Vi har sekund for sekund oplevet en kupproces den 15. juli om aftenen med alle dens usikre momenter, tøven, modangreb og vildskab.

af Yeniyol

Denne blodige aften, som vil blive husket for sammenstødene mellem soldater og politi, besættelse af mediestationer, billeder af massakrerede civile og lynchede soldater og bombningen af Nationalforsamlingen som højdepunktet, ser ud til at være en af de sidste scener i magtkampen mellem de gamle partnere i statsapparatet, som AKP og Gülen-bevægelsen byggede op i fællesskab. De mange konspirationsteorier om, at dette kupforsøg var arrangeret for at aktualisere Erdoğans diktatoriske begær, har haft stor klangbund. De bygger på, at kupforsøget hurtigt blev slået ned, og at regeringsmedlemmer straks dukkede op i medierne med et nyt image, og på den kendsgerning, at Erdoğans regime ikke har tøvet med at bruge kaos og skabe en atmosfære af borgerkrig for at fastholde sit greb om magten siden valget den 7. juni 2015. Men i forhold til, at regimet blev konsolideret med næsten 50 procent af stemmerne i det seneste valg, vil en mere sandsynlig forklaring være, at Gülen-tilhængerne, som stod over for en omfattende udrensningsaktion, har skyndt sig at sætte kupplanen i gang, sammen med dele af hæren, som de samarbejder med.

Selv om det er nødvendigt at vente på detaljerede informationer om motiverne, kupmagerne og niveauet af informationer fra efterretningstjenesten, så er det åbenlyst, at det objektive resultat, som kommer ud af denne proces, vil være en styrkelse af den islamisk-autokratiske karakter af Erdoğans regime.

De første tegn på, at der vil komme en ny og måske endelig udrensning i statsapparatet, er de tusinder af afskedigelser af dommere og anklagere og fængslingerne af folk i toppen af de juridiske organer, som skete om morgenen den 16. juni, dagen efter at regimets tilhængere reddede demokratiet med slogans som ”Allahu ekber” (Allah er stor), ”Recep Tayyip Erdoğan” og ”Vi kræver dødsstraf”. Den kendsgerning, at opfordringerne fra statsinstitutionerne og alle moskeerne til at få folk på gaden for at forsvare regimet mod kuppet udviklede sig til angreb på syriske befolkningsgrupper og sammenstød i alevi-kvartererne, viser klart, hvordan den mangeartede polarisering i det tyrkiske samfund er gået grassat til et ekstremt farligt niveau. Og vi er ikke i tvivl om, at Erdoğans Palads og hans regering, som har stemplet akademikere, journalister, offentligt ansatte, kurdiske aktivister og socialister som kuptilhængere, og som har sørget for at få dem anholdt ved at kæde enhver kritik af regimet sammen med terrorisme, vil bruge kupforsøget den 15. juli til at retfærdiggøre skrappere angreb mod enhver form for opposition. Og i mellemtiden kan vi være sikre på, at kupforsøget den 15. juli vil den første af myterne om Erdoğans regime og vil blive udlagt i historien, ikke som et fejlslagent kupforsøg uden basis, tropper og støtte udefra, men som et kup, hvor folket sagde nej, satte sig på tankvognene og stoppede det.

Alle organisationer på den yderste venstrefløj og alle partier i parlamentet har erklæret, at de er imod kuppet. Det er også et principielt spørgsmål for os at være imod kuppet, ud fra en overbevisning om, at arbejdere og undertrykte aldrig kan opnå noget fra militære interventioner, der som det første suspenderer demokratiske friheder og rettigheder. Desuden erklærer vi, at, at vi også er imod og altid vil være imod Paladset kup, som afviste valgresultatet for at fastholde sit herredømme, smadrede Kurdistan for at få stemmer fra nationalisterne, forbød massestrejker ved at kalde dem ”nationale trusler”, stræbte efter at udrydde det kurdiske folks ret til repræsentation. At fordømme kuppet, uden at frigøre sig fra ”kup eller Erdoğan”-dilemmaet, hvor AKP lagde en politisk fælde, vil være en gave til regimet, som blodigt vil undertrykke ikke bare kupforsøget, men også alle dele af oppositionen med henvisning til den ”nationale vilje”, og som ikke vil tøve med at bruge de islamisk-fascistiske kræfter, som vi så i aktion den 15. juli.

Vi må stå op imod angrebene fra det diktatoriske regime, som går efter den absolutte magt på det politiske, juridiske, militære og økonomiske plan gennem en selv-offerrolle i kraft af kuppet, og som vender sig mod arbejdere, etnisk-religiøse mindretal, kvinder, LGBTI-personer og oppositionelle kræfter. Den måde, vi kan gøre det på, er ved at bygge en enhedsfront mellem de eksisterende demokratiske og fredselskende kræfter. Måden til en gang for alle at smide både den islamist-kapitalistiske magtblok og et muligt blodigt militærdiktatur på historiens mødding er den vej, som indtil nu er blevet ignoreret: tålmodigt at opbygge en social opposition fra neden med arbejderklassen i centrum.

Vejen er mørk; lad håbet og modstanden være vores lys!

Denne udtalelse blev vedtaget af Yeniyol, den tyrkiske sektion af Fjerde Internationale, den 17. juli, to dage efter kupforsøget den 15. juli. Oversat fra International Viewpoint af Karina Skov.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com