Det er nu godt halvfjerds år siden at Anden Verdenskrig sluttede. Da freden kom, søsatte USA den såkaldte Marshallhjælp for at genopbygge det krigshærgede Europa. Anders Hagström forklarer her, hvad der lå bag dette amerikanske tiltag.

Ofte hører man at fattige og ødelagte lande har behov for økonomisk støtte i stil med den amerikanske Marshallhjælp, som Vesteuropa modtog efter Anden Verdenskrig. Men hvad var egentlig denne Marshallhjælp, der har fået en klang af velgørenhed i storskala?

Da Anden Verdenskrig lakkede mod enden, var det blandt de allierede udelukkende USA, der ikke var hærget af krigen. Tværtimod havde krigen ført til et økonomisk opsving for den amerikanske industri. De øvrige allierede havde opbygget en stor gæld til USA. Under krigen havde de kunnet udruste deres hære med amerikansk udrustning via det såkaldte Lend-Lease system (Låne og Leje system, hvor briterne f. eks. udlånte militærbaser til USA).

For at kunne afvikle denne gæld havde disse landes økonomier behov for hurtigt at komme på fode igen. Men krigens ødelæggelser, den lave produktivitet og ikke mindst USA´s teknologiske forspring forhindrede forsøgene på at komme på benene igen. Selv ikke det faktum, at den europæiske arbejdskraft tjente mindre end den amerikanske, var en hjælp, da de amerikanske virksomheders højere produktivitet så rigeligt kompenserede for forskellen mellem lønniveauerne.

I denne situation udlånte USA flere milliarder til de europæiske lande. Sammenlagt udgjorde lånene (samt bidrag) 10,5 mia. dollars mellem 1946 og 1947. Der var dog ikke tale om velgørenhed fra USA´s side, men om selvopholdelsesdrift. Hvis verdenshandelen skulle bryde sammen, ville det få alvorlige konsekvenser for USA´s egen økonomi. Erfaringerne fra depressionen i 1930´erne lå tidsmæssigt så tæt på, at de ikke kunne ignoreres. I virkeligheden var det netop krigen, som havde fået hjulene til at rulle igen og elimineret massearbejdsløsheden, som havde kendetegnet 30´ernes USA.

De vilkår, som lånene blev givet under, var heller ikke specielt generøse. Den britiske Labour-regering, som med stor margin havde vundet valget i 1945 og erstattet den konservative Winston Churchills samlingsregering, blev tvunget til at acceptere, at pundet frit skulle kunne veksles med dollaren, og at der ikke måtte være nogen restriktioner på importen fra USA. USA fik i realiteten vetoret over den britiske økonomi. Selv om lånene var langfristede og derfor blev anset for at give de europæiske lande mulighed for at kunne få deres økonomier på fode igen, inden det blev tid til at begynde tilbagebetalingen, så trak det alligevel ud med at få gang i opsvinget.

Inflationen i USA gjorde den europæiske import af nødvendige maskiner dyrere end ventet. Hertil kom den dårlige høst i 1947, som tvang de europæiske lande til at importere hvede fra USA. Endelig foretrak mange firmaer at investere i USA frem for i deres egne kriseramte lande. Alt dette kunne USA sagtens have levet med. Men der fandtes yderligere et problem, der fik vægtskålen til at tippe over mod kraftfuld indgriben, og det var radikaliseringen af den europæiske arbejderklasse.

Krigen havde skabt udbredte forventninger om dybtgående politiske forandringer og reformer blandt brede grupper. Dette gjaldt ikke blot for de lande som var blevet styret af nazister, fascister og deres kollaboratører (som f.eks. den franske Vichyregering) men også for de sejrende magter. Labour-regeringen var et eksempel herpå, men forventninger om politiske forandringer var ikke mindst kommet til udtryk i en massiv opslutning til kommunistpartierne, der ofte havde spillet en ledende rolle i modstandsbevægelserne, og som desuden blev begunstiget af den enorme prestige, som Sovjetunionen havde tilkæmpet sig gennem sejren over Hitler. I flere lande, som Italien og Frankrig [og i Danmark, o.a.], indgik kommunistpartierne i regeringerne.

Ironisk nok var disse kommunistpartier ikke længere samfundsomstyrtende. De var blevet talerør for Stalins konservativ-bureaukratiske reaktion mod Oktoberrevolutionen, og herigennem var de blevet forvandlet til renlivede agenturer for Kremls politik – hvis ledestjerne ikke længere var at fremme arbejderklassens internationale interesser, men at sikre det bureaukratiske diktatur. Under krigen var de praktisk taget ophørt med at tale om klassekamp og revolution [herhjemme skiftede avisen navn til "Land og Folk", o.a.]. Stalin havde endda i 1943 opløst Kommunistisk Internationale som en utvetydig goodwill-gestus overfor sine kapitalistiske allierede. Nu satsede disse partier på, at alliancen mellem Sovjetunionen og de vestlige allierede skulle bestå.

Men lederne i Vest var ikke parate til at dele magten med endsige tolerere kommunistpartierne, som de nærede mistillid til på grund af disses tidligere historie og det faktum, at de lystrede ordrer fra Moskva. Det hjalp ikke engang, at kommunistpartierne spillede en aktiv rolle i at holde arbejdernes radikalisering tilbage og udviste stor kompromisvillighed. Men problemet var, at det europæiske borgerskab var for svækket til på egen hånd at tage kampen op mod kommunistpartierne, og dermed – hvad store dele af lederne troede – risikere en åben konfrontation med Sovjetunionen.

Spørgsmålet blev sat på spidsen, da Storbritannien i slutningen af februar 1947 meddelte den amerikanske præsident Truman, at man påtænkte at trække sine tropper tilbage fra Grækenland, hvor de havde befundet sig siden afslutningen af krigen, samtidigt med at man ville indstille sin økonomiske støtte til det tyrkiske regime.

Labour-regeringen, som uden at tøven var fortsat i Churchills fodspor gennem aktivt at støtte den græske højrefløj mod venstrefløjen, var blevet tvunget til at kaste håndklædet i ringen og erkende, at Storbritannien ikke længere havde råd til at forsøge at fremstå som en førsterangs stormagt. Efter kort tøven besluttede USA at overtage Storbritanniens rolle i denne, i deres øjne strategisk vigtige region, som grænsede op til områder, der var domineret af Den røde Hær, eller som lå i nærheden af Sovjetunionens europæiske grænser.

Midt i marts søsatte præsident Truman formelt den kolde krig i en tale til det amerikanske Senat, hvor han anmodede om 400 millioner dollars i umiddelbart bidrag til Grækenland og Tyrkiet. I talen, som bevidst blev krydret for at aktivere senatorernes indgroede antikommunisme, formulerede han den principielle holdning, der skulle få navnet Truman-doktrinen: "Det må være USA´s grundholdning at støtte frie folk, som forsvarer sig mod forsøg på at underkue dem fra væbnede minoriteter eller gennem tryk udefra".

Renset for de retoriske udsmykninger indebar dette, at den amerikanske ledelse åbent erklærede sig beredt til at tage kampen op mod efterkrigstidens radikalisering. I denne sammenhæng var det fuldstændigt uinteressant, hvad befolkningsflertallet i de berørte lande egentlig mente. Udtrykket "støtte frie folk" indebar f.eks. i Grækenland massiv støtte til et forhadt regime, som udelukkende var blevet oprettet takket være engelsk støtte – og ironisk nok, sovjetisk pres på den stalinistisk dominerede venstrefløj.

Blot nogle måneder senere præsenterede udenrigsminister George C. Marshall et økonomisk hjælpeprogram i stor skala for de europæiske lande. Det er efter ham, at dette program kom til at gå under navnet Marshallhjælpen. Hjælpeprogrammet skulle, ifølge Marshall, omfatte hele Europa inklusive Sovjetunionen. Men i virkeligheden var programmet bevidst konstrueret til at udelukke Sovjetunionen. Marshallhjælpen var med andre ord et led i USA´s kolde krigsoffensiv. En af Trumans rådgivere kaldte netop Marshallhjælpen for en "Trumandoktrin i handling".

Stillet overfor de bevidst uacceptable vilkår takkede Stalin som ventet nej, og han tvang desuden regeringerne i de lande, som var besatte af Den røde Hær til ligeledes at sige nej. Marshallhjælpen var dog i første omgang ved at falde på gulvet på grund af kongressens tvivlrådighed. Men da det tjekkoslovakiske Kommunistparti med sovjetisk opbakning greb magten i 1948, blev al tvivl blæst bort. Blot nogle dage efter "Pragkuppet" blev Marshallhjælpen godkendt, eller European Recovery Programme (ERP) som dens officielle navn lød, af den amerikanske kongres.

Under de følgende fire år blev godt 13 mia. dollars fordelt til 17 lande, inklusive Vesttyskland, trods at de sejrende allierede magter fra starten havde leget med tanken om at afindustrialisere Tyskland og forvandle det til et rent jordbrugsland. Men landet, eller rettere sagt den del af landet, som var besat af de vestallierede, var af alt for stor strategisk interesse, til at dets industri virkelig skulle demonteres. Selv det under krigen formelt neutrale Sverige fik del i Marshallhjælpen, trods at landet var kommet uskadt gennem krigen og firmaer som SKF [kuglelejer] havde til fulde udnyttet den guldgrube, som leverancer af råvarer og produkter til den nazistiske krigsmaskine havde udgjort.

Trods at modtagerlandene blev opfordret til at fremlægge en fælles plan for anvendelsen af bistanden – hvilket gav ophav til OECD´s forgænger Organization for Economic Cooperation and Recovery – var det USA, som fuldstændigt kontrollerede ERP. I hvert enkelt af modtagerlandene fandtes der en amerikansk delegation, som nidkært overvågede, hvordan pengene blev anvendt. USA havde også vetoret over anvendelsen af de modparts-fonde, som modtagerlandene var blevet pålagt at opbygge i sine egne valutaer. Senere tilkom krav om, at modtagerlandene ikke måtte eksportere våben eller andre "strategiske" varer til Sovjetunionen eller nogen af de lande, hvis regimer ikke behagede USA.

USA krævede også, at de europæiske lande skulle åbne deres indre markeder og kolonier for amerikanske investeringer på lige vilkår – noget der kun kunne indebære, at døren blev åbnet for en massiv indtrængen af den mere konkurrencedygtige amerikanske kapital. USA gennemtvang desuden en række tiltag, som direkte begunstigede amerikansk kapital. Blandt andet skulle bidragsfinansieret import af levnedsmidler udelukkende ske fra USA, selv om de kunne have været importeret billigere fra andre lande, og endvidere skulle halvdelen af alle bidragsfinansierede varer udskibes på nordamerikanske fartøjer.

Hvilke konsekvenser fik Marshallhjælpen så? Uden tvivl bidrog den til genopbygningen af den europæiske kapitalisme, selv om dens virkninger ofte overdrives af rent propagandamæssige årsager. Den vigtigste betydning lå imidlertid nok et helt andet sted: Den gav borgerskabet pusterum til at rekonstruere den borgerlige orden i Europa. I den henseende udgør Marshallhjælpen en af milepælene i skabelsen af efterkrigstidens imperialistiske verdensorden.

Artiklen er oversat af Peter Kragelund fra den svenske ugeavis Internationalen, hvor den første gang blev bragt 15. april 2015.

Opslået i Historie

single.php