LO har serveret et oplæg til klimapolitisk handling i dansk fagbevægelse, men indholdet er langt fra at leve op til situationens alvor.

 

»Vi ved godt, at fagbevægelsen ikke tidligere har været helt i front på klimapolitikken, fordi vi har frygtet negative beskæftigelseskonsekvenser.«

Sådan lød selverkendelsen fra LO-sekretær Marie Louise Knuppert, da Landsorganisationen den 12. august 2008 præsenterede sit udspil: Den nye klimadagsorden – LO’s klima- og energistrategi. Det kan hentes på LO’s hjemmeside: http://www.lo.dk/AKTUELT/LOnyheder/20080815LOKlimapolitik.aspx.

Mens Dansk Industri for længst er begyndt at udfolde en klimapolitisk strategi, har dansk fagbevægelses stemme næsten ikke været til at høre i klimadebatten. Nu går LO så ifølge LO-sekretæren »ind og tager et ansvar for, at fagbevægelsen er med til at løfte klimaopgaven«.

Det er naturligvis i sig selv positivt, at LO forholder sig til klimakrisen og lægger op til at gøre det til et centralt anliggende for fagbevægelsen.

Men man må også konstatere, at det er et overraskende tandløst udspil med afgørende forbehold.

Lysegrønt Danmarks-billede
LO’s vurdering af situationen er, kort fortalt, at Danmark gør det godt på klima- og energi-området, og hvis vi blot gør mere af det samme, går vi en lys fremtid i møde med nye grønne »eksporteventyr«.
Strategipapiret tegner et lysegrønt billede af Danmark som »et af verdens mest klimavenlige samfund« med en »stærk økonomisk vækst uden øget energiforbrug«. Denne overbevisning rokkes ikke af, at man selv oplyser, at 85 procent af det danske energiforbrug dækkes af fossile brændstoffer. Man forbigår i tavshed, at Danmarks energiforbrug er et af de højeste i verden per indbygger, og at den danske udledning af CO2 er den højeste i EU, hvis man medregner skibsfarten og flytrafikken. Politiken dokumenterede den 1. december 2007 med tal fra Danmarks Statistik, at der ikke har været tale om nogen »afkobling« af CO2-udledning fra økonomisk vækst: Når skibsfarten og flytrafikken medregnes fuldt ud i CO2-opgørelserne, har der ikke fundet nogen afkobling sted. Og hvorfor skulle skibsfart og flytrafik ikke regnes med dér, når de tæller med i opgørelserne over den økonomiske vækst?

LO’s glansbillede sættes i relief af Energistyrelsens seneste tal. Energistatistikken for 2007 viser, at det danske energiforbrug – korrigeret for udenrigshandel med el og klimaudsving – steg med 1,4 procent i 200, og CO2-emissionerne med 0,5 procent. Stigningen skyldtes navnlig den fortsat voksende transport med biler og lastbiler. Siden 1990 er vejtrafikkens CO2-udledning vokset med 36 procent, fremgår det af en rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser.

Energistatistikken ser vel at mærke helt bort fra danskernes og de danske virksomheders drivhusgasbidrag i form af metan fra landbruget og CO2 fra turistrejser, udflyttet produktion i Asien og eller – som nævnt – skibstrafikken, hvor Mærks-koncernens 1.000 skibe, som tilsammen med koncernens boreplatforme udleder lige så meget CO2 som det samlede udslip fra Danmark.

Luftige målsætninger
LO erkender, at »den store udfordring bliver at omstille samfundet til at forbruge mindre energi på en langt mere effektiv måde, end det foregår i dag«, men de målsætninger, der opstilles i papiret, er mildest talt luftige. Danmarks energimålsætninger skal være »mere ambitiøse« end i dag, men hvor meget mere ambitiøse, henstår i det uvisse. »LO ser det som et selvstændigt mål, at Danmark bliver uafhængigt af fossile brændstoffer« – men ligesom Anders Fogh Rasmussen giver LO ingen tidsfrist for denne omstilling.
»LO støtter IPCC’s anbefalinger om en reduktion af CO2-udslippet på 25-40 pct. i
2020 og 50-80 pct. i 2050,« hedder det i LO’s strategipapir. Her omgås LO imidlertid temmelig lemfældigt med de konklusioner, FN’s klimapanel kom med i 2007.

IPCC rapporterede, at verdens CO2-udledninger skal reduceres med 50-85 procent inden 2050 for at have en rimelig chance for at holde den globale opvarmning inden for 2,0-2,4 grader over førindustrielt niveau. 2 grader betragtes som den sandsynlige grænse, der ikke må overskrides, hvis man skal have en blot nogenlunde chance for at undgå storstilede og selvforstærkende klimaforandringer (http://www.ipcc.ch/pdf/assessment-report/ar4/syr/ar4_syr_spm.pdf ). Hvis LO vil »støtte« IPCC, må man derfor gå med i kampen for et mål på mindst 85 procents reduktion inden 2050.

Det nødvendiggør i sig selv drastiske omlægninger. Men blandt andre James Hansen, som er ledende forsker ved NASA’s Goddard Institute, har påpeget, at Klimapanelets vurderinger ikke var vidtgående nok: Der er behov for, at indholdet af CO2 i atmosfæren bringes ned under 350 ppmv (CO2-molekyler per million), dvs. under det niveau, vi allerede i dag har nået. Der er af samme grund startet en international kampagne for målsætning om at komme ned under dette niveau (se http://350.org/).

Fortsat vækst
På baggrund af de uklare målsætninger er det ikke underligt, at LO undlader at opstille en egentlig strategi, hvor midler og mål hænger sammen. LO’s anbefalinger er luftige og viger uden om alt, hvad der kunne komme på tværs af arbejdsgivernes interesser og markedskræfternes frie spil.
På nationalt plan anbefaler LO:
• en ikke nærmere defineret »langsigtet energi- og klimaaftale«
• flere midler til forskning
• mere efteruddannelse
• støtteordninger for vedvarende energi
• styrkelse af den kollektive trafik, men intet om begrænsning af bil-, lastbil- og flytrafikken.
Forbrugsvæksten fremstår som det store tabu:
»For LO-fagbevægelsen er det afgørende, at tilpasningen til klimaforandringerne sker
på baggrund af en fortsat vækst i samfundet, som både kan sikre høj beskæftigelse og en positiv udvikling af den samlede velfærd.«
En ting er, at LO i sit papir postulerer, at »fortsat vækst« kan gøres »bæredygtig«. Endnu værre er det, at man beskriver denne vækst som en forudsætning for høj beskæftigelse.
»LO vil arbejde på, at der fortsat skabes vækst og udvikling i samfundet som forudsætning for en høj beskæftigelse […]«.
LO advarer udtrykkeligt om, at »en meget pludselig reduktion af energiforbruget kan føre til væsentlig lavere vækst«.

Tekniske fix
LO’s strategi lægger i stedet vægten på tekniske løsninger såsom omfattende brug af biobrændstoffer og CO2-lagring. Det gør man, selv mange miljøbevægelser for længst har advaret mod en storstilet satsning disse »tekniske fix« (se fx http://klima-sos.dk/baggrundsmaterialer-og-links/tre-beskidte-tricks).

LO mener, at Danmark skal bidrage til EU’s mål om 10 procent biobrændstof i 2020, selv om man er klar over, at den øgede efterspørgsel på biobrændstof allerede har ført til højere fødevarepriser. Det får LO til at ønske, at biobrændsel i stedet fremstilles på basis af biomasseaffald såsom »gylle, døde dyr, fedt og andre restprodukter«. Men ifølge det Europæiske Miljøagentur har EU ikke selv dyrkbar jord nok til at opfylde 10 procent-målet, end ikke hvis det antages, at en betydelig del af målet opfyldes ved hjælp af affaldsbaseret, såkaldt 2. generations biobrændstof. (Information, 16. april 2008).

Med hensyn til at indfange og lagre kraftværkernes CO2 er teknologien slet ikke kommercielt tilgængelig endnu, og der er stor usikkerhed om dens gennemførlighed og omkostninger.

I hælene på EU
Strategipapiret bærer i det hele taget præg af, at LO accepterer de rådende magtforhold, herunder ikke mindst trasker i hælene på EU’s kvotedirektiver.

EU’s CO2-kvoteordning godtages uden videre, selv om den betyder, at det ikke har nogen effekt på de samlede CO2-udledninger, når vi sparer på strømmen. Før gav lavere elforbrug mindre CO2 fra elværker. For perioden 2008-2012 har EU låst de samlede udledninger fra elværkerne og de store elforbrugende virksomheder fast ved de samlede tildelte kvoter. Det betyder, at hvis danskerne sparer på strømmen, får DONG Energy mere plads i sit kvoteregnskab til at eksportere kulbaseret, CO2-forurenende el til nabolandene (Information, 31. marts 2007).

Et andet stort problem i EU’s CO2-kvotesystem er, at man har foræret virksomhederne store kvoter. Her er det meningen, at en større andel i stedet skal sælges på auktion. Men over for dette beder LO om, at man kun gradvist går bort fra at tildeles gratis kvoter – af frygt for at virksomhederne vil reagere ved at flytte ud af EU.
LO erklærer sig uforbeholdent for kvotehandel. »Dermed sikres det, at CO2-reduktionen gennemføres, hvor det er billigst,« hedder det. Også på dette punkt tager man altså markedsideologien til sig. Hidtil har kvotehandlen dog først og fremmest sikret, at de rigeste lande har kunnet undgå at lægge stilen om.

Ved at købe sig til kvoter i øst- og u-lande kan EU klare næsten hele den CO2-reduktion på 8 procent i forhold til 1990-niveauet, som unionen ifølge Kyoto-aftalen skal nå i årene 2008-12. Det dokumenterer Greenpeace i en ny analyse. EU kan altså gennem kvotehandlen stort set slippe uden om at reducere sin CO2-udledning.
For Danmarks vedkommende viser Greenpeaces analyse, at hvis alle de tilladte kreditter udnyttes, vil langt hovedparten af den danske klimaindsats ske i øst- og u-lande.

I disse uger forhandler EU-landene om reduktionsmålene for næste fase, årene 2013-20. I disse forhandlinger presser bl.a. Danmark på for at få mere generøse rammer for CO2-kreditkøb, end EU-Kommissionen har lagt op til. (Information, 24. september 2008).

Retfærdig overgang
Spørgsmålet om arbejdspladser er centralt for fagbevægelsen.
LO erkender korrekt, at…
• »Millioner af job vil forsvinde som følge af klimaændringerne og det, vi gør for at begrænse dem«.
• Der er store muligheder for nye job inden for CO2-neutral energi, nye energi- og miljøteknologier samt varer og tjenesteydelser, der produceres med et minimalt forbrug af energi.
• Det er en kæmpemæssig udfordring, fordi de fleste af de nye job ikke vil blive skabt de steder, hvor de gamle job forsvinder.
»Visse sektorer og industrier og visse lande og regioner vil blive særlig hårdt ramt,« forklarer LO. »Den polske kulminearbejder, der mister sit job som følge af klimaforandringerne, har ikke så stor glæde af, at beskæftigelsen stiger i den danske vindmølleindustri. Samtidig vil der være en tendens til, at der kræves andre kompetencer i de nye job end dem, som de, der havde de gamle job, besad.«

Men hvilke sociale garantier skal beskytte disse grupper under den nødvendige omstilling? LO taler om behovet for at sikre en »retfærdig overgang«, men holder sig også her helt inden for markedslovenes rammer. Det eneste bud lyder:
»Hvis de mest negative sociale konsekvenser skal undgås, vil det kræve forskellige støtteprogrammer, der kan sikre skabelsen af nye kompetencer blandt arbejdstagerne og nye forretningsmuligheder i de lokale samfund.«
Tonen er optimistisk: Ifølge LO vil tilpasningen til og bekæmpelsen af klimaforandringerne skabe så mange nye, grønne job, at antallet »langt [vil] overstige det antal job, som forsvinder på grund af klimapolitikken«.

LO lader forstå, at omstillingen til klimavenlige arbejdspladser kan ske på bedste vis »gennem det danske fleksible arbejdsmarked«, ligesom man har stor tiltro til, at arbejdsgiverne over en bred kam vil være motiverede til at satse på klimavenlig teknologi.

Fra snak til handling
Lige så luftig og tandløs som de strategiske udmeldinger er LO’s konkrete indsats på klimafronten.
Ifølge LO-tidsskriftet Kontrast, april 2008, er LO i gang med at planlægge en række initiativer
op til klimatopmødet i København i 2009:
»Overordnet er formålet med initiativerne, at den danske regerings klimapolitik inddrager beskæftigelsespolitik og sociale hensyn. Blandt andet planlægger LO at lave et arrangement under klimatopmødet, hvor deltagerne kan besøge en virksomhed, hvor miljø- og energipolitikken er blevet omlagt gennem aktiv inddragelse af medarbejderne.«

Siden offentliggørelsen af LO’s »klimastrategi« i august måned har organisationen tilsyneladende igen været tavs om klimaspørgsmålet fra LO’s side.

Dansk fagbevægelse kunne finde inspiration til en langt mere offensiv holdning i sine egne internationale organisationer. Den Internationale Faglige Sammenslutning (ITUC) og den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (ETUC) kom i deres udtalelse op til klimakonferencen på Bali i december 2007 med en lang række handlingsforslag og ¬ eksempler. Her lægger de blandt andet op til en kamp for miljørettigheder på arbejdspladsen (se boksen herunder).

»Vi kan, hvis vi vil – men vi skal virkelig ville,« hedder den afsluttende overskrift i LO’s strategipapir. Vil LO?

 

===========================
Miljørettigheder på arbejdspladsen
Den internationale fagbevægelse har lagt op til at kræve en række miljørettigheder indført i overenskomster og arbejdspladsaftaler. Her bringes et uddrag af udtalelsen fra den Internationale Faglige Sammenslutning (ITUC) og den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (ETUC) op til Bali-konferencen december 2007 (side 15, oversat af red.):
»Følgende forhåndsbetingelser er påkrævede for at sikre, at landene effektivt efterlever Kyoto-protokollens regler og tiltag:
• Ret til medbestemmelse: De ansatte har ret til at deltage i beslutningsprocesserne i forbindelse med miljøspørgsmål på deres arbejdsplads og til at udøve denne ret gennem deres faglige repræsentanter i fælles sundheds- og sikkerhedsudvalg, gennem valgte sikkerheds- og sundhedsrepræsentanter på arbejdspladsen eller gennem nye miljøudvalg.
• Ret til viden: De ansatte har ret til at få kendskab til de miljøfarer, der findes på arbejdspladsen, efterhånden som de opdages og bedømmes, og arbejdsgivere og ansatte skal oplyses om disse farer gennem mærkning, materiale-sikkerhedsblade og undervisning af de ansatte. Dette gælder i dag som standard for producenter og importører af kemiske stoffer, men det skal udvides til også at omfatte klimaforandrings-relaterede spørgsmål, dvs. retten til viden om virksomhedens udledninger af drivhusgasser, dens teknologivalg og planer for energibesparelser, anvendelse og effektivitet.
• Beskyttelse af ansatte, der lækker oplysninger om kritisable forhold (whistleblowers): En ansat må ikke retsforfølges eller udsættes for disciplinærsanktioner for at have videregivet oplysninger om forhold på arbejdspladsen, som han/hun oprigtigt mener udgør en miljørisiko.
• Ret til at nægte farligt arbejde: En ansat må ikke retsforfølges eller udsættes for disciplinærsanktioner for at have nægtet at udføre arbejde, som han/hun oprigtigt mener vil udgøre en umiddelbar eller alvorlig trussel mod egen eller andre ansattes helbred.
• Ret til at nægte arbejde, der skader miljøet: En ansat må ikke retsforfølges eller udsættes for disciplinærsanktioner for at have nægtet at udføre arbejde, som han/hun oprigtigt mener vil udgøre en umiddelbar eller alvorlig trussel mod miljøet.

Kilde: International Trade Union Confederation (ITUC), European Trade Union Confederation (ETUC) og Trade Union Advisory Committee to the OECD (TUAC), Trade Union Statement to COP13, 2007. Hent udtalelsen her
 

Opslået i Klima

single.php