Lad det være sagt med det samme. Denne kommentar har ikke været uden fødselsvanskeligheder. Dels bliver borgerlige ministre afsløret i nye løgne og halve sandheder i et tempo og et omfang, der kan give selv en nyhedsjunkie overdosis.

Dels er en stor del af løgnene koncentreret om at sløre et indre opgør mellem Venstre og Konservative. Og hvad er så fokus: Når alt kommer til alt, er det svært at klandre Lene Espersen for at forsøge at gøre op med overbetalingen af privathospitaler opfundet af den tidligere sundhedsminister Lars Løkke. Også selv om Espersens motiv bare var et billigt forsøg på selvpromovering, og selve øvelsen har vist sig at kræve en lang række af usandheder over for Folketinget og selv rigsrevisoren, det pæne menneske.

Sagens kerne er dog stadig Lars Løkkes overbetaling af private sygehuse i årene 2001-2006, der beløber sig til 2,5 mia. kr. ifølge den uafhængige sagkundskab på universiteterne.

Mere nedrige skribenter ville formodentlig synke så dybt at påpege, at Lars Løkke blot forgyldte vennerne i det private erhvervsliv. Den slags personager ville blot behøve at nævne, at det er A.P. Møller-arvingen Annette Følsgaard, der driver privathospital på godset Arresødal, eller at Følsgaards onkel og landets rigeste, Mærsk McKinney-Møller, har sin højrehånd og såkaldt personlige assistent siddende som næstformand i Privathospitalet Hamlet, landets største.

Jeg vil derimod forsøge mig med en mere systemisk analyse, uden dog at de to forklaringer ligefrem udelukker hinanden. Overbetalingen var simpelthen Løkkes helt egen variant af nyliberalismen.
Thatcher gik primært efter at destruere velfærdssamfundets institutioner i et forsøg på chok-liberalisme. Lars Løkke gik skridtet videre end Thatcher og føjede spot til skade ved at bruge rovet fra destruktionen til at forgylde den private sundhedssektor, der ikke kunne få det til at løbe rundt.

Og min påstand er, at Lars Løkke var tvunget til at gøre det, hvis han skulle holde sine løfter til erhvervslivet og baglandet om at privatisere: Den private sundhedssektor er ved den øverste grænse for, hvad der markedsøkonomisk giver mening at lave for private sygehuse, så længe der er tæt på fuld offentlig sygeforsikring. Den blev faktisk nået allerede under Nyrup-regeringen.

Ja, selv med skattefri sundhedsforsikringer og en rigid behandlingsgaranti, der frem for alt kanaliserer en række ukomplicerede lidelser videre til privathospitalerne, er der en grænse.

At der findes en grænse er ikke min påstand. Allerede en klassisk økonom som Adam Smith forstod, at der er samfundsnyttige opgaver, som private ikke vil gå ind i, fordi investeringerne ikke står mål med indtægterne. Initialomkostningerne er for høje og afkastet for lille, og det gælder naturligvis ikke mindst, når de potentielle kunder har et fuldgodt, gratis alternativ lige rundt om hjørnet (der, indrømmet, i dag godt kan ligge mere end 100 km væk).

Løkke forsøgte simpelthen at omgå markedets logik og spredte om sig med milliarder, da han ikke kunne finde på mere almindelige undskyldninger for at forfordele den offentlige sektor.

Det er klart, det kræver en hel del løgn at dække over sådan en stinker. Specielt når selv ens regeringspartner ikke kan modstå fristelsen til at råbe; se, vi har fundet en hel pose penge, mens den med løgn efter løgn nødtørftigt dækker over den nu etablerede kendsgerning, at statsministeren unødigt postede milliarder i privathospitalerne.

Og nej, det er ikke, fordi den totale mangel på moral og ærlighed er overraskende. Eller fordi der er noget synderligt opsigtsvækkende ved, at en borgerlig regering tilgodeser sine egne. Det er bare det, at når en erklæret liberal regering trodser markedets egen logik for at fremme et ideologisk bestemt mål om at privatisere, så er det som at se en fysiker på bjergvandring, der insisterende går ud over klippesatsen, fordi hans forældede kort viser, det er den rette vej. Tyngdekraften gælder dog alligevel.

Opslået i Dansk politik

single.php