Vagn Rasmussen ser tilbage på mere end 60 år som socialistisk aktivist. Fra han som 14-årig meldte sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, til i dag, hvor han som medlem af SAP og Enhedslisten bruger næsten al sin energi på solidaritetsorganisationen STS International Solidarity.

af Åge Skovrind

Vagn Rasmussen er en travl mand, trods sine 76 år. Lige nu er han med til at få startet en landsindsamling til Pakistan. Pengene skal gå til arbejderne i den vigtige tekstilindustri, som er begyndt at organisere sig for bedre løn- og arbejdsforhold. Ikke mindst sikkerheden for arbejderne er elendig, hvilket på tragisk vis blev illustreret af to fabriksbrande i september, hvor over 300 ansatte døde.

Når Vagn Rasmussen i dag ser tilbage på sine mere end 60 år som politisk aktivist, er det initiativer som dette, han tillægger den største betydning.

”Det er den praktiske solidaritet. Det er det, der har reddet menneskeliv. Det er her, jeg har været med til at gøre den største forskel, og ikke med de socialistiske paroler,” siger han.

Socialistisk Information har sat ham stævne i lejligheden i Roskilde for at fortælle om et langt liv med kampen for socialisme som ledetråd. Lige fra han som 14-årig meldte sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, til i dag, hvor han bruger næsten al sin energi på solidaritetsorganisationen STS International Solidarity, som har kontor nede i kælderen. STS står for Støt Tuzlas Skoler, fordi det startede med støtte til demokratiske og multietniske lærerkræfter i den bosniske by Tuzla i midten af 1990’erne. Siden er der kommet andre solidaritetsprojekter, som støtter faglige aktivister, skoleuddannelse og demokratiske kræfter i Kosova, Somalia og Pakistan.

Vagn Rasmussen blev født i 1936 i en arbejder-familie. Allerede som 14-årig blev han politisk organiseret:
1950 Medlem af DSU
1954 Medlem af Socialdemokratiet
1958 Formand for DSU Københavns Amt
1959 Medlem af SF
1960 Landsformand Socialistisk Ungdomsforum
1963 Tilslutter sig Revolutionære Socialister (Fjerde Internationale)
1967  Medlem af VS
1982 Medlem af SAP
1989 Medlem af Enhedslisten (og SAP)

Storebror betalte kontingentet
Vagn Rasmussen blev født ind i en klassebevidst, socialdemokratisk arbejderfamilie, og derfor faldt det naturligt, at den kvikke knægt allerede som 14-årig meldte sig ind i DSU, og senere, som 18-årig, i Socialdemokraterne. Kontingentet blev betalt af den ti år ældre storebror Henning, der senere blev socialdemokratisk indenrigs- og justitsminister under Anker Jørgensen. Senere blev Henning også formand for Folketinget.

Henning sendte politiske blade hjem fra England, hvor Vagn kunne læse om Labourpartiets venstrefløj under ledelse af Aneurin Bevan. Vagn var enig med venstrefløjen, blandt andet i modstanden mod militær oprustning.

I slutningen af 1950’erne blev han formand for DSU i Københavns Amt, hvor han til stor fortrydelse for partiledelsen var med til at udgive det partikritiske blad Socialistisk Horisont, som blandt andet lagde afstand til NATO – ”vist nok det første oppositionsblad i Socialdemokratiet efter verdenskrigen.”

”Vi fik 10 øre fra partiet for hvert medlem, partiet i amtet havde, men det blev stoppet oppefra, da de læste, hvad vi skrev. Så jeg var nødt til at tage rundt til kredsformændene i amtet og bede om et direkte tilskud. I Gladsaxe mødte jeg Erhard Jacobsen. Han var så begejstret, at han foreslog, at vi i stedet skulle have 15 øre for hvert medlem,” husker Vagn.

En anden bekendt var Per Hækkerup, som i 1962 blev udenrigsminister (senere økonomiminister).

”Per var en ”bøffel”, men i modsætning til andre ”bøfler” lagde han ikke skjul på det. Per var folketingskandidat i Lyngby. Selv om vi var meget uenige, så var vi perlevenner, og efter møderne i partiet i Lyngby tog vi tit i byen sammen og fik en øl.”

Opbruddet i stalinismen
På dette tidspunkt var der kun to strømninger i arbejderbevægelsen – socialdemokrater og kommunisterne i DKP. Vagns familie tog afstand fra kommunisterne på grund af Stalin og den undertrykkelse, han stod for i Sovjetunionen. Imidlertid var Stalin død i 1953, og det kom til arbejderoprør mod de stalinistiske lydstater i DDR, Polen og Ungarn. Internationalt gav det grobund for, at der opstod nye partier, som var i opposition til såvel stalinismen som socialdemokraterne. i Danmark Danmarks Socialistiske Parti (DSP) blev dannet i 1957, og året efter blev Aksel Larsen ekskluderet af DKP og dannede Socialistisk Folkeparti (SF).

Vagn Rasmussen var tiltrukket af de nye partier, som lå til venstre for Socialdemokratiet. Men både i DSP og SF mente man, at Vagn skulle blive og bruge sin indflydelse som formand for DSU i Københavns Amt.

”Men efterhånden blev jeg træt af det dobbeltspil, og det blev klart, at flere og flere i DSU ville følge med over i SF,” siger han.

Så Vagn blev medlem af SF, og allerede omkring 1960 – et års tid efter dannelsen af partiet, var han landsformand for ungdomsorganisationen Socialistisk Ungdomsforum (SUF).

”Jeg tilhørte venstrefløjen i partiet. Men jeg var også gode venner med Aksel Larsen i starten. Jeg tror, han betragtede mig som en kommende mand i partiet. Undertiden holdt jeg taler for partiet og fik bragt en 1. maj-tale i fuld længde –over to numre i partibladet.””

Trotskisterne
Du blev også medlem af den trotskistiske Fjerde Internationales sektion i Danmark. Hvorfor det?

”Jeg har altid søgt et opgør med kapitalismen, og ønsket et socialistisk samfund, som udvider demokratiet for det store flertal. I modsætning til stalinismen, som indskrænkede demokratiet og lagde magten i hænderne på partibureaukrratiet. Det har været i starten eller midten af 1960’erne, at vi var nogle SF’ere, der startede Socialistisk Oplysningsforbund. Det afholdt blandt andet en møderække om dialektisk materialisme – over 15 aftener! Her mødte jeg nogle af de danske trotskister – Poul Møller, Gunner Jensen og Ole Thorbek. Jeg syntes, de havde de rigtige analyser og meldte mig ind i deres gruppe, Revolutionære Socialister.

… som var den danske sektion af Fjerde Internationale. Men var det ikke meget få mennesker?

”Jo, det var en meget lille gruppe og en meget broget flok. Der var også flere agenter fra efterretningsvæsenet. Måske var der i alt 20 medlemmer. De fleste fungerede helt åbent som en strømning i SF, og for eksempel var Gunner Jensen formand for SF på Vesterbro. Men i starten af 1960’erne var konjunkturerne ikke med os. Efter verdenskrigens ødelæggelser kom der et nyt opsving for kapitalismen, som gjorde perspektivet om en socialistisk revolution utroværdigt.”

Men I var alligevel i stand til at tage nogle initiativer?

Ja. Selv om vi var få, fik vi mange med i bredere initiativer. Det største var den danske Vietnambevægelse, Giro 1616, som blev dannet på et møde i april 1966. Vi havde ringet rundt til forskellige kendte personer og fik dem med som anbefalere på et kort grundlag, som gav en ubetinget støtte til den vietnamesiske befrielseskamp. Det stod i modsætning til DKP’ernes ønske om at lave en bevægelse på et humanitært grundlag, men det var vores initiativ, der vandt gehør, også på venstrefløjen i DKP.”

SF’s højredrejning
Samtidig drejede SF mere og mere mod højre. En af dem, der så og advarede imod denne udvikling, var Preben Wilhjelm, som sad i partiets ledelse.

De unge i SUF udgjorde en uformel venstrefløj i partiet og havde stor fremgang op gennem 1960’erne. Blandt aktiviteterne var demonstrationer mod det dansk-tyske militære samarbejde og demonstrationer imod hjemmeværnets hvervningsudstillinger. Som formand for SUF blev det Vagns opgave at føre kritikken af SF’s højredrejning frem:

”Vi havde dannet en uformel venstregruppe i SF, der bestod af Preben Wilhjelm, partisekretæren, Anders Uhrskov, Jens Maigaard og mig. Vi besluttede, at SUF skulle gå i spidsen for venstrefløjen og tage et opgør med Aksel Larsens linje. På en kongres i SUF vedtog vi en skarp kritik af SF’s højredrejning, som gjorde Aksel Larsen så sur, at han smækkede med døren og forlod lokalet.”

Hvad betyder det konkret, når du snakker om SF’s højredrejning?

”Hele taktikken gik ud på at komme i regering – ja, det er næsten en gentagelse af det, vi har set med Villy Søvndal. Man stillede næsten ingen krav til socialdemokraterne. Det var noget med, at hvis bare de kunne stoppe inflationen, så var det nok.”

SF blev splittet
Ved valget i 1966 gik SF frem fra 10 til 20 mandater, og for første gang i Danmarkshistorien havde S og SF til sammen et absolut flertal. SF kom ikke med i regeringen, men ”det røde kabinet”, en S-regering med SF’s støtte, var en realitet. Men allerede i 1967 faldt regeringen og SF blev splittet, da seks SF-ere nægtede at stemme for indefrysning af en dyrtidsportion. Derefter brød de ud og dannede Venstresocialisterne.

Som en del af venstrefløjen var Vagn en del af det nye parti og blev fra starten valgt ind i ledelsen. VS blev et samlingspunkt for utallige socialistiske strømninger, maoister, trotskister, blomsterbørn og mange andre. Næsten alle fra SUF gik også med i det nye parti. Men da flertallet af de danske trotskister i 1972 brød ud af VS og dannede en selvstændig organisation under navnet Revolutionære Socialisters Forbund (senere SAP), var Vagn Rasmussen ikke med. I stedet blev han den uformelle leder af den lille tendens Revolutionære Socialister i VS.

”Trotskisterne stirrede sig blind på udviklingen i Frankrig, hvor de havde brudt ud af kommunistpartiet og dannet et nyt trotskistisk parti med en vis succes. Man ville kopiere det franske eksempel og opfandt en meget dårlig begrundelse for at gå ud af VS. Jeg mente og mener stadig, at det var en fejl, og at det havde været meget mere rigtigt at fortsætte med at opbygge VS."

For vores eget vedkommende var vi tilhængere af den taktik, som vores belgiske kammerater tidligere havde fulgt med at danne partiet Confederation Socialistes des Travailleurs, som var et fælles parti på den belgiske venstrefløj, hvor Ernest Mandel var et fremtrædende medlem. Det var også efter råd fra ham, at den daværende sektion havde tilrettelagt sin strategi med forsætte opbygningen af VS, hvor sektionen ville kunne få afgørende indflydelse.”

Medlem af SAP
Men alligevel meldte du dig ud af VS i 1982, hvor RS sluttede sig sammen med SAP?

”På det tidspunkt var VS heller ikke det samme længere. Der var en voksende forståelse i RS for, at en sammenslutning var rigtig, da vi stort set mente det samme som SAP. Men jeg må indrømme, at det var ikke med begejstring fra min side. Jeg var skeptisk over for SAPs daværende linje, som jeg anså for sekterisk, for eksempel opstilling til folketingsvalg,” siger Vagn, som altså alligevel fulgte beslutningen om sammenslutning med SAP.

Tre gange stillede SAP op til folketingsvalg og fik hver gang et par tusinde stemmer. Derefter arbejdede SAP med stor energi på at få lavet en fælles opstilling på venstrefløjen – hvad der i 1989 førte til dannelsen af Enhedslisten. Det var en udvikling, som Vagn var meget tilfreds med.

Den subjektive faktor
Du har været aktiv i politik i mere end 60 år. Det er gået op og ned, men hvordan ser du på udsigterne i dag til et socialistisk gennembrud? Det kapitalistiske system er i en dyb krise, men det er åbenlyst, at det socialistiske alternativ ligger ikke lige om hjørnet. Mange steder er de socialistiske partier i krise…

”På den ene side indser mange, at det er nødvendigt at sætte markedsøkonomien under folkelig kontrol. Polar-isen smelter, luftforureningen vokser, og så videre. Mennesker vil ikke overleve, med mindre vi får socialisme. Det er profitinteresser, der er ved at ødelægge jorden, det er der mange, der kan se. Problemet er opbakningen til et socialistisk svar, der kan få kontrol med markedskræfterne. Den subjektive faktor, den er næsten ikke-eksisterende. Mange er forblændede af imperialistisk propaganda, som i Syrien-konflikten. Det ser skidt ud, selv om der er andre kræfter, der vokser frem, som for eksempel de sociale fora.”

”Spørgsmålet er, om vi når det,” lyder den noget mørke konklusion.

Det arabiske forår
Dog ser han også tegn på en udvikling, der giver grobund for optimisme. Ikke mindst oprøret i de arabiske og nordafrikanske lande.

”Fra starten var man tvunget til at organisere sig uafhængigt af systemet, og det gjorde de folkelige kræfter meget stærke. I Tunesien overtog folkelige kræfter store dele af administration, og i Egypten spirede folkekomiteer frem. Man opbyggede en form for dobbeltmagt, og imperialisterne frygtede en erkendelse hos folk om, at de ikke havde brug for den borgerlige stat.”

Den efterfølgende udvikling i ”det arabiske forår” har imidlertid været en skuffelse i Vagns øjne. . Som han ser det, er der sket en kontrarevolution, hvor de folkelige kræfter er slået tilbage. Men opstandene har demonstreret dynamikken i den permanente revolution – at folkelige opstande i udviklingslandene vil bryde med rammerne for den borgerlige stat, og at socialistiske løsninger er nødvendige, hvis man skal opnå ordentlige levevilkår og demokrati.

”Det gælder om at finde metoder i kampen, hvor folkelige magtorganer kan tage over, så opstanden ikke bliver kvalt i parlamentariske rammer. Vi skal huske, at der aldrig har været så mange proletarer på verdensplan – folk der lever af at sælge deres arbejdskraft – som nu. Det kan komme til at gå hurtigt. Men der mangler skolede revolutionære aktivister. På den anden side har vi fået nye kommunikationsmidler, som giver nye muligheder.”

Han vil hverken kalde sig ubetinget optimist eller pessimist. Og under alle omstændigheder slår han fast:

”At gennemføre socialisme er på mange måder en lige så lang proces, som det var at indføre kapitalisme. Vi ser aldrig slutningen af vejen i vores egen levetid. Omkring forrige århundredeskifte var min bedstefar den første socialdemokrat i en lille landkommune tæt ved Viborg. Mine forældre tilhørte generationen af fagligt organiserede socialdemokratiske arbejdere. Selv tilhører jeg den generation, der som udgangspunkt var arbejderbørn, men hvor nogle af os fik en højere uddannelse. Alle har vi gået vores stykke ad den lange vej, men ingen af os har oplevet den fuldt færdige og virkeliggjorte socialisme."

"Så man må aldrig give op”.”

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com