Det er godt og nødvendigt, at Enhedslisten diskuterer den nuværende katastrofale kurs for det danske landbrug. En ny pjece kommer med mange vigtige pointer både i analyser og svar. Men der er for megen moralisering og for lidt klassekamp. Diskussionen fortsætter på Enhedslistens kriseseminar lørdag den 26. februar.

 

Seminaret foregår i det tidligere TIBs lokaler i Valby med udgangspunkt i ”krisepjece 2”, som er en samling analyser af den kapitalistiske krise og vores svar herpå. Et afsnit i pjecen analyserer det konventionelle pesticidlandbrug og kommer med nogle bud på socialistiske løsninger. Men både vores analyser og vores svar lider lidt af en skæv vægtning. Det lykkes ikke rigtigt at hæve sig over en delvist moraliserende kritik af en enkelt af landbrugets sektorer, nemlig svineproduktionen. Det er ærgerligt, for alle sektorer af det industrialiserede landbrug er i dyb krise og producerer dårlige fødevarer med miljøødelæggende metoder.

Klassekræfter i landbruget
Det ville efter min mening være bedre, hvis vi tog udgangspunkt i at anskueliggøre de grundlæggende mekanismer i det industrialiserede pesticidlandbrug, med fokus på en beskrivelse af klassemodsætningerne i industrilandbruget. Derved ville vi tilbyde læserne en mere korrekt forståelse af, hvorfor vi er kommet helt derud, hvor vi er nu.

Ellers risikerer vi, at det i vores analyser kommer til at fremstå, som om det er bøndernes skyld at vores nuværende landbrug både ødelægger natur-miljø, forårsager afvandring fra landsbyer, ikke kan tjene penge, producerer elendige fødevarer, forårsager nedlæggelse af skoler og institutioner i landdistrikterne og alle de andre negative konsekvenser, der mere og mere tydeligt er konsekvensen af den nuværende udvikling i industrilandbruget.

Agro-kemisk storkapital
Men klasseaktørerne på landet fremstår kun sporadisk. Papiret ville vinde ved en klarere omtale af de vigtigste dele af den agro-kemiske storkapital og deres tryk på bønderne:
– den agrokemiske industri, sammenvokset med multinationale biotek-virksomheder (GMO)
– den private og andelsejede forarbejdningsindustri (bl.a. Arla og Danish Crown)
– landbrugsmaskine-producenterne og maskinhandlerforeningen.
– de reaktionære forenede/monopoliserede landboforeninger (Landbrug og fødevarer erhverv) og deres reaktionære rådgivningsvirksomheder i 100 millioner kroners klassen.
– sammen med agro-kapitalens meningsdannere (Venstre, Konservative og Socialdemokraterne) – banker og landbrugsentreprenørernes reaktionære og stavnbindende låne- og byggeløsninger, – korn-foderstof-telefoni-energi-andelsselskaber (DLG og Dansk Agro), osv.

Ikke bare en boble
I papiret fremstilles krisen dybest set, som et udtryk for de seneste års kapitalisering af landbrugsjorden – ”en boble der brast”, snarere end, hvad man med større ret kunne hævde: en mindst 30-40 årig grundlæggende miljøødelæggende effektiviseringsspiral, tvunget frem af nationale og internationale kapitalkræfter, som overbygning på det sultende Europas behov, for en eskaleret fødevareproduktion, helt tilbage fra Anden Verdenskrig.

Den stigende bevidsthed, om ressourcernes og klimaets begrænsninger gør landbrugskrisen afgrundsdyb og fundamental og hænger derfor uløseligt sammen med den samlede imperialistiske verdens rovdrift på menneskelige og naturskabte ressourcer. Men i modsætning til tidligere erkender flere og flere også almindelige mennesker, at kriserne ikke vil kunne løses med tidligere tiders kemiske effektivisering, øget ”forbrug og smid væk” og dermed øget rovdrift. Vi har nået og har allerede overskredet naturens og klimaets bæreevne. Denne voksende erkendelse er af nyere dato for de fleste ikke-økologer og socialister.

Andelsbevægelsen ved en korsvej
Et andet meget vigtigt forhold, som ikke berøres, er at den danske andelsbevægelse, de store danske andelsejede korn- og foderstof- og fødevareproducerende selskaber er ved at nå en korsvej. De gamle andelsprincipper, som indeholder en vis demokratisk indflydelse til producenterne – ”en andelshaver, en stemme” (stor som lille), samt principper om efterbetalinger (en slags overskudsdeling), når årets produktion, køb og salg er regnet sammen, som tidligere sikrede landmanden, at en del af værdiskabelsen i de efterfølgende produktionsled kom tilbage til producenter, er ved at nå deres endepunkt. Dele af disse selskaber er allerede skilt ud i aktieselskaber og flere er på vej.

Afskaffelsen af producenternes indflydelse på merværdiskabelse skal bruges som lokkemiddel for at tiltrække den nødvendige kapital, så de, i danske forhold pænt store landbrugsmonopoler (Arla: ca. 50 milliarder i omsætning) kan ekspandere nemmere internationalt, ligesom helt almindelige kapitalistiske selskaber.

Den gordiske knude bliver derfor i disse år knyttet strammere og strammere for det danske andelslandbrug og kan kort beskrives således:

A) Hold fast i andelsprincipperne og bliv udkonkurreret af større multinationale private fødevareselskaber, så flere danske landbrug vil gå fallit, eller

B) Opgiv andelsprincipperne og lad jeres selskaber blive helt kapitalistiske nu, indtil en større fisk også æder jeres selskab og flytter profitten ud af landet, hvilket vil medføre, at endnu flere danske landbrug vil gå fallit.

Det er de udviklingsmuligheder, der reelt står foran det danske andelslandbrug, set i en fortsat borgerlig kontekst.

Kolonisering af Østeuropa
Den borgerlige regering og EU har kun løsning B i posen, krydret med øget markedsgørelse af landbrugssektoren i EU gennem afvikling af den direkte produktionsbetingede landbrugsstøtte, og øget støtte til kolonialisering af Østeuropa. Med op til 50 procent etableringsstøtte til vestlige landmænds overtagelse af landbrug i de tidligere østeuropæiske lande, bruges EU, som murbrækker mod de tidligere østlandes landbrugs sektor.

Disse nye danske og europæiske storbønder i det gamle Østeuropa får derved, via en kæmpe omkostningslettelse, adgang til enorme og billige jordområder, med svag miljøregulering og billig arbejdskraft. Dette forøger konkurrencen mod bl.a de danske landbrug, der prøver at overholde de begrænsede miljøregler og overenskomster, som arbejderbevægelsen og miljøbevægelserne har tilkæmpet sig. Den kamp, kan både de danske landbrug og befolkningerne og miljøet i det tidligere Østeuropa kun tabe, hvis de ikke går sammen i en fælles kamp, mod de nye internationale mega godsejer-industribrug.

Importeret øko-fremgag
Alle de ovenfor nævnte klasserelationer, samt alle de totalt dominerende meningsdannere, rådgivere, långivere, producenter og aftagere, yder et så enormt tryk på den enkelte landmand, at f.eks. den økologiske produktionsform i Danmark har været 30-40 år om at udvikle sig til blot at udgøre 5-6 procent. I virkeligheden er det i disse år faktisk lykkedes for den borgerlige regering og pesticidlandbrugets top at bremse væksten i det økologiske landbrugs areal i Danmark, så det faktisk er faldende, på trods af den øgede bevidsthed og købelyst hos forbrugerne. Det øgede øko-salg i den danske detailhandel stammer stort set fra import!

Enhedslisten må, efter min mening, derfor fremlægge en mere klasseorienteret analyse på dette område. Derved vil vi bedre blive i stand til at kunne forklare de (endnu få, men stigende antal) progressive landmænd og især det enorme antal stærkt bekymrede byboere, fornuften i vores øko-socialistiske løsningsforslag.

Det øko-sociaistiske alternativ
Vi må efter min mening angive et klart og let forståeligt antikapitalistisk (øko-socialistisk) alternativ, hvor vi bl.a. påpeger den uundgåelige nødvendighed af at gøre helt op med de ovenfor anførte klassekræfter, hvis der skal produceres fødevarer på et økonomisk og klima-miljømæssigt bæredygtigt grundlag.

På trods af at de fleste i Enhedslisten sikkert er enig i de ovennævnte betragtninger, så kommer de ikke særlig tydeligt frem i analysen i pjecen. I stedet anlægges en mere ensidig og moraliserende analysemetode, som kommer særligt tydeligt frem i afsnittet om kvælstofforurening, men som er gennemgående i det meste af afsnittet om landbrugsproduktion.

Proteinfoder kontrolleret af multinationale GMO-producenter
Det er korrekt, at der importeres meget proteinfoder fra Sydamerika til svineproduktionen. Alt for meget. Men udelukkende at nævne vores alt for mange svin som årsag hertil, forekommer lidt ensidigt. Både de mange malkekøer og kødkvæg, ægproduktionen og anden fjerkræproduktion m.m. forbruger proteinfoder. Dette proteinfoder burde, som nævnt i pjecen blive i de fattige lande og bidrage til udvikling af deres egen (øko-)kødproduktion, værdi-og arbejdspladsskabelse m.m.

At det importerede konventionelle proteinfoder ydermere for 90-95 procents vedkommende er et totalt multinationalt agrokemisk GMO-produkt, som slavebinder de fattige producenter i u-landene, nævnes overhovedet ikke! Og det er vel det, der burde være vores grundlæggende angrebsflade.

Det er faktisk lykkedes for den agrokemiske storkapital med udgangspunkt i USA-imperialismens tusinde tråde over hele verden, på under 10 år, at forurene og monopolisere stort set alt andet end økologisk foder med pesticidtolerant GMO-soyaproteiner, uden at nogen har grebet ind. Stort set alt konventionelt masseproduceret industri kød, er opfodret med GMO-proteinafgrøder. Aldrig har man set en monopoliseret ny teknologi udbrede sig så hurtigt og omfattende så store mængder produkter og dermed kunne påvirke så mange menneskers sundhed på længere sigt. Disse uhyre kritiske og delvist irreversible forhold, påtrykt at den multinationale kemi industri forbigåes af en eller anden grund i tavshed.

Den omtalte skæve vægtning går igen i afsnittene om gylle og antibiotika, hvor svinesektoren omtales som de eneste ”syndere”, selv om alle ved, at de omtalte problemer findes i lige så stor udstrækning i alle andre sektorer inden for det konventionelle industrilandbrug.

Vejen til det klasseløse samfund
Derudover er der rigtig mange vigtige områder, som papiret kunne have berørt:

  • Visioner om det økologiske landbrugs reduktion af klimabelastning, metan- og lattergasudslip, gennem landbrugsintegreret vedvarende energiproduktion, og herunder nødvendigheden af etablering af økologisk biogasproduktion. Denne vedvarende og klimaforbedrende biogasproduktion er baseret bl.a på kløvergræs, og er en fundamental forudsætning for omlægning af dansk landbrug til 100 % økologi drift, især for rene planteavlsbrug. Se bl.a. Økologisk Landsforenings klimavision om fossilt frit landbrug 2025.
  • I hele den, i øvrigt inspirerende, vifte af forskellige ejendomsformer, åbnes samtidig med svarene en del ubesvarede spørgsmål, f.eks.: Skal en socialistisk regering slet ikke nationalisere de store godser? Mon de overgiver sig frivilligt?
  • Bliver vi mon ikke nødt til at opbygge nye offentligt ejede, demokratisk styrede korn- og foderstofselskaber, til erstatning for de reaktionære andelsselskaber, som i praksis modarbejder små landbrug og økologisk drift ?
  • Hvor er nationalisering af bankerne og kreditforeningerne, etableringen af en konsekvent socialistisk regering/arbejderstat, som demokratiserede samfundsmæssige redskaber til billig långivning i overgangsperiodens mange, mange år, inden udviklingen af det pengeløse samfund, som beskrives i afsnittet ”arbejdet i fælled”?
  • Skal fagforeningerne, der organiserer arbejderklassen i byerne (forbrugere) og arbejderne på landet, ikke have plads i de kommunale fællesråd, som skal organisere den lokale produktion? Fagforeningerne omtales stort set ikke i afsnittet !
  • Alle personer skal sikres adgang til jord (afsnit: Et demokratisk og mangfoldigt jordbrug), bare de er veluddannede! Er en ornitolog veluddannet? Er en tømrer?
  • Hvor er landbrugsskolerne blevet af, er de nedlagt? Også den økologiske på Kalø? Burde vi ikke stille konkrete krav til indholdet i undervisningen af nye landmænd, F.eks mere økologi og miljø-lære på de konventionelle skoler, inden de overgår til rene økologiskoler, i stedet for bare at lade alle landbrugsskoler forsvinde og påstå, at alle mulige byboere kan sikre den økologiske fødevareforsyning til hele landet og eksporten?
  • Har vi holdninger til udstykning af de store landbrug til flere mindre og bæredygtige landbrug? Altså omvendt strukturudvikling!
  • Vi skal selv overtage produktionen og det sociale liv, i decentrale enheder (citat: ”ingen nye centrale magtcentre” fra afsnittet: ”selvforsyning og lokal produktion”). Skal vi slet ikke have nogen overordnet samfundsmæssig planlægning? Går mængden af lokalt producerede fødevarer bare op med forbruget i hele nationen af sig selv – også eksporten? Skal vi ikke have et socialistisk landbrugsministerium eller et nationalt demokratisk landbrugsråd? Går vi direkte fra kapitalistisk big agro-business til kommunismens stats- og klasseløse samfund?

Vores analyser og svar fremstår, som antydet, en del usammenhængende på mange af disse områder.

Tre pointer
Jeg vil forsøge at koge ovenstående kommentarer og spørgsmål ned til tre pointer:

For det første:
Kritikken af krisen i landbruget bør tydeligere afdække de bagved liggende klasseinteresser, således at det tydeligt fremgår, hvorledes de kapitalistiske markedskræfter ser ud i dagens Danmark og hvorledes de virker, så det ikke fremstår, som om det er den enkelte småbonde, der er problemernes årsag. Og således at det bliver muligt at se de fremvoksende brudflader mellem storkapitalen og småborgerskabet/arbejderklassen også på landet. Småbonden er et småborgerligt vaklende lag såvel i nutiden som i fortiden, men ikke desto mindre en vigtig allieret i kampen mod den agro-kemiske industri, storbønderne og godsejer-kapitalismen.

For det andet:
Det er ikke kun den industrialiserede svinebrugssektor, som er problemet. Hvad enten vi kun ser på Danmark eller globalt. Det er hele det industrialiserede agrokemiske landbrugskompleks, der smadrer vores natur, skaber usunde fødevarer, slavebinder bønder i u og i-lande til GMO afgrøder, bidrager unødigt til klimabelastningen, udpiner jorden, slavebinder bønder til bank- og kemikapitalen, ruinerer og forgifter bønder over hele jorden. Vi bliver, som papiret også angiver, nødt til at påbegynde fundamentale ændringer indenfor alle landbrugs sektorer, med henblik på at opbygge en økologisk, økonomisk, demokratisk bæredygtig landbrugsproduktion, hvilket vil kræve et revolutionært opgør med de nuværende magtstrukturer.

For det tredje:
Når vi skal beskrive vores alternativ til det kapitalistisk landbrug, bliver vi nødt til at angive de krav, der er aktuelle og skal kæmpes igennem her og nu, og som samtidig peger frem mod en grundlæggende helt anden måde at producere bæredygtige, klimavenlige, kvalitetsfødevarer på. Det er ikke nok eller troværdigt bare at henvise til en national jordbrugsfond og et penge-, klasse- og statsløst kommunistisk samfund. Ellers fremstår vores kritikker og svar som fuldstændigt løsrevne fra virkeligheden.

Alliancepartnere
Og vi bliver også nødt til at angive, hvilke kræfter, der skal gå sammen om at kæmpe disse ændringer igennem. Hvilke grupper på landet og i byerne må vi appellere til? Faktisk er ca. halvdelen af de danske landbrug mindre landbrug, som alle lider under den ensidige favorisering af kapitalistiske storlandbrug. Disse smålandbrug har en organisation, som hedder ”Frie Bønder- Levende Land”, som er en indædt modstander af det industrialiserede storlandbrug og kemi industrien. De kræver bl.a. opkøb af konkurs truede storlandbrug via en jordbrugsfond og udstykning til mange mindre landgrug. Foreningen er ikke ret stor, men den er også kun 6-7 år gammel. Det er en oplagt alliancepartner.

Fagforeninger, forbruger-miljø- og klimagrupper i byerne er andre alliancepartnere, som vi må opfordre til at stå sammen i denne kamp, ellers vil det aldrig lykkes.

Bl.a. på grund af udflagningen af de danske andelsprincipper, som vil fortsætte og øges med den nye landbrugslov, vil der meget sandsynligt kunne dannes nogle meget vigtige brudflader, hvor dele af de småborgerlige mellem- og småbønder også tvinges til at tage samfundsmæssige kampskridt, for ikke at blive fuldstændig kørt bag ud af dansen.

Dette element af ophævelse af klassesamarbejdet på landet er kun antydet i papiret, og jeg frygter, at dets mulige samfundsmæssige konsekvenser ikke helt er gået op for os.

Afslutningsvis skal det siges igen, at der er rigtig mange gode formuleringer og pointer i papiret. Det er bl.a. godt set og meget vigtigt at påvise, at fjernelse og anvendelse af halm til afbrænding har ødelæggende virkning på jordens frugtbarhed på længere sigt. Og det er generelt rigtig flot, at vi er kommet så langt med at formulere en fuldt berettiget og nødvendig kritik af pesticidlandbruget, tab af biodiversitet mm., samt forsøg på udvikling af krav og alternativer inden for et meget komplekst område, hvor Enhedslisten traditionelt set ikke står så stærkt.

Kun gennem vedvarende diskussioner, involvering af landbrugs-, økologi- og miljøgrupper, samt fagbevægelsen, kan vi formulere de rigtige kritikker og krav til en kommende S-SF-regering, som peger videre frem mod et revolutionært opgør med de nuværende klassestrukturer og interesser, og frem mod grundlæggende bæredygtige løsninger indenfor landbrugsområdet.

Opslået i Landbrug

single.php