Migration har tilbagevendende fra midten af det 20. århundrede været et afgørende politisk spørgsmål. Internationale organisationer vurderer, at antallet af mennesker, der bevæger sig inden for og på tværs af nationale grænser i dag foregår i et omfang, som ikke er set siden Anden Verdenskrig.

Migration har tilbagevendende fra midten af det 20. århundrede været et afgørende politisk spørgsmål. Internationale organisationer vurderer, at antallet af mennesker, der bevæger sig inden for og på tværs af nationale grænser i dag foregår i et omfang, som ikke er set siden Anden Verdenskrig. Den type opgørelser er aldrig neutrale – hvor langt skal man f.eks. bevæge sig og under hvilke omstændigheder for at tælle som migrant? På samme måde skal statistikker altid tages med forbehold. Ikke desto mindre foregår der omfattende befolkningsbevægelser i adskillige regioner i verden. Når mennesker bevæger sig, skyldes det ofte strukturelle økonomiske ændringer og uligheder: Fx. tiltrækker Sydafrika og Angola migranter fra fattigere nabolande, ligesom Argentina og Venezuela gør det i Latinamerika, Australien og Japan i Øst- og Sydøstasien. Golfstaterne tiltrækker et stort antal migranter fra Afrikas Horn, Tyrkiet, det indiske subkontinent og Filippinerne. I den danske debat kan man få det indtryk, at migration først og fremmest foregår fra Det Globale Syd til Det Globale Nord. Men to tredjedele af den internationale migration sker regionalt, mens blot en tredjedel vender sig fra fattigere lande i Latinamerika, det afrikanske kontinent, Mellemøsten og Asien mod USA og Europa.

 

Størstedelen af denne migration er fra de tidligere kolonier. Der foregår samtidig permanente forflytninger på grund af krige, især fra Syrien, Irak, Eritrea og Afghanistan. Tørke, oversvømmelser og andre klimaforhold tvinger millioner til at forlade deres hjem. Langt de fleste tager til nabolande.

 

Urbanisering er ligeledes en afgørende årsag til permanente befolkningsbevægelser. I Kina foregår der i øjeblikket den største flytning fra land til by i verdenshistorien.

 

Migration er et vedvarende socialt fænomen og et vigtigt politisk spørgsmål, blandt andet fordi migranter bliver gjort til mål for racistiske kampagner overalt i verden.

 

Venstrefløjens dobbelte udfordring er at bekæmpe racisme og støtte organiseringen af migranter – både i form af selvorganisering og generelt i f.eks. fagbevægelsen – for at styrke arbejderklassen som helhed.

 

Årsager til migration

Ulighed og fattigdom både internt i lande, regionalt og mellem nord og syd er en af de dynamikker, der får folk til at migrere. Med undtagelse af situationer, hvor folk tvinges til at forlade deres hjem i hast på grund af f.eks. krig, kan man overordnet sige, at menneskers bevægelser følger kapitalens bevægelser. Både hvad angår land til by-migration, regionale bevægelser og international migration flytter folk sig generelt efter hvor de forestiller sig, at der er (bedre) økonomiske muligheder.

 

De magtstrukturer der globalt blev skabt under kolonialismen lever videre i nye former. Magthaverne bibeholder og udbygger deres privilegier. Multinationale firmaer – ofte med opbakning fra nationale politiske eliter –  driver rovdrift på natur og mennesker for at maksimere deres profit og skaber horrible forhold for mennesker verden over.

 

Med militarisering og økonomisk udbytning er rige stater i Vesten, men i stigende grad også i f.eks. Asien, med til at skabe ustabile forhold i de lande, folk migrerer fra. Men de vil ikke tage ansvar for at hjælpe de migranter som derefter kommer til deres lande.

 

Migration har mange årsager, og der er meget forskellige udgangspunkter for at kunne migrere sikkert og for at ankomme sikkert, ligesom der er forskellige muligheder i ankomstland og for at kunne planlægge sin videre færd og eventuelle etablering et nyt sted. Nogle flygter over hals og hoved, når deres hus bliver smadret af bomber eller deres jord ødelægges, mens andre bevæger sig for at kunne få arbejde. Disse forskellige vilkår har betydning for, hvad folk kan have brug for det sted, de ankommer og undervejs på deres rejse, og hvilke muligheder de har for at organisere sig for at forbedre sin situation. Det må venstrefløjen – og især fagbevægelsen – være opmærksom på for bedst muligt at kunne varetage migranters interesser og styrke migranters muligheder for at forbedre deres egen situation. Indlysende gælder det ikke den gruppe af migranter, der bevæger sig, fordi de har topstillinger i multinationale virksomheder – dem er det naturligvis ikke venstrefløjens opgave hverken at organisere eller forsvare.

 

Muligheden for at kunne migrere er i høj grad påvirket af klassetilhørsforhold. Borgerskabet har sjældent problemer med at kunne bevæge sig sikkert og frit over grænser, opnå rettigheder der hvor de flytter til eller er blot mindre afhængig af bestemte rettigheder. Denne frie bevægelighed besidder arbejdere sjældent. Borgerskabet er sjældent offer for racisme eller rammes i mindre grad heraf.

 

Kapitalismens kriser – økonomiske, sociale, politiske eller klimatiske, udløser – mangel på arbejde, naturødelæggelse, sociale kriser, politisk forfølgelse, forfølgelse på grund af køn eller seksualitet, hungersnød og død. Det forringer folks muligheder og vilkår for at leve og presser folk til at migrere.

 

For at maksimere deres profit og spille arbejdere ud mod hinanden har arbejdsgivere altid udnyttet forskelle i arbejdsvilkår og løn. Det foregår ofte meget lokalt, men også regionalt og mellem lande. Kapitalen udnytter billig arbejdskraft direkte og anvender den til at undergrave lokale opnåede aftaler og trykke lønnen. Det sker på mere eller mindre planlagt vis og er intet nyt fænomen. Det kan intensiveres under bestemte forhold, som når folk presses til at migrere eller når love og regler er favorable for arbejdsgiverne.

 

Vi ønsker et opgør med de årsager som tvinger folk til at migrere, men en situation, hvor alle mennesker reelt kan vælge at blive, hvor de er, hvis de ønsker det, er der lange udsigter til. Faktisk er der meget som peger på, at kapitalismens kriser vil presse endnu flere mennesker til at migrere. Derfor er migration et vigtigt fænomen, som vi skal forholde os til og vi må have en klar politisk position hertil der indebærer reelle løsninger.

 

Racismens historie

Racisme har gennem historien taget mange former og dækker over en bred form for undertrykkelse på baggrund af etnicitet og udseende/hudfarve, men bliver også ofte knyttet til bestemte kulturer eller religioner. Racisme i dens nuværende former et tæt sammenviklet med klassesamfundet, hvor befolkningsgrupper gennem historien er blevet racialiseret som led i legitimering af klasseskel, udbytning og slaveri.

 

Mange af de racistiske fortællinger, som præger vores samfund i dag, har rod i kolonialismen og de specifikke racistiske ideologier der understøttede denne.

 

I dag drager kapitalen stadig fordel af de splittelser, hierarkier og undertrykkelsesformer, er baseret på racialisering. Specifikt er arbejdsdelingen både globalt og lokalt ikke bare kønnet, men også racialiseret. Desuden fungerer racisme stadig til at legitimere imperialisme, global ulighed og krig og til at camouflere strukturelle problemer i den kapitaliske produktionsmåde, som økonomiske kriser eller strukturel økonomisk ulighed (globalt og lokalt). Her bliver racismen en effektiv ideologisk afledningsmanøvre.

 

Opblomstring af racisme i Europa – og skræmmescenarier fra højre

Den i samfundet iboende racisme, dannede grundlag for fjendtlighed og fordomme over for folk, der i 1960’erne kom til Danmark som gæstearbejdere fra bl.a. Pakistan og Tyrkiet. For at imødekomme efterspørgsel på især ufaglært arbejdskraft, blev de tilbudt arbejdstilladelse. Der, hvor fordomme og fremmedfjendtlighed for alvor bliver et farligt politisk fænomen, er når opdelingen i dem og os, er blevet knyttet til sociale spørgsmål som arbejdsløshed og boligmangel. I 1980’erne i Danmark opstod racistiske ungdomsbander som grønjakkerne, der lavede voldelige overfald, ligesom fagbevægelsen ofte ikke behandlede de nye og potentielt nye medlemmer ligeværdigt.Allerede i starten af det 20. århundrede havde den danske fagbevægelse grundlagt en tradition for at forsvare danske jobs til danske arbejdere, når ledigheden inden for bestemte områder begyndte at stige, som det f.eks. skete over for de såkaldte “roepolakker” i 1910erne og senere omkring især fabriksarbejde fra midten af 1970erne. Der har dog altid også været kræfter i fagforeningerne, som kæmpede for organisering af de kolleger, der var kommet til Danmark fra andre lande (siden årtusindskiftet har nogle fagforeninger, bl.a. i byggebranchen dog igangsat et godt organiseringsarbejde). Fra 1970erne begyndte først Fremskridtspartiet og siden flere andre politiske partier desuden at kræve stop for indvandring fra især såkaldt muslimske lande og udvisning af indvandrere. 1980’erne og første halvdel af 1990’erne var kendetegnet ved høj ledighed og det var derfor et opportunt tidspunkt for stiftelsen af Dansk Folkeparti, der gjorde sig fri af Fremskridtspartiets ultraliberalisme og profilerede sig som et parti, der kunne sikre den almindelige danskers vilkår ved at begrænse indvandring og forringe vilkårene for dem, de ikke definerede som danske. DF’s højrepopulisme har dermed fundet en opskrift, hvor der henvises til indvandrere og flygtninge som “finansieringskilde” hver gang det bliver hævdet, at offentlige nedskæringer er nødvendige. Denne tilgang med “vore egne først” kan kun fungere, hvis der er en klar opdeling i “os” og “de andre”. “De andre” er i stigende grad blevet identificeret som “muslimerne”.

 

Udviklingen i Danmark er på ingen måde unik og der er i andre europæiske lande opstået højrepopulistiske anti-indvandringspartier. Denne tilgang, hvor indvandrere og flygtninge bliver set som en trussel er i forskellig grad fra blevet overtaget af de fleste politiske partier og præger den offentlige debat, hvor fordomme om “de andre” bestandig gentages og bekræftes. Vi ser nu en form for racisme, hvor ideologien er, at kristne/vestlige værdier er civiliserede og grundlaget for demokrati, mens deres værdier er reaktionære og udemokratiske.

 

På samme måde er der udviklet femi- og homonationalisme, hvor kvindeundertrykkelse og homofobi bliver gjort til noget, der findes hos de “fremmede” (muslimerne). Feminationalismen indebærer ikke en fælles kamp for befrielse, men indsætter staten som beskytter af de ’stakkels’ kvinder fra de ‘fremmede’ mænd. For eksempel begrænser 24-års-reglen unges muligheder for at gifte sig med en udlænding.

 

Den politiske debat, hvor personer med indvandrerbaggrund dæmoniseres og beskrives som en trussel er med til at legitimere den racisme som kommer til udtryk i hverdagen, såvel som hærværk mod asylcentre og voldelige overfald.

 

Danmark og EU’s flygtninge- og migrationspolitikker

Danmark indførte i 1973 et stop for arbejdstilladelser til personer fra lande uden for det europæiske fællesmarked og Norden. I 1983 blev retten til familiesammenføring udvidet og såkaldte “de facto”-flygtninge får retskrav på opholdstilladelse. Disse rettigheder kommer dog under angreb med flere stramninger af reglerne siden 1994. Nogle af de mest afgørende stramninger handler om at forhindre flygtninge i overhovedet at nå frem til Danmark. En gang kunne asylsøgere springe på et fly og meddele ved ankomsten til Københavns Lufthavn, at de ønskede at søge asyl. Indførsel af visumkrav for indrejse til Danmark og transportøransvar (vedtaget i 1986 og indført i 1989), hvor flyselskaber kan få store bøder for at have passagerer uden gyldigt visum, lukkede denne mulighed. I 2002 blev muligheden for at søge asyl ved en dansk repræsentation i udlandet også afskaffet.

 

Med Dublin- og Schengen-konventionerne er regler for migration blevet et fælles anliggende for EU. I Enhedslisten og SAP var vi fra starten modstandere af Schengen. Det var fordi, at fjernelsen af grænsekontrollen mellem Schengen-landene til gengæld betød, at Schengen-landene ville få fælles regler for indrejse. Det fælles informationssystem betyder, at f.eks. aktivister, der bliver anset for uønskede i et Schengen-land, vil være forment adgang til alle Schengen-lande. Ift. til flygtninge valgte Schengen-landene en politik, der handler om at holde flygtninge og migranter ude efter det danske forbillede. Hvis Danmark i stedet skulle være et foregangsland for at tage imod flygtninge, så vil det kræve en udtræden af Schengen.

 

Dublin-konventionen har endvidere indført princippet om “første sikre land”. Det betyder, at flygtninge skal registreres i det første EU-land de ankommer til og deres asylansøgning skal behandles i dette land. Således kan flygtninge reelt kun søge asyl i Danmark, hvis de rejser illegalt ind i landet.

 

EU’s grænseagentur Frontex, der blev etableret i 2004, er ved at gå fra et samarbejde om kontrollen med grænserne til et uafhængigt agentur, der efter planerne skal operere selvstændigt. Foreløbigt har det et budget for 2016 på ca. 1,8 mia. kr. og vil trække på militære ressourcer fra medlemslandene og NATO til sine operationer. Det er udtryk for en militarisering af EU’s grænser med det mål at holde flygtninge ude. Det er i modsætning til indsatsen under det italienske Mare Nostrum i 2013-2014, hvor der var redningsaktioner, der reddede 100.000 menneskers liv inden det blev nedlagt pga. manglende ressourcer. Når titusinder af flygtninge drukner i Middelhavet, er dette et resultat af EU’s fuldstændig forfejlede og inhumane grænsepolitik. Menneskesmuglere er alene opstået, som et svar på den efterspørgsel, som grænsekontrollen skaber.

 

EU’s indsats for at holde flygtninge ude indebærer også aftaler med undertrykkende regimer om at forhindre flygtninge i at nå EU’s grænse. Tidligere var det Libyens diktator Gaddafi, der blev belønnet for denne indsats og nu er det Erdogan i Tyrkiet, der har forpligtet sig til at tage de flygtninge retur, der skulle være så heldige at krydse havet til en af de græske øer. Alt i alt gøres der en stor politisk og diplomatisk indsats for at holde flygtninge ude af EU og der bliver brugt store politi- og militærmidler. I stedet burde indsatsen handle om at sikre mennesker på flugt ordentlige og sikre forhold. I første omgang handler det om:

– at der etableres sikre flugtruter f.eks. med fly fra nabolande

– flygtninges ret til at organisere sig og møde anerkendelse som kollektiver

– at asylansøgere og migranter har ordentlige vilkår uanset, hvilken status de har

– migranter og asylansøgere skal have adgang til arbejde og uddannelse

– at asylansøgere og migranter har samme adgang til sociale ydelser, som andre i Danmark

– der skal i højere gives permanent opholdstilladelse i stedet for midlertidige opholdstilladelser. Midlertidige opholdstilladelser placerer folk i en usikker situation. Folk, der f.eks. er flygtet fra krig, må selv vurdere, hvornår det er sikkert at vende tilbage til oprindelseslandet.

 

Social dumpings betydning for arbejdsmarkedet i Danmark

Schengen betyder, at der ikke er kontrol af pas, når man krydser grænserne. Dette er det ikke det samme som retten til at bo og arbejde i andre Schengen-lande. EU sikrer først og fremmest, at personer kan flytte sig for at arbejde. EU bliver brugt som redskab til, at arbejdere bliver presset på løn og arbejdsforhold. Den frie bevægelighed for varer, betyder at kapitalen kan true med at flytte produktionen hen, hvor omkostningerne er lavest. Det skaber ikke alene et pres på lønninger, men også skatter, miljølovgivning osv. Set fra kapitalens synsvinkel skal produktionsomkostningerne altid holdes nede, og hvis produktionen ikke kan flyttes  – som det f.eks. er tilfældet med nogle serviceydelser og med byggeri –  er løsningen, at arbejdskraften må flytte mellem landene. Det har siden EF’s dannelse været et mål at indføre fri bevægelighed for arbejdskraft og tjenesteydelser ligesom for varer og kapital. Det er dog først fra 90’erne, at den frie bevægelighed for arbejdskraft er blevet udvidet. Servicedirektivet fra 2006 skal sikre, at virksomheder kan sælge tjenesteydelser i andre lande. Der er med unionsborgerskabet i Maastricht-traktaten etableret en ret for borgere i EU til at opholde sig i andre EU-lande. Denne er dog begrænset for længere ophold af, at personen har et arbejde eller på anden måde er i stand til at forsørge sig selv.

 

Den måde som EU åbner for migration af arbejdere mellem EU-landene sker overvejende på arbejdsgivernes betingelser. Problemet er ikke, når enkelte arbejdere fra EU-lande søger job i andre EU-lande. Det fører derimod til undergravning af overenskomster og andre sikringer af ordentlige arbejdsforhold, når virksomheder specifikt rekrutterer arbejdskraft fra andre lande, hvor leveforholdene er dårligere. Det samme gælder, når virksomheder baseret i fattigere EU-lande specialiserer sig i eksport af billig arbejdskraft. Dette er en af de mange former for social dumping. Men selvom diskussionen om social dumping både i fagbevægelsen og i “offentligheden” ofte bruges alene i relation til “udenlandske arbejdere” findes der adskillige andre former for social dumping. Alle former for sociale vilkår kan bruges til at presse folk i løn: ungarbejdere, folk med lavere uddannelsesgrad eller en anden uddannelse, end det fag, de arbejder inden for, kvinder, nyuddannede – det er alle kategorier af arbejdere, der bruges til at presse løn og arbejdsvilkår, præcis ligesom f.eks. folk uden statsborgerskab i det land, de arbejder i. Ift. salg af tjenesteydelser, kan man f.eks. læse, at “krav til tjenesteydere, der er etableret i et andet EU/EØS-land kan kun begrundes i hensynet til offentlig orden, offentlig sikkerhed, folkesundhed og/eller miljøbeskyttelse”. Det er ingen tilfældighed at beskyttelse af arbejderrettigheder ikke er nævnt. Tværtimod viser Laval-dommen fra 2007 at retten til faglig kamp bliver undergravet. EU-domstolen gjorde klart,  at den lettiske virksomheds ret til at levere ydelser i Sverige trumfede det svenske bygningarbejderforbunds ret til faglig kamp.

 

Der er dem, der ser migration af arbejdskraft, som en form for solidarisk udligning mellem de rigere og fattigere lande. Der er jo ingen, der har tvunget migranterne til at tage arbejdet, så de gør det nok, fordi alternativet er værre. Der er ingen tvivl om, at arbejderne tager imod arbejde i andre lande under håb om bedre vilkår for dem selv eller deres familie. Men de bliver ofte skuffet over de vilkår de kommer frem til og så er det svært at give op og vende hjem. Det er simpelthen lettere at undertrykke og overudbytte arbejdere, der er i et fremmed socialt miljø med begrænset netværk og måske med manglende sprogkundskaber til at forstå den kontekst, de bevæger sig i. Det gør det ikke nødvendigvis sværere at organisere folk – men det stiller ofte andre krav til måderne, man gør det på. De gange, hvor det lykkes fagforeninger at organisere udenlandske arbejdere eller andre grupper med særlige vilkår, er groft sagt de gange, fagforeninger har gjort en systematisk indsats.

 

EU’s øgede åbning for arbejdskraftens bevægelighed kan ses i, at antallet af udenlandske statsborgere, der er beskæftiget i Danmark ifølge statistikken er steget fra 230.000 i 2008 til 335.000 i 2016. Af denne stigning på 105.000 udgør EU-borgere de 85.000. Det betyder potentielt 335.000 nye medlemmer til fagbevægelsen. Desværre er det ikke altid sådan, der bliver talt om arbejdsmigration. Det er vores opgave på venstrefløjen at vende dette perspektiv. De brancher, hvor der er flest udenlandske statsborgere beskæftiget er rengøring og andre serviceerhverv, efterfulgt af industri og hoteller/restauranter samt samt byggeri og anlæg. Det betyder at organiseringsopgaven især ligger hos fagforbund som 3F og FOA.

 

Det er kun en lille del af den samlede migration, der er udtryk for arbejdsgivernes forsøg på løntrykkeri. Samtidig er det det kun en del af løntrykkeriet, der knytter sig til migrantarbejdere. F.eks. er der inden for hotel og restauration mange unge/studerende, der er ansat på usikre vilkår uden overenskomst. Det er således ikke antallet af migranter, der er et problem, men når migration sker på arbejdsgivernes betingelser – og når fagbevægelsen ikke lykkes med at organisere de nye kolleger.

 

For en solidarisk flygtningepolitik

I forhold til flygtninge står Enhedslisten tydeligt for, at Danmark som en rig stat, har en forpligtelse til at gøre en indsats for de millioner af mennesker, der er på flugt. Det betyder øget økonomisk støtte til at forbedre forholdene for de flygtninge, der lever i flygtningelejre o.lign. Det betyder også, at Danmark bør øge antallet af kvoteflygtninge og lempe reglerne for asyl og humanitære opholdstilladelser i stedet for at stramme.  Et politisk flertal i Danmark, der førte en solidarisk flygtningepolitik, kunne sætte et eksempel for andre. Samlet set er det ikke en uoverkommelig opgave for de rige lande at sikre alle mennesker på flugt ordentlige levevilkår. Diskussionen om det såkaldte flygtningeproblem i Europa skjuler også det faktum, at langt størstedelen af verdens flygtninge befinder sig i fattige og i nogle tilfælde også krigs- eller kriseramte nabolande. Antallet af flygtninge, der kommer til Europa, er på globalt plan forsvindende lille.

 

I gennem de seneste år har vi set organiseringer omkring flygtninge og migration. I Danmark var kirkeasyl i 2009 en konkret organisering for at forsvare irakiske asylsøgere. Organiseringen omfattede både konkret solidaritet med indsamling af effekter, vagter i kirken og massemobiliseringer, hvor 20-25.000 mennesker samledes til demonstration eller støttekoncert. Kirkeasyl startede med, at 15 asylsøgere søgte kirkeasyl i Vor Frue Kirke, senere kom flere til og selvorganiseringen mellem flygtninge og asylaktivister blev udvidet.

 

I 2015 så vi, at hundredetusinder af flygtninge ankom til Europa via ’balkan- ruten’, det græske ø- hav eller over Middelhavet og begav sig afsted mod Nordeuropa. Når denne underminering af Dublin-konventionen kunne lade sig gøre, var det fordi at staterne i Sydeuropa ikke så nogen interesse i at holde på flygtningene, som de ellers var forpligtet til. Det var ligeledes betinget af, at flygtningenes selv kæmpede for at kunne bevæge sig til det land de ville. Der opstod i lyset af dette en massiv solidaritetsbevægelse for at byde flygtninge ’velkommen’ i mange europæiske lande. Det ledte til spontan dannelse af mange både lokale og internationale netværk og organisationer som hjalp flygtninge på deres færd. Det kom til udtryk i forskellige former ud fra omstændigheder i landene. I Italien, Tyskland, Belgien med flere opstod der lejre der i fællesskab med migranter, der koordinerede transport, mad, tøj, medicin og juridisk støtte. Bevægelser opstod, som stillede politiske krav og organiserede kæmpe demonstrationer over hele Europa. I Danmark gik titusinder på gaden flere gange og der blev koordineret konkret aktivisme og hjælp til flygtninge. Folk deltog selv i at organisere og fordele den hjælp som blev givet af folks egne lommer og folk gav tøj, mad, billetter, medicin og stillede biler og både til rådighed. Venligboerne var en af de måder det kom til udtryk. Selvom venligboerne formulerede et ønske om at være apolitisk, ligger der et stort potentiale i at politisere denne bevægelse. Af flere omgange mødtes de spontant opståede initiativer internationalt for styrke koordineringen og stille fælles krav. Mange steder var venstrefløjen en central del i at opbygge disse bevægelser, tage initiativ og give  politisk  perspektiv. Det er netop vores opgave at indgå organisk i disse bevægelser, styrke dem og bringe dem fremad. Det var et eksempel på en bevægelse der koordinerede konkret international solidaritet, der stillede politiske krav og er nyere tids største antiracistiske bevægelse.

 

En solidarisk flygtningepolitik må bl.a. indebære:

  • flygtninges ret og mulighed for at søge asyl og i det land, de ønsker
  • at verdens lande rige tager langt flere kvoteflygtninge – f.eks. lægge op til gennem internationale aftaler, om, at de rigeste lande i lyset af den aktuelle flygtningesituation øger antallet af kvoteflygtninge til 1 procent af befolkningen.
  • Frontex må nedlægges – i stedet skal der skabes sikre ruter for de flygtninge, der ønsker at søge asyl,
  • udtræden af Dublin-konventionen og  ophør af transportøransvaret
  • Massiv støtte til flygtninge i nærområderne
  • Et stop for de nuværende inhumane deportationer
  • Lukning af flygtningelejre og erstatte dem med ordentlige boliger med adgang til sociale og kulturelle tilbud, samt let adgang til sundhedsydelser

 

Strategier mod social dumping og organisering af migranter

Vi vil bekæmpe, at migranter bruges af arbejdsgivere til at underminere faglige og sociale rettigheder. Her går årsagsvirkningen begge veje. Når arbejdsgiverne forringer arbejdsvilkårene betyder det, at de må rekruttere deres arbejdere i udlandet. Det er altså i høj grad deregulering af arbejdsmarkedet, der skaber migration og ikke alene migration, der skaber social dumping.

 

Vores udgangspunkt er, at det først er fremmest er gennem arbejderes egen kamp, at der sikres ordentlige arbejdsvilkår. Fagbevægelsen kan være den primære kraft, der kan føre denne kamp. Men denne kamp må føres på flere planer. Ift. den statslige regulering, må fagbevægelsen rejse krav, men der må også være politiske partier, til at forsvare de faglige og sociale rettigheder. Kampen må føres generelt over for arbejdsgiverne gennem overenskomsterne og endelig må den føres på den enkelte arbejdsplads. På arbejdspladser, hvor der arbejder folk uden overenskomst eller på anden måde under ringere vilkår end andre, må fagbevægelsen først og fremmest tilbyde organisering og støtte til en kamp for bedre vilkår. For udenlandske arbejdere har det vist sig at være effektivt at henvende sig til dem på deres eget sprog – f.eks. organisering af polske bygningsarbejdere. Samarbejde med fagbevægelsen i de lande, migrantarbejdere kommer fra er også et godt redskab. Migrantarbejderes selvorganisering må støttes og udover fagbevægelsen, kan andre solidaritetsinitiativer være vigtige. I det sydlige Italien, er der eksempel på, at migrantarbejdere i tomatplantagerne har kæmpet for ordentlig løn og arbejdsvilkår. På baggrund af disse kampe er der opstået alternativ solidarisk produktion på selvorganiserede plantager, der også omfatter produktion af tomatsovs.

 

Organisering af migranter og sikring mod social dumping kræver bl.a. at:

  • Fagbevægelsen behandler spørgsmålet om social dumping som ulige løn for lige arbejde, og ikke som noget der er afgrænset til et spørgsmål om etnicitet eller statsborgerskab.
  • Fagbevægelsen tager initiativ til selvorganiserede grupper af migranter, der kan udvikle egne krav.
  • Fagbevægelsen tager de nødvendige initiativer, der sikrer deltagelse af migranter på alle niveauer og i alle aktiviteter.
  • Et tværnationalt kartel af faglige organisationer, hvor medlemskab ikke er bundet til ét land, men overføres.
  • Juridisk-fagligt værn mod social dumping, i form af kædeansvar, som sociale klausuler og almengørelse på relevante områder.

På EU-plan kan man kæmpe for:

  • at EU indfører en social protokol, der fastslår at fri bevægelighed ikke må bruges til at undergrave faglige rettigheder.
  • at udstationeringsdirektivet ændres, således at udstationerede skal have samme vilkår, som der gælder i overenskomster og være sikret ordentlige boligforhold.
  • at der bliver mulighed for kædeansvar, så arbejdsklausuler ved udbud også gælder ved underleverandører.

I forhold til udlændinge, der opholder sig mere permanent i et land, må vi kæmpe for, at de får alle rettigheder, da de ellers vil blive en udsat underklasse. I andre europæiske lande, som Frankrig, hvor der er store grupper af papirløse, er det en vigtig kamp, at de får papirer og dermed fulde rettigheder. Vi må også kæmpe for demokratiske rettigheder, så der ikke er nogen, der er udelukket fra politisk deltagelse. Adgangen til stemme- og valgret må udvides, så alle i udgangspunktet har ret til at stemme i én stat, samtidig med at adgangen til statsborgerskab gøres lettere.

 

Venstrefløjens opgaver

Vores opgave er at udvikle svar, der bygger på solidaritet, antiracisme og forsvar for arbejderklassen og undertrykte grupper. På det grundlag arbejder vi for at præge Enhedslisten og SUF. Vores opgave er først og fremmest at skabe organisering og kampe for rettigheder. På de enkelte arbejdspladser og arbejdsmarkedet generelt arbejder vi for fælles organisering og kamp mellem forskellige arbejdergrupper. Samtidig støtter vi selvorganisering af særlig undertrykte og udbyttede grupper, som kvinder og migranter. Der er eksempler på, at fagbevægelsen “glemmer” disse grupper eller accepterer, at de diskrimineres.Vi må erkende, at vi som venstrefløj hverken er gode nok til at organisere migranter eller til at knytte an til og støtte migrantgruppers selvorganisering. Det er vigtigt, at vi ser dette som en strategisk udfordring for venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Vi må være åbne for, at der skal udvikles nye organisationsformer for at løse denne opgave. Hvis vi kan overvinde disse udfordringer, er der potentiale for at styrke venstrefløjen og forbedre arbejderklassens styrkeposition.

 

Det er med udgangspunkt i organisering og kampe, at vi også må komme med bud på, hvordan krav til statslige reguleringer på forskellige niveauer inklusiv herunder EU’s direktiver og internationale aftaler bør være.

 

Statslige regulgering kan imidlertid aldrig stå i stedet for, eller være en genvej til at sikre mod f.eks. social dumping. Dels fordi vi ikke kan forlade os på, at hverken den danske stat eller EU reelt forsvarer arbejderklassens interesser, uanset hvordan lovgivningen så skrues sammen. Det har historien vist adskillige gange. Dels fordi jura aldrig er nok i sig selv. Begge dele har historien vist adskillige gange. F.eks. i 1960erne og 1970erne, hvor der efter pres fra fagbevægelsen blev indført lovgivning, der skulle sikre, at udenlandske arbejdere kun blev rekrutteret på overenskomstmæssige vilkår – det forhindrede ikke, at udenlandske arbejdere fik dårligere løn- og arbejdsvilkår. Ligesom det såkaldte indvandringsstop heller ikke stoppede indvandringen.

 

Det burde ikke overraske nogen, at det forholder sig sådan – en overenskomst er heller ikke i sig selv nok til at sikre de reelle forhold på en arbejdsplads. Det kræver lokal organisering. Det kræver, at de enkelte arbejdere kender deres rettigheder og er klar til at forsvare dem kollektivt i det daglige. Vi må arbejde for, at fagbevægelsen prioriterer at styrke organiserings- og aktivitetsniveauet lokalt – og at fagbevægelsen organiserer uden skelnen til arbejdernes juridiske forhold til staten. Migranter, heriblandt udokumenterede, og folk med statsborgerskab i det land, de arbejder i, har interesse i fælles kamp omkring løn- og arbejdsvilkår. Men vi har forskellige forudsætninger for at kæmpe for vores rettigheder, og de forskellige forudsætninger skal venstrefløjen og fagbevægelsen tage højde for. Der er ingen nemme svar på kapitalens kreative måder at udbytte arbejdere på globalt og lokalt. At forsvare vores rettigheder og forbedre vores vilkår som arbejdere – uanset hvor i verden vi arbejder, og hvor langt vi har bevæget os for at arbejde – kræver vedholdende organisering og fælles kamp.

 

Vedtaget af Socialistisk Arbejderpolitiks Landsledelse den 28. oktober 2017

Opslået i Anti-racisme, Arbejdsmarked, EU, Facebook, Socialistisk Arbejderpolitik

single.php