Mexico er i krig. Narkokrigen er blevet den gennemgående nyhed i dette efterår. Rigtig krig. Blodig krig. Med bomber, massakrer og masser af lig.

Selvfølgelig foregår der også andre vigtige ting. Den mexicanske Højesteret har netop stadfæstet hovedstadsdistriktets ret til at legalisere abort, hvilket er en vigtig sejr for kvinderne. Venstrefløjen kæmper mod privatisering af olieindustrien. Lærerne demonstrerer og strejker mod regeringens nye uddannelsesplan. Minearbejderne fortsætter deres heroiske kamp med strejker og faglige møder i protest mod forsøgene fra Grupo Mexico og regeringen på at knække deres fagforening.

Disse kampe er, måske, vigtigere i det lange løb, og mere interessante for mange af os. Men krigen skubber dem i baggrunden, når blodige bombeangreb, massakrer og kidnapninger kommer i forgrunden.

USA’s krig
Carlos Slim, Mexicos rigeste mand, og en fremtrædende politisk personlighed, har kritiseret de amerikanske våbenhandlere for at sælge våben til Mexico.
Med sin ”krig mod narko” er USA til stede på alle områder af dette kaos: som narkomarked, som våbensælger, og som den fremmede magt, der stikker sin militære snude i Mexicos indre anliggender (ligesom i Colombias og Bolivias).
Indtil videre har USA stort set forhindret krigen mellem de mexicanske narkokarteller og den mexicanske regering i at brede sig til den anden side af grænsen, men frygten for at det vil ske er stor i sikkerhedstjenesten og hos politiet.

Bomben i Morelia
For at give et rystende eksempel på, hvad der sker i Mexico i dag: Det kunne have været en scene i Irak , men var den centrale plads i byen Morelia i delstaten Micoacan, hjemby for præsident Felipe Calderón. En bombe eksploderede og dræbte otte og sårede 110 personer, da uafhængighedsdagen blev fejret ved midnat den 15. september. Den centrale plads var fyldt med mennesker, som viftede med deres flag og ventede på at juble eller råbe ”Længe Leve Mexico” , når midnatsklokken ringede den mexicanske uafhængighedsdag (16. september) ind. I stedet oplevede de en frygtelig eksplosion, som efterlod blodige kroppe fra døde og døende mænd, kvinder og børn spredt hen over brostenene på torvet.

De to håndgranater menes at være kastet af medlemmer fra et narkokartellerne. Bomben i Morelia er udtryk for et nyt trin i narkokrigen. Som guvernør Leonel Godoy fortalte pressen. ”Teknisk set er dette et terroristangreb. Vi er ikke i tvivl om, at vi står over for et terroristangreb.”
Indtil nu er civile stort set kun blevet dræbt i krydsild. Nu er de tilsyneladende blevet et mål. Mexico begynder at ligne Colombia, hvor narkobanderne også brugte terrorangreb mod civile.

Massakrer og kidnapninger
Så er der massakrerne. Kun tre dage efter eksplosionerne i Morelia blev 24 lig fundet i staten Mexico, bagbundet, kneblet og skudt gennem hovedet. Disse henrettelser, foreløbig den største massakre, var også ofre for narkokrigen. Lige så skræmmende end de mange afskårne hoveder: hoveder som smides ind i barer, hoveder sendt til regeringsmyndighederne.

Dertil kommer kidnapningerne, og der er mange. Gennem de første fem måneder af 2008, var der i Mexico 323 kidnapninger, det vil sige 2,1 om dagen eller 64,5 om måneden. Siden 1994 har der været 8.416 ifølge de mexicanske myndigheder. Mange er omgivet af stor dramatik og ender i frygtelige tragedier. Alejandro Marti, grundlægger af en kæde af sportsforretninger og fitnessklubber, betalte løsesummen for sin 14-årige kidnappede søn, men han blev dræbt alligevel, hans lig blev fundet i bagagerummet på en bil – ikke en usædvanlig slutning på den slags historier.
Foreløbig er 3.800 personer i år blevet dræbt i narkokrigen, heraf alene cirka 1.000 i Ciudad Juarez (tæt på grænsen til USA). Mere end 450 af de dræbte var politibetjente. 50 i Tijuana på en uge. Med den slags begivenheder er det narkokrigen, som dominerer overskrifterne, fylder tv-nyhederne og er blevet fokus på regeringens politik.

Baggrunden for den nuværende krise
Den nuværende voldsbølge har sine rødder i den ”demokratiske overgang”. Da Vicente Fox fra det Nationale Aktionsparti (PAN) blev præsident i 2000, og afsluttede en periode på over 70 år med det Institutionelle Revolutionsparti (PRI) ved magten – det ”perfekte diktatur”, som den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa engang kaldte det – da fik det konsekvenser på alle niveauer, fra Kongressen, til fagforeningerne, til narkohandlerne.
Samtidig gik Fox og hans efterfølger Calderón, med støtte og efter pres fra USA, i gang med en kampagne , som førte til arrestationen af nogle af narkobaronerne, men det forstærkede kun volden. Flere af lederne i narkobaronen Arellano Felix’ organisation (Tijuana-kartellet) blev arresteret eller dræbt i kampe med politiet. Det skabte et delvist magttomrum, som andre rykkede ind for at overtage, og krigen var i gang.

I den seneste fase har Golfkartellet demonstreret sine logistiske evner ved at hænge bannere op overalt i den nordlige del af landet, som anklager regeringen for at have allileret sig med kartellets rivaler. Hvem ved, om dette er sandt eller udelukkende propaganda?

Golfkartellet har sin egen lejehær af betalte drabsmænd kendt som ”zetas”, som engang var en del af de mexicanske specialenheder, men som gik over til fjenden. De er trænet af USA, Israel og Frankrig i hurtig udrykning, overvågning, efterretning og kommunikation. De bruger tunge våben og erfaringen viser, at de er mere effektive og bedre udrustet end politiet.
Zetas og grupper som La Flor, som har specialiseret sig i kidnapning, arbejder nogle gange for kartellerne, men kan også optræde selvstændigt og udføre egne forbrydelser. Foreløbig har kartellerne været de multinationale selskaber og zetas har været deres lejesvende, men dette kan ændre sig.

I dele af landet har folk svaret igen på voldsbølgen med lynchninger, hvor menneskemasser har overfaldet formodede narkohandlere, kidnappere eller drabsmænd.

Politisk pres
Stigningen i kriminalitet og vold har lagt et øget pres på Calderóns regering. For eksempel indrykkede Alfredo Harp Helu, tidligere leder af finansgruppen Banamex og en af Mexicos rigeste mænd, er helsides annonce i august med teksten: ”En forandring er påkrævet her og nu. Det civile samfund bliver magtesløst. Lad os sammen kræve, at myndighederne bekæmper kriminaliteten og beskytter den personlige sikkerhed.”
Borgergrupper er også opstået på nationalt niveau, som for eksempel Et Samlet Mexico mod Kriminalitet, anført af María Elena Morena, og “Nok er Nok” (Basta Ya) , anført af José Antonio Ortega. ”Nok engang er politiet involveret i kidnapninger og andre alvorlige forbrydelser, og vi får frastødende undskyldninger og løgne fra regeringsansvarlige og anklagere, og hykleriske bekymringer og tomme løfter fra myndigheder og politikere,” siger Ortega.

Disse grupper har organiseret demonstrationer og nationale protestmarcher for at lægge pres på regeringen. Nogle over- og middelklasegrupper kræver, at Mexico genindfører dødsstraffen for at tackle narkokrigen.

National Pagt
I et svar på krisen og det politiske pres gjorde præsident Felipe Calderón det ordinære møde den 21. August i Nationalrådet for Offentlig Sikkerhed til en større politisk begivenhed. Her vedtog nationens ledere en National Pagt for Sikkerhed, Retfærdighed og Retsorden. Præsidenten lovede at iværksætte ”et frontalangreb mod kriminaliteten”.
Rådet, som består af repræsentanter for den udøvende, lovgivende og dømmende magt i den føderale regering, landets 31 guvernører, lederen af det føderale distrikt (omkring hovedstaden), og medlemmer fra det civile samfund, religiøse grupper og fagforeninger, gjorde deres pligt. De hørte præsidenten undskylde for regeringens hidtidige manglende evne til at stoppe bølgen af drab og kidnapninger og hørte på hans planer om at bekæmpe kriminaliteten.

Calderón, flankeret af indenrigsminister Juan Camilo Mouriño Terrazo, statsadvokat Eduardo Medina Mora, og minister for offentlig sikkerhed Genaro García Luna, opfordrede til bedre koordinering mellem de føderale og lokale myndigheder i kampen mod organiseret kriminalitet, kidnapning og hvidvaskning af penge. Pagtens 75 punkter omfatter blandt andet udrensning af korrupte politifolk og en opfordring til livstidsfængsel for kidnappere.
Præsidenten lovede at beskytte borgerne og retsforfølge de kriminelle med brug af alt det tekniske og logistiske udstyr og bevæbning, som er nødvendig. Guillermo Ortiz Mayagoitia, formand for den mexicanske Højesteret, forsikrede, at mexicanernes borgerrettigheder vil blive beskyttet i kampen mod kriminaliteten. Men er et ”frontalangreb på kriminaliteten” virkelig troværdigt?

Mexicanske myndigheder for den offentlige sikkerhed, som Pablo Mansalvo og Elena Azaola kaldte Nationalpagten en høj grad af mediespin, og at den ikke bragte noget nyt. Menneskerettighedsaktivister sagde, at pagten var ”bekymrende”, fordi den ikke lagde større vægt på forsvar for menneskerettigheder.
Andre argumenterede for, at tilstedeværelsen på Nationalrådet af faglige ledere som
Elba Esther Gordillo fra lærernes fagforening (SNTE) og Carlos Romero Deschamps fra oliearbejdernes fagforening (STPRM) og guvernører som Mario Marín fra Puebla and Ulises Ruiz fra Oaxaca, som alle er blevet angrebet for udemokratiske ledelse, korruption, vold og forskellige former for lovbrud, underminerede Rådets og pagtens legitimitet.

Obrador: Løsningen er arbejde og uddannelse
Andrés Manuel López Obrador, tidligere leder af det Føderale Distrikt, og nuværende præsident for den såkaldte Legitime Regering*, og den mest fremtrædende talsmand for den mexicanske venstrefløj, har argumenteret for, at løsningen på det alvorlige offentlige sikkerhedsproblem ikke ligger i strengere straffe eller politimæssige initiativer, men snarere i økonomiske reformer, som garanterer uddannelse og arbejde til det mexicanske folk.
”Mexico gennemlever en dyb krise i den offentlige sikkerhed midt i et socialt sammenbrud, som er blevet forstærket af regeringens økonomiske politik,” sagde López Obrador. Han beskrev regeringens politik som ”ufolkelig og eftergivende”, det vil sige dårlig for almindelig mennesker og et udsalg af Mexico til fremmede magter. Han har muligvis ret, i det store billede og i det lange løb, men interesserer det nogen? Problemet er, at det mexicanske folk ønsker at vinde narkokrigen nu.

Præsident Calderón har udstationeret 45.000 soldater og 5.000 føderale politistyrker, især i de nordlige stater, for at udkæmpe krigen. For en tid gjorde hans mobilisering af militæret ham ganske populær, selv om det medførte en række brud på borgerrettigheder og menneskerettigheder af forskellige slags. Men nu er det ikke engang sikkert, at han vil vinde krigen, og hans popularitet er på vej ned. Det vil ikke være nemt at vinde krigen. I løbet af Mexicos narkokrige gennem de seneste år er det i mange tilfælde blevet afsløret, at fremtrædende hærchefer og højtrangerende folk i politiets ledelse har været indblandet i narkohandel. Regeringen har fjernet hundredvis af politikfolk fra føderale, statslige og lokale enheder, men uden større succes. Nu bliver de udrenset igen.

En stærk mand
Frankrigs nye ambassadør i Mexico sagde det i klarsprog til Calderón: Gør noget ved kriminaliteten, eller udenlandske investorer vil holde sig tilbage med at sætte penge i Mexico. Begivenheder som de seneste bombninger i Morelio vil også med sikkerhed skræmme amerikanske turister væk. Calderóns forsøg på at tage initiativet og vinde krigen ser ud til at mislykkes. López Obradors venstreorienterede bevægelse ser ud til at være irrelevant i forhold til de mest presserende problemer.

Tiden arbejder for en ”stærk mand”, og snart vil de mexicanske finans- og industriledere, ligesom middelklassen, kræve det. Og når en sådan figur dukker op, vil han ikke kun tage sig af narkobaronerne – han vil også føre krig mod minearbejderne, lærerne og den politiske opposition.

Oversat af Åge Skovrind fra det magasinet Against The Current, som udgives af den socialistiske organisation Solidarity (USA).

* López Obrador tabte officielt præsidentvalget i 2006, med en margen på blot 0,58% af de afgivne stemmer, men gør krav på en sejr og anklager myndighederne for svindel. Sammen med sit sit parti PRD og andre støtter har han dannet en parallel ”legitim regering”.
 

Opslået i Latinamerika

single.php