Når man træder ind i en kunstudstilling om emnerne krig og undergang, protest, ensomhed og troen på mennesket, så er man mættet, så er man fyldt op – og alligevel lettet, med en tro på, at sandheden sejrer, og at menneskeheden har en fremtid.

af Svend Vestergaard Jensen

Trods massivt mørke, så er der håb og modstandskraft, som får mennesker til at handle. Det er budskabet fra udstillingen "At rejse sig i mørket", som er aktuel frem til 17. januar på Statens Museum for Kunst. Tidsperioden er fascismen, Anden Verdenskrig, den kolde krig med atomtruslen om en tredje verdenskrig, hvor den totale udslettelse af menneskeheden var blevet en historisk mulighed.

Udstillingen har undertitlen: Menneskeskildrerne i 1950ernes danske grafik. Kunstnerne, der udstiller (alle afdøde) er: Aksel Jørgensen, Jane Muus, Dan Sterup-Hansen, Knud Nellemose, Erling Frederiksen, Palle Nielsen, Henry Heerup, Svend Wiig Hansen, Gunnar Hossy, Albert Mertz, Per Ulrich og Eigil Wendt.

Det er grafik, når det er bedst, og denne billedkunstform, den figurative grafik, er så stærk, at det er svært at forstå dens relativt svage position i moderne tider. Men ikke alt på udstillingen er billedkunst. Enkelte skulpturer er der også. De bryder rummene godt op og knytter an til temaerne.

Som i dag
Rædsel og angst beskrives gennem værkerne ud fra en humanisme, en tagen afstand fra fatalisme, en tagen historien på sig. Når man går langsomt gennem udstillingen og ser såvel teksterne som billederne – og skulpturerne – er det ikke bare historie. Jo, det er konkrete kunstværker fra 1950erne og årtiet før og efter, men det kunne også være i dag. Følelsen er den samme i dag, med krig, flygtningestrømme, klimaændringer og konsekvenser af disse. Og atomtruslen alligevel hængende i baggrunden. Det menneskeskabte vanvid fortsætter.

Over for et af rummene om "ensomhed" kommer der alligevel et udtryk for et tilhørsforhold. Her er der
mennesker, der så virkeligheden i øjnene – så er ensomheden ikke så voldsom!

Som en tekstplanche på udstillingen forfattet af Erik Fischer fra tidsskriftet Hvedekorn siger: "I menneskene findes en ukuelighed, en blivende indre frihed, en ædel rejsning, en modstandskraft uden brutalitet. Ensomme er de, selv hvor flere optræder sammen, uden gensidig berøring eller henvendelse, fælles i afventen, støttende i samvær. Uophørligt væver der sig et drama ind i disse verdner, men dramaet rummer sjældent handling, ligger blot snublende nært, spejlet i forventningen om dets komme eller i sporene efter dets hærgen."

Øst og vest
Mange af værkerne er en form for øjnevidneberetninger – noget de selv har set og følt, som Per Ulrichs kz-tegninger. Han var selv kz-fange. For ham som for andre vægtedes virkeligheden som kunstens motiv højere end det skønne. Kunstnerne her på udstillingen var ikke upåvirkede af kunstens udvikling. De var selvfølgelig optagede af, at både indhold og form udtrykker tiden og perioden. Om formen så synes at være meget forskellig fra andre af den tids kunstneriske udtryk, gjorde ikke fx abstrakte kunstnere mindre engagerede. Eksempelvis arbejdede abstrakte kunstnere som Asger Jorn med krigsmotiver og atomtrussel. For øvrigt er sådanne kunstformer flydende. Henry Heerup, der er en af udstillingens kunstnere, arbejdede tæt sammen med Asger Jorn.

De historiske kunstværker er ikke bare rettet mod Vesten, de kapitalistiske lande. Nogle af fx Palle Nielsens arbejder er skabt omkring Sovjetunionens blodige nedkæmpelse af oprøret i Ungarn i 1956. Her er det igen koldkrigen i fuld flor og truslen om en tredje verdenskrig.

Mange af værkerne præges af en ekstrem dysterhed: Begivenhedernes direkte indvirkning på den menneskelige krop – uanset om det er traumerne fra Anden Verdenskrig eller atomtruslen. Men gennem billederne kan man samtidig se, at menneskene ikke er uden hverken styrke eller livsvilje. Modstanden er nærmest indbygget her, ligesom håbet om, at der trods alt er en fremtid, hvis menneskene kommer til en erkendelse og har viljen til at ændre på begivenhedernes gang. Der ligger med andre ord en dobbelthed i udstillingens værker. Samme dialektik mellem individet og andre mennesker, der kan handle sammen.

Handling giver håb
Netop denne tro på forandringer, at der er andet end elendigheder og permanente trusler mod menneskeheden på kloden, ses blandt andet i Henry Heerups værker, som blev anmeldt af Informations Maria Marcus fra en udstilling "Mennesket" i 1956: "Med stædig energi holder denne kunstner fast ved en optimisme, der i dag ikke kan undgå at forekomme som en utilstrækkelig forenkling, en blaaøjet naivitet, der ikke ønsker at se klart".

Informations Maria Marcus så ikke dobbeltheden i værkerne, og beskrev Heerups værker om menneskets situation som misforståede! Værkerne har da heller ikke noget entydigt budskab. Som en meget central kunstner på udstillingen og på den tid, Palle Nielsen, gav udtryk for ved flere lejligheder: "Jeg har intet budskab. Prædikanter og propagandister har et budskab. Jeg skal bare aflægge rapport om, hvad jeg ser – og det, jeg ser, er en forfærdende situation. Skal vi tale om et håb, må det ligge i en erkendelse af situationen."

Nej, der er intet facit, men når man har været gennem udstillingen, er der ingen tvivl trods al elendighed og truende fare: Der er lys, hvis man erkender det og handler.

Besøg udstillingen! Det kan nås frem til og med den 17. januar, og så kan man købe en bog om udstillingen af Liza Kaaring til kun 98 kroner. Det er en glimrende tekst om værkerne (hvoraf mange er gengivet i bogen) og den tid, de blev produceret i.

”At rejse sig i mørket”. Særudstiling på Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50
1307 København K. Entre: 55 kr. (unge under 27 år: 45 kr.). Der er grgatis adgang til de faste udstillinger. Åbningstider: Tirsdag – søndag kl. 10.00 -17.00. Onsdag kl. 10.00 – 20.00. Mandag lukket.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com