Snart går lærerkonflikten ind i sin tredje uge. Mange forventer et snarligt regeringsindgreb og frygter, at det vil have et indhold, der i det væsentlige gennemfører arbejdsgivernes krav. Nogle har antydet, at der planlægges et indgreb, som læner sig op ad den overenskomst, som Gymnasielærernes formand har underskrevet. Det er en overenskomstaftale, der mod en kortsigtet og tvivlsom lønstigning er et totalt knæfald for Corydons planer om helt at afskaffe fagforeningens aftaleret vedrørende arbejdstiden.

 

Flere og flere afsløringer af planlægningen af arbejdsgivernes angreb lader ingen tvivl tilbage om, at selv om det lige nu er lærernes arbejdsforhold, der ligger på slagtebænken, vil alle grupper af offentligt ansatte havne der efter tur. Det er det, der skal bane vejen for regeringens plan om at ”effektivisere” for 12 mia. i den offentlige sektor.

I den situation bør alle de offentlige fagforeninger slå ring om lærerne. Det er godt, at der er kommet masser af solidaritet i ord – og vist også temmelig mange penge. Men det, der for alvor kunne batte var, hvis det også blev fulgt op af handling. Hvis Corydon og Co. for eksempel vidste, at de snart stod over for en sympatikonflikt – og hvis de fornemmede, at et regeringsindgreb til fordel for arbejdsgiverne ville medføre omfattende arbejdsnedlæggelser. Den situation er der desværre ikke endnu. Der er således ingen overhovedet, der har varslet sympatikonflikt.

Blandt toppamperne i LO-forbundene er total mangel på solidaritet tilsyneladende udbredt. Formændene for Dansk Metal, Fødevareforbundet NNF, Malerforbundet, Blik & Rør, Teknisk Landsforbund og Dansk El-forbund har i hvert fald brugt ugen på at slå ring – ikke om lærerne, men om Bjarne Corydon, da lærerne kritiserede hans damptromle-taktik og trusler om regeringsindgreb! Det kan man vist kalde et bagholdsangreb.

Ikke desto mindre, på trods af dette, går det den rigtige vej. Mindst 50.000 fyldte i onsdags Christiansborg Slotsplads til bristepunktet – og de var ikke lærere allesammen! Med fantastisk aktivitet, kreativitet og gåpåmod er det lykkedes landets lærere at opbygge en kolossal folkelig sympati og solidaritet, der rækker langt ud i befolkningen. Især blandt de offentligt ansatte er det lykkedes at udbrede forståelsen af, at det overhovedet  ikke handler om ”normalisering” af en særligt mystisk og doven gruppe mennesker. Det handler om en rambuk, der skal underminere de offentligt ansattes kollektive aftaleret og muliggøre umenneskeligt stressede arbejdsforhold.

Faktum er, at ingen kan vinde alene. Selv en så stor gruppe som lærerne, er helt afhængig af håndfast solidaritet fra en langt større gruppe. En af de gamle revolutionære skrev engang (frit citeret), at kapitalisterne ikke ville give sig den mindste smule, hvis de ikke blev truet med at miste alt. Og sådan er det tydeligvis også med Bjarne Corydon! Derfor er der brug for initiativer, der kan opbygge truslen om mere omfattende konflikt.

Nogle af de frustrerede gymnasielærere, der trods et massivt nej-flertal står til at få trukket gyser-aftalen ned over hovedet, har taget initiativ til at opfordre alle offentligt ansatte til arbejdsnedlæggelser og faglige møder i solidaritet med lærerne nu på mandag kl.12. De opfordrer til bl.a. til at diskutere spørgsmålet: ”Hvad kan vi gøre for at forhindre regeringen i at gennemføre et overenskomstindgreb, der på væsentlige punkter gennemtrumfer arbejdsgivernes krav?”.

Man må håbe, at denne opfordring bliver grebet mange steder – og at mange møder vil munde ud i trusler om at nedlægge arbejdet, hvis regeringen griber ind til fordel for arbejdsgiverkravene.
Der er brug for solidaritet, der er brug for trusler, der er brug for handling. Den regering skal ha’ det med grovfilen.

SAP’s Forretningsudvalg, den 12.april 2013

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php