Det kan være svært at vide, hvad der reelt gemmer sig i diverse “forlydender” om, hvad der er på bordet i forhandlingerne i forligsinstitutionen. Der skal ikke herske tvivl om, at formålet med mange rygter og udslip er, at arbejdsgiverne vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at slå kiler ind i sammenholdet. Ofte efterlades det indtryk, at alt næsten er på plads: Blot er der en enkelt gruppe, der stiller sig på tværs… Og det er et målrettet forsøg på at få os til at lade en gruppe tilbage på perronen. Når forhandlingsforløbet er trukket ud, er det et positivt tegn på, det ikke er lykkedes. Derfor er opgaven lige nu at fasttømre dette sammenhold på alle planer – ikke mindst på gulvet.

 

Man kan allerede se, at den solidariske front giver resultater, og arbejdsgiverne nødtvunget rykker sig. Men netop dét demonstrerer perspektiverne i at fastholde musketereden og sige: Vi opgiver ikke lærernes arbejdstid eller frokostpause-kravet eller kravet om parallel lønudvikling, bare fordi disse krav ikke handler om alle.

 

Det er netop det, der er ideen i musketereden: At vi solidarisk hjælper hinanden med at få de forskellige gruppers vigtigste krav igennem. At vi ikke styrter efter den første og den bedste luns, hvis nogen bliver efterladt tilbage.

 

Alle kravene er vigtige for alle

Den solidaritet er ikke kun vigtig af “moralske grunde”. Solidariteten er hjælp til selvhjælp: De overgreb, vi lader en anden arbejdergruppe udsætte for, får vi selv i hovedet i morgen.

 

Deregulering af arbejdstiden er regeringens mål for alle arbejdsgrupper og har været højt på dagsordenen siden 2013.

 

Hvis vi lader det stå fast, at regeringen med et pennestrøg kan fratage fagbevægelsen stort set enhver forhandlingsret om arbejdstiden – om det så er akkorder, varslingsregler eller “fleksible arbejdsuger” – så vil denne arbejdsgiver-fest sprede sig som pest. Allerede nu oplever andre grupper et pres for deregulering af arbejdstiden: års-/halvårs- eller måneds-rammer for arbejdstidens opgørelse uden overtidsbetaling. En katastrofe, ikke mindst for børnefamilier, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.

 

Derfor er nogle væsentlige skridt tilbage mod en arbejdstid, der er aftalereguleret, ikke lærernes kamp. Det er vores alles kamp.

 

På samme måde handler OK-anerkendelsen af den betalte frokostpause for nogle grupper af offentlige ansatte om mere end det. Det handler for det første om arbejdsgivernes ret til med et pennestrøg – uden forhandling eller noget som helst – at fratage lønarbejderne en rettighed, som de har haft altid. Alle grupper har hævdvundne rettigheder, som ikke er skrevet ind i overenskomsten – om det så er toilet-, kaffe- eller rygepauser, fælles morgenmad eller andre frynsegoder af en eller anden slags. Skal arbejdsgiverne bare ensidigt kunne fjerne disse?

 

For det andet handler det også om, at frokostpause-angrebet bliver en undskyldning for næste nedskæringsrunde på stort set samtlige offentlige arbejdspladser: “Spar 5% – f.eks. ved at fjerne den betalte frokost for de grupper, der (måske) har den”. Disse nedskæringer betyder – frokostpause eller ej – at de offentlige ansatte over hele linjen igen-igen kommer til at løbe endnu hurtigere, og at nogle kan fyres. Dette vil med stor sikkerhed ramme alle, også de kommunalt ansatte.

 

Hvordan det står til med puljerne til at rette op på lavt- og ligelønsproblemerne, ved vi ikke. Men at også solidariteten på det punkt er afgørende, behøver vi næppe at argumentere meget for her. Del og hersk har altid været i arbejdsgivernes interesse, ikke i vores.

 

Der er trukket en streg i sandet

Faglige ledere på demonstrationer landet over har alle sagt det samme: Der er en fornemmelse af, at en ny æra i kampen for velfærd og arbejdsforhold er blevet åbnet. Det er fantastiske muligheder, denne fælles styrke kan give arbejderbevægelsen i fremtiden. Der er stort set ingen grænser for, hvad vi kan opnå, når f.eks. 800.000 offentlige ansatte står sammen – med opbakning fra størstedelen af befolkningen. Hvis vi opretholder sammenholdet, kan der sættes en ny dagsorden for velfærden, og perspektivet om at vælte den regering, der er i gang med at underminere denne, ligger lige for. Det næste slag står om kort tid, når kommuner og regioner skal aftale økonomien for næste år – og formentlig bliver mødt med krav om nye nedskæringer, der underminerer både velfærden og de offentlige ansattes arbejdsvilkår.

 

Oprethold presset

Lige nu handler det derfor om en ting: At fastholde og styrke enheden. Ikke mindst lokalt, på gulvplan, ved alle slags initiativer, fra fælles morgenkaffe til demonstrationer og møder, der samler forskellige grupper af offentligt ansatte. Dette er også afgørende for at holde forhandlerne fast, så de ikke pludselig lader sig lokke eller presse til at bryde enheden. Hele forligsinstitutionen er jo nærmest indrettet til at få fagtoppen til at glemme alt om deres løfter og bagland. Så der er al mulig grund til, at vi i baglandet opbygger noget, der kan stå fast. Og til at vi lige nu råber vældig højt udenfor – sammen!

 

SAP’s forretningsudvalg, den 23. april 2018

Opslået i Arbejdsmarked, Facebook, SAP's ugekommentar

single.php