Det er snart et år siden, at Leif Davidsens seneste bog blev udgivet, men den er stadig på bestseller-listen. Tilmed er den en fængslende beskrivelse af et af den internationale arbejderbevægelses vigtigste og mest tragiske kapitler.

af Åge Skovrind

Jeg har aldrig været nogen stor fan af Leif Davidsen, men sidste sommer fortalte en bekendt, at Davidsens seneste bog ”Min broders vogter” foregik under den spanske borgerkrig. For min ven blev det anledningen til at vide mere om borgerkrigen, mens det gjorde mig nysgerrig efter at læse romanen. På det lokale bibliotek stod ikke mindre end 17 personer i kø foran mig, så først i februar lykkedes det at få fingre i den – uden at betale.

Min broders vogter er en røverhistorie eller spændingsroman, som i et let og levende sprog følger hovedpersonen Magnus Meyer. Den unge Magnus kommer efter flere år i Argentina og USA hjem til Danmark, men bliver overbevist om, at han bør tage videre til Spanien for at hente sin lillebror, der kæmper som frivillig mod Franco under borgerkrigen. Undervejs bliver han forelsket i en russisk kvinde, som han senere opsøger i Moskva. Desuden er han på sporet af en guldskat, som er en del af det guld, som den spanske republik sendte ud af landet for at forhindre, at det faldt i fjendens hænder.

Der er masser af spænding, mord og kærlighed i historien, og det er helt utroligt, hvad Magnus Meyer når at opleve, og hvilke vigtige personer han tilfældigvis møder. På den måde er bogen helt fantastisk – og urealistisk. Men den historiske ramme, historien foregår i, dækker ganske præcist og er grundigt researchet af forfatteren.

Vi befinder os i årene 1936-37, det vil sige på et tidspunkt, hvor Stalins regime i Sovjetunionen var degenereret fuldstændigt. Det stalinistiske bureaukratis interesser og privilegier var blevet så stærke og ødelæggende, at Trotskij og hans tilhængere anså det for nødvendigt med en ny socialistisk revolution, som fjernede bureaukratiet fra magten. Men Stalins magt var enorm, og bureaukratiets metoder var skånselsløse. Enhver opposition inden for og uden for det kommunistiske partis rækker blev knust med hård hånd. Den stalinistiske kontrarevolution bredte sig via de kommunistiske partier til resten af verden.

I Spanien vandt Sovjetunionen stor indflydelse, først og fremmest fordi man leverede næsten alle våben til republikken. De vestlige magter ville ikke ”blande sig”, samtidig med at Mussolini-Italien og Hitler-Tyskland forsynede de spanske fascister. Med de sovjetiske våben fulgte stor indflydelse på den politiske kurs i den spanske republik, som kæmpede mod Franco. Det kommunistiske parti voksede hurtigt. Indflydelsen blev imidlertid ikke brugt til at fremme en socialistisk udvikling, men til at genoprette den borgerlige, kapitalistiske orden og slå ned på den arbejder- og folkemagt, som var begyndt at vokse frem som et resultat af massernes selvorganisering i borgerkrigens første fase, hvor de gamle institutioner brød sammen. Derfor blev det nu et selvstændigt mål at eliminere anarkisternes og trotskisternes indflydelse. For Stalin var det vigtigste mål i udenrigspolitikken at samarbejde med borgerlige regimer og opretholde den eksisterende magtbalance i verden.

I Sovjetunionen gennemførte Stalins regime en række skueprocesser, hvor alle de gamle ledere af det bolsjevikiske parti og lederne af det hemmelige politi blev dømt for forræderi mod Sovjetunionen og endte deres liv enten ved henrettelse eller i fangelejre. Ud af 1.966 delegerede ved partikongressen I 1934, blev 1.108 arresteret under Moskva-processerne. Anklagerne var grebet ud af luften og til tider helt absurde påstande om, hvordan man havde planlagt et komplot mod Stalin. Samtidig med Moskva-processerne blev millioner af mennesker over hele Sovjetunionen udrenset og sendt til fangelejre. Stalins terror-regime var på sit højeste. Enhver kritik blev dødsens farlig i ordets mest bogstavelige forstand.

I hele verden forsvarede de kommunistiske partier udviklingen i Stalins Sovjetunionen og fulgte direktiverne fra Moskva. Kritikere blev øjeblikkeligt ekskluderet og stemplet som ”trotskister”, ”forrædere” og ”renegater”. De kommunister, som blev smidt ud, formåede kun sjældent at opbygge nye partier af betydning. Blandt kritikerne var tilhængere af Trotskij, som havde været leder af den russiske revolution i 1917. Trotskij selv blev udvist fra Sovjetunionen i 1929. Trotskisterne dannede i 1938 Fjerde Internationale, men havde kun ringe indflydelse. I 1940 myrdede en stalinistisk agent Trotskij i Mexico.

Min broders vogter foregår i dette univers. Mest i Spanien, men også i Sovjetunionen og i Danmark. Magnus Meyer bliver for eksempel gode venner med en dansk kommunist – et ledende medlem, som bliver ekskluderet fra partiet, fordi han på et internt partimøde ytrer sig kritisk om Stalins politik. I Spanien beskriver Davidsen blandt andet, hvordan kommunisterne genopretter kadaver-disciplinen i militæret. At disciplinen også blev genoprettet på arbejdspladserne, som led i stalinisternes politik, er derimod ikke en del af historien.

Bogen er en levende historisk fortælling, som sætter ansigter på en af det sidste århundredes vigtigste perioder. Har man læst sin historie og er bekendt med Stalintidens forbrydelser er der ikke noget nyt at hente som sådan. Man får heller ikke nogen forklaring på, hvorfor stalinismen udartede så ekstremt, eller noget bud på et politisk alternativ. Så skal man ikke læse Leif Davidsen. Men begivenhederne bliver konkrete og detaljerne tegner et billede, som gør det politiske miljø nærværende. Det gælder især livet i det republikanske Spanien, hvor historiebøgerne mest fokuserer på den politiske og militære udvikling, men ikke på menneskeskæbner, lidelserne og stemningen. Ligeledes står den utrygge og paranoide atmosfære, som Magnus Meyer møder under sit korte ophold i Moskva, skarpt i erindringen.

Leif Davidsen: Min broders vogter. 464 sider, Lindhardt og Ringhof.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com