Holocaust er i dag det grelleste symbol på den tid, som marxisten Victor Serge kaldte ”århundredets midnat” Mennesker blev systematisk frataget deres menneskelighed og myrdet ud fra nazisternes mål om at ændre menneskehedens biologiske sammensætning. Hvordan skal dette forklares? Og kan det overhovedet forklares?

af Bertel Nygaard

Enzo Traverso undersøger de ovenstående spørgsmål i sin bog Understanding the Nazi Genocide – Marxism after Auschwitz. Bogen er en samling essays, skrevet i forskellige sammenhænge, men alle med det mål at arbejde hen imod den forståelse af Auschwitz og af de konsekvenster som dette barbari må have for marxismen og det socialistiske projekt.

For Traverso er Auschwitz (som forfatteren mener er en bedre betegnelse for det fænomen, som er blevet kaldt hhv. Holocaust og Shoah) en enestående begivenhed. Den lader sig måske nok sammenligne med andre af det 20. århundredes katastrofer, såsom Stalins arbejdslejre og den amerikanske bombning af Hiroshima, og Auschwitz var ikke per definition ”værre” end disse.

Men ingen af disse var i samme grad som Auschwitz styret af en folkeudryddelses-ideologi kombineret med moderne industrielle metoder og en bureaukratisk ledelse. Og hverken Gulag eller Hiroshima har givet så afgørende forståelsesproblemer for historikere, herunder marxister.

Marxismen og jødeudryddelserne
Før Auschwitz fandtes en stærk jødisk marxististisk tradition. Men den uddøde i naxisternes lejre. Stort set ingen iagttagere – marxister eller ikke-marxister – havde forudset det nazistiske folkemord. Efter krigen kunne den marxistiske debat om ”det jødiske spørgsmål” videreføres – om end meget sporadisk – af to vidt forskellige traditioner. Disse byggede på to lidet kendte, men betydelige undtagelser fra ovennævnte regel.

Den ene er Walter Benjamin, der i sin civilisationskritiske marxisme gav visse redskaber, som dele af Frankfurterskolen kunne bygge videre på efter Auschwitz-chokket. Benjamin leverede en række teser om historien, hvori han blandt andet så revolutionen som en slags ”nødbremse”, en forløsning fra det kapitalistiske ”fremskridt”.
Det blev blandt andet værker som Horkheimers og Adornos Oplysningens Dialektik. Men Frankfurterskolens marxisme var aldeles isoleret fra enhver masseorganiseringi arbejderklassen og enhver praktisk kamp. For Frankfurterskolen blev Auschwitz en krumtap for udviklingen hen mod pessimistisk skæbnetro.

Den anden tradition var trotskismen, som havde fastholdt sit praktiske revolutionære perspektiv, trods svære forhold op til og under krigen. Trotskij havde som den eneste i sin tradition allerede i 1938 forudset katastrofen, den ”fysiske udryddelse af jøderne”. Vi ved ikke, om denne forudsigelse var noget intuitivt eller resultatet af en nøgtern analyse fra Trotsijs side. En mulig forklaring kunne være Trotskijs forståelse for det enestående afsind, som havde vist sig under de russiske progromer mod jøderne i perioden efter nedkæmpelsen af revolutionen i 1905.

Ernest Mandels rationalisme
Ernest Mandel var blandt de fremmeste repræsentanter for den trotskistiske tradition. Han forsøgte i overensstemmelse med sin optimistiske og humanistiske marxisme at forklare folkemordet rationelt ved at sætte det i sammenhæng med den racistiske ideologi som udtryk for kapitalismens imperialistiske epoke og dens afmenneskeliggørelse af de koloniserede folk.

Traverso mener, at disse forsøg på at forklare Auschwitz ved at sætte det i sammenhæng med kapitalismens strukturelle krise ikke er direkte forkerte, men meget utilstrækkelige.
I arbejdslejrene forsøgte man af presse så meget produktion som muligt ud af fangerne til så lave omkostninger som muligt. Deri ligger en vis økonomisk logik – den er helt igennem umenneskelig, men den findes. Men i udryddelseslejrene fandtes denne logik ikke. I stedet for at udnytte fangerne som slavearbejdere brugte nazisterne ressourcer på at myrde dem systematisk. Der er altså elementer i folkemordet, som næppe lader sig forklare ud fra andet end vanvittig ideologi.

I bogen The Legacy of Ernest Mandel, en samling af essays af forskellige forfattere om Mandels teoretiske bidrag til marxismen, påpeger sociologen Michael Löwy i sit essay om Mandels revolutionære humanisme, at Mandels ukuelige, rationalistiske optimisme på menneskehedens vegne ind imellem kom til at overskygge en mere nøgtern vurdering. Löwy citerer den italienske marxist Antonio Gramsci for, at marxismen bør kombinere en ”intellektets pessimisme” med en ”viljens optimisme”. En ”intellektets optimisme” vil derimod svække bedømmelsen.

Marxismen og fremskridtstroen
Kritikken af Mandel dækker – især for Traversos vedkommende – over et dybereliggende projekt med at rense marxismen for de elementer af blind fremskridtstro, som har været fremherskende i det, man kalder ”Anden Internationale-marxismen” med navne som Kautsky og Plekhanov. Men også i den klassiske marxisme, det vil sige hos blandt andre Lenin, Luxemburg og Trotskij, findes kraftige elementer af ”produktivisme”, altså en ret ukritisk tiltro til en vækstmodel, der ikke adskilte sig væsentligt fra den kapitalistiske.

Denne tillid til det kapitalistiske ”fremskridt” og den manglende opmærksomhed på, at socialismen måtte indebære et brud med denne form for fremskridt, udtrykker et aspekt af Marx´ tænkning, men kun et aspekt. I artiklen De fremtidige resultater af det britiske herredømme i Indien sammenlignede Marx det kapitalistiske fremskridt med den ”afskyelige hedenske afgud, der kun vil drikke nektar af de dræbtes hovedskal”. Dette civilisationskritiske og tragiske aspekt hos Marx blev først egentlig videreudviklet af Walter Benjamin og Frankfurterskolen.

Trotskijs profetiske skitsering af jødernes skæbne under fascismen i krig vidner om en modsatrettet tendens i hans politisk tænkning. Men i det store og hele har Traverso ret: Ingen i den gamle, klassiske marxisme brød afgørende med fremskridtstanken. Mandel brød i et vist omfang med fremskridtstroen og fastholdt et etisk perspektiv om menneskehedens behov for at gøre oprør. Men selv om hans forklaring af fænomener som Auschwitz kom nærmere end så mange andres, så blev hans rationalisme tilsyneladende en forhindring for at erkende vanviddets omfang.

Desuden må Traversos projekt, som han i store træk har til fælles med Michael Löwy og enkelte andre, ses på sine egne præmisser som en genforening af marxismen med den civilisationskritik, som gennem hele det 20. århundrede stort set blev overladt til konservative ideologer.

Forening af marxismer
Både trotskismen og den ”vestlige marxisme” – herunder Franfurterskolen – opstod som forsøg på at fastholde og videreudvikle noget værdifuldt i marxismen, trods den revolutionære bevægelses degeneration og nederlag efter den russiske revolution. Men hvor de ”vestlige marxister” isolerede sig på universiteterne med først og fremmest filosofiske sysler, fastholdt trotskisterne en praktisk og optimistisk tradition.

Löwys og Traversos overordnede projekt er efter alt at dømme en langsigtet forening af det mest frugtbare af Frankfurterskolen med den aktive og revolutionære tradition hos marxisterne og dermed indarbejdelse af et civilisationskritisk og tragisk element. Marxismen skal så at sige genforenes med det fremskridtskritiske element.

Det socialistiske projekt
Dette projekt får uundgåeligt konsekvenser for perspektivet om socialisme. Med udgangspunkt i Auschwitz kritiserer Traverso Rosa Luxemburgs gamle skitsering af menneskehedens to mulige fremtidsudsigter som ”socialisme eller barbari”. Han mener ikke at barbari er noget, som er forbeholdt fremtiden. Det findes i vores fortid og nutid, for Auschwitz og nazismen var barbari.

Alternativet i dag formulerer Traverso som et alternativ mellem socialismen, forstået som en ny civilisation, og menneskehedens udslettelse. På sin vis er dette en viderudvikling af Ernest Mandels formulering, som Löwy citerer: ”Alternativet er ikke længere socialisme eller barbari. Det er socialisme eller død.” Dermed også sagt at begge alternativer er mulige. Udviklingen fører ikke frem til et på forhånd givent mål.

Videreudvikling
En syntese mellem Fjerde Internationales klassiske marxisme og den ”vestlige marxismes” landvindinger, mellem antikapitalisme og civilisationskritik, vil sandsynligvis kunne føre til, at nye kampområder, nye sprækker i kapitalismen, for fremtiden vil blive indarbejdet hurtigere i marxismen. Alternativet er i dag legemliggjort i meget af den økologiske bevægelse, der i vid udstrækning eksisterer i blind og krampagtig isolation fra marxismens indsigt i kapitalismens grundstrukturer. Men frugtbarheden af Traversos og Löwys projekt forudsætter naturligvis, at der virkelig bliver tale om en dynamisk syntese.

For det er påfaldende, at hverken Löwys eller Traversos værker indeholder mere konkrete bud på, hvordan socialister bør agere. Traverso peger på jødernes oprør i ghettoen i Warszava mod deportationer som et eksempel på , hvad der bør drive socialister til at kæmpe: ”Ikke en forestilling om uundgåelig sejr, men et etisk imperativ.”
Formuleringen om at kæmpe for et ”etisk imperativ” er rigtig – men kun ud fra en grundlæggende etisk betragtning – ikke en taktisk eller strategisk. For Warszava-ghettoens jøder var der kun to alternativer: en sandsynlig død i væbnet modstand eller en sikker død i knælende ydmygelse.

Socialister står dog – i hvert fald i denne del af verden – sjældent overfor problemet med fysisk udslettelse, men snarere med spørgsmålet om, hvor og hvordan det er mest hensigtsmæssigt at kæmpe mod kapitalismen for et liv i selvorganiseret frihed.

Der er brug for mere arbejde for at skabe denne syntese mellem en tragisk forståelse og en evne til konkret kamp, mellem ”intellektets pessimisme” og ”viljens optimisme”. Men Traversos bog antologien om Mandel er vigtige elementer i denne opbygning.

Gilbert Achcar (red):
The Legacy of Ernest Mandel, Verso, London 1999

Enzo Traverso:
Understanding the Nazi Genocide – Marxism after Auschwitz, Pluto Press, London 1999

Artiklen blev bragt første gang i Socialistisk Information nr 143, juni 2000

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com