De stigende medicinpriser er et større og større problem for den offentlige sundhedssektor. Det handler ikke kun om, at den teknologiske udvikling giver flere og flere behandlingsmuligheder, samtidig med at den offentlige sektor presses af krav om effektiviseringer og besparelser. Det handler også om, at medicinal-industrien er en økonomisk spiller med stor magt og mulighed for at diktere priser. De målretter forskning og produktion efter snævre økonomiske interesser og ikke efter samfundets og individers behov.

 

Senest har vi set flere eksempler på, hvordan industriens krav om profit har medført helt ekstraordinære prisstigninger.

Et eksempel er prisen på caffeincitrat, et stof, der anvendes til for tidligt fødte børn med vejrtrækningsproblemer. Her steg prisen for nogle måneder siden 4000 procent. Hvad var grunden til det? Det er ikke noget nyt præparat; det har været kendt længe. Ikke specielt kompliceret eller dyrt at fremstille. Det har været produceret på Region Hovedstadens sygehusapotek.

Sagen var, at det multinationale medicinfirma Chiesi havde fået eneretten på produktion og salg af caffeincitrat. Det har givet dem muligheden for selv at fastsætte en pris. En pris som de offentlige sygehuse er tvunget til at betale. Det gælder også sygehusene i Region Hovedstaden, der har set sig nødsaget til at stoppe med deres egen produktion, selvom regionspolitikerne fra Enhedslisten foreslår civil ulydighed.

Et andet eksempel er en kur mod den smitsomme leverbetændelse, Hepatitis C. Her er det lykkedes at udvikle en behandling, der er effektiv og med få bivirkninger. En Hepatitis C kan i langt de fleste tilfælde helbredes efter få ugers behandling. Et stort fremskridt, da de hidtil kendte behandlinger ikke har været særligt effektive og har haft alvorlige bivirkninger.

Der er kun en ulempe: prisen. En behandling koster ca. 500.000 kr.

Blandt de, der lider af hepatitis B, er der kun en mindre gruppe på ca 1.000 personer, der har fået tilbudt den nye behandling. Man har valgt i første omgang at reserve behandlingen til de, der er så langt i deres sygdomsforløb at de er ved at udvikle alvorlig leverskade. Et praktisk problem, at man ikke kan nå at behandle alle på een gang. Men kan det ende med en økonomisk barriere for at behandle de flere tusinde, der lider af den meget alvorlige smitsomme sygdom, hepatitis C?

Markedsmekanismerne
Hvad er årsagen til en så dyr pris? Det er svært at gennemskue medicinpriser. Fremstillingsprisen ligger meget langt fra salgsprisen. Der er nogle udviklingsomkostninger, hvor høje er svært at gennemskue, men det er ikke det, der afgør prisen. Prisen er sat efter, at den skal være så høj som muligt, samtidig med at varen skal sælges: hvis kunden (staten) vælger at betale, så er det den rigtige pris, set fra producentens side. Sådan virker markedsmekanismerne.

Der er meget store penge på spil, når det drejer sig om medicin. I Danmark fylder medicinalindustrien rigtigt meget. For eksempel er både behandling og forskning indenfor nogle sygdomme stærkt afhængig af industrien. Det gælder diabetes, hvor virksomheden NOVO samarbejder med både regioner og universiteter. Og det er rigtigt svært for f.eks. regionspolitikerne at sige nej til de mange rare penge, når der er et pres for besparelser alle steder i sundhedssektoren.

Men prisen er, at industrien får alt for stor indflydelse på, hvad der forskes i og hvilke behandlinger, der tilbydes.

Statens og regionernes indkøb af medicin har meget stor betydning for industrien, der på den måde er sikret en afsætning. Prispolitikken er skruet sammen, så den sikrer industrien gode vilkår. Der er regler, der siger at patienterne altid skal sikres den nyeste medicin, som næsten altid også er den dyreste medicin. Men ikke altid den ubetinget bedste. Når patenter udløber, udvikles ny medicin, der ikke virker meget bedre end den gamle, men koster mange gange mere. På den måde sikrer man at det er firmaets egne patenterede produkter, der købes, og ikke en billigere kopi

Det er en stor opgave for socialister at få vendt den udvikling. Det bliver vanskeligt, fordi vi samtidig skal holde fast i nogle vigtige principper: Alle skal have adgang til gratis sygdomsbehandling. Og den bedste, mest effektive behandling. Helt uanset årsagen til din sygdom. Og helt uanset, hvor kompliceret, vanskelig og kostbar behandlingen bliver.

Åbn forskning og regnskaber!
Der skal være mere offentlig kontrol med medicinindustrien, ikke mindst deres forskning. Når ny medicin tages i brug skal den private forskning, der ligger bag være offentlig tilgængelig. Uafhængige forskere skal have mulighed at gå resultaterne efter, finde eventuelle fejl og måske gå videre med egen forskning.

Det er et stort problem at hele økonomien er ugennemskuelig. Der skal være offentlig kontrol med priserne, og derfor skal virksomhedernes økonomi være kendt. De skal offentliggøre deres regnskaber og alle oplysninger om udviklings- og produktionsomkostninger

Medicinalindustrien giver som grund for deres priser, at det er dyrt at udvikle ny medicin, og at de skal leve med risikoen for en fiasko: at alle undersøgelserne ender op uden et brugbart resultat. De mange millioner kan ende med at være spildt.

Men i stedet for at være et argument for høje priser og kæmpe indtjening, kunne det være et argument for at staten overtager ansvaret for forskningen og dermed udviklingsomkostningerne og den økonomiske risiko. Det vil på lang sigt give nogle store økonomiske fordele, når staten ikke skal betale udviklingsomkostningerne flere gange i form af høje, ukontrollable priser.

Men en mindst lige så stor fordel ville være, at staten kunne målrette forskningen efter, hvor de ser et behov. Der kunne være en politisk dialog om, hvilke sygdomme og medicintyper der skulle forskes i. Er det malaria, leverbetændelse, uønsket hårvækst eller nedgroede negle, der bekymrer os mest?

Kun en samfundsovertagelse kan sikre, at forskningen og udviklingen af ny medicin bliver styret af behov – ikke af, hvad der rummer de største profitmuligheder for medicinalindustrien.

Og når dette vigtige skridt er taget, vil det indlysende næste skridt være, at profitten også fjernes fra hele produktionen af medicin, så også denne bliver samfundsejet eller kommer under samfundets kontrol, lige som den meste sygdomsbehandling er det i dag.

SAPs forretningsudvalg, den 20. november 2016

 

 

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php