Selvom religiøs fundamentalisme langt fra har den opbakning i befolkningen, som de borgerlige medier fremstiller det, er de en reel trussel i Pakistan. Men venstrefløjen må aldrig forfalde til at støtte militære løsninger – det forværrer bare problemet.

af Nina Trige Andersen

Socialistisk Information mødte Farooq Tariq, talsperson for Labour Party Pakistan, til Global Justice School i Manila, Filippinerne.

Ved valget i 2002 fik de religiøse fundamentalister 15 procents opbakning i de pakistanske naboprovinser til Afghanistan – en reaktion på den amerikanske invasion. Men ved de sidste valg fik de kun tre procent. Ikke desto mindre er fundamentalisme blevet en meget reel trussel – ikke mindst for arbejderklassen og venstrefløjen i Pakistan, fortæller Farooq Tariq, talsperson fra Labour Party Pakistan.

”De er blevet synlige alle steder. En af de væsentligste årsager til dette er de tusindvis af madrassaer (religiøse skoler, red.) som fundamentalisterne har åbnet over hele landet – med regeringens velsignelse og økonomiske støtte. Fundamentalisterne tilbyder gratis uddannelse og mad til fattige børn fra arbejderklassen. Og da fundamentalisterne fra Afghanistan strømmede ind over grænsen efter invasionen i 2002, hjalp regeringen dem med at etablere sig. De har skabt et monster, som nu er ude af deres kontrol. Deres løsning er at sende militæret ind i Swat-dalen, og lade amerikanerne udføre deres drone-bombninger – med tusinder dræbte og hundredtusinder interne flygtninge til følge.” (Læs også interview med Khalid Mahmood: ‘Militæret holder hånden over Taliban’ i SI)

Nogle venstrefløjsstrømninger har budt de militære interventioner velkomne. De er lettede over, at situationen i de talibaniserede provinser endelig bliver taget alvorligt. Men det er en farlig holdning, siger Farooq Tariq:

”Situationen er kun blevet værre, siden de militære operationer startede i sommers. Der er ingen militær løsning på fundamentalisme, blandt andet på grund af deres taktik – den samme som de brugte i Afghanistan: Taleban trækker sig tilbage, rekonsoliderer sig og bruger selvmordsbomber som systematisk strategi. Man kan ikke bekæmpe en gruppe, hvis taktik er urban terrorisme, ved at sende militæret ud i provinserne. Siden i sommer er tusinder af civile liv gået tabt, der er tre millioner interne flygtninge i Pakistan. Fundamentalisterne er spredt ud over hele landet, og omkring 100 civile dør hver dag i enten selvmordsangreb eller militære angreb og drone-bombninger.”

Samme dag, som SI interviewer Tariq, springer to bomber i det nordvestlige Pakistan. Mindst 11 bliver dræbt, heriblandt tre børn.

Reformer frem for bomber
Hvis den pakistanske regering reelt er interesseret i at bekæmpe fundamentalisme, skal arbejdernes vilkår forbedres – der skal indføres minimumslønninger, fagforeningerne skal styrkes. Og så skal regeringen tage klart afstand fra besættelsen af Afghanistan, som ifølge Farooq Tariq er suverænt den største rekrutteringsbasis, ud over fattigdom.

”Så længe denne krig fortsætter, kan fundamentalisterne hævde at være anti-imperialister, men det er de ikke. Tværtimod, de er allierede med den amerikanske imperialisme, og har været det altid,” siger Farouq Tariq.

Og så skal regeringen ikke mindst stoppe al økonomisk støtte – en støtte der bliver kanaliseret via funding af madrassaer og moskeer.

”Der skal iværksættes et program, der kan ændre traditionen for at blande religion ind i alle dele af uddannelserne. Regeringen bør nationalisere de største madrassaer, tilbyde underviserne efteruddannelse – mange mullaher vil være lykkelige for et fast job i den offentlige sektor. Regeringen skal sætte mindst 10 procent af budgettet af til uddannelse. Pakistan har en af verdens højeste andele af analfabetisme.”

Men det er næppe sandsynligt, at regeringen gennemfører de her reformer i morgen; hvad gør LPP for at bekæmpe fundamentalisterne?

”Vi opbygger lokale forsvarskomiteer i landsbyerne, opbygger fagforeningerne, arbejder med at organisere bønderne, og sociale bevægelser, og kæmper for landreformer. I de områder, hvor vi har
haft succes med de ting, kan vi konstatere, at støtten til fundamentalisterne daler. Vi tror ikke på det der med kort sig og langt sigt-strategier. Det er begge ting på en gang. Jo bedre organiserede folk er, jo bedre uddannede, og jo mere økonomisk uafhængige, jo mindre sårbare er de overfor fundamentalistisk propaganda, og jo mindre har de brug for de sociale goder, som fundamentalisterne tilbyder. Men vi kan ikke løfte denne opgave alene. Vi er nødt til at allierede os med alle progressive og demokratiske kræfter, så vi investerer en hel del energi i at opbygge alliancer.”

LPP indgår dog ikke alliancer med erklærede religiøse organisationer, kun med enkelte progressive mullaher. Men mange af LPP’s aktivister er religiøse:

”Der er endda bederum på vores kontorer. Vi kunne aldrig finde på at forhindre folk i at have religiøse overbevisninger, eller fornærme religion. Hvis folk kæmper for arbejderklassens vilkår, må de tro, hvad de vil.”

Et andet element er at bekæmpe frygten blandt befolkningen. Frygten for sanktioner fra fundamentalisterne, hvis man ikke indretter sig efter deres moral-kodeks.

”I Lahore var der en kvinde, der var blevet stenet til døde på anklager om hor. Den slags tør folk ikke sige noget til, de er bange for selv at blive ofre. Men så organiserede vi en manifestation, og mobiliserede 5.000 mennesker i protest mod steningen. Folk hader fundamentalisterne for deres terror. Og de kan godt mobiliseres til at forsvare sig mod det. Men når de ser, hvordan regeringen reagerer…”  Tariq ryster på hovedet.

”Der er også et stort had mod militæret og politiet i Pakistan, og folk begynder at tænke, at måske har fundamentalisterne ret i at reagere. Og Pakistans regering er alt stadig alt for tætte på USA. Vi burde kaste sko efter Hilary Clinton, ikke rulle den røde løber ud.”

Organisering af kvinder er afgørende
Fundamentalisterne angriber især kvinder og minoriteter, siger Tariq.

”De mener, at Islam forbyder kvinder at deltage i det offentlige liv. De er de første ofre. Så vi sætter kvinder øverst på dagsordenen. Vi har oprettet Womens Workers Helpline, arbejdet på at organisere dem i fagforeningerne, mobiliserer stort til 8. marts, prioriterer kvindelige ansatte i vores organisationer, og forsøger at inddrage dem i det politiske arbejde, og at få dem til at stille op til ledende poster. Vi laver også propaganda i det offentlige rum, som f.eks. en plakat med et kvindetegn og ordene ‘Jeg er’. Den blev meget populær blandt kvinder over hele Pakistan,” siger Tariq.

Womens Workers Helpline arbejder på mange niveauer, fra at organisere kvinder i fagforeninger til kampagner mod seksuel vold og chikane, og vold i hjemmet og på arbejdspladserne.

”Det vigtigste er at kollektivisere problemerne – organisere offentlige rallyer, bringe de enkelte historier frem på offentlige møder, bryde tavsheden og skabe synlighed. Vi arbejder også på at komme ind i de sfærer, der traditionelt er lukket land, f.eks. eksperimenterer vi med nye former for organisering af kvinder i den uformelle sektor. Rigtig mange kvinder tjener deres penge her, og det er en meget individualiseret og usynlig sektor, som de traditionelle fagforeninger ikke kan nå.”

På grund af LPP’s offensive strategi mod fundamentalisterne, har de modtaget mange trusler. Så sent som sidste måned blev en kammerat dræbt i Peshawar, og mange aktivister har været nødt til at forlade deres hjem og gå under jorden.

”Men vi trækker os ikke – vi kæmper tilbage og organiserer vores eget forsvar,” siger Tariq. ”Sidste år publicerede vi en artikel om relationen mellem Taleban og CIA i vores ugeavis. Samme dag fik vi et opkald fra en, der præsenterede sig som repræsentant for Osama Bin Ladens netværk, og han sagde at vi var nødt til at lukke vores avis. Vi reagerede med at offentliggøre truslen, indkaldte et rally, og fortsatte arbejdet.”

Optimisme – men hårde tider forude
De sidste måneder har flere og flere meldt sig som modstandere af både regeringen og fundamentalisterne. LPP har nu 9.000 medlemmer, og er det største parti på venstrefløjen. De er også indgået i alliance med syv andre venstrefløjspartier, og arbejder tæt sammen med forskellige arbejderorganisationer og NGO’er.

”Vi har ikke råd til at være kræsne. Vi indgår i alliancer ud fra en konkret analyse af situationen. Vi tror ikke på at opbygge ‘udvalg’ i partiet – et udvalg for fagforeningsarbejde, for kvindespørgsmål osv. – i stedet indgår vi konkret i alliancer med fagforeninger, kvindeorganisationer. Vi kan ikke forlade os på vores egen styrke, så vi arbejder ikke med snævre parti-briller.”

Og arbejdet bliver ikke lettere den næste tid, vurderer Tariq:

”Obamas politiske linje i forhold til Pakistan har eskaleret problemerne. Amerikanerne angriber, militæret angriber, fundamentalisterne angriber. Blackwater er allerede i landet, og amerikanerne har arrangeret med den pakistanske regering, at de ikke engang behøver skaffe papirer for at opholde sig. Der er amerikanske specialtropper i Islamabad, angiveligt for at beskytte atomvåben fra fundementalisterne, og rygtet vil vide, at amerikanerne er klar til at overtage byen helt, hvis det skulle blive nødvendigt. Folk er skræmte, og fundamentalisterne og amerikanernes tilstedeværelse påvirker alle dele af vores liv.”

I foråret indrømmede Hilary Clinton amerikansk ansvar for opkomsten af Taleban og politisk islam, hvilket er positivt, mener Tariq. Men:

”Problemet er bare, at hendes konklusion på det ansvar er forkert: at sætte mere militær magt ind.”

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com