For markedet er det vigtigere at fylde brændstoftankene på lastbiler og fly end at fylde maverne på fattige mennesker. Vi er vidner til en kombineret fødevarekrise, energikrise og klimakrise, hvor kapitalismen hellere vil ofre millioner af liv end respektere naturens grænser. Men den nye situation åbner også muligheder for at forene sociale krav og miljøkrav.

 

Fødevareprisernes himmelflugt er ikke udløst af tilfældigheder. Grundlæggende udspringer den af en modsætning i forhold mellem kapitalistisk industri og landbrug, som allerede blev blotlagt af Karl Marx i Kapitalen:

»Det ligger i tingenes natur, at plante- og dyrestofferne, hvis vækst og produktion er underlagt visse organiske love og hænger sammen med bestemte naturlige rytmer, ikke pludselig kan forøges i samme grad som f.eks. maskinerne, der i et udviklet industriland kan forøges i løbet af korteste frist, (når naturbetingelserne ikke forandres). Det er derfor muligt og ved udviklet kapitalistisk produktion endog uundgåeligt, at produktionen og forøgelsen af den andel af den konstante kapital, der består af fast kapital (maskiner osv.), langt overstiger den andel, der består af organiske råstoffer, således at efterspørgslen efter disse råstoffer vokser hurtigere end udbuddet og prisen på dem derfor stiger.«

Den storstilede satsning på biobrændstoffer har sat denne modsætning på spidsen. Det har åbnet en ladeport for spekulanter, hvis opkøb har fået priserne til at stige yderligere.

Biomassen er begrænset
Biobrændstofferne udgør et særdeles svagt led i det kapitalistiske svar på energi- og klima-udfordringen. Hver gang man famlende og under pres fra de konkurrerende industrilobbyer nærmer sig et sådant svar, stiller det landbruget over for nye krav. Landbruget skal ikke alene brødføde verden, men også optage CO2‘en, holde bilerne i gang, producere kraft og varme, beskytte den biologiske mangfoldighed og landskaberne samt levere bygningsmateriale og biologisk nedbrydelig plastik…

Det kan naturligvis ikke lade sig gøre. Biomassen kan ikke klare alt på én gang. Den kan ikke tilfredsstille kapitalens vækstkrav på alle områder. Man kan udskyde tidsfristerne og skubbe problemet foran sig på alle mulige mere eller mindre skadelige måder. Men der er ingen vej uden om den hårde kendsgerning: Der er grænser, og der må træffes valg.

Hvem skal så vælge, hvordan og på hvilket grundlag? Det er det centrale spørgsmål. For markedet er det vigtigere at få fyldt tankene op på de lastbiler og fly, der transporterer varerne hen til den købedygtige efterspørgsel, end det er at brødføde mennesker, hvis tegnebøger er lige så slunkne som deres maver. Ud fra et cost/benefit-synspunkt er det uangribeligt, men ud fra et socialt synspunkt er det uacceptabelt.

Vækstens barbari
Biobrændstofferne viser derfor ikke alene, at det i stigende grad er selve det kapitalistiske system, der er i krise. De belyser også, hvad der står på spil for samfundet, ja for hele civilisationen. Det kan sammenfattes meget enkelt: Som svar på klima- og energi-udfordringen vil systemet i kraft af sin iboende logik forsøge at fastholde produktivismen gennem et brutalt angreb på hundreder af millioner menneskers eksistensvilkår eller endog selve deres eksistens. Det er næppe for meget sagt, at denne produktionsmåde ikke længere bærer på fremskridt for menneskeheden. I stedet ophober den et barbari uden fortilfælde.

 

 

Det er muligt at vende udviklingen, at afværge den kapitalistiske klimakatastrofe, som er undervejs, og at skitsere et reelt alternativ. Men udgangspunktet må nødvendigvis være en forståelse af, at den kapitalistiske produktions-, distributions- og forbrugsmåde – og ikke »folks adfærd«! – udgør problemet.

Hvor uholdbar den nuværende produktions-, distributions- og forbrugsmåde er, ses tydelig i den nuværende situation. Knapheden på olie og naturgas tager til, og hensynet til klimaet forpligter os til at droppe de fossile brændstoffer i løbet af meget kort tid. Derfor er det ganske enkelt umuligt at fortsætte med at producere varer "just in time" på verdensplan, hvor man kompenserer for profitratens faldende tendens gennem overproduktion og overforbrug af produkter med indbygget forældelse, og hvor man kompenserer for lønningernes faldende andel gennem et stigende luksusforbrug.

Dette produktivistiske scenario er stadig mere ulighedsskabende og kan kun munde ud i en kombination af økologiske og sociale kriser af kolossalt omfang. Hvis det skal undgås, kommer vi ikke uden om tiltag, der bryder akkumulationslogikken, genindfører det offentlige initiativ og radikalt omfordeler rigdommene, i Nord såvel som i Syd.

Levevilkår og klima – samme kamp
Det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Den vanvittige liberalistisk-produktivistiske politik hægter landbrugspriserne op på oliepriserne, men dermed viser den også med al ønskelig tydelighed, at det sociale og økologien er én og samme globale kamp. Lønarbejderne kan nemlig ikke længere forsvare deres realløn uden at fordømme satsningen på biobrændstoffer. Fra nu af betyder det at forsvare lønarbejdernes levevilkår, at man også må sætte sig op imod den globaliserede kapitalismes klima-, energi- og landbrugspolitik. Det ene kan ikke lade sig gøre uden det andet, og dermed har udviklingen har taget en ny vending. Det er ikke et tilfældigt udsving, men en vending, der er affødt af en kombineret udvikling i kapitalistisk industri og landbrug, hvis dynamik Marx satte fingeren på, da han skrev:

»Storindustrien og det industrielt drevne storlandbrug virker i samme retning. Oprindelig er de forskellige, fordi den førstnævnte mere ødelægger arbejdet og dermed menneskets naturlige kraft, mens den sidstnævnte mere direkte ødelægger jordens naturlige kraft. Men efterhånden som de udvikler sig, ender de med at mødes: Det industrielle system på landet ender også med at afkræfte arbejderne, og industri og handel udstyrer for deres vedkommende landbruget med det, der skal til for at udpine jorden.«

Og det er faktisk den situation, vi står i. Med den franske økonom Michel Hussons ord er vi trådt ind i den »rene kapitalisme«, som Marx beskrev i modelform. Svaret kan kun være en »ren økosocialisme«, der sammensmelter de sociale og de økologiske krav i ét frigørelsesperspektiv. Det kræver dog, at denne økosocialisme rodfæstes i de konkrete sociale kampe.

I den henseende åbner den aktuelle situation med sin kombination af spændinger på spørgsmålet om både købekraft, energi, klima og fødevareressourcer nye muligheder for at føre miljøspørgsmålene ind i lønarbejdernes kampe og i fagforeningerne. Ikke som parallelle spørgsmål, men direkte som sociale spørgsmål. Hvis den radikale venstrefløj evner at spille en større rolle på dette område, vil den gå styrket frem som bærer af et samlet samfundsmæssigt alternativ.

Daniel Tanuro er belgisk agronom og miljøskribent ved "La Gauche", der udgives af LCR-SAP, den belgiske sektion af Fjerde Internationale.

Artiklen er oversat af Finn Kjeller.

Opslået i Klima

single.php