Så godt som hele den offentlige sektor hærges af "målen og vejen-regimer". Uanset jobtyper er opskriften den samme effektmålinger, og der kræves endnu flere af slagsen. Når måling af "produktionsmål" medfører øget bureaukrati og tidsforbrug, må det nødvendigvis gå ud over andet.

af Svend Vestergaard Jensen

Arbejdsgangene skal kvantificeres, så ydelser kan tælles. Kvantitet bliver gjort lig med kvalitet. Det betyder, at jo mere og jo hurtigere, desto bedre. Denne standardisering og kontrol synes overført fra "fabrikssystemet" til samfundets offentlige institutioner. Det medfører en forringelse af offentlige ansattes faglighed og selvstændighed. Denne tendens har udover "målen og vejen" gødet vejen for en voksende evalueringsindustri, der igen har meget med besparelser, kontrol, nye regler, osv. at gøre.

Hvad er målbart?
Ingen synes at slippe fri i forsøget på at måle kvantiteten, som så vinder over kvaliteten. I politiets arbejde skal antallet af sigtelser øges som politiets "produktionsmål". Antallet af sigtelser skal i vejret set i forhold til niveauet fra 2006, hvor den nye politireform trådte i kraft.

En overordnet eller samlet sigtelse i en kriminalsag må nu stykkes op i flere sigtelser for at leve op til et øget "produktionsmål" som kan vise, at det går fremad.

I den københavnske Metro måles kontrollørernes, stewardernes, daglige arbejdsindsats i forhold til målet om at udstede mindst fire bøder pr. vagt. Så er lønudgiften samtidigt hjemme! Firmaet bag vagterne hedder Metro Service.

Målemetoden i vagternes daglige arbejde har medført en fordobling af antallet af overfald på kontrollørerne fra 2009 til 2010. Dansk Jernbaneforbund, hvor de er organiseret, har protesteret og stiller krav om, at personalet skal gå to og to.

Selv universiteterne
Universiteterne går heller ikke fri. Universitetsreformen for få år siden satte en stopper for deres relative autonomi gennem 400 år. Om det er forklaringen, eller det var kommet alligevel, kan man kun gisne om. Men universiteterne rammes af samme syndflod af papirer, skemaer, regler, kontrol, standardiseringer, m.v. som andre.

Alt dette svækker forskning og undervisning, det vil sige universiteternes kerneydelser. I regelsæt på regelsæt lammes kreativiteten, arbejdsglæden, innovationen, som ansatte har udtalt sig om til medierne.

Tælling, måling og rapportering af aktiviteter ned til den enkelte time. Evaluering på evaluering, der ikke nødvendigvis udvikler, men reducerer disse ned til noget, som blot ender som tilfredshedsundersøgelser. Men evalueres skal der. De mange administrative tiltag er ikke blot tidsrøvere og kontrol. De er også mistillidserklæringer.

Rette ind
Især folkeskolen står for skud – i hvert fald i offentligheden. Det store dyr i åbenbaringen hedder PISA – ikke den italienske by med det skæve tårn, men PISA-testene, hvor der måles bestemte færdigheder i folkeskolen.

Oppefra synes de rigtig godt om testen. Nedefra – hos de ansatte på skolerne og deres fagforening – synes begejstringen at kunne ligge på et meget lille sted. Målemetoderne tager ikke højde for engagement eller sociale kompetencer. Det er en testmetode, der kan medvirke til, at undervisningen rettes ind for at få gode point og dermed tage fokus væk fra, hvad eleverne med deres forskellige udgangspunkter reelt har brug for.

De nationale test måler kun de ting, der kan sættes tal på. Alt andet udelades. Nationale tests formål er først og fremmest at sammenligne, måle og veje skolerne. Regeringen har set sig blind på denne testkultur ud fra målbare kriterier, der kan vejes, systematiseres og beregnes i jagten på deres mål: "Verdens bedste folkeskole" – som statsministeren har udtalt.

Det har som konsekvens, at ikke-målbare fag som de fysiske og musiske fag nedprioriteres. Halvdelen af de danske børn får en folkeskoletid uden musik. Og skolen kan ikke længere leve op til overordnede og vigtige almendannende principper. Udelades disse principper, virker det igen negativt på indlæringen, viser erfaringer.

Styringsmekanismer
Styringsmekanismerne er hentet fra den private sektor – New Public Management. Det har betydet, at budgetter er vigtigere end fagligt holdbare løsninger. Den økonomiske logik erobrer pædagogikken som i folkeskolens tilfælde. Det er en virksomhedsmodel, der dels er meget bureaukratisk, dels kræver meget administrativt arbejde.

Det er en markeds- og managements-styringsmodel, hvor offentlige ansatte degraderes til leverandører af offentlige ydelser, som efter bedste evne forsøges gjort målbare og konkrete, så kunden, klienten, borgeren, aktionæren m.v. kan sikre sig, at de får den "vare", de har krav på og til den rigtige pris. Den rigtige pris på varen sikres gennem, at den kan udveksles på det frie marked på de frie markedsmekanismers vilkår – eller måske rettere vilkårlighed.

Videnskabelig set ser det ud, som om samfundsvidenskabernes metoder ligner naturvidenskabernes, og at samfundsvidenskaben kan være politisk neutrale. Samfunds- og humanvidenskaberne standardiseres og kvantificeres efter naturligvidenskabeligt forbillede.

Især med 10 års borgerlig regering skal der opstilles "klare mål". For skolens vedkommende fører de standardiserede nationale test til ensretning. Der måles på simple og alt for få kategoriseringer. Der rettes ind mod resultater.

Vend det på hovedet!
I stedet for at fokusere på test og kontrol, må der for skolernes vedkommende sikres ordentlige rammer for den pædagogiske frihed. Det samme gælder inden for alle sektorens områder. En sektor, der – som forfatterne til bogen "Deltakerne – en reise i demokratiets framtid" skriver –(http://socinf.dk/side.php?id=623) burde kaldes den "demokratiske sektor".

Opgaven består ikke i at rulle tingenes tilstand tilbage, men at rulle den frem. Eller "vende den på hovedet". Når de borgerlige vil overføre den private sektors metoder til den offentlige sektor, må arbejderbevægelse, venstrefløj, og mange andre overføre en demokratiseret sektor til den private sektor, altså nationalisere og socialisere store dele, og indføre demokratiet overalt.

Med Rosa Luxemburgs ord: "…Ikke indskrænke demokratiet, men udvide det. Det betyder en slags nyt demokrati. Det er ikke nok med valg en gang imellem. Det betyder, at masserne skal handle direkte. Det er den bredest mulige offentlighed, hvor folkets masser bruger et uindskrænket demokrati og deltager aktivt og helt uhæmmet…."
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com