Europæiske kommuner er gået ind i kampen mod TTIP for at forsvare deres selvstændighed og offentlige service og viser, hvordan man kan tage politiske initiativer og opbygge en alternativ økonomi.

 

Modstanderne af det Transatlantiske Handels- og Investeringspartnerskab (TTIP) ser en voksende chance for en sejr. Nu lægger også lokale myndigheder i stigende grad afstand til overstatslige strukturer, der forhandler uigennemskuelige aftaler.

For nylig forsikrede de to østrigske præsidentkandidater, at de ville blokere TTIP, den franske præsident Hollande har erklæret, han ikke under nogen omstændigheder vil godkende TTIP, og den polske landbrugsminister har taget afstand fra bestemmelserne i TTIP om fødevaresikkerhed, der blev afsløret i de lækkede dokumenter, som Greenpeace i Holland offentliggjorde for nylig. Alt dette har presset EU-Kommissionen og EUs Handelskammer i defensiven. De har gode grunde til at være bekymrede – støtten til TTIP styrtdykker i USA og Tyskland – fra over 50 procent i 2014 til mindre end 20 procent nu – i en grad, så amerikanske konsulentvirksomheder, der arbejder for pro-TTIP-grupper efterlyser koordinerede handlinger for at vinde den offentlige debat og ”få kontrol med nyhedsstrømmen”.

Den nye virkelighed er faktisk, at TTIP er ved at falde fra hinanden. Den tyske avis Der Spiegel anerkender at ”en protestbevægelse uden fortilfælde” truer med at få TTIP til at falde sammen. Både Der Spiegel og the Guardian roser anti-TTIP-aktivisternes professionalisme, hvor mange af dem trækker på det, de har lært fra to årtiers kamp mod det handelssystem, der blev bygget op omkring IMF, Verdensbanken og WTO. Dette foregår i en ramme med en organisatorisk praksis, der er inspireret af besættelsen af offentlige pladser (Occupy) og brugen af kommunikationsteknologi. Det seneste eksempel fandt sted sidste weekend, da den franske bevægelse ”Nuit Debout” (Oprør i Natten) opfordrede til en selvorganiseret #World Debout.

I kampen mod det globale handelssystem går de politiske skillelinjer andre steder end for et årti siden, og det forklarer, hvorfor anti-TTIP-bevægelsen er vokset ud over de kredse, der er modstandere handel styret af nyliberale tankegang og multinationale selskaber. Den afgørende kamplinje er blevet trukket i forhold til forsvaret for suverænitet og ”retten til at bestemme”. Det var tydeligt på det første møde for TTIP-fri byer, der var samlet i Barcelona i sidste måned. Værten for mødet, Barcelonas arbejds- og økonomiborgmester Gerardo Pisarello, placerede TTIP med begreber som tab af selvstændighed og demokrati, ”Vi, byerne, ønsker at have noget at skulle have sagt om den politik, der kommer til at påvirke vores borgeres liv”, og han gjorde det klart, at med denne aftale vil megen socialpolitik ”blive effektivt blokeret”. Indtil i dag har mere end 1800 europæiske byer og regioner erklæret sig som TTIP-fri zoner.

Forsvaret for demokrati på det lokale niveau, knytter sig til opblomstringen af en ny økonomi, de alternativer der opstår, fordi både staten og markedet – det sidste århundredes nøgleaktør – ikke er i stand til at løse et stigende antal menneskers daglige behov. Denne nye økonomi optræder i mange former og med mange navne, og det er ikke tilfældigt, at Barcelona er et af de steder, hvor vi finder mange eksempler på økonomiske fællesskaber. Som det ganske rigtigt blev konstateret i Barcelona af formanden for Attac-Østrigs og nøgleaktivist i den Europæiske Alliance mod TTIP, Alexandra Strickner: ”Vi arbejder ikke kun imod frihandelsaftaler som tidligere; det er en kamp for alternativer”.

For de bystyrer, der var repræsenteret i Barcelona, blev deres muligheder for at fremme offentlige alternativer et emne, man var meget optaget af. Offentlige indkøb er blevet et nøgleredskab til at udvide og konsolidere lokale alternativer til det aktuelle økonomiske system, der bygger på globale værdikæder, der er afhængige af fossile brændstoffer og lave CO2-standarder. Barcelona-erklæringen slår fast, at ”Vi er dybt bekymrede for, at disse aftaler vil true vores muligheder for at træffe beslutninger og bruge offentlige midler (inklusiv offentlige indkøb) og dermed ødelægge vores opgaver i forhold til at hjælpe mennesker med grundlæggende behov såsom boliger, sundhed, miljø, socialhjælp, uddannelse, lokal økonomisk udvikling og fødevaresikkerhed”. Med andre ord, så kan handelsaftaler blokere for og vende globale tendenser, som for eksempel udviklingen med at kommuner tager vandforsyningen eller andre serviceydelser tilbage fra private aktører. Barcelona-konferencen bekræftede, at bredt anerkendte globale styringsredskaber som nærhedsprincippet og fornuftige reguleringer som Direktiv 2014/24/UE om offentlige indkøb bliver afmonteret med den nye generation af handelsaftaler.

Hvad er så det næste skridt? Den brede koalition af sociale bevægelser, organisationer i civilsamfundet og mere militante fagforeninger må konsolidere alliancen med netværket af TTIP-fri byer. Nu hvor nogle EU regeringer åbent stiller spørgsmålstegn ved TTIP, fokuserer den europæiske koalition allerede på CETA, også kaldet den canadiske TTIP. CETA er planlagt til at blive ratificeret til efteråret som en ”bagdør” for amerikanske multinationale firmaer, der med base i Canada søger at få en fod indenfor på de indtil nu beskyttede europæiske markeder. Et ”utilfredshedens efterår” er allerede under forberedelse med forskellige mobiliseringer imod de forskellige frihandelsaftaler og de transnationale firmaer, der promoverer dem. Det er en god anledning til at befæste byernes engagement i den mobilisering, der kommer til at kræve fantasi og politisk engagement. Hvis CETA blive nedkæmpet, vil det være et afgørende slag mod TTIP, selvom der er flere kampe i horisonten, såsom TiSA (Aftale om Handel med Service). Disse kampe imod forskellige forkortelsesmættede handelsaftaler er ganske simpelt beviset på en mere omfattende realitet, nemlig at de store selskaber har overtaget de nationale og transnationale institutioner og tvinger civilsamfundet i defensiven. Men Barcelona-mødet viste, at kommunale myndigheder, der er forenet i kampen for at forsvare demokrati og suverænitet, er en effektiv strategi, der kan beskytte og fremme opblomstringen af post-kapitalistiske rum.

Byrådene bliver en strategisk aktør i beskyttelsen af borgeres rettigheder, når nationalstaten fejler. Og der bliver nye initiativer på vej. Grenoble, en af de første byer i Frankrig, som har afprivatiseret vandforsyningen, tog faklen op og vil være vart for det næste møde for TTIP-, CETA-, og TiSA-fri zoner. Disse forandringsbyer må ikke blive øer i et hav af neoliberal globalisering, men vil forhåbentlig give rum for at udvikle en politisk praksis, der beskytter og opelsker det lokale, samtidig med at de står for international solidaritet og samarbejde.

19. maj 2016
Sol Trumbo Vila er økonom ansat i TNI, Transnational Institute. Oversat fra
TNI´s hjemmeside af Martin Mørch 

 

 

Opslået i Imperialisme, Kommuner og regioner, Økonomi

single.php