Medlemmer af Vpered, en organisation af især unge i en række russiske byer, og nu tilknyttet Fjerde Internationale, mødtes med Daniel Bensaïd i Paris i december 2006. Som en fremtrædende filosof, underviser og politisk aktivist stillede de ham en række spørgsmål om marxismens relevans i dag.

Hits: 92

Vprered: Hvilke dele af den marxistiske arv hører helt klart til i fortiden, og hvilke føler du stadig er relevante i dag?

Daniel Bensaid: Jeg vil gerne begynde med at nuancere eller at differentiere selve ideen om arv. Der er ikke en enkelt arv, men mange arve: en "ortodoks" (parti- eller stats-) marxisme og en "uortodoks" marxisme; en videnskabelig (eller positivistisk) marxisme og en kritisk (eller dialektisk) marxisme; og endvidere kan vi skelne mellem det, som filosoffen Ernst Bloch kaldte marxismens "kolde strømninger" og "varme strømninger". Det er ikke bare forskellige måder at læse eller fortolke på, men nærmere teoretiske konstruktioner, der somme tider understreger modsatrettede politikker. Som Jacques Derrida ofte gentog, er arv ikke noget, der kan gives videre eller bevares. Det, der betyder noget, er hvad arvingerne gør med arven – nu og i fremtiden.

Hvad er så forældet i Marxs teori?

Til at begynde med vil jeg nævne en bestemt slags sociologisk optimisme – ideen om, at den kapitalistiske udvikling næsten mekanisk fører til væksten af en stadigt voksende, stadig mere koncentreret, stadig mere organiseret og bevidst arbejderklasse. Hundrede års erfaring har klart vist omfanget af splittelse og forskelligheder i proletariatets rækker. Enheden hos de udbyttede klasser er ikke noget naturgivet, men noget, man må kæmpes for at opbygge.

Det næste er, at jeg tror, at vi igen må tage fat på en grundig undersøgelse af begrebet proletariatets diktatur og statens bortdøem. Det er et kompliceret spørgsmål, fordi ordene ikke har samme betydning i dag, som de måske havde, da de blev skrevet af Marx. På den tid, i Oplysningstidens begrebsverden, blev diktatur stillet op som modsætning til tyranni. Det refererede til en ærværdig romersk institution – en speciel magt, man blev tildelt i en begrænset periode, og ikke en ubegrænset vilkårlig magt. Det er tydeligt, at ordet, som følge af det 20. århundredes militære og bureaukratiske diktaturer, har mistet sin uskyld. Men for Marx betød det noget fuldstændigt nyt: en særlig magt, der for første gang byggede på flertallet. Med hans egne ord repræsenterede Pariserkommunen denne specielle magt i en form, der ”endelig var blevet opdaget". Derfor skal vi i dag tale om disse erfaringer fra Kommunen (og om alle former for demokrati "fra neden"). For Marx refererede begrebet om proletariatets diktatur ikke til en bestemt institutionel organisering. Det havde nærmere en strategisk betydning – om at lægge vægt på bruddet i kontinuitet mellem en gammel social og juridisk orden og en ny. "Mellem lige rettigheder, bestemmer magt". Ud fra dette synspunkt ville proletariatets diktatur være den proletariske form for en undtagelsestilstand.

Endelig hører vi ofte, at mens Marx kunne have været, (eller faktisk var) en god økonom, eller en god filosof, var han en middelmådig politiker. Det mener jeg er forkert. Tværtimod var Marx en politisk tænker, men ikke af den slags, man bliver undervist i, i den såkaldte "politiske videnskab", hvor politik opfattes som et spørgsmål om teknik og institutioner. For øvrigt var der i Europa – udenfor Storbritannien – næppe noget parlamentarisk regeringssystem, eller politiske partier af den moderne form, vi kender i dag. Marx så politik som begivenheder (krige og revolutioner) og som en dannelse af former . Det er, hvad jeg har kaldt "de undertryktes politik" – politik for dem, der er udelukket fra den sfære i staten, som professionel politik udgør ifølge den borgerlige tænkning. Mens denne anderledes tilgang til politik stadig er meget vigtig i dag, kan vi ikke se bort fra de blinde pletter i Marx’s tænkning. Disse blinde pletter kan føre til, at man springer direkte til de ekstraordinære øjeblikke ("proletariatets diktatur") og udsigten til en hurtig bortdøen af staten (og loven!). I mine øjne finder man i meget høj grad disse genveje hos Lenin (især i hans bog Staten og Revolutionen), og det er ikke særlig gavnligt, når man skal gennemtænke de institutionelle og juridiske dimensioner af overgangen. Alle det 20. århundredes eksperimenter tilsiger os at gennemtænke forskellene på partier, sociale bevægelser og statsinstitutioner.

Med hensyn til, hvor relevant arven fra Marx er for nutiden, er det meget klart. Relevansen af Marx er Kapitalen og kritikken af den politiske økonomi. – en forståelse af kapitalens socialt ødelægende, indlejrede upersonlige logik. Det er den samme logik, der styrer markedets globalisering. Marx var vidne til den viktorianske globalisering, udviklingen af transport og kommunikation (jernbaner og telegraf), af urbanisering og finansspekulation, af moderne krigsførelse og den "industrielle massakre". Vi lever i en tidsalder, der ligner den meget – med en ny teknologisk revolution (internet og rumfartsvidenskab), spekulation og skandaler, global krigsførelse og så videre. Men mens de fleste journalister er tilfredse med at beskrive overfladefænomenerne, hjælper den marxistiske kritik os med at forstå den underliggende logik, der handler om kapitalens omfattende reproduktion og accelererende akkumulation. Den hjælper os med at komme til bunds i civilisationens krise. Det er en generaliseret værdikrise, en krise i en verden, der er ude af balance, som et resultat af værdiloven – som reducerer al rigdom til en akkumulation af varer, og som måler mennesker og ting ud fra abstrakte arbejdstimer. Den bliver stadig mere "miserabel" (det var det ord, Marx brugte i Grundrisse). Resultatet er, at den delvise rationalisering af arbejde og teknik har ført til stigende global irrationalitet eller urimelighed. Den sociale krise (produktivitet medfører udelukkelse og fattigdom – ikke fri tid) og miljøkrisen (det er umuligt at styre naturressourcerne i et hundred- og tusindårigt perspektiv gennem køb og salg i et splitsekund ud fra kurserne på Dow Jones og andre aktiemarkeder) er et grelt bevis herpå.

Bag denne krise – som truer klodens fremtid og den menneskelige art – ligger de nedarvede grænser, som kapitalismens ejendomsrelationer sætter. I en tid, hvor socialiseringen gennem arbejdet er mere udviklet end nogensinde tidligere, er privatiseringen af verden (ikke bare industrien, men også service, rummet, livsformer og viden) blevet et brud i udviklingen og i opfyldelsen af behov. I modsætning hertil bliver kravet om nye sociale relationer udtrykt i ønsket om kvalitet i den offentlige service, stigningen i antallet af steder, hvor man kan få bestemte goder og ydelser gratis, og kravet om at skabe "fælles goder for jorden og menneskeheden"(med respekt for energiressourcer, og adgang til jord, luft og uddannelse).

Hvad er de vigtigste teoretiske problemer, som marxister må løse i dag?

Jeg vil tale om problemer, der skal arbejdes på, nærmere end at de skal løses. For løsningerne er ikke kun teoretiske, men også praktiske. Hvis man finder løsninger, vil de være et resultat af millioner og atter millioner af menneskers forestillinger og erfaringer. På den anden side er der spørgsmål, som man bliver nødt til at genåbne og arbejde på i lyset af et århundredes erfaringer, som hverken Marx eller Engels eller nogen af de andre teoretiske tænkere havde forestillet sig.

For det første er det økologiske spørgsmål. Marx havde en kritik af en abstrakt opfattelse af lineær fremskridt (på de indledende sider af Grundrisse), og han har argumenteret for, at ethvert fremskridt, der er opnået indenf or rammerne af kapitalismens sociale relationer, har en bagside af ødelæggelse og tilbageslag (i Kapitalem om landbrug). Men hverken han, Engels, Lenin eller Trotsky indarbejdede begreber om tærskler og grænser. Logikken i deres polemik mod den reaktionære malthusianske (efter samfundsforskeren Robert Malthus, som især er kendt for sin lære om , at befolkningstilvæksten må begrænses, red) strømning, forledte dem til at gamble med overflod som løsningen på verdens problemer. Udviklingen af naturvidenskabelig viden har gjort os bevidste om farerne for uoprettelige skader. I dag ved ingen, om de skader, der er påført økosystemet, biodiversiteten og klimabalancen nogensinde kan blive genoprettet. Så vi må justere for en vis del prometeusiansk arrogance og genopfriske det – som Marx påpegede i Parisermanuskriptet fra 1844, at samtidig med, at mennesket er et "menneskeligt naturligt væsen", er det først og fremmest et naturligt væsen og derfor afhængig af sin økologiske niche. På samme måde, som den marxistiske kritik nu er beriget med arbejde udført på andre forskningsfelter (som den, der er udført af Nicola Georgescu-Roegen), har vi også i de seneste år set markante arbejder om "social økologi" inspireret af marxistisk kritik (John Bellamy-Forster i USA, Jean-Marie Harribey og Michael Husson i Frankrig og mange andre).

Det næste, som jeg synes er vigtigt, er at overveje konsekvenserne af de ændringer, der er på vej i de rumlige og tidsmæssige vilkår, indenfor hvilken politikken udfolder sig. Der eksisterer en omfattende teoretisk litteratur på spørgsmålet om tid, både om økonomisk tid (cyklus, kapital omsætning, sociale indikatorer, osv.) og forskellene mellem forskellige kategorier af social tid (eller hvad Marx selv kalder "modtid"/"contretemps" og som Bloch kalder "ikke-samtidighed"/"non-contemporaneity") – det vil sige mellem politisk tid, juridisk tid og æstetisk tid, en liste, hvor vi nu må tilføje den længervarende kategori økologisk tid. På den anden side, har den sociale produktion af social rum – bortset fra Henri Lefebvres pionerarbejde – påkaldt sig meget mindre teoretisk opmærksomhed. Og nu skaber globaliseringen en reorganisering af de rumlige hierarkier, af omfordeling af magtens størrelse og nye former for ulige og kombineret udvikling. David Harvey har vist, at Marx gjorde interessante afstikkere ind på disse områder. Og han arbejdede videre med relevansen af Marx’s arbejder for at forstå nutidige former for imperialistisk dominans. Selv om det var langt fra, at der blev skabt et imperiets homogene "glatte rum" (som Toni Negri ville have det), så havde disse former sikret og udnyttet den ulige udvikling af en yderligere kapitalakkumulation.

Et tredje større emne handler om arbejdet og dets forvandling – både med hensyn til teknikker til styring af arbejdskraften, blandt andet mekanisering, og med hensyn til ændringer i forholdet mellem intellektuelt arbejde og manuelt arbejde. Erfaringerne fra det 20. århundrede har vist os, at formelle ændringer af ejendomsforholdene ikke er nok til fjerne fremmedgørelsen i og gennem arbejde. Nogen har udledt heraf, at løsningen så skal findes i "slut med arbejde" eller i et skred (eller flugt) fra nødvendighedens rige. Der er en dobbeltsidig forståelse af arbejdsbegrebet i Marx’ skrifter. Den ene er en bred antropologisk forståelse, som angiver ændrings-relationen (eller "metabolismen") mellem naturen og de menneskelige væsner. Den anden er mere specifik eller snæver, og forstår arbejde som tvunget arbejde, og især den form for betalt arbejde, der finder sted i et kapitalistisk samfund. I forhold til denne snævre definition både kan og skal vi sigte efter at befri arbejdet, befri os selv fra arbejdet, og socialisere indtægten med et perspektiv om, at lønformen visner væk. men vi kan ikke eliminere "arbejde" (selv hvis vi gav det et andet navn), fordi det repræsenterer den aktivitet, der drejer sig om tilegnelse og omdannelse af et givet naturligt miljø. Derfor handler det om at forestille sig, hvordan denne aktivitet kan blive kreativ, for det er højst tvivlsomt, at et liv kan være frit og tilfredsstillende, når arbejdet i sig selv er fremmedgjort.

Et fjerde større spørgsmål ville være spørgsmålet om strategien (eller strategierne) for at forandre verden. Efter det korte øjeblik med eufori og beruselse, der fulgte efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud, mistede det frie markeds løfter hurtigt troværdighed. Hver eneste dag giver eksempler på graden af social og miljømæssig ødelæggelse, som er resultatet af den "uforfalskede" markedskonkurrence. Situationen med permanent krig og undtagelsestilstand er nærmere den logiske bagside af denne historiske krise. Fremkomsten af antiglobaliserings-bevægelser er et udtryk for anerkendelsen af sammenbruddet: Verden er ikke til salg, verden er ikke en vare og så videre. Mindre end 15 år efter kapitalens forventede definitive triumf (Fukuyamas berømte " historiens afslutning") er den ide nu udbredt, at den nuværende kapitalistiske verden er umenneskelig og uacceptabel. Men på samme tid er der alvorlig tvivl om, hvordan den skal kunne forandres på en måde, der ikke gentager det 20. århundredes fejltagelser og dets karikatur af socialismen. Uden at kaste det centrale i klassekampen over bord, fra vores forståelse af systemets modsætninger, bliver vores opgave at gennemtænke mangfoldigheden af disse modsætninger, deres bevægelser og kræfter, at gennemtænke alliancer, gennemtænke samspillet af sociale og politiske sfærer uden at blande dem sammen, at vende tilbage til det ufærdige arbejde med begreberne hegemoni og enhedsfront fra debatterne i Tredje Internationale og i Gramscis Fængselsoptegnelser, og gå dybere ind i vores forståelse af forholdet mellem politisk borgerskab og socialt borgerskab. Det er en kæmpe forpligtigelse, der kun kan bringes fremad med hjælp fra erfaringer fra nye kampe og organiseringer.

Det betyder – og det er allerede indeholdt i det forrige punkt – at beskæftige sig med omfanget af fænomenet bureaukrati i det moderne samfund og dets dybe rødder i den sociale arbejdsdeling. En overfladisk opfattelse er, at bureaukrati kun findes i kulturelt tilbagestående samfund, eller at det stammer fra bestemte organisatoriske former (som f.eks. politiske "partier"). Men i virkeligheden er det sådan, at jo mere social udvikling, jo større variation af bureaukratiske former skaber de: statsbureaukratier, administrative bureaukratier, og bureaukratier af viden og ekspertise. Sociale bevægelsers organisationer (f.eks. fagforeninger og NGO’er) er ikke mindre bureaukratiske end partier. Tværtimod kan partier (og det gør ikke nogen forskel, om du kalder dem partier, bevægelser eller organisationer) blive redskaber for kollektiv modstand mod finansiel korruption og medløberiet i medierne (for mediebureaukrati er også en ny form for bureaukratisering). Derfor er det blevet afgørende at gennemtænke, på hvilke måder magt og politikker kan blive afprofessionaliseret; at begrænse antallet af valgte embeder, som en enkelt person kan have på samme tid, at fjerne materielle og moralske privilegier, og at sørge for en rotationsordning af mennesker i ansvarlige poster. Der er ingen ufejlbarlig modgift; og dette er kun forholdsregler, der kan opspore og begrænse de bureaukratiske tendenser. Virkelige langtidsholdbare løsninger kræver en radikal ændring af arbejdsdelingen og en drastisk nedsættelse af den tvungne arbejdstid.

Marx og den marxistiske tradition har en rigdom af (ofte kun lidt kendte eller glemte) ressourcer for dem, der arbejder med disse spørgsmål. Men der kan også findes vigtige intellektuelle redskaber indenfor andre retninger af kritisk tænkning – det være sig økonomi, sociologi, økologi, kønsforskning, postkoloniale studier eller psykoanalyse. Hvis vi vil bevæge os fremad, må vi gå i lag med Freud, Foucault, Bourdieu og mange andre.

Hvem har – efter din mening – været de største marxistiske tænkere i de seneste årtier, og hvad har de bidraget med i udviklingen af marxismen?

Det ville være meningsløst at tildele et hædersbevis for den bedste marxistiske tænkning eller opstille en top-ti. For takket være socialiseringen af det intellektuelle arbejde og den generelle højnelse af kulturniveauet, eksisterer der ikke rigtig nogen "tankemester” eller "intellektuelt fyrtårn" (som folk som Sartre og Lukacs stadig kunne kaldes på deres tid). Og det er faktisk en god ting – et tegn på demokratiseringen af det intellektuelle liv og den demokratiske debat. Det gør det vanskeligt og tilfældigt at sammensætte en liste over de største personligheder i dag. Samtidig er der et meget bredere område af arbejde og forskning, der er inspireret af Marx og marxisme på en lang række felter og fag, fra lingvistik til økonomi, for ikke at nævne psykologi, historie, geografi og så videre. Man ville være nødt til at opregne en liste med dusinvis af navne, og være nødt til – i mange tilfælde, at specificere hvilket område personen er ekspert på. For mens drømmen om den "totale intellektuelle" sandsynligvis er blevet en illusion, har den "kollektive intellektuelle" vundet frem i samme proces.

Der er en anden grund, som gør det vanskeligt at give et detaljeret svar på jeres spørgsmål. Når I opregner en håndfuld større personligheder fra den socialistiske og kommunistiske bevægelses historie – Marx, Engels, Kautsky, Pannekoek, Jaurès, Rosa Luxemburg, Lenin, Trotsky, Bukharin, Gramsci – vil I hurtigt opdage, at de alle var "organiske intellektuelle" med basis i de sociale bevægelser. De var politiske aktivister, der forenede teori og praksis. Den verdensomfattende stalinistiske reaktion og arbejderbevægelsens nederlag skabte en varig adskillelse mellem teori og praksis. Dette spørgsmål var kernen i en lille bog, som Perry Anderson skrev om "Vestens Marxisme" i 1970’erne. For at bevare deres tankefrihed og teoretiske aktiviteter fastholdt de intellektuelle – med nogle få prisværdige undtagelser – en sikker afstand til politisk engagement; og når de valgte det politiske engagements vej, måtte de tit ofre deres samvittighed og teoretiske arbejde. Historien om forholdet mellem de franske intellektuelle og den kommunistiske bevægelse er en fortælling om denne tragedie. Det var det, der skete med Paul Nizan, Henri Lefebvre, surrealisten Pierre Naville, Aragon og mange af "rejsekammeraterne". I 1960’erne gik Althusser så langt som til at teoretisere over en skarp arbejdsdeling mellem teori og praksis, ud fra et synspunkt om at befri den teoretiske forskning fra partiets formynderskab og ortodoksi.

I dag må vi håbe, at vi er kommet ud af denne mørke periode. Bevægelsen for global retfærdighed er en mulighed for igen at skabe et samspil mellem de sociale bevægelser og en levende teoretisk forskning – befriet fra partibindinger og censur. Det er en mulighed, vi ikke må gå glip af.

Kan du fortælle os om din holdning til spørgsmålet om dialektikkens rolle i marxistisk teori?

Dette spørgsmål er for omfattende og har været emne for alt for mange diskussioner, til at vi kan løse det i et kort svar på et kort spørgsmål. Jeg bliver nødt til at begrænse mig til nogle generelle kommentarer. I det 19.århundrede havde tyskere , italienere og endnu mere russere brug for dialektisk kritik for at opnå deres nationale og sociale frigørelse. I samme periode, efter begivenhederne i 1848 og Kommunen, gjorde franske konservative ideologer alt, hvad de kunne for at rense landet for dialektisk kritik. I Frankrig havde ."undergrunds-materialismen" – som Althusser så elegant henviser til i sine afsluttende skrifter – lidt nederlag, allerede inden Marx viste sig på scenen. Fra begyndelsen havde Guesdes og Lafargues "skjulte marxisme" et strøg af positivisme. Det var vanskeligt for denne udgave af marxismen at skifte fra en klassifikatorisk logik baseret på definitioner, til en dynamisk (dialektisk) logik baseret på den slags bestemmelser, som Marx anvendte så fremragende i Kapitalen. I sin mest snævre form forlængede strukturalismen, der var moderne i 1960’erne, effektivt denne undertrykte måde at tænke på – ved at tage stivnede strukturer som sit studieobjekt, og sætte begivenheder og subjektivitet til side. Strukturalismen så på systemer løsrevet fra historiske sammenhænge – som om det afspejlede det faktum, at det var blevet mere og mere smerteligt at tænke på århundredets historie.

Den ortodokse marxisme – der blev gjort til officiel statslig doktrin i 1930’erne af det sejrende stalinistiske bureaukrati – dogmatiserede og kanoniserede marxismen. Det var det andet mord på dialektikken, en slags Thermidor på det teoretiske område, hvor præmisserne stod klart efter fordømmelsen af psykoanalyse og surrealisme på den dystre Kharkov-kongres i 1930. Stalins udødelige pamflet "Dialektisk og Historisk Materialisme" mejslede denne doktrin i sten. "Dialektikken" blev nu en formel meta-logik, en statslig spidsfindighed, der gjaldt til alle tider og især til at nedbryde mennesker. Den kritiske bevidstheds dialektik (som hos Lukacs og Korsch) var på tilbagetog overfor kravet om "statens interesser".

Denne reaktion indenfor det teoretiske område blev kombineret med en anden proces især i Frankrig. Under det (i et vist omfang legitime) påskud af at forsvare rationalisme og oplysning mod mystiske tanker, en slags folkefront indenfor filosofien, der supplerede den politiske folkefront, som var en antifascistisk alliance under borgerskabets ledelse. Denne undskyldning for en ikke-dialektisk fornuft, var også en posthum sejr for Descartes’ hellige metode mod dialektikeren Pascals metode. Lukacs gik i kødet på hans kritikere, frem til og med 1926, hvor han i det essay, der er blevet genfundet for nylig, forsvarer sit værk Historien og Klassebevidstheden og dets ideer om spontanitet og bevidsthed. Og han gik videre og forfattede andenrangsbogen "Ødelæggelsen af Fornuften" (der først blev udgivet efter krigen). Den bureaukratiske kontrarevolutions sejr krævede en "ja-nej"- logik i tråd med princippet: "Hvis du ikke er med os, er du imod os". Der var ingen mulighed for kampe – selv ikke asymmetriske – på to fronter. Logikken med at skræmme og true folk, gjorde enorm politik skade (under Sovjetunionens invasion af Ungarn og Tjekkoslovakiet, undtagelseslovene in Polen, og endnu engang i 1980’erne under invasionen af Afghanistan).

Vi er måske vidne til en genfødsel af den dialektiske tanke? Det ville være et velkomment tegn på, at vinden er ved at vende, og at det at arbejde med negationer og modsætninger igen bliver styrket i forhold til kommunikationsstrategien, hentet fra reklameverdenen, om at vi for enhver pris skal "tænke positivt" eller retorikken om konsensus og generel enighed.

Den første grund er historisk. Som følge af det sidste århundredes tragedier kan vi ikke længere boltre os i smult vand med evigt fremskridt, mens vi ignorerer den voldsomme skift mellem fremskridt og katastrofe. Det er i endnu højere grad blevet tilfældet med den usikre forandring af verden, som vi har været vidne til de seneste 20 år. Dette behov for dialektik bliver også udtrykt i behovet for en kritisk økologi, der evner at intervenere på to fronter – imod den markedsstyrede globaliserings lyksalige mangfoldighed, men også imod den "dybe" økologis dommedags-tilbøjeligheder.

Der er også sket en fornyelse af den dialektiske logik i lyset af videnskabelige kontroverser omkring deterministisk kaos, systemteorier, holistiske og kompleks kausalitet, livets logik og den opstående orden. Forudsat at vi bevæger os med forsigtighed, når vi bevæger os mellem et område og et andet, rejser det behovet for en fornyet dialog mellem forskellige forskningsfelter og en fornyet afprøvning af den dialektiske logik.

Der er et presserende behov for at gennemtænke globaliseringen og ændringerne af den internationale orden ud fra en helhedsopfattelse – for at forstå de nye fortalere for den moderne imperialisme, og for at gribe politisk ind i den udvikling, der kombinerer mere ulighed og mere fattigdom på kloden, end vi nogensinde har set før.

Der er et presserende behov for at gennemtænke århundredet ud fra en usammenhængende rum-tidopfattelse, som er en social konstruktion, og at begrebssætte et særligt politisk tidsbegreb – af ikke-samtidighed og mod-tider – i stedet for bare dovent at tænke på historie ud fra en lineær kronologisk kategori af "post" og "pre" (f.eks. post-kapitalisme, post-kommunisme osv.)

Der er et presserende behov for at tænke på, hvad et ægte fremskridt vil sige ud fra en udviklingssynsvinkel – i modsætning til en akkumulations-synsvinkel og "vækst-uden-udvikling" som Lefebre korrekt kritiserede i sin tid.

Endelig har optøningen af den kolde krig, og det komplekse sammenspil af talrige konflikter tvunget folk til at træde ud af valget mellem to lejre, hvor hver lejr var domineret af én superstat, og at genintroducere "den udelukkede tredje vej", som en alternativ strategisk placering i konflikter som dem, vi har set på Balkan og i den Persiske Golf.

Hvis denne aktualitet af den dialektiske tænkning bliver bekræftet, må vi før eller siden forvente (og blive glade for) udgivelsen af en "Dialektikkens Sorte Bog" på linje med "Kommunismens Sorte Bog" og "Psykoanalysens Sorte Bog", der er udkommet de senere år. Det ville betyde, at den antagonistiske polarisering ikke er blevet neutraliseret eller opløst i en "opposition ikke af modsætninger, men af sammenhæng". Det ville være et tilbageslag for en fait accompli’ets fetichisme og den måde, det fortrænger det mulige til fordel for en forarmet realitet. Det ville betyde, at "filosofien om nej", arbejdet med negationen, totalitetssynet, og de uforudsigelige "spring", som Lenin berømmer i sine noter i marginen til Hegels "Logikkens Videnskab", ikke er blevet fuldstændigt passiviseret.

For det er selve revolutionen, der er det ultimative mål for disse angreb på dialektikken. Lukacs om "Historie og Klassebevidsthed" (1923) og ”Lenin: The Unity af his Thought” (1924) forstod det udmærket. Selvfølgelig – for disse arbejder blev skrevet midt under stormen – under årene med krise, der som sædvanlig er en tid med dialektisk intensitet.

I 1990’erne var det et udbredt synspunkt, at modsætningen mellem arbejde og kapital ikke længere var hovedkonflikten i nutidens samfund. Er du enig i det synspunkt?

Der er mange måder at se på det spørgsmål. Det vidt udbredte synspunkt, du beskriver, byggede ofte på en tolkning af sociologiske ændringer og i den iagttagelse, at de udviklede lande havde oplevet en relativ nedgang i andelen af det industrielle proletariat blandt den aktive befolkning. Denne nedgang er reel (i Frankrig, er den andel faldet fra 33 til 25 procent), men vi taler stadig om 25 procent af den aktive befolkning, og på verdensplan er det urbane proletariat faktisk vokset i størrelse.

Indtrykket af at proletariatet er gået tilbage eller endog forsvundet, bliver ofte næret af en restriktiv og somme tider arbejderistisk definition af sociale klasser, på baggrund af bestemte sociologiske kategorier. Men for Marx var det ikke et spørgsmål om en positivistisk sociologi om klasser, men om en dynamisk social relation – fordi klasser kun eksisterer i kamp. Hvis man ser på ejendomsretten til produktionsmidlerne, eller på den måde og det niveau, de ansatte aflønnes på, eller hvor de er placeret i den sociale arbejdsdeling, så er det store flertal af arbejdere i den såkaldte tredje sektor (servicesektor, red) (inklusiv et stadigt stigende antal kvinder) proletarer ud fra den oprindelige betydning, som Marx tillagde begrebet. I 1848 var det proletariat, der blev diskuteret i "Klassekampen i Frankrig", ikke industriarbejdere, men var ansat i noget der mere mindede om værksteds-lignende håndværk. Derfor kan en svækkelse af klasseorganisering og klassebevidsthed (som resultat af politiske og sociale nederlag) nemt forveksles med en uafvendelig nedgang i klassekampen. Det vil sige, at vi må holde fokus på de forhindringer, der nu eksisterer for arbejderklasseorganisering og -bevidsthed: Privatisering og individualisering af det sociale liv, fleksibilitet i arbejdet, individualisering af arbejdstiden og betalingsformer, presset fra arbejdsløsheden og job-usikkerheden, spredning af industrien og ændringer i produktionens organisering, for bare at nævne nogle få.

Forholdet mellem arbejde og kapital er stadig en central relation indenfor moderne samfund. På den anden side ville jeg ikke bruge udtrykket "hovedkonflikt", fordi det tenderer mod at reducere de andre modsætninger til en underordnet placering. Der er nærmere tale om en række af modsætninger, som ikke falder ind i den samme tidsmæssige ramme (den samme historiske målestok), men som er tæt sammenknyttet (eller "overdetermineret" af kapitalens herskende logik, for at låne en term fra Althussers leksikon): køns- (eller seksuelle) relationer, forholdet mellem naturen og det menneskelige samfund, og forholdet mellem individet og det kollektive. Det virkelige problem er, hvordan disse modsætninger knyttes sammen.

Hvorfor samler fagforeninger, feministiske bevægelser, miljøgrupper og kulturelle bevægelser sig så spontant ved de Sociale Fora? Fordi den altoverskyggende, samlende kraft for alle disse forskellige modsætninger er kapitalen selv. – og den generaliserede "markedsgørelse", der gennemsyrer alle de sociale relationer. Men denne samling må ske, så den respekterer de forskellige bevægelsers egenart.

Derudover er det er et element af ideologisk kamp i spørgsmålet. Man kan være enig med sociologer som Bourdieu, når de siger at sociale relationer ikke bare bliver hentet fra deres naturtilstand, men bliver opbygget gennem repræsentationer. Men ikke desto mindre må disse repræsentationer stadig bygge på noget virkeligt. Der er vægtige argumenter – både teoretiske og praktiske – for at repræsentere socialt liv i klassetermer. Det er faktisk ret slående, at mens mennesker ofte spekulerer over proletariatets eksistens, har de aldrig sådanne tvivl , når det drejer sig om eksistensen af arbejdsgiverne og borgerskabet. Man kan bare undersøge fordelingen af profit og økonomisk udbytte for at bevise, at de virkelig eksisterer! Der er en klar hensigt forbundet med denne insisteren på klassekampens aktualitet: Det drejer sig om at opbygge en solidaritet på tværs af forskelle i race, nationalitet, religion osv. En opblussen af stammemæssige og etniske stridigheder, religiøse krige og lokale konflikter venter dem, der nu vælger at afvise klassekampe fra deres tilgang til vor tids store problemer. Men dette gigantiske tilbageskridt er sandelig allerede på vej i verden af i dag.

Internationaliseringen af klassekampen er allerede det materielle (og ikke bare moralske) grundlag for internationalismen, som de undertryktes svar på den markedsstyrede globalisering,.

På hvilke områder ser du i dag, at marxistisk teori og sociale massebevægelser nærmer sig hinanden?

Jeg tror, at i dens kerne ("kritikken af den politiske økonomi" og kapitalakkumulationen) er marxistisk teori stadig det mest effektive redskab til til at tackle det frie markeds globalisering og konsekvenserne heraf. Som jeg allerede har sagt, udspringer relevansen eller aktualiteten fra kapitalen selv. Rent faktisk er de fleste sociale bevægelser inspirerede af marxistisk teori, hvad enten de er klar over det eller ej. I sin tid pegede historikeren Fernand Braudel på, i hvor høj grad marxismens kritiske kategorier have præget vores viden om den moderne verden selv blandt marxismens kritikere. I 1993 – der ikke ligefrem var en glansperiode for marxistisk teori! – sammenfattede filosoffen Jacques Derrida marxismens fortsatte relevans med følgende formulering: "Ingen fremtid uden Marx". Med, imod eller hinsides – men ikke "uden"! Den marxistiske teori alene er ikke nok til at få en forståelse af det moderne samfund, men det er et nødvendigt element i ethvert forsøg på at opnå det. Det paradoksale er, at frimarkeds ideologerne, der siger, at Marx er "stendød" – passé, forældet og umoderne – ikke kan finde på noget bedre end at foreslå en tilbagevenden til de klassiske økonomer og den politiske filosofi fra det 17. århundrede, og til Tocqueville.

Marx var da helt klart et produkt af sin tid, han delte en række af datidens forestillinger om videnskab og fremskridt. Men på grund af karakteren af det objekt, han påtog sig at kritisere …. – kapitalens akkumulation og dens logik – gik han ud over sin tid og forudså vores tid. Det er i denne forstand, han stadig hører til vores tid – langt yngre og langt mere stimulerende end alle disse pseudo-fornyelser, der er forældede dagen efter, de kommer frem.

Hvad er din mening om nutidens bredere socialistiske bevægelser, og den kendsgerning, at de – i modsætning til de politiske partier – ser ud til at være bedre rustet til at støtte kampen mod kapitalismen? Hvilke tanker gør du dig om partiernes fremtid som sådan, og som elementer i at opbygge en international organisation?

Vi må først blive enige om om, hvad vi mener med "brede socialistiske bevægelser". Vi befinder os sandsynligvis kun ved begyndelsen af en teoretisk og praktisk genopbygning af frigørelses-bevægelser, efter et århundrede med forfærdelige tragedier og nederlag. På en måde føles det somme tider, som om vi skal starte forfra – helt fra bunden. Et parti som Arbejderpartiet i Brasilien (PT) – der blev født i begyndelsen af 1980’erne, på den tid, hvor militærdiktaturet faldt, og som er et resultat af 1970’ernes hastige industrialisering – var på det tidspunkt sammenlignelig med det store Tysklands Socialdemokratiske Parti (SPD) før Første Verdenskrig. Det havde den samme massekarakter, og en lige så stor ideologisk spredning i partiet. Men vi er nu i begyndelsen af det 21.århundrede, og der er ingen mulighed for at undgå konsekvenserne fra det 20. århundrede. På mindre end et kvart århundrede har PT gennemløbet en proces med accelereret bureaukratisering og er blevet fanget i den moderne periodes net af modsætninger, blandt andet i forholdet mellem de økonomiske og politiske kræfter, og Latinamerikas placering i reorganiseringen af en imperialistisk dominans.

Når det drejer sig om at organisere modstand og oppositionel kamp, ser sociale bevægelser til at begynde med ud til være mere effektive og konkrete end parti-lignende organisationer. Deres fremvækst signalerer begyndelsen på en ny fase af erfaringer, uden hvilken intet ville være muligt. Men Marx kritiserede alligevel sine samtidige for deres "politiske illusioner" – som samlede sig omkring troen på, at sikringen af civile og demokratiske rettigheder var det ypperste i menneskelig frigørelse. På samme måde står vi i dag overfor en "social illusion", der tager det for givet, at der ikke skulle være noget politisk alternativ, og at vi til evig tid er dømt til at kæmpe mod frimarkeds-kapitalismen. Det er den venstreorienterede version af "historiens afslutning". Alligevel er den kapitalistiske krise så grundlæggende – og den trussel, den rummer mod menneskehedens og planetens fremtid så alvorlig – at der er et presserende behov for et alternativ, på niveau med de interesser, der er involveret.

Her støder vi på spørgsmålene om politisk projekt og strategi – og på de kræfter, der målrettet arbejder med dette perspektiv. Enten kæmper vi alvorligt for sådan et alternativ, eller vi slår os til tåls med at lægge pres på de eksisterende social-liberale kræfter og "afbalancerende" venstrekræfter, der bliver mindre og mindre venstreorienterede. Sidstnævnte tilgang er en opskrift på, hvordan man dynger demoralisering ovenpå demoralisering. Hvis man skal opbygge et virkeligt alternativ, kræver det tålmodighed, overbevisning og fasthed uden at blive sekterisk. Uden disse egenskaber bliver vi forkrøblet af meningsløse satsninger foretaget i realismens navn – og med tilbagevendende skuffelser. Det bliver et langt sejt træk, for den skrænt, vi skal kravle op ad, er stejl og farlig.

Med hensyn til at genopbygge en international bevægelse, står vi overfor en endnu større opgave. Nogen sammenligner nutidens bevægelse for en anden verden – bevægelsen for global retfærdighed – med Første Internationales første tid. Det var en ret løs samling af fagforeninger, sociale bevægeler og politiske strømninger. Der er noget om det. Og en positiv side af den kapitalistiske globalisering er, at den opmuntre til et internationalt samarbejde mellem bevægelser (på samme måde som det 19.århundredes verdensmarkeder gav anledning til de møder, der lagde grunden til Første Internationales fødsel).

Men der er en forskel. Her kan vi igen se de vedvarende konsekvenser af det 20. århundrede. De politiske opdelinger og strømninger, der blev skabt af den erfaring, vil ikke forsvinde fra den ene dag til den anden. Vi kan ikke bare trykke på genstartknappen. Det er derfor, at samarbejder og møder som de Sociale Fora er positive og nødvendige. Ingen kan forudsige, hvad der vil komme ud af dem. Det kommer til at afhænge af de kampe og politiske erfaringer, der er i fremgang lige nu – som i Latinamerika eller Mellemøsten. Starten på genopbygningsperioden er langt fra forbi. Der er yderligere muligheder for den proces i Asien og Afrika. Men vilkårene for – og beviset på – bevægelsens modenhed vil blive dens evne til at fastholde enhed i handling og endog vokse – uden at sætte grænser for, eller øve censur mod den nødvendige politiske debat. Men det er tydeligt, at modstandens indledende fase – det jeg kalder et "utopisk øjeblik" med en parallel til den begyndende socialistiske bevægelse i 1830erne og 1840erne – nærmer sig nu sin afslutning.

Udtrykket "forandre verden uden at tage magten" tændte en gnist af interesse (især i Latinamerika, men ikke kun der), men faldt ret hurtigt i unåde. Det skete, fordi opgaven i dag er at tage magten for at forandre verden. I Latinamerika ville det være svært at forestille sig, at man afholdt et Socialt Forum, der undgik spørgsmål af politisk karakter og nægtede at lave en status på erfaringerne fra Brasilien, Venezuela, Bolivia og Cuba (!). Og det er vanskeligt at forestille sig et Europæisk Socialt Forum, der ikke diskuterede behovet for et europæisk alternativ til den Europæiske Union med dens neoliberale og imperialistiske dagsorden.

Som sådan er der ingen modsætning mellem at at bidrage til disse brede bevægelser, samtidig med at man forsvarer projektet med en politisk strømning med sin egen historie og sine egne organisatoriske strukturer. Tværtimod er sådan en holdning et perfekt bidrag til bevægelser, der samler forskellige kræfter – og det er en forudsætning for at nå til klarhed og respekt i bevægelserne. Strømninger, der forsøger at skjule deres politiske identitet i det offentlige rum, bliver altid de mest manipulerende. Hvis det er sandt, hvad en fransk filosof sagde om, at der ikke er nogen blanke tavler i politik – og om "altid at begynde igen fra midten" , så skulle vi altid være i stand til at velkomme nye udviklinger uden at tabe tråden fra det, vi allerede har lært.

Kan marxistisk filosofi eksistere på borgerlige universiteter? Kan du fortælle os om dine erfaringer med det? Hvordan kan borgerskabet tolerere, at marxismen er til stede på universitetet – som jo er et af deres ideologiske apparater?

Det er et spørgsmål om magtforholdene i samfundet. Uddannelsesområdet er ikke et lukket område, der er afskåret fra de sociale modsætninger. Det er i virkeligheden en af farerne ved en analyse, der bygger på "statens ideologiske apparater". Det giver indtryk af, at det bare er tandhjul i det statsmaskineri, som borgerskabet dominerer. Faktisk spiller skoler og universiteter en dobbelt rolle – til reproduktion af den herskende sociale orden, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men også som formidler af og til skabelse af viden. Disse institutioner er derfor indvævet i magtrelationerne. Både før og efter 1968 var marxismen ret indflydelsesrig på de franske universiteter ( selv om vi ikke skal overdrive det, eller bilde os ind, at der var en "marxismens gyldne tidsalder" i Frankrig). Der var virkelig plads til frihed til undervisning og eksperimenter.

Men sådanne relative sejre er ikke umistelige. Siden det frie markeds modoffensiv i 1980’erne er den akademiske "normaltilstand" og den pædagogiske orden stort set blevet genoprettet. Det kan ses af læseplaner, karaktersystemer og universiteternes budgetstyring. Men der er levnet noget plads. For eksempel har jeg fuld frihed til at opslå mine undervisningskurser hvert år. I år underviser jeg igen på et forløb i læsning af Kapitalen(det har jeg ikke gjort i 15 år). Jeg har et andet forløb om global opvarmning og den permanente undtagelsestilstand. Og et andet om filosofier om globalisering og international lov. Problemet er, at den "marxistiske generation" fra 1960’erne (det er en forenkling, fordi det var aldrig mere end et betragteligt mindretal) er på vej væk. Den yngre generation har lært kritisk tænkning gennem Foucault, Bourdieu og Deleuze – og det er godt nok, bortset fra at der er færre og færre mennesker tilbage til at videreføre den marxistiske arv.

Det er åbenlyst, at den relative frihed, der er på universiteterne, afhænger direkte af de sociale styrkeforhold udenfor murene. Lige så snart tingene ændrer sig til det værre i det større samfund, og de sociale bevægelser lider nederlag, kan du mærke virkningerne på universiteterne. Men det er en kamp, der skal kæmpes både indenfor og udenfor universitetet, fordi det også er muligt at skabe uofficielle kanaler for offentlig og bevægelsesbaseret uddannelse.

Paris, den 29. december 2006.

(oversat fra fransk af Nathan Rao til webmagasinet International Viewpoint)
Oversat fra engelsk af Martin Mørch

Daniel Bensaid (1946-2010) var en af Frankrigs mest prominente marxistiske filosoffer og skrev omfattende herom og om andre emner. Han var i mange år et ledende medlem af LCR (den franske sektion af Fjerde Internationale) og derefter af NPA. Han var også medlem af den centrale ledelse af Fjerde Internationale, og har især fulgt udviklingen i Latinamerika, særlig i Brasilien – i 1970- 1990’erne.

Opslået i Teori

single.php