For et par måneder siden blev jeg bedt om, at holde en tale til Enhedslistens Midsommerfest i København NV. Det fik mig til, at tænke over, hvad det vigtigste er, når man holder en tale. Lige nu er store dele af arbejderklassen er modløse og apatiske. Særligt ungdommen. Når man taler om, hvorvidt en demonstration var en succes eller ej, eller om en tale var god eller ej, tror jeg det vigtigste spørgsmål er: Gav den folk gejst og håb, eller minder den os bare om, at verden er fucked?

 

Jeg har været til alt for mange demonstrationer, hvor det har været det sidstnævnte. Hvor man er stået og frosset mens man har råbt nogle halvhjertede kampråb og hørt på nogle tørre taler. Demonstrationer hvor man deltager af pligt frem for lyst.

 

Dette er ikke en kritik, af de kammerater, der arrangerer protesterne, finder på kampråbene eller holder talerne. Det er en opfordring til fælles at reflektere over, hvordan vi gør tingene. Hvordan vi kan tænke i nye baner og blive endnu sejere aktivister.

 

Når vi ser på eksempelvis den feministiske bevægelse Ni Una Menos, ser vi en helt anden måde at demonstrere på. Der er meget mere gejst. Folk danser hen ad gaden, nogle er iført kropsmaling og andre spiller trommer. Man tænker – wauw, det ser godt nok fedt ud. Det tror jeg, vi kunne lære noget af. Der er brug for, at vi får noget mere gejst og kant. Når vi holder taler, er der brug for, at folk kan mærke, at vi er vrede, men også at vi tror på, at tingene kan ændre sig. Derfor blev forsøget på at skabe gejst den røde tråd, der bandt min tale sammen.

 

Noget af det mest gejstgivende, jeg har deltaget i er uden tvivl den Internationale Socialistiske Ungdomslejr – ISUL. Efter en uge med lærerige workshops og educationals, kvinde- og LGBT-fest og hundredvis af kloge, seje og inspirerende kammerater, kommer man hjem med helt ny energi. ISUL er en politisk kraftindsprøjtning. Derfor er det hamrende vigtigt, at vi får så mange unge med så muligt.

 

Derfor endte ISUL også med at fylde en del, i den tale jeg holdt. Når vi er på lejren, skal vi tage ved lære af de kammerater, der er aktive i den feministiske bevægelser verden over. Og når vi kommer hjem, håber jeg, at gejst og tro på en verden uden kapitalisme og undertrykkelse, som man får af at deltage på ISUL, kommer til at præge vores aktivisme i endnu højere grad.

 

Her er så min tale:

 

Hej allesammen

 

Hvor er det dejligt at se så mange. Og hvor er det dejligt, at se så mange mennesker, der har en skøn aften. Og det er jo netop det, der er fantastisk ved Midsommer.

 

Det er den dag, med flest lyse timer. Det er i dag, at vi har flest timer til at nyde alt det, der er dejligt. Til at give hinanden et kram, drikke liiiidt for mange øl, lege fangeleg med børnene eller bare nyde naturen her i Utterslev Mose.

 

Men vores mulighed for at gøre alle de her ting, vores mulighed, for at leve liv, hvor vi er glade, frem for triste, trygge frem for usikre og fyldt med gejst frem for modløshed bliver mindre og mindre.

 

Når jeg taler med folk, der er jævnaldrende med mig, så er følelsen af, at vi aldrig gør det godt nok, at vi er utilstrækkelige og at vores fremtid er usikker og uoverskuelig, noget som alle kan nikke genkendende til.

 

Flere og flere bliver ramt af stress, angst og depression. Ikke fordi vi er svage, men fordi vi lever i et samfund, der gør os syge. Og det rammer ikke kun unge mennesker. Vi presses fra alle sider og det kan mærkes, ligegyldigt om du er 26 eller 66.

 

Men fælles for os unge er, at meget af vores liv, ikke er fastlagt endnu. At usikkerheden er større.

 

Jeg, tilhører den generation, der takket være den lavine af nedskæringer, vi har set de sidste 10 år, har dårligere muligheder end mine forældre havde.

 

Lige nu arbejder jeg som vikar på en skole, hvor jeg er ansat på en 0 timers kontrakt. Den slags usikre ansættelser ser vi flere og flere af. Vikariater, 0 timers kontakter og tidsbegrænsede stillinger bliver mere og mere almindelige. Det sætter folk i en position, hvor man ikke ved, om man har et job i næste måned, eller har man råd til en sygedag.

 

Men kære venner, det kunne være anderledes! Der er råd til ordentlige arbejdsforhold.

 

Om et års tid skal jeg til at vælge uddannelse. Et valg, som takket være uddannelsesloftet helst skal være rigtigt, første gang. Når jeg kommer ind på min uddannelse, skal jeg leve af en SU, der er så lav, at der kun er 1000 kroner tilbage, når jeg har betalt min husleje.

 

Vælger jeg at uddanne mig til eksempelvis pædagog, kan jeg se frem til et arbejdsliv med stress og nedslidning. Et arbejdsliv med for mange opgaver og for lidt tid. For mange børn og for få kollegaer. Og en løn, der er alt for lav, fordi jeg arbejder i et kvindefag.

 

Men kære venner, det kunne være anderledes! Der er råd til højere SU, der er råd til bedre normeringer og der er råd til ligeløn

 

Bliver jeg arbejdsløs kommer jeg ind i et system, der er designet til at gøre folk fattige.

 

Et system, hvor man bliver udnyttet som billig arbejdskraft i form af arbejdsprøvning eller nyttejob.

 

Det er et system, hvor man konstant er under pres og konstant bliver set over skulderen.

 

Det er et system, der er dybt diskriminerende. Og er du under 30, eller har du boet i Danmark i mindre end 7 år, så bliver du spist af med sulteydelser som uddannelseshjælp og integrationsydelse,

 

Men kære venner, det kunne være anderledes! Vi kunne have en verden, hvor ingen mennesker levede i fattigdom.

 

Et af de seneste angreb på fattige og især på fattige, der har brun hud eller ikke er født i Danmark, er Ghettoplannen.

 

Det er en plan, der tvinger folk væk fra deres hjem, tvinger deres børn i “grundlovs-undervisende” institutioner og gør det endnu sværere at få almene boliger, der er til at betale.

 

Det er en plan, hvor man indfører dobbeltstraf for forbrydelser, så vi får et retssystem, der favoriserer dem, der bor i pæne rækkehuse og villaer, hvilket statistisk set er dem, der er velstillede og hvide.

 

Men kære venner, det kunne være anderledes! Vi kunne have et samfund, hvor alle havde ret til tag over hovedet. Hvor alle havde ret til basale menneskerettigheder uafhængigt af ens etniske baggrund.

 

Et andet af regeringens seneste tiltag er burkaforbuddet.

 

Lykke og Thuelsen Dahls argument er, at de vil frigøre kvinderne. Fordi er der nogen bedre måde at frigøre kvinder på, end at vedtage en lov, hvor staten går ind og bestemmer over vores kroppe?

 

Mere dobbeltmoralsk bliver det simpelthen ikke. Tvang er tvang. Ligegyldigt om du bliver tvunget til at tage en burka af eller på. Og kære Løkke og Thulesen Dahl, det er ikke kun muslimske kvinder, der er undertrykte. Alle kvinder er undertrykte.

 

Alle kvinder bliver begrænset i, hvordan vi ser ud. Om vi så har kollegaer, der kigger skævt til vores armhulehår eller forældre, der forbyder os at få en tatovering.

 

Alle kvinder, ligegyldig om man bærer burka eller ej, oplever at blive afbrudt af mænd, når vi taler. Oplever at være nervøs for at gå alene på gaden, og oplever at vi konstant skal bevise vores værd. Dette gælder i alle sammenhænge.

 

Vores privatliv, vores arbejdsliv og også i vores politiske liv. Vi skal bevise, at vi er kloge nok, at vi er dygtige nok og at vi faktisk har noget mellem ørerne. Når samfundet ser dig som kvinde, ser samfundet dig som svag.

 

Men kære venner, det kunne være anderledes. Vi kunne leve i en verden uden undertrykkelse. Jeg tror på at det kan lade sig gøre, og jeg kæmper for det hver eneste dag. Det er derfor, jeg er socialist.

 

Det er derfor, at SUF om en måned samler 500 socialister fra hele verden til International Socialistisk Ungdomslejr.

 

Til en uge, hvor vi bliver klogere på hinandens kampe, hvor vi diskuterer, til vores hjerner er møre, og hvor danser natten lang. Alt sammen, så vi er endnu mere klar til at kæmpe for en bedre verden.

 

En verden uden sexisme, uden racisme, uden homoforbi, uden transfobi, uden fattigdom og uden klimaødelæggelser. En verden uden kapitalisme.

 

De 500 unge, der deltager på ISUL, er blot et lille udsnit af de tusindvis af mennesker verden over, der sammen med os kæmper for en revolution. For en verden med lighed og sammenhold, en verden, der gør os glade, frem for triste.

 

Og kære venner, jeg håber I vil kæmpe sammen med mig. At vi kan stå skulder ved skulder, se hinanden i øjnene, og love, at vores liv og vores klode skal blive så meget bedre end det, vi har nu.

 

Hvis vi gør det, så har vi en verden at vinde, hvis vi gør det, så kunne alt være anderledes.

 

Lad os gøre det! Lad os gå ud og lad os kæmpe sammen.

 

Tusind tak for ordet!

Opslået i Facebook, Feminisme, Ungdom/SUF

single.php