Regeringerne i USA og Rusland forsøger at tilpasse situationen i Ukraine til deres egne interesser, ikke til gavn for det ukrainske folk. Ukraine har længe lidt under dominansen fra Moskva, under de russiske zarer og senere i Sovjetunionen, som det mest rædselsvækkende, under Stalin.

 

Med afslutningen på kommunismen i Sovjetunionen og Østeuropa var der millioner, der håbede på frihed og en ny begyndelse. Men USA og Vesteuropa udnyttede Sovjetsystemets sammenbrud til at udvide deres egen militære og økonomiske magt, de udvidede NATO ind i et dusin tidligere kommunistiske lande (Tjekkiet, Ungarn Polen, Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Albanien og Kroatien) og de håbede på også at kunne gøre det i Ukraine og Georgien. Lige så ødelæggende forsøgte Vesten at bruge sin økonomiske indflydelse, ”chokterapi” og de internationale finansielle institutioner (den Internationale Valutafond og Verdensbanken) til at prakke befolkningen i de tidligere kommunistiske lande en brutal kapitalisme på.

I slutning af 2013 udbrød der masseprotester i Ukraine mod Viktor Janukovitj-regeringen. Det kulminerede med kæmpe demonstrationer med hundredtusinder af deltagere. Selvom han var valgt, var Janukovitj en undertrykkende og grotesk korrupt regent, som væltede sig i uanstændige privilegier, inklusiv et enormt personligt ejendomskompleks indrettet med spa, zoologisk have, en stor båd, en massiv samling biler og et forgyldt toilet (!), samtidig med at han forsvarede de velhavende oligarkers interesser, der støttede hans regering.

I januar 2014 underskrev Janukovitj en række anti-demokratiske love, magen til dem der allerede var indført i Rusland under Vladimir Putin, og som stærkt begrænser ytrings- og forsamlingsfrihed.

Da masseprotesterne voksede, sendte regeringen den 18. februar politiets specialstyrker ind for brutalt at undertrykke folk i gaderne. To dage senere kæmpede specialstyrkerne mod demonstranterne, og slaget kulminerede med snigskytter, der havde placeret sig på hustage og som skød mod demonstranter. Nogle af Maidan-kritikerne har argumenteret med, at snigskytterne faktisk var placeret af oppositionen for at skabe en situation, som ville miskreditere regeringen. Beviserne herfor er tvivlsomme. I alle tilfælde er korruptionen, det undertrykkende og udemokratiske i Janukovitjs generalieblad uomtvisteligt, og gav mere end grund nok til opstanden.

Maidan var et udtryk for massiv utilfredshed, der havde hobet sig op gennem årene, og den kan ikke bortforklares som en hemmeligt styret manøvre eller et komplot udført af Washington – selvom vi godt ved, at USA og andre vestlige lande har arbejdet på at drage fordel af den folkelige utilfredshed til deres eget formål, og at de vil gøre alt, hvad de kan, for at potentialet i Maidan-bevægelsen for et radikalt demokrati ikke bærer frugt. De vil få hjælp i deres anstrengelser af det faktum, at den ukrainske venstrefløj og arbejderbevægelse er meget svag, og at dette tomrum bliver udfyldt af ledere, der abonnerer på den neoliberale nedskæringsdagsorden, som USA og EU promoverer. Disse tiltag vil skabe smertelige lidelser for de mange demonstranter fra Maidan, hvor mange har haft en illusion om, at en tilslutning til EU ville bringe dem rigdom og en anstændig levestandard (en illusion som også millioner af mennesker i Grækenland og andre sydeuropæiske lande havde, indtil bitre erfaringer var begyndt at vise dem noget andet).

Hertil kommer, at selvom de yderste højrekræfter fra Svoboda og Højre Sektor kun udgjorde et lille udsnit af demonstranterne, spillede de en nøglerolle i det fysiske forsvar af Maidan mod regeringens voldelige angreb. I dag sidder der flere personer fra den yderste højrefløj i den midlertidige koalitionsregering, der i al hast blev konstitueret af parlamentet efter at Janukovitj forlod Kiev. Det står stadig tilbage at se, om det ukrainske folk vil tillade disse farlige elementer at blive siddende på ledende poster i regeringen.

Efter Janukovitj
Da de havde overtaget magten, tog den nye post-Janukovitj regering nogle skridt, der klart gjorde den sårbar overfor russiske forsøg på at underminere Ukraines uafhængighed. Først gennemførte de en lov, der ophævede russisk – modersmålet for mellem 30 og 40 procent af ukrainerne – som officielt sprog i områder, hvor de russisk-talende udgjorde ti procent eller mere af befolkningen. Denne reaktionære lov blev hurtigt annulleret af den nye fungerende præsident Aleksandr Turchinov, som måtte have indset, at det ville sætte en eksplosiv reaktion i gang. Men skaden var sket. Den nærede mistanke og fjendtlighed mod den nye regering blandt mange russisk-talende, især i de østlige og sydlige regioner af landet. Det forværrede dette katastrofale signal om sprogrettigheder, da den nye regering fra begyndelsen erklærede, at den ville tilpasse sig de ødelæggende økonomiske tiltag fra EU og vestlige finansielle institutioner. Den nye premierminister Arseny Yatseniuk (berømt og kendt som ”Yats” af Victoria Nuland, USA’s viceudenrigsminister for Europæiske og Eurasiske anliggender) var sig helt bevidst om, hvor voldsomt upopulære de sociale nedskæringer og privatiseringer, som Vesten krævede, ville være, da han annoncerede sin beslutning om at gennemføre barske nedskæringstiltag. Det indrømmede han på uhyggelig vis ved at sige, at når man gjorde det, ville Ukraine blive regeret af en ”selvmords”-regering.

De mindre magtfulde landes rettigheder
NATO var en imperialistisk militær alliance lige fra sin oprettelse, og med afslutningen på det sovjetiske imperium forsvandt den eksistensberettigelse, som kunne begrundes med den kolde krig. Kampagnen for Fred og Demokrati, som jeg er meddirektør for, og anti-krigsbevægelser rundt om i verden opfordrer NATO til at opløse sig selv efter 1989 (bedre sent end aldrig). I stedet har NATO aggressivt udvidet sin rækkevidde ind i den tidligere sovjetiske sfære.

Dette faktum retfærdiggør imidlertid ikke Ruslands indblanding i de interne affærer i Ukraine: støtte til en lynafstemning i Krim i skyggen af russiske tropper og agenter, eller proklamationer som Putins om, at det østlige og sydlige Ukraine er ”Novorossiya” (Det nye Rusland) og dermed sende et signal om, at Moskva har ret til at intervenere, med magt om nødvendigt, for at forsvare de russisk-talende i regionen. Magtfulde lande har ikke nogen ret til at forvandle nabolande til ”buffer-stater” ved at påkalde sig sikkerhed som retfærdiggørelse. Når virkelige eller skjulte sikkerhedstrusler bliver brugt til at retfærdiggøre imperialisme, er det et alvorligt slag mod udsigterne til fred og demokrati.

Ukrainerne står overfor komplekse og presserende problemer i forhold til at etablere retfærdige og demokratiske strukturer i deres land, men de er nødt til at arbejde sig gennem disse problemer uden imperialistisk indblanding fra Vesten eller Rusland. Forhandlingspartnerne skal være ukrainere fra såvel det østlige som det vestlige Ukraine, hverken USA, EU eller Moskva.

Den russiske annektering af Krim må fordømmes på grund af den intimiderende måde, den blev opnået på (og den præcedens, der blev sat for fremtidige intimideringer), og fordi der blev gjort kort proces med hensyn til at respektere tatarerne og de ukrainsktalende, der tilsammen udgør op mod en tredjedel af Krims befolkning. Men der er al mulig grund til at tro, at flertallet af Krimbeboerne frivilligt ville have stemt for at blive genforenet med Rusland i en retfærdig afstemning, og det er tvivlsomt, om Krim nogensinde vender tilbage til Ukraine.

Men ifølge nyligt afholdte meningsmålinger udført af det USA-baserede Pew Research Center og Kievs Internationale sociologiske institut, ser situationen i det østlige og sydlige Ukraine helt anderledes ud. Det store flertal af befolkningen i disse regioner siger, at de er mistænksomme over for regeringen i Kiev, og de ønsker en grad af autonomi for at kunne beskytte deres regionale interesser, men de ønsker at forblive en del af Ukraine. Folk i øst og syd bør have ret til at løsrive sig og blive selvstændige eller blive optaget i Rusland, hvis det var det de havde lyst til, men deres holdninger skal udtrykkes i legitime afstemninger, der enten bekræfter eller afkræfter meningsmålingerne, ikke i forhastede ”folkeafstemninger” afholdt under pres fra ukontrollerbare bevæbnede grupper og en russisk militær intimidering.

Til dem, der siger at Rusland ikke har interveneret militært i Ukraine, falder mit svar i to dele:
1) Det er mere end sandsynligt, at hemmelige russiske operationer spillede en rolle i det østlige Ukraine, og under alle omstændigheder:
2) Selv hvis de russiske tropper, der er opmarcheret langs grænsen til Ukraine, ikke havde løsnet et skud, så bliver de brugt som et våben til at true befolkningen. Daniel Ellsberg bruger et billede for at vise sin pointe i en anden sammenhæng. Han har ofte sagt, at når USA truer med at bruge atomvåben, så bruger de dem rent faktisk, bare på samme måde, som når man retter en pistol mod en andens hoved midt i en konflikt, så er det at bruge våbenet, uanset om man faktisk affyrer det eller ej.

En fredelig løsning på krisen i Ukraine vil uden tvivl kræve en eller anden form for markant decentral struktur for landet, hvor graden af regional autonomi vil blive afgjort efter barske forhandlinger mellem repræsentanter fra begge sider. Men en stor hindring for demokratiske forhandlinger er tilstedeværelsen af ultra-nationalister og ekstremt højreorienterde elementer på begge sider.

Ultra-nationalister og det yderste højre
At det yderste højre er til stede i den nye Kiev-regering er stort set ikke blevet nævnt i mainstream-pressen i USA, men det er vigtigt og meget bekymrende. Det neofascistiske parti Svoboda har betydningsfulde poster: Svobodas Oleksandr Sych er vicestatsminister, partiets Ihor Shvaik er landbrugsminister, og Andriy Moknyk er minister for økologi, mens det tidligere parlamentsmedlem for Svoboda Oleg Mokhnytsky beklæder posten som statsanklager. (Se Svobodas ”Program for beskyttelse af ukrainere” på engelsk)

Det betyder ikke, at Ukraine er en fascistisk stat. Ikke-fascistiske neoliberale partier og premierminister Arseniy Yatseniuk har mere magt end Svoboda i øjeblikket, og de fascistiske tiltag er ikke blevet ført ud i livet. Men det er et ildevarslende tegn, at Svoboda er blevet legitimeret gennem regeringsposter. I manglen på et succesfuldt venstreorienteret alternativ, er det sandsynligt, at de neoliberale nedskæringstiltag vil styrke neofascisterne og de yderste højrekræfter. Det er en dynamik, vi har set i andre dele af Europa, for eksempel med fremgangen for Gyldent Daggry i Grækenland og Front Nationale i Frankrig.

Ultra-nationalister og ultrahøjreelementer spiller også en afgørende rolle på den pro-russiske side. For eksempel, som Tash Shifrin bemærker på hendes hjemmeside Dream Deferred, ”Donbass-folkemilitsen bliver ledet af Pavel Gubarev – et tidligere medlem af den fascistiske paramilitære organisation, Ruslands Nationale Enhed, og af Ukraines Progressive Socialistiske Parti, som på trods af navnet er allieret med den Eurasiske Ungdoms Union, der er knyttet til den indflydelsesrige russiske fascist Aleksandr Dugin.”

I hans artikel ”Undskyld Hr: Hvor Langt Er Der Fra Simferopol til Grozny?” på den anarkistiske hjemmeside tahriricn.wordpress.com skriver Laurent Moeri, at ”der er nogle meget bekymrende informationer om tjetniker, der er blevet bedt om at slutte sig til russere, der kæmper sammen med kosakkernes ”Ulve” (”Ulvene” er en paramilitær organisation, der er kendt for deres brutalitet, og som har været i kamp både i Tjetjenien og i Georgien).” Og i april 2014 henvendte Aleksandr Ivanov Sukharevsky, leder af det russiske nynazistiske Folkets Nationale Parti, sig til de pro-russiske styrker i det sydøstlige Ukraine, og gav dem sin fulde støtte (citeret med et foto af Sukharevsky, der taler: Dette site viser mange andre eksempler på ultra-højre elementer blandt de pro-russiske styrker).

I Rusland har Vladimir Putin brugt den ukrainske konflikt til at nære ultra-nationalistiske følelser, der understøtter hans regerings stigende autoritære karakter, som viser sig i form af hyperpatriotisme, barske love mod at protestere, undertrykkelse af journalister, modbydelig diskrimination af bøsser, og en uhellig alliance med den russisk-ortodokse kirke, som vi så udfoldet i den brutale forfølgelse af Pussy Riot. Så det er ikke nogen overraskelse, at Putin og den russiske regering hyldes af ultra-højre kræfter over hele Europa, inklusiv Ungarns nynazister i Jobbik-partiet, British National Party, Gyldent Daggry i Grækenland, det italienske Fronte Nazionale og Marine Le Pens franske Front Nationale. (Ironisk nok har Svoboda haft observatørstatus hos den ultranationalistiske Alliance af Europæiske Nationale Bevægelser indtil marts i år, hvor de kun forlod det, efter at lederen af Alliancen havde støttet Ruslands annektering af Krim.)

På Krim illustreres de undertrykkende konsekvenser af at være bragt under Moskvas sfære af det (mislykkede) forsøg på at forbyde tatarenes mindehøjtidelighed denne måned i anledning af 70-året for dagen, hvor massedeportationen af deres familier begyndte på ordre af Josef Stalin, og aflysningen af den Gay Pride, der var programsat til 22-23. april i lyset af den russiske lov, der forbød ”bøsse-propaganda” (se Daniel Reynolds, ”Russia’s Gay Propaganda’ Law Takes Effect in Cimea”, Advocate, maj 2014.

Der er meget, der må gøres for at realisere de demokratiske løfter fra Maidan-opstanden. Til en begyndelse må det ukrainske folk insisterer på, at Svoboda skal fjernes fra regeringskoalitionen, og at Kiev-regeringen ophæver sin dødbringende aftale med EU og IMF. Men ud over disse første nødvendige skridt har almindelige ukrainere over hele landet desperat brug for at skabe en demokratisk venstrebevægelse, med medlemskontrollerede fagforeninger og politiske partier, der kan repræsentere dem. De har brug for nye radikale og socialistiske partier, der kan tage de største virksomheder ud af hænderne på oligarkerne, der dominerer det vestlige, østlige og sydlige Ukraine, nationalisere dem, og sætte dem under arbejdernes og det hele samfundets demokratiske kontrol. De har brug for partier, der kan opbygge et uafhængigt Ukraine, hverken bundet til NATO eller Rusland, som står uden for det tysk-dominerede EU og den russisk-dominerede Eurasiske Økonomiske Union, og med frihed til at udvikle handelsforbindelser uden begrænsninger med alle lande.

Ukrainerne har brug for et internationalt miljø, der nærer demokratiet i deres land i stedet for at forkrøble det, og det er her, vi kan hjælpe. Vi kan udtrykke vores solidaritet med det ukrainske folk, ved at kræve at Rusland trækker sine tropper væk fra de ukrainske grænser og holder op med at true med at intervenere, og at Vesten standser sin militære optrapning i Europa, afvikler NATO og trækker sine krav om privatisering og nedskæringer tilbage. Vi kan opfordre til at yde støtte uden imperialistiske krav – til Ukraine og andre lande i økonomisk krise. Ved at støtte ukrainerne, hjælper vi os selv. Når alt kommer til alt, har vi alle sammen brug for en vej ud af denne brutale verden, som vores herrer har skabt.

20. maj 2014

Joanne Landy er Co-Director i Kampagnen for Fred og Demokrati (USA) og medlem af redaktions panelet for New Politics. Forfatteren ønsker at takke Thomas Harrison, Stephen Shalom, og Jesse Lemisch for deres hjælp med at skrive denne artikel. De synspunkter, der kommer til udtryk, er hendes egne. Læsere kan måske også være interesserede i at se udtalelsen fra Kampagnen for Fred og Demokrati fra den 10. marts 2014 ”Oppose NATO, Russian Intervention i Crimea, and the IMF”

Oversat fra engelsk af Martin Mørch

Opslået i Rusland

single.php