Vores nære ven og kammerat Mick Woods er død i en alder af 64 år. Han blev født nær Southend, og boede i Manchester og London, før han slog sig ned i Danmark, eller som det står på hans Facebookside ”for mange steder til at det kan nævnes.”

 

Mick bevægede sig også lidt rundt mellem politiske organisationer på venstrefløjen. Men han foretrak handling frem for at sidde til møder. Uanset om det var støtten til minearbejdernes strejker i 1984-85, at bekæmpe fascister i gaderne eller deltage i kampagnen mod poll tax [konservativ lov, hvor alle betaler samme kommunalskat uanset indkomst, o.a.], så stod Mick i forreste linje.

 

Jeg husker tydeligt dengang, da vi begge efter en periode på understøttelse fik arbejde den samme dag: Jeg ved jernbanen, Mick i et lille maskinfirma. I løbet af to dage var vi begge i strejke. Men Mick fik aldrig sit job tilbage, mens jernbanestrejken var forbi inden for en uge.

 

Mick blev valgt som byrådsmedlem for Labour i Carlton-kredsen (nu en del af Kilburn) i Brent [Stor-London, o.a.] i 1986 som en del af venstrefløjens modtræk over for den lokale ledelse. Han og andre rådsmedlemmer afviste at stemme for nedskæringer og blev ”straffet” for deres principper.

 

I 1993 dannede man ”Workers’ Aid” (i Danmark: Konvoj til Bosnien) for at støtte kampen for at fastholde Bosnien som et multinationalt samfund på et tidspunkt, hvor det var under belejring fra den serbiske hær. Mick meldte sig som frivillig til at køre hjælpekonvojer til de kampberedte minearbejdere i Tuzla i Bosnien. Alt i alt kørte Mick 25 gange til Tuzla. Ved hans bisættelse i Århus blev der lagt vægt på hans mod som konvojleder.

 

På denne tid mødte Mick Lone. Han flyttede til Danmark og de fik en datter, Ina. Deres forhold holdt ikke, men Mick var fantastisk stolt, på sin egen underspillede måde, over hvordan Ina udviklede sig til en brav, selvstændig politisk aktiv kvinde. Det var en bitter ironi, at han ikke nåede at høre, at hun stod for det afsluttende møde på Fjerde Internationales ungdomslejr i Danmark på vegne af værtsdelegationen bare ti dage efter hans død.

 

Mick holdt forbindelsen til nogle venner i Storbritannien både online og gennem gensidige besøg.

 

Siden Micks død er han blevet hyldet på mange måder: Man har mindedes hans kærlighed til at se på fugle, til poesi og mad såvel som hans politiske aktiviteter og hans omfattende viden om politik og historie. Mange husker Micks gavmildhed, som jeg kan stå inde for, når jeg har sovet på gulvet i hans lille etværelses-lejlighed for byrådsmedlemmer, da jeg var hjemløs. John McDonnell mindes med glæde Micks samarbejde i Greater London Council.

 

Han har altid haft helbredsproblemer, psoriasis, der ofte dækkede hele kroppen, og senest udviklede Mick åreforkalkning, som førte til, at han fik begge ben amputeret. Han blev meget deprimeret og til sidst døde han på hospitalet.

 

Der vil blive arrangeret en mindehøjtidelighed i London fredag den 7. september. Mick ville have gentaget Joe Hills ord ” Spild ikke mere tid med at sørge. Organiser!”

 

Pete Firmin er medlem af Labour Parti i Hampstead and Kilburn (London).

 

Oversat fra Labour Briefing af Martin Mørch

 

Mick Woods blev bisat i Aarhus den 30. juli.

Opslået i Facebook, Socialistisk Arbejderpolitik

single.php