På filmdagene – CPH:DOX – i København i dette efterår blev vist den danskproducerede dokumentarfilm ”The Act of Killing”. Denne artikel har ikke til hensigt at anmelde filmen, men at formidle en historisk lære af de begivenheder, filmen omhandler, nemlig massakren på kommunister og andre, blandt andet det kinesiske mindretal – de måtte jo være kommunister, i Indonesien i 1965.

 

På filmdagene – CPH:DOX – i København i dette efterår blev vist den danskproducerede dokumentarfilm ”The Act of Killing”. Denne artikel har ikke til hensigt at anmelde filmen, men at formidle en historisk lære af de begivenheder, filmen omhandler, nemlig massakren på kommunister og andre, blandt andet det kinesiske mindretal – de måtte jo være kommunister, i Indonesien i 1965.

Filmen har fået stor omtale, og anmeldelser af filmen i forskelige medier udtrykker begejstring,

Filmen fokuserer på bødlernes ekstreme brutalitet. Nogle af scenerne er grusomme terrorhistorier, hvor rollerne spilles af de folk, som selv udførte massakrerne. Deres lyst til at forherlige sig selv som filmstjerner overskygger selverkendelsen af den terror, de var ansvarlige for.

I det indonesiske samfund er disse tragiske begivenheder fortsat fordrejede og fortiede. Antikommunismen blev udbredt og er fortsat siden da, blandt andet i landets skolesystem. Det er jo sejrsherrerne, der skriver historien og landets lærebøger.

Massakren var omfattende og er vigtig at få frem, ikke mindst i Indonesien, hvor begivenhederne aldrig er kommet frem i det offentlige lys. Selv ikke hvor der de seneste årtier er sket en vis demokratisk åbning, arbejderkampe, m.v. Massakren omfattede mellem en halv og 2,5 millioner mennesker, med andre ord så omfattende, at alle på en eller anden måde er berørt af den, har forbindelse til det, der skete for 47 år siden. På den måde ligger massakren som en traumatisk dyne over samfundet, især når sandheden, de virkelige begivenheder har været fordrejet og undertrykt, og derfor ikke bearbejdet, hverken kollektivt eller individuelt.

Målet med filmen er at få den vist overalt i det indonesiske samfund, men frygten er, at filmen censureres af styret. Hidtil har den kun været vist under private forevisninger i landet.

Socialistisk Information genudgiver her en artikel af T. Soedarso: ”Læren af et nederlag”, som blev skrevet efter massakrerne på de hundredtusinder kommunister i 1965. Artiklen blev bragt i en pjece udgivet af Fjerde Internationales daværende danske sektion, Revolutionære Socialister, som en antologi om den permanente revolution på Forlaget Tema i 1968.

Svend Vestergaard Jensen


Læren af et nederlag

 

Af T. Soedarso

En spredt væbnet kamp mod det fascistiske militærdiktatur er indledt af de indonesiske revolutionære styrker ikke blot på Centraljava, som er de revolutionæres højborg, men også på andre af republikkens øer.

Denne kamp er stadig ikke koordineret og mangler ledelse, som er i stand til at organisere væbnet opstand. Det synes, som om Indonesiens Kommunistiske Parti (PKI) endnu ikke er kommet sig efter det mislykkede statskup.

Den indonesiske revolutionære bevægelses fremtid er dog ikke helt spoleret, selv om bevægelsen har lidt et alvorligt nederlag. Vi må se i øjnene, at fortidens fejltagelser har ført til dette. Vi må tage mod til os og foretage den nødvendige korrektion af vor politik, således at vi ikke begår de samme fatale fejl igen. Kritik og selvkritik er en nødvendighed for et sundt revolutionært parti.

Efter min opfattelse førte følgende fejl til det nylige nederlag:

Socialisme ved fredelige midler
Dette var den mest fundamentale fejl. PKI troede, at socialismen kunne opnås ved hjælp af fredelige midler. Det er derfor forståeligt, hvorfor PKI var uforberedt til en væbnet kamp, da krisen opstod den 1. oktober 1965. Man ignorerede totalt forberedelsen af arbejdernes og bøndernes kamp under ledelse af arbejderklassens parti.

På grund af denne tro på socialismens fredelige udvikling og måske specielt på grund af ”kammerat” Stalins og senere ”kammerat” Hrustjovs råd fulgte PKIs ledelse trofast Sukarnos personlige ledelse og lære.

Sukarno blev af partiet betragtet som ”revolutionens leder”, og hvad Indonesiens væbnede styrker angår, hævdede PKI, at de repræsenterede folket, eftersom de var dannet af arbejder- og bonde sønner.

PKI ignorerede de mange lejligheder, der opstod under den indonesiske revolutions udvikling, til at mobilisere arbejderne og bønderne i revolutionære enheder for på denne måde at modvirke og likvidere de reaktionære elementer i Indonesiens nationale væbnede styrker. Disse lejligheder opstod under kampagnen for Vestirians (Iriab Barats o.a.) befrielse fra hollandsk kolomialisme, under ”Knus Malaysia!”-kampagnen og under kampagnen for enig aktion med henblik på ekspropriation af storgodsejernes jord.

Forenet front
For at opnå socialisme ad fredelig vej søgte PKI at danne en ”forenet national front” bestående af arbejderklassen, bønderne, småborgerskabet og det nationale bourgeoisie. Enhver i partiet, som satte sig imod alliancen med det nationale bourgeoisie, blev brændemærket som ”venstreafvigende”. Ved at følge alliancepolitikken mellem den herskende klasse og det nationale bourgeoisie underminerede partiet i realiteten alliancen mellem arbejderklassen og bønderne. Ledelsen af ”den nationale front” forblev altid i hænderne på det nationale eller comprador bourgeoisiet og kom aldrig i hænderne på arbejderklassen og dens parti. Således var den såkaldte ”nationale front” ikke en revolutionær front ledet af arbejderklassen, men en sammenblanding af nationalistiske og religiøse partier og andre reaktionære elementer, inklusive generalerne og under den totale ledelse af den demagogiske bourgeios, Sukarno.

Partiets opbygning
PKIs medlemstal var i 1952 kun 10.000; i 1965 var det steget til 3.000.000. Måske har denne masseproduktion af kommunistiske kadrer ikke sit fortilfælde i historien, men er det helt afgjort, at alle disse 3.000.000 medlemmer var gode revolutionære? Måske kendte CIA-agenterne bedre svaret på dette end medlemmerne selv, og de reaktionære styrker vovede at lade en brutal og massiv undertrykkelse af PKI løbe af stabelen.

Således viste strukturen og sammensætningen af partiet sig at være farlig. Partiets virkelige kadrer uddybede afstanden mellem sig og medlemmerne ved at intensivere partiets bureaukratiske karakter. Partiet kunne derfor intet stille op i den krisesituation, der opstod den 1. oktober 1965. I stedet for at udstede instruktioner om, hvad der burde gøres for at modvirke de reaktionære styrkers brutale massakre, skyndte topledelsen at bringe sig i sikkerhed på skjulesteder, man på forhånd havde udset sig (nogle tog til Sukarnos palads) og lod medlemmerne totalt i stikken. Selv op til to måneder efter katastrofen var der stadig mange medlemmer, der ikke rigtigt vidste, hvad der gik for sig, før de blev myrdet. Nogle satte sig til modværge, men kun i individuelle tilfælde. Man vidste stadig ikke, om ledelsen var intakt eller ej, hvilken politik, der skulle følges, osv.. Det menige partimedlem nød ikke det privilegium at kende partiets virkelige politik.

Ledelse fra oven
Partiet koncentrerede sin styrke i toppen i stedet for i bunden ved sin politik med at søge at komme til socialismen gennem en ”parlamentarisk, demokratisk” kamp og ved at opbygge en falsk ”forenet national front”. Samarbejde i toppen blev anset for den bedste måde at arbejde sig frem mod socialisme på. Man støttede aktivt ”samlings-kabinettet” i 1955, ”samarbejds-kabinettet” i 1959 og ”NASEKOM-kabinettet” i 1963. På denne måde søgte partiet at vinde magt ved at ”samarbejde” med fjenden.

Partiet protesterede ikke mod strejkeforbudet i industrien, fordi dette blev betragtet som hørende til ”NASEKOM-regeringen”. Man udstedte ingen instruktioner om gennem væbnet kamp at modvirke militær-fascisternes undertrykkelse, for ”Sukarno var jo ved magten”, og de ”pro-folkelige elementer” sad stadig i regeringen.

Den ovenfor anførte kritik har ikke til hensigt at underminere PKIs rolle eller at så mistillid til indonesisk kommunisme. Men den revolutionære bevægelse i Indonesien vil kun kunne løse sin historiske opgave, hvis den tager ved lære af erfaringen og ikke gentager de samme fejl.

Situationen er nu gunstig for en ny linie. Det, der behøves nu, er en korrekt politisk, klassebevidst og militant ledelse, som vil føre en væbnet kamp for afskaffelsen af udbyttersystemet og for etableringen af en indonesisk arbejderstat.

Opslået i Asien, Historie

single.php