Alt imens israelske tropper undertrykker palæstinensiske protester med vold, bliver vejen frem for den palæstinensiske kamp på ny taget op til seriøs overvejelse.

 

En artikel i New York Times (8. december 2017) med overskriften “tostatsløsning, en mellemøstlig hjørnesten, sendt til tælling” indledes sådan her: ”Efter officielt at have anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad onsdag erklærede præsident Trump, at USA stadig støtter en tostats-løsning, for at afslutte konflikten mellem israelere og palæstinensere, såfremt begge parter kunne nå til enighed.”

 

”For første gang i sine 26 år som fredsmægler, var den palæstinensiske topforhandler ikke enig.”

 

”Saeb Erekat, generalsekretær i den Palæstinensiske Befrielsesorganisation [PLO] og en stålsat fortaler for en palæstinensisk stat, udtalte i et interview torsdag, at Trump og Israels premierminister Benjamin Netanyahu havde formået at ’ødelægge det håb’”. Han talte for et radikalt skifte i PLO’s målsætninger – i retning af én stat, men hvor palæstinensere havde de samme rettigheder som israelere, inklusiv stemmeretten.”

 

”Vi har ikke længere noget valg,” udtalte han. ”Det er realiteterne. Vi lever her. Vores kamp bør fokusere på én ting: lige rettigheder.”

 

For at forstå hvordan det er kommet dertil, kan man med fordel kigge på den historiske udvikling, og begynde med at kaste et blik på de forskellige tilgange til kampen mod fysisk og kulturel undertrykkelse af jøder i Europa, særligt kontinentets østlige del. Zionisme har altid været en overvejende højrefløjsstrømning, særligt indenfor den europæisk-jødiske bevægelse i første halvdel af det 20. århundrede. Den har således stået i skarp kontrast til den socialistiske bevægelse, herunder jødiske socialister, der var i overtal overfor zionisterne.

 

Til tider har de mest reaktionære dele af den zionistiske bevægelse endda søgt at danne alliancer med antisemitter, idet de begge arbejdede på at fjerne jøderne fra Europa, om end ud fra forskellige bevæggrunde. Dette fænomen giver stadig genlyd i dag, hvor højrefløjen af de kristent evangeliske – som mener, at alle jøder, inklusive dem der er bosat i Israel, ryger i helvede, hvis de ikke konverterer til den evangeliske kristendom – støtter op om Israel. Også i alt-right bevægelsen forefindes anti-semitter, der ud fra en lignende logik støtter Israel.

 

Ovenpå Anden Verdenskrig, og i kølvandet på Holocaust, fik zionistbevægelsen vind i sejlene. De britiske, franske og amerikanske imperialister støttede op om oprettelsen af en zionistisk stat i det britisk kontrollerede Palæstina.

 

Uden denne støtte kunne Israel ikke være blevet oprettet (at Stalin støttede Vesten i dette foretagende er en anden historie.

 

Fratagelse

Oprettelsen af staten Israel betød en voldelig, terroristisk fratagelse af rettigheder og ejendom for op mod 500.000-700.000 arabere, hovedsageligt muslimer og et større kristent mindretal, som havde boet i det senere Palæstina i over 1000 år. Det var anledning til den palæstinensiske diaspora i dét, der blandt palæstinenserne selv refereres til som ”Nabka” (katastrofen) – en historisk forbrydelse.

 

Lige siden har imperialistisk støtte, såvel politisk som materielt i form af penge, våben og truslen om krig, holdt oprørsgrupper og de omkringliggende arabiske lande i skak, og holdt Israel oppe. Her kan man som eksempel nævne den store lufttransport af tunge våben, USA sendte til Israel under Yom Kippur-krigen i 1973, uden hvilken Israel var blevet besejret. Den senere israelske premierminister Golda Meir indrømmede senere, at Israel, da det så ud, som om krigen var ved at blive tabt, havde været klar til at bruge atomvåben. Et sådant skridt havde muligvis udløst en sovjetisk intervention og en tredje verdenskrig.

 

De arabiske landes målsætning med krigen i 1973 var at tilbageerobre de besatte områder, som Israel havde erobret i 1967 (særligt Vestbredden og Gazastriben), ikke at ødelægge Israel. At de israelske ledere var klar til at bruge atomvåben for at beholde de erobrede territorier, er en relevant overvejelse at inddrage i diskussionen om de aktuelle politiske forhold i Israel.

 

Israel besatte hele Palæstina i 1967-krigen, såvel som den egyptiske Sinai-halvø. Sinai-halvøen blev senere returneret til Egypten, efter den ægyptiske præsident Anwar Sadat havde overgivet sig til Israel, men Vestbredden forbliver under israelsk kontrol. Gaza er et tætbefolket stykke land, der bliver brutalt undertrykt, og hvor grænsen patruljeres af israelske soldater både til lands og til vands.

 

I 50 år har Israels grænser ikke været indenfor ”den grønne linje” fra 1967, men går snarere fra Middelhavet til Jordan-floden; fra Egypten til Syrien. Det er den grænse, de israelske styrker forsvarer. Indenfor denne de facto grænse er der kun en møntfod, shekelen. Der hersker én udenrigspolitik, en hær, en flåde og en regering.

 

Det Palæstinensiske Selvstyre har ikke regeringsmagten på Vestbredden. Det har tilladelse til selv at udføre politiarbejde i området og har ansvaret for visse servicefunktioner, men den egentlige statsmagt er den israelske regering. Det samme gør sig gældende i Gaza, og Israel ”klipper plænen” (starter en krig) med jævne mellemrum for at understrege magtforholdene.

 

Én stat

Kort og godt er der allerede reelt kun én stat i området fra Egypten til Syrien, og fra Middelhavet til Jordan. ”Besættelsen” er ikke en midlertidig størrelse, eller noget, der kan forhandles om. Som sådan må Vestbredden og Gaza forstås ikke som besatte områder, men som erobret territorium, der er blevet inkorporeret i Israel.

 

Indenfor denne ene stat bor der arabere, drusere og andre, der er israelske statsborgere, indenfor ”den grønne linje”. Disse bliver kraftigt undertrykt og behandles som andenrangsborgere – eller mere præcist undertrykte mindretal.

 

Men arabere og andre på Vestbredden og i Gaza, der er under israelsk statskontrol, er ikke indbyggere i Israel, og har ikke nogle rettigheder. Det er dét, der gør Israel til en apartheidstat.

 

Israels politik handler ikke kun om at bevare den nuværende apartheidstat, men om at forstærke den ved at fortsætte opførelsen af bosættelser, der juridisk set er en del af Israel, og som forsvares af den permanente tilstedeværelse af israelske soldater på Vestbredden. Bosættelserne er forbundet til den grønne linje i Israel via veje, som den palæstinensiske befolkning ikke har lov til at benytte.

 

”Ingen tostatsløsning,” så længe han er premierminister, som Netanyahu stolt erklærede det.

 

Men vi bør notere os, at der aldrig har været tale om en ægte tostatsløsning. Både Israel og amerikanerne har altid insisteret på, at en palæstinensisk ”stat” ikke skulle have sit eget militær, ikke skulle kunne kontrollere sine egne grænser, endsige føre en selvstændig udenrigspolitik – alle forhold, der ville ligge under det israelske retsområde. Det er ikke en stat.

 

Det de facto eksisterende Israel er allerede en enkelt stat. Det eneste spørgsmål, der står tilbage, er, hvilken form for stat, den skal være – den nuværende semi-teokratiske, jødefavoriserende apartheidstat, eller en sekulær stat med lige rettigheder for hele befolkningen?

 

Sidstnævnte holdning anerkender, at de israelske jøder er blevet en del af Palæstina, og har været det i mange generationer. I stedet for at nære forestillinger om at fordrive den jødiske befolkning, vil en sådan demokratisk stat kunne tildele dem en ligeværdig plads med alle andre borgere.

 

I modsætning til en jødisk, muslimsk eller kristen stat ville en sekulær stat desuden kunne garantere religionsfrihed for alle, og en skarp adskillelse mellem staten og de religiøse institutioner.

 

Denne diskussion er ikke ny for mig. I 1968 fulgtes jeg, som en af de unge ledere i det amerikanske Socialist Workers Party, med partiets præsidentkandidat, Fred Halstead, på en rejse verden rundt.

 

Fred var en af lederne i antikrigsbevægelsen, og et af vores hovedmål var at komme til Sydvietnam for at tale med amerikanske soldater om krigen. Blandt vores andre mål med rejsen var en tur til Cairo, hvor vi ville interviewe medlemmer af den nye palæstinensiske kampgruppe, Fatah.

 

Mens jeg sad på mit hotelværelse i Cairo og snakkede med to unge ledere af bevægelsen på engelsk, hørte jeg første gang forslaget om et demokratisk, sekulært Palæstina.

 

Palæstina for alle

De forklarede, at lederne i den arabiske verden havde forsøgt at ”drive jøderne i havet”, og at det var forkert. Jøderne var kommet for at blive. Fatahs løsning var lige rettigheder for alle, i et demokratisk, sekulært Palæstina. De var imod zionisme, ikke imod jøderne.

 

På et billede af et Fatah-slogan på væggen stod der: ”Vi bekæmper Israel, fordi det undertrykker vores folk.”

 

Dette blev diskuteret i SWP. Som optakt til kongressen i 1971 udformede Gus Horowitz (som vidste en hel del mere om jødisk og israelsk historie end mig) og jeg en resolution om Israel, der inkluderede støtte til et sådant Palæstina. Denne blev vedtaget ved kongressen.

 

Situationens udvikling i de årtier, der siden er gået, hvor Israel i mellemtiden er blevet en decideret apartheidstat, har ikke blot gjort argumenterne for en demokratisk etstats-løsning mere åbenlyse, men også gjort det til en brændende nødvendighed.

 

Den eneste realistiske løsning, som Erekat sagde det, er en enkelt stat med lige rettigheder for alle. Holdningen vinder indpas blandt palæstinenserne, alt imens tostats-løsningen glider ud i sandet.

 

Oversat fra Green Left Weekly af Morten Hammeken

Opslået i Facebook, Mellemøsten

single.php