Fire år efter valget af den første afro-amerikanske præsident i USA’s historie er meget forandret. Den udbredte begejstring for Barack Obama er væk, skuffelsen over løftebrud og mangel på jobskabelse er udtalt – og imens er republikanerne tilbage som en seriøs udfordrer, med en aktivistisk og yderligtgående højrefløj bestående af abortmodstandere, homohadere og ultraliberalister.

Alligevel blæser der også andre vinde. 2008-2012 har ikke kun budt på nederlag, men i høj grad også på modstand, der peger ud over forsvaret af det bestående. Foråret 2011 var delstaten Wisconsin således central i den mest omfattende arbejdskonflikt siden 1970’erne, hvor fagbevægelsen, venstrefløjen og uafhængige aktivister viste en vej ud af årtiers resignation overfor stadig underminering af opnåede rettigheder, reallønsudvikling og velfærdsgoder. Strejker, massedemonstrationer og endda seks ugers besættelse af regeringskomplekset var pludselig blevet til naturlige virkemidler i kampen mod guvernørens forsøg på helt at fratage fagforeningerne retten til kollektive forhandlinger. Kampen imod nedskæringer blev forvandlet til en politisk kamp om samfundsindretningen og om, hvorvidt én samfundsklasse uden modstand skulle kunne nedtromle en anden. Konflikten blev flittigt dækket i medierne, og over hele landet var der støtteindsamlinger, solidaritetsdemonstrationer m.v.
Samme efterår kun få måneder senere var det Zucotti Park i New Yorks Wall Street-kvarter, der blev besat. Med det kraftfulde budskab om de 99% imod den ene procent var det navnlig finanskapitalen, der blev angrebet, men også hele den grundlæggende og ekstreme ulighed i et USA, der trods alt stadigvæk er et af verdens klart rigeste lande. På kort tid formåede Occupy-bevægelsen at blive en pol i det amerikanske politiske landskab, som andre måtte forholde sig til – og som ved gentagne anledninger har kunnet påvise langt større folkelig støtte end den højrepopulistiske Tea Party-bevægelse, der ellers løbende eksponeres i mediebilledet.

For fire år siden var det faktisk en del af Obamas valgprogram, at han ville indføre en mindsteløn, styrke faglige rettigheder og føre en kritisk politik over for finanskapitalen. I dag står han ydmyget og afsløret tilbage. Ydmyget af republikanerne, som han forgæves har prøvet at mane til ”nationalt sammenhold” og tilbyde højredrejede kompromisser. Afsløret som løftebryder, fordi han bevidst ikke har støttet fagbevægelsen og dens mærkesager alligevel – ikke engang i Wisconsin imod den rabiate højreguvernør Scott Walker. Obama ligger dermed, som han har redt.
Men egentlig er det ikke overraskende, at sengen er redt på den måde. Obama er nemlig – på linje med sin modkandidat – økonomisk helt i lommen på stærke kapitalinteresser. Hans valgindsamling i 2012 er indtil nu nået op på 348,4 mio. $, dvs. over 2 mia. kr., men kan nå betydeligt højere op (745 mio. $ i 2008). Af disse er hidtil 213 mio.$, altså over 60%, fra ”store” bidragydere – typisk firmaer, der systematisk giver til begge de to store partiers kandidater. At både Demokraterne og Republikanerne dermed er ”Saxobank-partier” afspejler sig klart i den økonomiske politik, de står for: Forskellen er på niveau med forskellen mellem Lars Løkke og Anders Samuelsen.
De partier, der udfordrer fra venstre, som f.eks. De Grønne, The Socialist Party samt Peace and Freedom Party, får ikke denne støtte og har budgetter på promiller af de to store partier. Dertil kommer, at det amerikanske valgsystem effektivt favoriserer de to store partier. I 2000 fik Ralph Nader og De Grønne 3% af stemmerne, hvilket den gang var sensationelt.

Det er med andre ord ikke fra det parlamentariske, men fra det udenomsparlamentariske område, at kapitalismen og de pro-kapitalistiske partier vil blive udfordret, og kampen for LGBT-rettigheder, immigrantrettigheder, mod naturødelæggelser etc. skal vokse frem.
Forud for valget er der nu et massivt pres på navnlig den amerikanske fagbevægelse for igen at sætte deres maskineri i gang med at samle stemmer på Obama – på samme måde som toneangivende faglige ledere i 2011 fik kanaliseret arbejdskampen i Wisconsin over i en kamp for at tilbagekalde Scott Walker og i stedet vælge en liberalist fra Demokraterne. Tilsvarende var det heller ikke muligt for Occupy Wall Street (OWS) at opretholde hverken besættelsen eller intensiteten fra efteråret 2011. Alligevel har OWS med sit budskab og sine metoder formået at sætte en ny politisk dagsorden, drevet frem af nogle få tusinde dedikerede aktivister. Tænk, hvis blot nogle flere af fagbevægelsens potentielt vældige ressourcer blev kanaliseret over til at understøtte aktivisme og sætte en selvstændig dagsorden, uafhængigt af to-partisystemet og med et perspektiv om klassekamp, der går videre end venstrepopulismen og forsvaret for ”middelklassen”, der var det politisk mest udbredte i både Wisconsin og i Occupy-bevægelsen. Med dette afsæt kunne det på sigt blive muligt at løse den helt nødvendige opgave: at opbygge et masseparti, der repræsenterer arbejderklassens interesser.

Lige nu kan socialister og fagligt aktive i Europa studere USA for at se skriften på væggen, når det gælder en stadigt mere aggressiv arbejdsgiverklasse, der åbenbart ikke længere ser fordele ved kompromisser, overenskomster og aftaler, men i stedet kører et langt mere ensidigt løb.
Og så huske, også herhjemme, at de sociale bevægelser og fagbevægelsen ikke må lade sig presse til at støtte ”det mindste onde”, men skal holde godt fast i sin egen dagsorden, uanset hvem der sidder med regeringsmagten…

SAP’s Forretningsudvalg, den 7. september 2012

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php