De mest konsekvent revolutionære er nødt til at organisere sig for at kunne udgøre en ledelse, som kan kæmpe for, at perspektivet om en magtovertagelse bliver sat på dagsordenen.

 

I den verdensomspændende bevægelse for social retfærdighed er der mange unge mennesker, der bliver tiltrukket af anarkistiske ideer – også selv om de ikke nødvendigvis kalder sig selv anarkister. Anarkister går tilsyneladende ind for de samme ting som os: Et klasseløst samfund, et selvorganiseret og selvforvaltet samfund – det, som vi ofte sammenfatter med begrebet arbejdermagt. Lige som os siger mange anarkister, at de går ind for revolution. Ingen chefer, intet politi, social lighed, ingen rige og ingen atombomber. Mennesker i stedet for profit!

Partiet
Hvis vi går ind for de samme mål, som de gør, hvad er så forskellen? Hvor ligger uenigheden mellem marxister og anarkister? Der er to grundliggende forskelle. Det første spørgsmål er partiet og det anden er staten.

Anarkister er modstandere af at danne et politisk parti. Vi siger derimod, at arbejderklassen har brug for et politisk parti, som kan føre an i kampen mod kapitalismen. Hvorfor insisterer vi på dannelsen af et revolutionært politisk parti? Lad os kaste et blik på, hvad der skete i Rusland i 1917. De ødelæggende virkninger af verdenskrigen havde fået millioner af arbejdere til at hade den russiske stat og kapitalisterne. Millioner af bønder, der stadig levede under halvfeudale forhold, krævede nu jord og frihed.

Under og lige efter den første revolution i februar 1917 dannede arbejderne deres egne organisationer i et forsøg på at regere – de blev kaldt sovjetter. Men en pro-kapitalistisk regering, den Provisoriske Regering, fortsatte med at eksistere. Mellem februar og oktober voksede det mest konsekvente revolutionære parti, bolsjevikkerne, under Lenins ledelse, med titusinder af medlemmer. Dette parti var i stand til at lede sovjetterne frem til at vælte den Provisoriske Regering og overtage magten.

Historien kan fremvise mange eksempler på arbejdernes selvorganisering, på dannelsen af arbejder- og bonderåd. Men der eksisterer normalt mange politiske strømninger inden for disse råd. De mest konsekvent revolutionære er nødt til at organisere sig for at kunne udgøre en ledelse, som kan kæmpe for, at perspektivet om en magtovertagelse bliver sat på dagsordenen.

Anarkister med i regering
Et andet eksempel er Spanien i 1936-37. Da fascisterne ved hjælp af hæren forsøgte at gribe magten, dannede arbejderne deres egne råd. I Katalonien, med centrum i Barcelona, kollektiviserede arbejderne virksomhederne og styrede dem selv. Men på den anti-fascistiske side var der også pro-kapitalistiske partier, som med støtte fra det stalinistiske Kommunistiske Parti, sagde: Vi er nødt til at bekæmpe fascisterne først, spørgsmålet om socialismen må vente til senere.

I Katalonien blev der dannet en folkefrontsregering sammen med pro-kapitalistiske partier. Anarkisterne i CNT, verdens største anarkistiske organisation, indtrådte i regeringen! De afslørede en fuldstændig forvirring omkring magtspørgsmålet. Ligesom kommunisterne forstod de ikke, at den bedste måde til at slå fascisterne var at gennemføre revolutionen, således at opbakningen til fascisterne blandt folkemasserne ude på landet ville blive nedbrudt. Og der eksisterede ikke en konsekvent revolutionær kraft, som kunne udgøre en alternativ ledelse.

Er ledelse autoritært?
Er ideen om ledelse ikke autoritær og bureaukratisk? Det er en af de centrale på stande fra anarkisterne. Vi afviser enhver form for ledelse, siger de.

Når marxister taler om ledelse, så mener vi ikke en gruppe af særligt begavede personer, som leder bevægelsen; men noget meget mere ligetil og åbenlyst. Når vi deler løbesedler ud, foreslår udtalelser i en fagforening, organiserer en demonstration eller laver en avis, så er vi godt i gang med at lede.

Men vi mener også, at revolutionære – de konsekvente socialister – har behov for at organisere sig, for i fællesskab og på demokratisk vis at finde ud af, hvorledes man bedst kæmper mod arbejdsgiverne, staten og højrefløjen i arbejderbevægelsen.

Dette kan synes at være en selvfølge i en lokal fagforening eller studenterorganisation, men marxister mener at socialister er nødt til at gøre dette landsdækkende og – om muligt – også internationalt. Hvis vi overlader tingene til kun at kunne ske spontant, vil vi begrænse os til at organisere os lokalt. Samtidig kan vi se på, at højrefløjen vinder hver gang, fordi den er organiseret på landsplan (og internationalt). Vi har brug for en landsdækkende koordineret organisation – eller med andre ord et parti.

Er partier udemokratiske?
Det er ikke sandt, at politiske partier altid er udemokratiske og autoritære. Ofte er anarkistiske bevægelser langt mere udemokratiske end socialistiske partier, fordi de mangler de demokratiske procedurer til at træffe flertalsbeslutninger.

I stedet får man strukturløshedens tyranni, hvor de bedste talere (eller de højest råbende!), dem med de bedste uformelle kontakter i forskellige kliker, er i stand til at manipulere og dominere bevægelsen. Når man har en ustruktureret bevægelse, kan ingen stilles til ansvar, der findes ingen regelmæssige valg eller kollektive vurderinger af, hvorvidt beslutninger er blevet udført.

Parlamentet
Anarkister er modstandere af at deltage i valg eller at støtte politiske partier. Da den parlamentariske kapitalisme er udemokratisk, nægter de at deltage. Men det er at lave politisk selvmål. At føre valgkamp eller endog få folk valgt, er en vigtig måde til at spredt vores ideer og afsløre kapitalisterne. Der er ingen modsætning mellem at have socialister i parlamentet og at deltage i udenomsparlamentarisk arbejde.

Socialister har ingen illusioner om kapitalistiske parlamenter. Militærkuppet i Chile i 1973 var et af mange gode eksempler på, at hvis en valgt venstrefløjs regering »går for vidt«, så vil kapitalisterne forsøge at fjerne den med magt. Det, som det handler om, er ikke et venstrefløjsflertal i parlamentet; men om at arbejderne overtager magten gennem deres egne organisationer. Men hvis det sker, hvad sker der så herefter?

Staten
Vi ønsker at afskaffe staten; men det kan ikke ske dagen efter revolutionen. Det system, vi ønsker – en arbejderregering og arbejdermagt – indebærer, at folk selv beslutter på lokalt niveau, hvordan de vil styre deres byer, deres transportsystemer, deres lokalområder og selvfølgelig deres arbejdspladser. Dette vil nødvendiggøre arbejdsplads- og lokalråd, moderne former for sovjetter.

Men sloganet om at tænke og handle lokalt er ikke nok til at udgøre arbejdermagt. De lokale demokratiske institutioner må koordinere og organisere sig på regionalt og nationalt niveau, for at kunne træffe de store beslutninger om, hvordan socialismen opbygges nationalt og internationalt. Anarkisterne er ude af stand til at besvare et afgørende spørgsmål. Fra revolutionens første dag vil arbejdere ved magten stå over for mange fjender både hjemme og udenlands.

En bande bevæbnede mænd

Friedrich Engels, der sammen med Karl Marx grundlagde den moderne socialisme, skrev, at staten grundlæggende var en gruppe bevæbnede mænd (politiet, hæren osv.). En revolution ville kræve vores egne grupper af bevæbnede mænd, arbejdermilitser, som er koordinerede på landsplan, for at holde imperialismen stangen og nedkæmpe forsøg på bevæbnet kontrarevolution.

Hvis aktivister siger, at de er anarkister, bør vi spørge dem, om de er revolutionære eller reformister. Hvis de svarer »revolutionære«, bør vi spørge dem, om de er seriøse. Hvis svaret i begge tilfælde er bekræftende, er der en logisk konklusion.

De har brug for en organisation, demokratisk organiseret, landsdækkende og om muligt international, som forener arbejdere, offentligt ansatte, studenter, hjemmegående, arbejdsløse, pensionister, sorte og hvide mennesker, homo- og heteroseksuelle, unge og gamle omkring et fælles mål og med evnen til at samarbejde om et langsigtet mål for et alternativt samfund – for en revolution: et marxistisk, revolutionært arbejderklasseparti.

Første gang bragt i SI 185, april 2004.

Oversat fra det engelske månedsmagasin Socialist Resistance nr. 13, februar 2004

Opslået i Teori

single.php