Efter min opfattelse er oktoberrevolutionen den vigtigste begivenhed i historien. Det er det første forsøg på at starte en international revolutionær proces, der begynder med flertallets samfundsmagt under arbejderklassens ledelse, og som afsluttes med afskaffelse af al udbytning og undertrykkelse internationalt – og med slut på al statsmagt og ender med kommunisme.

Derfor kan fortællingen om den russiske revolution også tage utallige former og vinkler. I mit oplæg vil jeg søge at dække kvindernes rolle i den russiske revolution. Den historiske proces fra februar til oktober 1917 og herunder den strategiske betydning af kampen for kvindernes frigørelse i den revolutionære kamp og i dens resultater. Og belyse, hvorfor det stalinistiske bureaukrati efterfølgende måtte undertrykke kvindernes kamp for frigørelse. I den sammenhæng vil jeg opridse, hvad jeg ser som de vigtigste erfaringer for i dag. I mit forarbejde til det her oplæg er jeg selv blevet overrasket big time. Det vil jeg også sige lidt om.

 

Februar-revolutionen

Tiden er den Første Verdenskrig. I februar 1917 intensiveres kampene, men ingen af de mange strejker sætter gnist til hele byen. Det er kvindernes internationale dag. Arbejderkvinder vælter ud af fabrikker i Vyborg-distriktet ved Petrograd. De sulter under rationering og fødevaremangel. De skriger på BRØD! 5 dage senere ledte arbejderne og soldaterne en opstand, som tvang Tsaren til at abdicere. Petrograds kvindelige arbejderes aktion på den internationale kvindedag havde udløst februar 1917-revolutionen. Arbejderne har styrtet Tsarens regime bare for at acceptere en regering af de borgerlige partier, men de bevarer deres sovjetter, råd for at holde øje med regeringen og presse den. En lignende prøve finder sted i fabrikkerne. Arbejderne vendte tilbage til fabrikkerne for at ødelægge tyranniet der.  Kvinderne var – modsat mændene – ikke generelt organiserede i bevægelsen eller i Bolsjevikpartiet. De handlede spontant og selvorganiserende.

Kvinderne startede februar revolutionen ved at nogle kvinder d.20.februar kaldte til strejke. Som forberedelse sendtes en gruppe kvinder til et infanteri regiments i en nærliggende militærforlægning for at spørge om soldaterne ville skyde på dem hvis de demonstrerede. Soldaternes svar var Nej, det ville de ikke. Arbejderkvinderne tilsluttede sig demonstrationen d.23.februar. Om morgenen blev der holdt illegale møder i Vyborg-distriktets tekstilfabrikker. Stemningen kogte. Der blev stemt for strejke, og nu gik kvinderne fra fabrik til fabrik og råbte, at de andre arbejdere skulle tilslutte sig demonstrationen. Kl. 10 var 27.000 i strejke. Ved middagstid var der 21 fabrikker og 50.000 arbejdere ude. Ved dagens slutning var 59.800 kvinder og mænd i strejke – 61 procent af alle fabriksarbejdere i distriktet. Bolsjevikpartiet var først tøvende. Var bevægelsen blevet tilstrækkeligt forberedt? Bolsjevikpartiet så det som sin politiske opgave at sikre, at soldaterne generelt vendte sig væk fra magthaverne – ikke skød på arbejderne – og gik over til arbejderklassens side. Men partiet forstod situationen og satte sig snart i spidsen og ledte bevægelsen politisk ved at formulere dens paroler: “Ned med enevælden. Ned med krigen, Giv os brød!”

 

Resultatet af februar

Revolutionens program og overordnede mål var jo nemlig Jord, øjeblikkelig Fred og Brød som bro til generelt helt at fjerne udbytning, undertrykkelse og ulighed – alt sammen forhold, der ikke kunne opnås alene gennem Tsarens abdikation i februar-revolutionen. Målene krævede eliminering af selve de kapitalistiske ejendomsforhold til produktionsmidlerne og af den borgerlige statsmagt. Efter februarrevolutionen sad de borgerlige partier på regeringen, og det var umuligt at få krigen afsluttet. De store jordejere ville stadig ikke frivilligt slippe deres jord til de jordløse, fattigbønderne og landarbejderne, hvoraf mange var soldater. Brød forudsatte udryddelse af fattigdommen og arbejder-planlægning af produktion og distribution – umuligt under fortsat kapitalisme. Alle dele af programmet krævede socialistisk revolution. Men den ventede stadig på Lenins tilbagekomst til Rusland fra eksil og hans Aprilteser om AL Magt til Sovjetterne..

 

Marxistisk hovedtese

En af den revolutionære marxismes hovedteser er, at arbejderklassens befrielse fra udbytning og undertrykkelse kun kan være dens eget værk – kun kan gennemføres igennem dens egne revolutionære handlinger. Men kapitalismen fragmenterer og polariserer arbejderklassen og splitter den. Lenin mente derfor, at det var nødvendigt at forene og koncentrere de mest bevidste arbejdere – og dermed koncentrere den bevidsthed, som de havde opnået igennem deres erfaringer i kamp. Som marxist mente han også, at det var nødvendigt at forbinde arbejdernes viden og erfaringer med fremskridt i den teoretiske viden. Det socialistiske syn og arbejderbevægelsens revolutionære erfaringer måtte forenes. Den forening kunne kun ske i det revolutionære marxistiske parti. Overvindelse af splittelsen i arbejderklassen var forudsætningen for, at den kunne befri sig selv. Det internationale revolutionære marxistiske parti var klassens redskab til foreningen og til frigørelsen.  Men hvad med arbejderkvinderne? Marxismens tese om arbejderklassens frigørelse som dens eget værk gjaldt vel også for kvindernes halvdel af klassen? De var stadig fra før 1905 revolutionen og frem igennem en del af 1. Verenskrig – modsat mændene – stort set uorganiserede i bevægelse og i parti. Lige før februar-revolutionen havde Bolsjevikpartiet 24.000 medlemmer – heraf 2500 kvinder.

 

Erfaringerne fra 1905

Revolutionen i 1905 havde med Trotskij i spidsen uviklet fremtidens arbejderstats magtorganer – sovjetterne. Det var magtorganer – demokratiske råd – som arbejdere, soldater og fattigbønder kunne bruge som kamporganer i den revolutionære overgangsperiode og efter revolutionen til at organisere samfundet befriet for kapitalisme og til at lede og planlægge samfundet igennem statsmagten i flertallets interesse. Revolutionen i 1905 blev slået ned. Men arbejderklassens mest bevidste lag vidste nu, hvordan den skulle organisere den fremtidige arbejderstatsmagt igennem råd/sovjetter. I 1905 var kun få kvinder på arbejdsmarkedet og så godt som ingen som ledere i sovjetterne. Men lige efter 1905 begyndte arbejdsgiverne bevidst at ansætte flere kvinder i stedet for mænd i mange industrier. De var uorganiserede og tjente 50 procent af mændenes løn.

 

Kvinderne i bevægelserne

Hvordan forløb arbejderkvindernes inddragelse i bevægelse og parti frem mod oktober 1917? Hvad med deres krav? De stod overfor et problem i selve bevægelsen. Problemet var den særlige form for undertrykkelse, kvinder er udsat for. Ud over udbytning og undertrykkelse har kapitalismen jo også skabt en helt særlig form for ulighed mellem kønnene. En del af undertrykkelsen foregår derfor indenfor klassen selv – gennem den patriarkalske undertrykkelse af kvinderne. De var ikke alene udelukket fra klassens organiserede kampfællesskab og fra klassens ledelse. De var undertrykt gennem deres gratis samfundsmæssige arbejde i hjemmet og anden ulighed mellem kønnene i familien. Forhindringerne for arbejderkvindernes inddragelse på lige fod i bevægelse og parti havde altså sine rødder inde i arbejderklassen selv i de undertrykkende relationer i den borgerlige familie. Kampen mod kapitalismen og mod patriarkatet skulle forbindes, for at klassen kunne forenes, og den socialistiske revolution kunne vindes. Denne strategiske sandhed blev udtrykt af en bolsjevikkvinde i 1917, som sagde; “Kammerater. Vi bliver ofte fortalt, at tingene vil blive gjort uden os. Hvis de bliver gjort uden os, vil de blive gjort imod vores interesser.”

 

Bolsjevikpartiets forhold til kvinderne

Hvad var Bolsjevikpartiets forhold til arbejderkvindernes særlige undertrykkelse – til spørgsmålet om deres organisering i bevægelse og parti? Partiets fejlagtige udgangspunkt var, at kvinders selvorganisering i bevægelse og parti udgjorde en splittelse af klassen. Man kaldte det “separatisme”. Men for at være fair må det tilføjes, at partiet i praksis kæmpede virkelig hårdt for at opnå sit mere begrænsede program: at stoppe alt arbejde, der var skadeligt for kvinders helbred. For vuggestuer og børnehaver på arbejdspladsen. Betalt barselsorlov. Partiets perspektiv var mest at beskytte de svage frem for at kæmpe for lighed. Men indenfor den begrænsning var der ingen kompromisser – kun kamp.

 

Kampen for organisering

I 1908 lavede liberale kvinder den første Alrussiske Kvindekongres. Arbejderkvinder strømmede til. De Liberale var imod klassekamp. Først gik Bolsjevikpartiet ind for boykot, men deltagelse blev uundgåeligt. Partiet skiftede til en linje for at “afsløre” de liberales anti-arbejder-klasse linje. Alexandra Kollontai og andre søgte at gøre arbejderkvinders deltagelse i de liberales kongres til en politisk skoling for dem. Ca. 45 bolsjevik-kvinder forberedte sig på det. De stod op og fortalte de deltagende, at der var en grundlæggende forskel på et borgerligt og et proletarisk syn på kvindefrigørelse. Den proletariske understregede fundamental social revolution, og de foreslog et meget radikalt sæt af krav for den umiddelbare fremtid.

 

Seksualitet som politisk spørgsmål

Initiativet til kamp mod de liberale var først og fremmest Kollontais fortjeneste. Som en af de meget få blandt marxister gjorde hun desuden også seksualitet til et politisk spørgsmål, som måtte diskuteres seriøst. Hun rejste spørgsmålet om ægteskab. Ikke bare juridisk, men som et spørgsmål om mænds kontrol over kvinders seksualitet. Dermed placerede hun spørgsmålet om kvinders frigørelse, så man ikke bare kunne gentage et sæt krav henvendt til regeringer og arbejdsgivere, men som tvang arbejderklassen til at se indad i sig selv for at udvikle sin egen kamp for frigørelse fra den form for borgerlig undertrykkelse. Det fik stor indflydelse på revolutionens program efter revolutionen. Socialisme kunne ikke være en opfattelse, som kun udsprang af mænds erfaringer. Det var med til at omdefinere klassekampen og socialismen for fremtiden.

 

Partiet lærer

På Kvindernes Internationale dag i 1913 indledtes en ny periode i Bolsjevikpartiet. Indtil da havde partiet ikke gjort noget specielt for at organisere kvinderne i bevægelsen eller i partiet. Holdningen var, at kvinderne var tilbagestående. Men på kvindernes internationale dag blev en kvindedemonstration slået ned af politiet.

 

Den revolutionære presse og spørgsmålet om autonomi

Partiets avis Pravda havde udgivet et særnummer for at fejre dagen, og der var flere artikler i Pravda. Artiklerne argumenterede for, at kvinderne skulle organisere sig sammen med mændene i klassekampsorganisationer. Arbejderkvindernes reaktioner var helt overvældende. De indsendte i hundredevis af rapporter – langt flere end Pravda kunne bringe. Undergrundsaktivisterne skrev nu i den ene artikel efter den anden om den dobbelte undertrykkelse, som arbejderkvinderne stod overfor. Resultatet var udgivelsen af en særlig kvindeavis – Robotnitsa (Arbejderkvinder), som udkom 8. marts 1914. Bladet udtrykte konstant, at det var imod kvinde-“separatisme”, men erfaringerne med udgivelse af bladet fik de kvinder, der arbejdede med bladet, til at føle, at en eller anden form for autonomi var central for at gøre kvinderne i stand til at gennemskue ting for sig selv og til at tale frit og udtrykke deres politiske bekymringer, mens de samtidig var en del af partiet og af deres klassebevægelse. Resultatet var, at i 1917 begyndte endda anti-autonomi-aktivister (Vera Slutskaya) at anbefale et adskilt, separat forum for kvinder. Igennem hele 1917 blev der presset på i den retning. Det havde stor indflydelse på partiets hovedorgan Pravda, selv om der stadig var en tendens til en patroniserende tone i de mandlige arbejder-korrespondenters rapporter til avisen – til forskel fra spalterne i partiets kvindeblad Robotnitsa.

 

Udviklingen blev drevet frem af partiets ledende kvinder og var resultatet af en ny bølge af klassekamp i Rusland fra 1912-14. Arbejderkvinderne blev stadig vigtigere i klassen. I 1914 udgjorde kvinderne 25,7 procent i industrien, og de blev stadig mere militante. Fra 1914 – 1917 steg kvinders antal til 43,2 procent i fabrikker med op til 10.000 arbejdere. Arbejderkvindebladet Robotnitsa nåede at udkomme med 6 numre. Det blev hurtigt udsolgt, og kvinder på fabrikker organiserede grupper omkring det, og mange kvinder meldte sig ind i Bolsjevikpartiet. 1.verdenskrig 1914 stoppede bladet, men partiets arbejde blandt arbejderkvinder var lagt. Clara Zetkin sagde, at enhed i klassen forudsatte, at kønsdiskrimination blev bekæmpet. Her er ikke tale om som senere under stalinismen, at først kæmpes der for såkaldte generelle klassespørgsmål og krav, og så tager man sig derefter af kvindespørgsmål. Kvinderne var ikke først of fremmest tilbagestående. De var først og fremmest uorganiserede og derfor svage. De såkaldte “generelle klassespørgsmål var nemlig netop ikke generelle for hele klassen, men oftest alene i mændenes interesser. Ganske få lønkampe handlede f.eks. om ligeløn – et kæmpe problem for kvinder – og for hele klassen. Kvinder var ikke generelt interesserede i kamp for overarbejdsbetaling for lørdagsarbejde, men i mere fritid for at passe deres traditionelle opgaver i hjemmet.

 

Rigtig mange kvindestrejker handlede om formænds og vagters seksuelle overgreb på kvinder. Et emne, som fik kvinder ud i utallige strejker. Så længe de rationelle valg af mål i klassens navn udelukkende blev foretaget af mandlige arbejdere og ud fra deres standpunkt, så forekom kvinderne irrationelle. Men faktisk stammede den spontanitet og ofte også voldelighed, som mange kvindestrejker udviste, fra kvindernes forsøg på at sætte deres eget stempel på kampen. Det afspejlede også forsøget på at bryde ud af den patriarkalske kontrols snævre rammer. Efterhånden som arbejderbevægelsen blev mere organiseret, så tenderede fagbevægelse og parti til at indføre et ensartet mønster af krav. Lokale strejker var vokset til bredere klassekamp, som betød forhandlinger og inkorporering af krav fra mange forskellige grupper. Kravene formede også et bestemt mønster. De blev præget af mandlig overvægt. “Generelle krav” talte meget sjældent om ligeløn, seksuel chikane. Kvinders krav var fraværende. Kollontai forklarede partiet, at det, de så som kvindernes tilbageståenhed og voldelighed, ikke var udtryk for en kvindelig natur, men udtryk for kvindernes manglende organisering og de midler, de brugte for at frigøre sig fra mændenes modstand og begrænsning af kvindernes kamp. Det var altså kun, hvis kvinder var en del af den fælles organisering, at deres interesser også blev varetaget.

Igennem perioden tog kvinder i stigende grad initiativ til og deltog i mange af periodens strejker. Deres strejker var i modsætning til mændenes spontane og tit voldelige. De mandlige arbejdere modarbejdede generelt kvindernes kampe og organisering med patriarkalske holdninger – de så dem som løntrykkere og uden evner for kamp. Kampen i Bolsjevikpartiet kom til at stå om kvinders ret til selvorganisering indenfor bevægelse og parti. Enkelte ledende kvindelige bolsjevikkers følsomhed overfor kvinders specielle dobbelte undertrykkelse blev afgørende for bolsjevikpartiets udvikling på spørgsmålet og for revolutionen.

 

Man kan sige, at partiet nåede frem til erkendelsen af “Ingen klassekamp uden kvindekamp – ingen kvindekamp uden klassekamp.”

 

Revolutionens kvindeprogram

Med revolutionen og dens ekspropriering af kapitalens ejendom kom arbejderkvindernes frigørelsesprogram helt i Bolsjevikpartiets og sovjetternes forgrund. Historiens største kamp for kvindernes frigørelse tog sin begyndelse. Kvinder fik alle juridiske rettigheder, som sikrede dem adgang til alt slags arbejde, økonomisk og kulturelt. Der blev gjort alt for at ophæve kvindens slaverolle i familien. Der var forsøg med prævention og fri abort. En strøm af dekreter lovgav for gratis daginstitutioner og skoler, fælles spisning, offentlige vaskerier, sundhedsklinikker, sanatorier, hospitaler, atletiske organisationer, sportscentre, biografer, teatre, kulturtilbud, boliger, mødrehjem for gravide. Alt gratis. Dekreterne blev søgt udført i praksis. Målet var helt at fjerne husholdningens funktioner fra det private og forene alle generationer i solidarisk gensidig hjælp. Det skulle bringe frihed til kvinderne, børnene og ungdommen og de elskende par fra tusind år gamle lænker. Efter en kort periode med en vis skepsis indtog først arbejderkvinderne så de mere avancerede bønder alle de nye tilbud. Hele familiens økonomi blev social. Den socialistiske revolution havde bevist, at den var mere progressiv end alt andet. Mere kvindefrigørende.

 

Efter Lenins død og udrensningen af Trotskij under Stalin var der fortsat formel støtte til kvindefrigørelsen. Under bureaukratiseringen af den politiske magt blev det hævdet, at kvindefrigørelsen var en mere eller mindre automatisk følge af den “virkeliggjorte socialisme”. Patriarkalske værdier og praksis blev bragt tilbage. Det var en del af de bureaukratiske privilegier og den genindførte sociale lagdeling. Baggrunden var, at Sovjetunionen forblev internationalt isoleret, uden udvikling af den internationale revolution – en udvikling, Stalins nationalistiske politik kom til at bidrage til. Arbejderstaten blev degenereret i statsbureaukratiets forsøg på “fredelig” sameksistens med en aggressiv imperialisme, mens arbejderklassen fik frataget sin politiske magt. Det herskende bureaukrati stoppede og tilbagerullede kvindefrigørelses processen.

 

Læren for i dag

100-året skal ikke bare bruges til smukke festtaler. Men til at se i øjnene, at kapitalismen i dag har bragt menneskeheden i historiens mest omfattende systemiske krise. Alle kapitalismens mulige tiltag er dybt reaktionære. Krisen har frembragt den internationale socialistiske revolutions objektive aktualitet. Den internationale arbejderklasse har ikke nogen revolutionær ledelse, der kan udnytte de objektive muligheder og opbygge de subjektive muligheder for socialistisk revolution. Det kræver opbygning af et internationalt revolutionært marxistisk parti, der ligesom Bolsjevikkerne var i stand til at lære af klassekampen. Det må bygge på erfaringerne med sovjetternes arbejderdemokrati og enhed i arbejderklassen Den permanente internationale revolution. I dag lider arbejderklassen som helhed og verdens kvinder store tilbageslag. Vi har brug for et program for kampen mod kapitalismen forbundet med kampen for kvindefrigørelsen.

 

Men hvilket program? Der er tre politiske bud i arbejderbevægelsen. Neo-stalinismens blindgyde, der endnu i dag er bundet til folkefrontens klassesamarbejde og til nationalismen. Reformismens blindgyde, der er bundet til kapitalismens rammer og parlamentarismen. Og endelig revolutionær marxisme – som står for den internationale permanente revolution og for at opbygge en revolutionær marxistisk internationale, med kamp for lighed mellem alle køn i kamp mod kapitalismen, for arbejdermagt og socialisme.

 

Partiet er ikke fuldkomment

Når man står overfor den opgave, så er det virkelig betryggende at få demonstreret, at et revolutionært parti ikke behøver at være fuldkomment for at kunne lede en socialistisk revolution. Bolsjevikpartiet var sådan et parti. Det var revolutionært marxistisk, sammenlignet med alle andre proletariske organiseringer var kvinder bedre repræsenteret i partiets ledende organer. Men det var også et produkt af sin tid – det vil sige, at det havde patriarkalske træk. De havde det langt mindre end andre, og de lærte hurtigt af klassekampen, selv om de i en periode opfattede arbejderkvinderne som tilbagestående og derfor afviste kvinders nødvendige autonomi og selvorganisering indenfor bevægelsen og i partiet og fejlagtigt mente, at autonomi og selvorganisering var ensbetydende med en splittelse af arbejderklassen. Men på grund af partiets revolutionære mål, aktive forhold til klassens liv og kamp og brug af marxistisk metode og ikke mindst de mest avancerede revolutionære kvindelige ledere, så var Bolsjevikkerne i stand til at lære af virkeligheden og egne erfaringer. Få revolutionære ledende kvinders stærke, vedvarende politiske kamp blev nøglen til partiets erkendelse af den ny situation og arbejderkvindernes afgørende betydning for klassens enhed og revolutionens gennemførelse.

 

Artiklen blev holdt som oplæg til debatarrangement den 25. november 2017 om Oktoberrevolutionen, arrangeret af SUF-Århus og Enhedslisten Århus

Opslået i Facebook, Feminisme, Historie

single.php