7700 lærere i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne er nu omfattet af strejken, som blev optrappet i sidste uge. Kommunerne kræver en arbejdstidsaftale i stil med den, der blev påtvunget de danske lærere sidste år. Dog er kravet ikke helt så vidtgående (foreløbig, det skal nok komme ad åre).

 

De politiske partier i Norge har ikke officielt blandet sig i strejken, som – officielt altså – behandles som et rent overenskomstspørgsmål mellem parterne. Dette er imidlertid i høj grad udtryk for et dobbeltspil fra i praksis samtlige partier i Stortinget, da de samme partiers repræsentanter i ledelsen af Kommunenes Sentralforbund (KS – svarer til KL i Danmark) fuldt ud har støttet denne organisations linje. Dobbeltkommunikationen skyldes, at samtlige partier gerne vil fremstå som "skolepartier", som vil lærerne åh så vel. Imidlertid er, som i Danmark og Sverige specielt, de fleste politikeres kendskab til, hvad det vil sige at undervise, så at sige lig med nul, og de ønsker helt åbenbart at vide så lidt som overhovedet muligt.

Det overlader de med stor begejstring til det svulmende centrale skolebureaukrati, som de skandinaviske lande, med et særdeles hæderligt undtagelsestilfælde i Finland, flotter sig med, til ubodelig skade for eleverne. I Norge er dette bureaukrati vokset støt, siden den daværende socialdemokratiske undervisningsminister Bjartmar Gjerde midt i 1970’erne erklærede, efter vedtagelsen af den første i det, som skulle blive en endeløs række af skolereformer (siden har enhver undervisningsminister villet rejse et monument over sig selv i form af en ny reform): "Nu har Norge fået verdens bedste skole, og det er ikke på grund af lærerne, men på trods af dem". Siden er den ministerielle arrogance vokset og vokset.

Mæglingsforslag forkastet
Realiteten er, at arbejdsgiveren ønsker at lærerne skal have "øget tilstedeværelse". Det var grunden til, at 70 procent af lærerne forkastede mæglingsforslaget fra juni (som blev støttet af ledelsen i den største lærerorganisation Utdanningsforbundet, mens de tre andre lærerorganisationer alle var imod fra starten). I en verden, hvor den strukturelle arbejdsløshed vokser støt, bliver kapitalens ønske om kvalifikation af arbejdskraften også svagere og svagere. Til gengæld vokser kravet om, at skolen skal fungere som en opbevaringsplads for ungdommen. Dette siges selvfølgelig ikke lige ud, og erkendes vel knapt heller åbent af dem som arbejder for det, undtagen i de inderste magtsnirkler. I stedet får vi en flom af i orwellsk nytale, formuleret som ideelle målsætninger for skolen, generelt udtrykt ved "bedre læring" og i det hele taget "alt godt fra havet".

Den store norske avis Aftenposten offentliggjorde fredag den 22. august uddrag af en oversigt fra EU-Kommissionen over lærernes arbejdstid i en række EU-lande. Den viser, interessant nok, at Finland har nogle af de laveste krav til lærernes tilstedeværelse på skolerne, mens England, Sverige og nu Danmark, samt Norge allerede med sin gældende aftale om tilstedeværelse for lærerne, er helt i toppen. Det bemærkelsesværdige ved dette er, at Finland samtidig ifølge OECDs PISA-resultater og flere andre lignende undersøgelser er helt i toppen, når det gælder elevernes resultater og udbyttet af undervisningen.

Fakta preller af
Men sådanne kolde fakta, som helt undergraver KS’ krav (og KL’s!) påvirker selvfølgelig overhovedet ikke de magtfuldkomne topbureaukrater eller medierne). Forklaringen på Finlands succes med lav lærertilstedeværelse er enkel og rummer to hovedfaktorer: 1) Man har sikret sig et lærerkorps med høj akademisk uddannelse helt ned til de yngste klasser i folkeskolen, og 2) man har sørget for, at disse højt kvalificerede lærere har stor frihed til at udføre det arbejde, de er højt motiverede for (fordi det giver dem mening at arbejde for en bedre fremtid på denne måde, som har været et centralt borgerligt-folkeligt frihedskrav fra oplysningstiden, og først under senkapitalismen er begyndt at komme i modvind).

Interessant er det også i denne sammenhæng at bemærke, at mange virksomheder i USA, som beskæftiger højt kvalificeret arbejdskraft i de senere år er begyndt med en helt ny form for besparelser. I stedet for som før at fyre blandt "de menige" og øge direktørlønnen, gør man nu det modsatte. Man fyrer de kolossalt dyre direktører, fordi det viser sig, at højt kvalificeret arbejdskraft også er højt motiveret arbejdskraft: De klarer sig fint uden direktørstyring, ja faktisk bedre! Noget helt tilsvarende er helt åbenbart rigtigt også i en række andre tilfælde på arbejdsmarkedet, ikke mindst i uddannelsessektoren.

Når vi sammenholder dette med det faktum, at ikke mindst på miljøområdet, den globale klimakrise osv., viser der sig en stadig mere krads modsætning mellem, hvad de herskende kapitalgrupper (olie, kul, finans osv.) kræver, nemlig uvidenhed, om ikke direkte fordummelse, og så hvad det viser sig at fremtiden og videnskabens opdagelser kræver: højere og mere helhedsmæssige kundskaber (generalister), højere uddannelsesniveau i hele befolkningen osv.

Her kan det være interessant at huske på et citat fra ingen ringere end Adolf Hitler: Denne sagde i en privat samtale under krigen, at "her bør ikke komme nogen læsehoveder og sætte griller i hovederne på de underlegne folkeslag, det kan nemlig kun blive os til skade. Nej, i stedet bør der i enhver landsby opsættes højttalere, som spiller let musik og kun let musik, thi let musik fremmer arbejdslysten." (1943).

Strejkekasserne tømmes
Hvordan strejken ender er i skrivende stund usikkert. Der snakkes i medierne frem og særlig tilbage om dette, der foregår såkaldte "sonderinger" mellem parterne. KS står imidlertid urokkeligt og hundrede procent dogmatisk stivnakket fast på sit krav om "øget tilstedeværelse". Problemet for de strejkende er, at strejken tømmer strejkekasserne, mens kommunerne bare sparer lønudbetalinger. Presset kommer da fra forældre, som er bange for deres børns ve og vel, men flertallet af disse har kun tågede begreber om, hvad sagen egentlig drejer sig om, og medierne har for længst begyndt deres hetz mod lærerne. Politikerne snakker som sagt med to tunger.

Problemet for dem og for bureaukraterne er, at de helst skal have et nyt "kompromis" vedtaget blandt lærerne for at undgå en ny strejke. Så de vil nok vente og stresse lærerne, indtil de bliver møre. Lærerne ved, at de til syvende og sidst skal undervise eleverne igen, og så får man dårligere tid, når strejken er forbi. Der vil der med sikkerhed komme et nyt forslag, som mere forblommet udtrykker præcist det samme, som lærerne allerede har forkastet. Politikerne vil så i Stortinget komme med et eller andet "plaster på såret", som i virkeligheden intet indeholder.

Opslået i Nordeuropa

single.php