Vi bringer i vores serie om 100-året for den russiske revolution denne tekst af Michel Löwy. Den er skrevet som forord til en genudgivelse af essayet “Resultater og perspektiver” af Lev Trotskij, som oprindeligt udkom året efter den russiske revolution i 1905, der ofte omtales som ”generalprøven” for begivenhederne i 1917.

Trotskijs teori om den permanente revolution, sådan som den blev skitseret for første gang i essayet Resultater og perspektiver (1906), var et af de mest forbløffende politiske gennembrud i marxistisk tænkning i begyndelsen af det 20. århundrede. Ved at forkaste ideen om separate historiske faser – den første af disse ville være en ”borgerlig demokratisk” – i den fremtidige russiske revolution, og ved at tage muligheden for en transformation af den demokratiske revolution over i en proletarisk/socialistisk i en ”permanent” (dvs. uafbrudt) proces op, forudsagde den ikke kun den generelle strategi for Oktoberrevolutionen, men frembød også særdeles vigtige indsigter i de andre revolutionære processer, som ville finde sted senere hen, i Kina, Indokina, Cuba osv. Selvfølgelig er den ikke uden sine problemer og utilstrækkeligheder, men den var uden sammenligning mere relevant for de virkelige revolutionære processer i det kapitalistiske systems periferi end noget andet, der var kommet fra den ”ortodokse marxisme” fra Engels død til 1917.

Ideen om den permanente revolution fremkom faktisk allerede hos Marx og Engels, især i deres Adresse fra Centralkomiteen til den Kommunistiske Liga, fra marts 1850, mens den tyske revolution – i et [dengang] absolutistisk og tilbagestående land – 1848-50 stadig syntes at folde sig ud. Her forsvarede (de arbejdernes fælles aktion sammen med småborgerskabets demokratiske partier mod det liberale borgerskabs og absolutismens uhellige alliance.

Men de insisterede på behovet for et uafhængigt proletarisk perspektiv: ”mens de demokratiske småborgerlige partier ønsker at afslutte revolutionen så hurtigt som muligt… er det i vores interesse og vores opgave at gøre revolutionen permanent, indtil alle mere eller mindre besiddende klasser er drevet væk fra deres herskende stilling, indtil proletariatet har erobret statsmagten, og indtil sammenslutningen af proletariatet er skredet tilstrækkeligt frem – ikke kun i et land, men i alle verdens førende lande – at konkurrence mellem proletarerne i disse lande ophører og i det mindste de afgørende produktivkræfter er koncentreret i hænderne på arbejderne”.

Denne slående passage indeholder tre af de fundamentale temaer, som Trotskij sidenhen ville udvikle i Resultater og perspektiver:

  1. Revolutionens uafbrudte udvikling i et semi-feudalt land, og som ville føre til arbejderklassens erobring af magten;
  2. Behovet for at de proletariske kræfter [når de er kommet til magten] tager anti-kapitalistiske og socialistiske skridt;
  3. Den revolutionære proces og det nye socialistiske samfund, uden klasser og privatejendom, måtte nødvendigvis have internationale karakter

 

Ideen om en socialistisk revolution i kapitalismens tilbagestående periferi – dog ikke begrebet ”permanent revolution” – er også til stede i sene Marx-skrifter om Rusland: brevet til Vera Zassoulisch (1881) og, sammen med Engels, i forordet til den russiske udgave af Det Kommunistiske Manifest fra 1882: ”Hvis den russiske revolution giver signalet til en proletarisk revolution i Vesten, således at de hver især komplementerer hinanden, kan den fremherskende form for fælleseje af jord i Rusland danne udgangspunktet for en kommunistisk udviklingskurs”.

Med undtagelse af Trotskij synes disse ideer at være gået tabt for den russiske marxisme i årene mellem slutningen af det 19. århundrede og 1917. Hvis vi undtager semi-marxisterne i populistlejren, så som Nicolaion, eller ”legalist-marxisterne” så som Piotr Struve, forbliver der fire klart afgrænsede positioner indenfor det russiske socialdemokrati:

Det mensjevikiske synspunkt, som anså den kommende russiske revolution i sin natur som værende borgerlig, og at dens drivende kraft ville være en alliance mellem proletariatet og det liberale borgerskab. Plekhanov og hans venner mente, at Rusland var et tilbagestående, ”asiatisk” og barbarisk land, der krævede en lang fase med industrialisering og ”europæisering”, før proletariatet kunne gøre sig forhåbninger om magten. Kun efter Rusland har udviklet dets produktivkræfter og passeret over i den historiske fase med avanceret kapitalisme og parlamentarisk demokrati, ville de fornødne materielle og politiske betingelser være til stede for en socialistisk transformation.

Den bolsjevikiske opfattelse anerkendte også revolutionens uundgåelige borgerlig-demokratiske karakter, men udelukkede borgerskabet fra den revolutionære blok. Ifølge Lenin var kun proletariatet og bønderne de autentiske revolutionære kræfter, de måtte uundgåeligt via deres alliance etablere et fælles demokratisk revolutionært diktatur. Lenin ændrede selvfølgelig radikalt sin tilgang, som vi ved, efter Aprilteserne fra 1917.

Parvus og Rosa Luxemburg insisterede på proletariatets hegemoniske revolutionære rolle, støttet af bønderne, idet de erkendte revolutionens i sidste instans borgerlige karakter. Ødelæggelsen af den zaristiske absolutisme kunne ikke opnås uden etableringen af en arbejdermagt anført af Socialdemokratiet. Dog kunne en sådan proletarisk regering endnu ikke opnå sit programmatiske mål på grund af det borgerlige demokratis begrænsninger.

Og endelig var der Trotskijs opfattelse af den permanente revolution, som ikke kun forudså proletariatets hegemoniske rolle og nødvendigheden af at gribe magten, men også muligheden af, at den demokratiske revolution udviklede sig til en socialistisk.

Underligt nok nævner Trotskij ikke nogle af de ovenfor citerede passager af Marx og Engels i Resultater og perspektiver. Han overså måske Adressen fra marts 1850: genudgivelsen i Zürich fra 1885, på tysk, var ikke velkendt i Rusland. Hans umiddelbare kilde til ”den permanente revolution” i 1905 synes at være en artikel af Frantz Mehring om begivenhederne i Rusland, ”Die Revolution in Permanenz”, publiceret i Neue Zeit, det tyske socialdemokratis teoretiske organ. Mehrings artikel blev straks oversat i 1905 og bragt i Trotskijs avis Nachalo i Petrograd, og i samme udgave dukkede også den første artikel op, hvori Lev Davidovitch anvendte udtrykket ”permanent revolution”: Mellem det umiddelbare mål og det endelige mål skulle der være en permanent revolutionær kæde”.

Dog viser en nærlæsning af Mehrings artikel, at den tyske marxist bruger ordene, men ikke reelt var en fortaler for en permanent revolution i den samme betydning, som Trotskij i 1905-06 var det. Teoriens centrale kerne, dens opfattelse af den demokratiske revolutions ubrudte fortsættelse hen imod den socialistiske revolution, blev fornægtet af Mehring. Dette forstod Martov ganske udmærket, den store mensjevikiske leder, som i et værk skrevet mange år senere genkaldte sig Trotskijs artikel som en forstyrrende ”afvigelse fra det teoretiske grundlag i det russiske socialdemokratis program. Han skelnede klart mellem Mehrings artikel, som blev betragtet som acceptabel, og Trotskijs essay, som han afviste som ”utopisk”, eftersom det overskred ”den historiske opgave som produktionskræfternes eksisterende niveau tilsiger.”

De ideer, der fremlægges i flere af Trotskijs artikler fra 1905 – især i hans forord til den russiske oversættelse af Marx’ skrifter om Pariserkommunen. – blev derefter udviklet på en mere systematisk og sammenhængende måde, i Resultatet og perspektiver (1906). Dog forblev dette dristige skrift i lang tid en glemt bog. Det synes som om, at Lenin ikke læste det – i det mindste ikke før i 1917 – og dets indflydelse på de samtidige russiske marxister i bedste fald var sporadisk og tilfældig. Lige som alle forgængere var Trotskij forud sin tid, og hans ideer var for nye og afvigende til at blive accepteret, eller bare studeret, af hans partikammerater.

Hvordan var det muligt for Trotskij at løse Anden Internationale-marxismens gordiske knude – den økonomistiske definition af en fremtidig revolutions natur ud fra ”produktivkræfternes stade” – og begribe de revolutionære muligheder, som lå ud over den dogmatiske konstruktion om en borgerlig demokratisk russisk revolution, som var den uantastede problematik i alle andre marxistiske bidrag.

Der synes at være en intim forbindelse mellem den dialektiske metode og revolutionær teori: Det er ikke ved nogen tilfældighed, at i årene 1905-25, glansperioden for revolutionær tænkning i det 20. århundrede, fremkommer også nogle af de mest interessante forsøg på at anvende den hegelianske-marxistiske dialektik som et instrument til viden og handling. Lad mig prøve at illustrere forbindelsen mellem dialektik og revolution i Trotskijs tidlige værk.

Et omhyggeligt studie af rødderne til Trotskijs politiske dristighed og hele teorien om den permanente revolution afslører, at hans synspunkter kom ud af en specifik forståelse af marxismen, en fortolkning af den dialektiske materialistiske metode, der adskilte sig fra Anden Internationales og den dominerende ortodokse opfattelse i det russiske socialdemokrati.

Den unge Trotskij læste ikke Hegel, men hans forståelse af marxistisk teori skyldes i høj grad hans første studier udi historisk materialisme, navnlig af Antonio Labriolas værker. I sin selvbiografi genkalder han sig den ”glæde”, hvormed han først slugte Labriolas essays under sin fængsling i Odessa i 1893. Hans første indførelse i dialektik fandt derved sted gennem et møde med den måske mindst ortodokse af Anden Internationales væsentlige skikkelser.

Opvokset i den hegelianske skole kæmpede Labriola utrætteligt mod de neo-positivistiske og vulgær-materialistiske tendenser, som havde medvind i den italienske marxisme (Turati!). Han var en af de første, som forkastede den økonomistiske fortolkning af marxismen ved at forsøge at genrejse de dialektiske begreber om totalitet/helhed og historiske processer. Labriola forsvarede historisk materialisme som et i sig selv tilstrækkeligt og uafhængigt teoretisk system, der ikke kunne reduceres til andre strømninger; han forkastede også skolastisk dogmatisme og det at gøre en kult ud af lærebogen, insisterende på behovet for en kritisk udvikling af marxismen.

Trotskijs udgangspunkt var derfor denne kritiske, dialektiske og anti-dogmatiske forståelse, som Labriola havde inspireret til. ”Marxisme”, skrev han i 1906, ”er frem for alt en analysemetode – ikke analyse af tekster, men en analyse af samfundsmæssige relationer”. Lad os fokusere på fem af de vigtigste og markante træk i den metodologi, der ligger nede under Trotskijs teori om den permanente revolution, i hans skillen sig ud fra de øvrige russiske marxister, fra Plekhanov til Lenin og fra mensjevikkerne til bolsjevikkerne (før 1917).

Ud fra sit udgangspunkt med den dialektiske forståelse af modsætningernes enhed kritiserede Trotskij bolsjevikkernes rigide adskillelse af proletariatets socialistiske kraft og ”arbejderne og bøndernes demokratiske diktatur”, som en ”logisk, rent formel operation”. Denne abstrakte logik bliver endda mere skarpt angrebet i hans polemik mod Plekhanov, hvis hele ræsonnement kan reduceres til en ”tom syllogisme”: vores revolution er borgerlig; derfor skal vi støtte Kadetterne, det konstitutionelle borgerlige parti. Endvidere fordømmer han eksplicit, i en forbløffende passage i sin kritik af mensjevikken Tcherevanin, den mensjevikiske politiks analytiske – dvs. abstrakt-formelle, prædialektiske – karakter: ”Tcherevanin konstruerer sin politiske metode, sådan som Spinoza gjorde med sin etik, hvilket vil sige geometrisk”. Trotskij var selvfølgelig ikke filosof og skrev næsten aldrig specifikke filosofiske tekster, men dette gør hans klarsyn af de metodologiske dimensioner i sin kontrovers med faseopfattelserne så meget mere bemærkelsesværdige.

I Historie og klassebevidsthed (1923) insisterede Lukacs på, at den totalitetens dialektiske kategori var essensen i Marx’ metode, simpelt hen selve revolutionens princip indenfor erkendelsens domæne. Trotskijs teori, skrevet 20 år senere, er en exceptionel betydningsfuld illustration af denne tese fra Lukacs. En af de essentielle kilder til Trotskijs revolutionære tanker var så sandelig den kendsgerning, at han tog synspunktet om totalitet [helhed] til sig, og opfattede kapitalisme og klassekampen som en proces på verdensplan. I forordet til en russisk udgave (1905) af Lasalles artikler om revolutionen i 1848, argumenterer han: ”Ved at binde alle lande sammen med dens produktionsmåde og dens handel, har kapitalismen omdannet hele verden til en enkelt økonomisk og politisk organisme (…) Dette giver umiddelbart de begivenheder, der nu udfolder sig, en international karakter og åbner en bred horisont. Ruslands politiske emancipation anført af arbejderklassen (…) vil gøre den til igangsætteren af verdenskapitalismens likvidering, som historien har skabt de objektive betingelser for”. Kun ved at fremvise problemet ud fra disse begreber – ved det kapitalistiske systems ”modenheds”-niveau i sin totalitet/helhed – var det muligt at overskride de russiske marxisters traditionelle perspektiv, som definerede Ruslands socialistisk-revolutionære ”umodenhed” udelukkende ud fra en national økonomisk determinisme.

Trotskij forkastede eksplicit den udialektiske økonomisme – tendensen til at reducere, på en uformidlet og ensidig måde, alle sociale/samfundsmæssige, politiske og ideologiske modsigelser/sætninger til den økonomiske infrastruktur – hvilket var et af adelsmærkerne i Plekhanovs vulgærmaterialistiske fortolkninger af marxismen. Trotskijs brud med økonomismen var så sandelig et de afgørende skridt hen imod teorien om den permanente revolution. Et vigtig afsnit i Resultater og perspektiver definerer præcist den politiske satsning der ligger i dette brud: ”At forestille sig at proletariatets diktatur på en eller anden måde automatisk er afhængig af den teknologiske udvikling og et lands ressourcer er en fordom af ”økonomisk” materialisme simplificeret ud i det absurde. Dette synspunkt har intet til fælles med marxisme”.

Trotskijs benægtede i sin metode den udialektiske opfattelse af historien som en forudbestemt udvikling, noget som var typisk for mensjevikkernes argumentation. Han havde en frodig og dialektisk forståelse af historien som en modsætningsfyldt proces, hvor der på et hvert givet tidspunkt fremstår alternativer. Marxismens opgave, skrev han, var præcist ”at afdække ”mulighederne” i en revolution, der udvikler sig.” I Resultater og perspektiver, såvel som i senere essays – for eksempel i hans polemik mod mensjevikkerne, ”Proletariatet og den russiske revolution (1908), analyserer han processen i den permanente revolution hen imod en socialistisk transformation, gennem en dialektisk opfattelse af de objektive muligheder, hvis resultater afhang af utallige subjektive faktorer såvel som uforudsigelige begivenheder – og ikke som en uundgåelig nødvendighed, hvis triumf (eller nederlag) allerede var sikret. Det var denne anerkendelse af den samfundsmæssige historicitets åbne karakter, som gav en revolutionær praksis dens afgørende plads i arkitekturen i Trotskijs teoretisk-politiske ideer fra 1905 og videre frem.

Mens populisterne insisterede på Ruslands egen/særheder og mensjevikkerne troede, at deres land nødvendigvis ville følge ”de generelle love” for den kapitalistiske udvikling, var Trotskij i stand til at opnå en dialektisk syntese mellem det universelle og det særegne, den russiske samfundsformations specifitet og verdenskapitalismens proces. I en bemærkelsesværdig passage i Den russiske revolutions historie (1930) formulerede han eksplicit det synspunkt, som allerede lå implicit i hans essays fra 1906: ”I sin essens var den slavofile opfattelse, med alle dens reaktionære fantasier, og også Narodnikismen, med alle dens demokratiske illusioner, på ingen måde blot spekulationer, men hvilede på ubetvivlelige og dertil dybtgående særegenheder ved Ruslands udvikling, dog forstået ensidigt og forkert bedømt. I kampen mod Narodnikismen forfaldt den russiske marxisme, ved at fremholde at lovene for udvikling gjaldt alle lande, ikke sjældent til dogmatisk mekanisering og afslørede en tendens til at hælde barnet ud med badevandet.” Trotskys historiske perspektiv var derfor en dialektisk Aufhebung, i stand til at på samme tid benægte-bevare-overskride modsætningen mellem populisterne og de russiske marxister.

Det var kombinationen af alle disse metodologiske fornyelser, som gjorde Resultater og perspektiver så enestående i den russiske marxismes landskab før 1917; dialektik stod centralt i teorien om den permanente revolution. Som Isaac Deutscher skrev i sin Trotskij-biografi, at hvis nogen genlæser denne pamflet fra 1906, ”kan man ikke andet end at blevet imponeret af det fejende og dristige i denne vision. Han rekognoscerede ud i fremtiden som en, der fra en knejsende bjergtop skuer mod en ny og strålende horisont og peger mod enorme, ikke kortlagte landemærker i det fjerne”.

En tilsvarende forbindelse mellem dialektik og revolutionær politik kan findes i udviklingen hos Lenin. Vladimir Illitch forblev trofast overfor den russiske marxismes ortodokse synspunkter indtil 1914, da krigens udbrud førte til hans opdagelse af dialektikken: studiet af den hegelianske logik var det instrument, hvorved han afklarede den teoretiske vej, der førte til Finlandstationen i Petrograd, hvor han først annoncerede ”al magt til sovjetterne”. I marts-april 1917, befriet fra den forhindring, der blev repræsenteret af den før-dialektiske marxisme, kunne Lenin, under begivenhedernes pres, frigøre sig selv i god tid af den politik, som fulgte deraf: det abstrakte og rigide princip, ifølge hvilket ”den russiske revolution kunne kun være/blive borgerlig, eftersom Rusland ikke var økonomisk moden for en socialistisk revolution”.

Da han nu havde krydset Rubicon brugte han al sin tid til at studere problemet fra en praktisk, konkret og realistisk vinkel og kom til konklusioner meget tilsvarende dem, som blev annonceret af Trotskij i 1906: hvilke skridt, der reelt danner overgangen til socialisme, kunne gøres acceptable for folkets flertal, det vil sige masserne af arbejdere og bønder? Dette er vejen, som førte til Oktoberrevolutionen…

Oversat af Magne Pihl

Opslået i Facebook, Historie, Teori

single.php