sager hos Expo. Endvidere blev det til en føljeton i nazistiske, racistiske og fremmedfjendtlige publikationer. Til sidst så Expo ingen andre muligheder end at afbryde al kontakt med den unge researcher.

Denne episode udviklede sig til et traume for Stieg Larsson. Han kunne ikke forstå, hvordan han havde fejlbedømt en af sine allernærmeste medarbejdere så meget. Kurdo Baksi er overbevist om at denne researcher har meget at gøre med evnerne hos hovedpersonen i krimierne, Lisbeth Salander. I 1997 blev researcheren tvunget til at forlade Expo. Og Stieg Larsson skrev det første kapitel om Lisbeth Salander samme år. Den skuffede Larsson bearbejdede sin sorg ved at skabe en figur, der lignede researcheren. På den måde bearbejdede han nærmest sit traume: Hellere lade en person lide skade i fantasien end i virkeligheden.

Og Kurdo Baksi mødte faktisk researcheren fra Expo i sommeren 2009. Det første han sagde: "Stieg hævnede sig på sin egen måde. Det er mig, der er Lisbeth Salander, hvad angår hendes kompetencer. Og vi er begge to små personer, der vejer for lidt! Men jeg vil altid elske Stieg. Det er en ære at være et forbillede for Salander".
Baksi skriver selvfølgelig også meget andet om hvorfor og hvordan den antiracistiske skribent og politiske aktivist blev krimiforfatter!

Politisk vision
Stieg Larsson havde fra sit unge liv været politisk tænkende og handlende. Allerede som 12 årig fik han sin første skrivemaskine og ville være journalist. Og stærkt påvirket af den arbejderklassebaggrund, han var opvokset i – i det norrlandske omkring Umeå. Især påvirkede morforældrene ham tidligt i hans liv. Det som drev Larsson, skriver Baksi var "retfærdighed – uanset klasse, køn, etnicitet og seksuel orientering". Og ikke mindst som Baksi fortsætter, voksede Stieg Larsson op med en politisk vision – trotskisme.

Stieg Larsson skrev og medvirkede til flere bøger ud over de berømte, posthume krimier. "Handbok for hotade journalister" var en af dem – henvendt især til dem, der har "verdens farligste erhverv". Her får de at vide, hvordan de kan forholde sig til trusselsbilleder og hvilken hjælp, de kan få, hvis det rammer dem. Den handler også om udsatte journalister rundt om i verden.

Stieg Larsson døde uden tvivl af overanstrengelse, røg, for lidt søvn og for lidt motion, osv. Symbolsk nok døde han midt i forberedelsen af et seminar, der blev lavet i forbindelse med Krystalnatten.

Min ven – vores ven!
Kurdo Baksi har skrevet en bog, der hermed anbefales varmt, om aktivisten, der blev verdensberømt krimiforfatter efter sin død. "Min ven Stieg Larsson" er Kurdo Baksis billede af ham. Baksi skriver levende om relationen. Disse beskrivelser kommer kærligt og respektfuldt frem i bogen, men den er ikke et ukritisk portræt af ham og af relationen mellem dem. Det er ikke den nu verdensberømte krimiforfatter, Kurdo Baksi fokuserer på i bogen, men den person der brugte det meste af sit liv til at kæmpe for retfærdighed og mod racisme.

Min ven Stieg Larsson
Forfatter: Kurdo Baksi
Oversættelse: Kamilla Jørgensen
162 sider. Forlag: Modtryk
Vejl. udsalgspris: 199,95 kr.

 

Opslået i Anmeldelse

single.php