Medicinudgifterne stiger eksplosivt. Hospitalerne bruger 10 procent mere hvert eneste år til medicin. Fra nu og frem til 2020 forventes dette at betyde en ekstra udgift på 22,4 mia. kr. Dertil kommer det ukendte milliardbeløb, som patienter og de offentlige kasser skal betale mere, fordi stigningen også rammer den medicin, som den enkelte selv køber med større eller mindre tilskud fra sygesikringen.
Nu kan problemet ikke gemmes væk længere. Det er blevet en del af valgkampen og det er godt.

 

På hospitalerne er den direkte konsekvens, at der bliver færre penge til personale, og det betyder endnu mere travle og stressede ansatte, længere ventetider og dårligere behandling og pleje af patienterne.

Nu kan problemet ikke gemmes væk længere. Det er blevet en del af valgkampen og det er godt. Desværre reducerer de fleste partier det til et spørgsmål om større eller mindre bevillinger til hospitalerne, til et spørgsmål om at fravælge noget medicin af økonomiske grunde, og i den mere platte ende til et spørgsmål om at nedlægge regionerne eller ej.

Stop pusherne!
Heldigvis er det lykkedes nogle læger, sundhedsøkonomer og journalister – plus Enhedslisten – også at få fokus på det virkelige problem: de private medicinalfirmaer og deres:
– monopol
– ublu priser
– enorme profitter og udbytter
– kontrol med og misbrug af forskning
– udnyttelse af patentsystemet
– produkt-pushing gennem ”bestikkelse” af forskere, læger og videnskabelige tidsskrifter.

I første omgang må Amgros, som står for medicinindkøb til alle landets hospitaler, gå hårdere ind i forhandlingerne med medicinalfirmaerne. Det kan de gøre ved at danne forhandlingskartel med andre nordiske lande. Men der er grænser for, hvad de kan forhandle sig til, fordi det enkelte medicinalfirma ofte har monopol på bestemte typer medicin. Det er svært at være tough i en forhandling, hvor modparten ved, at man køber under alle omstændigheder.

Offentlig adgang
Derfor er det også nødvendig at kræve offentlighed omkring medicinalfirmaernes økonomi. Samfundet har krav på at vide, hvordan f.eks. Novo kan udbetale 12-13 mia. kr. i årligt udbytte, samtidig med at de overfører yderligere værdier til aktionærerne via kursstigninger. Samfundet har også krav på at vide, hvordan firmaerne fastsætter priserne, således f.eks. medicin til behandlingen af en enkelt kræftpatient kan koste en halv million kroner.
Den viden skal vi bruge til politisk besluttet prisloft for medicin, samt til en særbeskatning af de ekstraordinært høje overskud. Skatteindtægerne skal overføres til hospitalerne.

Profitforskning
Men der er mere på spil end fastlæggelse af prisen på medicin. Det er også nødvendigt at se på, hvilke typer medicin der forskes i og udvikles, og hvilken medicin der pushes som det nye og banebrydende, selv om det ofte blot er en detailændring, der skal udløse et nyt patent med efterfølgende monopol til det enkelte selskab.

I dag styrer medicinalfirmaerne enerådigt forskningen og udviklingen af nye produkter. Som ethvert andet firma i et kapitalistisk marked prioriteres udviklingsarbejdet i retning af produkter, som kan give maksimal profit – ikke de produkter, samfundet har mest brug for. Dagbladet Information berettede den 30. maj om en meget billig kræftbehandling, som er under udvikling på Herlev Sygehus. Men forskerne har svært ved at få bevillinger til at komme videre med metoden. ”Den slags forskning vil industrien ikke være med til – det tjener de jo intet på, ” sagde direktøren for Kræftens Bekæmpelse. ”Modsat lægemiddelbranchen har vi ingen organisation bag, som kan reklamere og udbrede elektrokemoterapi,” sagde en af de involverede læger.

I bund og grund forsker medicinalfirmaerne ikke i den bedste og billigste helbredelse; de forsker i profit. Deres forskning er oven i købet tæt sammenvævet med den skattefinansierede offentlige forskning. På den ene side nyder firmaerne godt af gratis levering af grundforskning på universiteter og hospitaler. På den anden side støtter de den offentlige forskning økonomisk med medfølgende indflydelse på prioriteringerne.

Derfor må det offentlige – i det mindste – kræve fuld offentlighed omkring produkterne og den forskning, som ligger bag. Der må oprettes en offentlig drevet institution til at kontrollere patientværdien af den medicin, som firmaerne vil prakke hospitaler og borgere på.

Samfundsproduktion
At forsøge at tvinge profitdrevne virksomheder til at handle samfundsnyttigt er i virkeligheden at gå over åen efter vand. De fleste kan se, at hospitaler fungerer bedst, hvis de er drevet af det offentlige alene ud fra samfundsnytte og under demokratisk kontrol. Det samme gælder den medicin, hospitalerne skal bruge.

Statslig medicinproduktion – i tæt samarbejde med universitetsforskning og hospitaler – må genindføres, efter at det er lykkedes skiftende regeringer at smadre produktionen på Seruminstituttet. Det kan blive et første skridt til at afskaffe private medicinalfirmaer og overføre dem alle til samfundseje under åben demokratisk kontrol.

Hver gang socialister kræver indgreb mod private virksomheder, fra nye regler og beskatning til samfundsovertagelse, lyder modargumentet, at det kan ikke lade sig gøre over for virksomheder i andre lande, hvis produkter vi bliver nødt til at købe, og at de danske virksomheder flytter til udlandet. Det er en reel udfordring, som ethvert forsøg på at begrænse private virksomheders magt og profit i ethvert land støder på. Det er et endnu større problem i et lille land som Danmark, og det kan blive nødvendigt med meget hurtige indgreb over for kapitalbevægelser ud af landet.

Men netop på medicinalområdet har vi gode muligheder for at gå foran i Danmark. Her har vi en medicinalindustri, som fylder rigtig meget og har stor vægt på verdensmarkedet. Novo Nordisk er det 10. største medicinalfirma i verden og det hurtigst voksende.

Vi har muligheden for at sikre en omfattende samfundskontrolleret medicinproduktion i Danmark – alene via de danskejede firmaer, og samtidig vil en dansk offensiv mod profitmedicinen give genlyd og inspirere de kræfter i andre lande, som står med præcist samme problemer som os.

SAPs forretningsudvalg, den 6. juni 2015

 

 

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php