Regeringens forslag om at gradvist at afskaffe efterlønnen har virket som startskuddet på valgkampen. Samtidig har debatten stillet skarpt på partiernes faktiske identitet og svagheder.

 

Regeringens forslag om at gradvist at afskaffe efterlønnen har virket som startskuddet på valgkampen. Samtidig har debatten stillet skarpt på partiernes faktiske identitet og svagheder.

Socialdemokratiet og SF har valgt den eneste mulige kurs: At gå i offensiven til forsvar for efterlønnen. Angrebet på efterlønnen er så åbenlyst overklassens angreb på arbejderklassen, at S og SF har været presset til at argumentere på noget, der ligner et klassegrundlag.

Men træerne vokser ikke ind i himlen, og til tider kan det virke som om, at de to partier er lige så optagede af at nedtone forhåbningerne til et regeringsskifte som af at vinde næste valg. Noget tyder på, at de simpelthen frygter, at deres egne vælgere vil forvente mere af dem, end de har til hensigt at levere.

Det er i hvert fald en nærliggende udlægning af deres seneste udmeldinger om at svække reguleringen af overførselsindkomster. De har udtalt, at det er særligt mål for en kommende regering, at den offentlige sektor ikke vokser, og Ole Sohn taler direkte om nedskæringer på velfærden. Samtidig holder de lukkede møder med virksomhedsledere for at få hjælp til at definere den kommende regerings erhvervspolitik. Det både svækker forsvaret for efterlønnen og muligheden for at få en ny regering

Dansk Folkeparti forsøgte længe at gemme sig i efterlønsdebatten, men en stærk offensiv fra 3F og andre forbund har fået gjort det lysende klart, at Pia Kjærsgaard overhovedet ikke vil udelukke, at partiet efter et valg stemmer for en afskaffelse af efterlønnen. Nu vil partiet begrænse efterlønnen til dem, der har arbejdet 40 år, og de vil gå i forhandlinger med regeringen uden nogle bindinger.

Dermed er det endnu engang blevet klart, at Dansk Folkeparti er solidt plantet på VK’s side.

Når medierne skriver om "rød blok" tælles De Radikale med, selv om der aldrig har været noget rødt over det parti. Det er rigtigt, at partiet indtil videre vil pege på Helle Thorning-Schmidt. Men deres eneste indvending mod Løkkes angreb på efterlønnen er, at han går for langsomt til værks.

Forhåbentligt vil det få flere til at forstå, at det er en selvstændig opgave at minimere De Radikales indflydelse på en ny regerings økonomiske og sociale politik. Venstrefløjen er nødt til at blive mere ambitiøs og gå efter et flertal til S, SF og Ø. Helt uden for rækkevidde er det ikke.

Inden for de seneste to år har de tre partier været oppe på 48,5 % i tre måneder (gennemsnit af alle månedens meningsmålinger).

Den største opmuntring i de seneste ugers efterlønsdebat har været, at fagbevægelsens ledelse har taget ansvaret på sig og er gået i offensiven til forsvar for efterlønnen. Både 3F’s Poul Erik Skov Christensen og LO’s Harald Børsting har stået fast på deres ret og pligt til at forsvare medlemmerne over for politiske angreb også når det indebærer at advare medlemmerne mod bestemte politiske partier. Når de politiske partier angriber fagbevægelsens medlemmer, er fagbevægelsen nødt til at være politisk.

Men udtalelser og annoncer er ikke nok. Fagbevægelsen må aktivere deres egne medlemmer til at lægge pres på politikerne. Arbejdspladsmøder, fagforeningsmøder, politiske debatmøder, der munder ud i udtalelser til partierne, kan være starten. Lokale komiteer til forsvar for efterlønne kan være næste skridt.

Hvis sådan en indsats går i gang nu, vil den skabe grundlaget for markante reaktioner på gaden og om nødvendigt arbejdsnedlæggelser, når forhandlingerne spidser til, og konkrete forslag er på vej til Folketinget.

Men erfaringerne viser, at det ikke nytter at vente på fagbevægelsens topledere. Venstrefløjen og andre aktive kan selv tage initiativet.

Sådan en mobilisering nedefra vil ikke bare være det bedste forsvar for efterlønnen. Det vil også øge muligheden for yderligere politisk venstredrejning, for at vælte regeringen, for et rent AFØ-flertal, og det vil øge chancerne for, at en ny regering også vil føre til forandringer.

SAP’s forretningsudvalg, 14. januar 2011

Opslået i Uncategorized

single.php