10.000 kvinder protesterede tirsdag den 20. december mod militærets brutale angreb på en egyptisk kvinde, som fik sin trøje flået af.

af Åge Skovrind

Kvinder både med og uden tørklæder gik på gaden, efter at en lang række medier viste et billede af en ung kvinde, som brutalt blev banket ned af sikkerhedsstyrker på Tahrirpladsen i Kairo sidste fredag. Overalt i demonstrationen bar deltagerne plakater eller billeder af den unge kvinde med den blå bh, som blev blottet, da soldaterne begyndte at flå, slå og sparke på hende.

På fredag den 23. december indkalder 19 politiske grupper og en række aktivister til en ny massedemonstration på Tahrirpladsen under sloganet “Egyptens Frie Kvinder – Genskab Respekten.” Det regerende Militærråd har samtidig udsendt en erklæring, hvor de undskylder den brutale fremfærd.

Sikkerhedsstyrkernes angreb på demonstranter er eskaleret på det seneste. Efter fire dages kampe uden for regeringsbygningen i Kairo er 13 civile blevet dræbt og over 500 såret. Demonstranterne, som kræver en afslutning på militærets magt, er blevet mødt med uhørt brutalitet, som har chokeret folk i ind- og udland, når de er blevet vist på tv og internettet.

Det var drabet og nedslagtningen af demonstranter for en måned siden, som fik en gruppe unge til at etablere en ”Besæt-regeringsbygningen-aktion”. I første omgang var formålet at forhindre den nyudnævnte premierminister Kamal Ganzouri – en tidligere Mubarak-minister – i at komme ind i bygningen og aflægge sin ed. Senere fortsatte protesten med udstilling af kister, der bar navnet på dem, der døde under urolighederne i november.

Tidligt om morgenen den 16. december blev en af demonstranterne anholdt og tortureret af soldater. Denne provokation førte til nye kampe, hvor soldaterne dræbte ni demonstranter. Begivenhederne viser med al tydelighed, at det regerende militærstyre er parat til at slå brutalt ned på folk, som er utilfredse med, at kravene om demokrati og sociale forbedringer endnu langt fra er opfyldt.

"Mubaraks sønner"
Organisationen Revolutionære Socialister udtalte den 17. december, at ”når alt kommer til alt, er lederne af De Væbnede Styrkers Øverste Råd (på engelsk forkortet: SCAF, red) Mubaraks sønner, og de er loyale over for deres egne økonomiske interesser. Generalerne i SCAF kontrollerer 20 procent af økonomien, og de står i fuldstændig modsætning til interessen hos de millioner af arbejdende mennesker, som dårligt nok har til den daglige overlevelse.” (…)

”Nu er de ”tapre” væbnede styrker, militære forhørsledere og bander af regeringsstøttede bøller gået til angreb på den fredelige sit-in på gaderne ved regeringsbygningen. Efter at have opfundet en anklage mod Abbouddi, en af de unge ultras (fodbold-fans), som spillede fodbold, mishandlede de ham, udsatte ham for elektriske chok og forulempelser, og nægtede derefter at løslade ham i over en time. Dette viste sig at være et gement påskud for et allerede forberedt angreb for at opløse demonstrationen medmagt og brænde demonstranternes telte af. De gamle løgne er igen kommet i omløb – at ”lokale beboere” er ”forulempet” af ”protestanterne”, selv om den gade, hvor sit-in-aktionen foregår, ikke blokerer nogen trafik, og selve området er et kvarter med regeringsbygninger, ministerier og ambassader og ikke et beboelseskvarter.”

Udtalelsen slutter med fire krav:

  • En revolutionær regering med absolut magt
  • Ære for martyrerne og retsforfølgelse af morderne i Det Militære Råd.
  • Lavere priser og højere lønninger
  • Nationalisering af de stjålne privatiserede virksomheder, så der kan skabes jobs til de arbejdsløse. Militærrådet leder kontrarevolutionen …. men revolutionen fortsætter.


Valget, Broderskabet og arbejderbevægelse
n
Disse begivenheder finder sted samtidig med et voksende antal arbejderprotester, og en lang række faglige organisationers udtrykkelige hensigt om at gå i aktion for at nå de revolutionære mål om at omfordele landets rigdom og fjerne de offentlige institutioner for resterne af Mubarak-regimet.

Spørgsmålet er ikke kun, om militæret er indstillet på at afgive magt og privilegier, når en civil regering skal dannes og skrive en ny grundlov. Spørgsmålet er også, om vinderne af den nuværende valgproces er indstillet på det.

Resultaterne af den første runde af valget til parlamentet viste en stor opbakning til den politiske gren af De Muslimske Brødre, Friheds- og Retfærdighedspartiet, og det islamistiske Nour-parti. Der resterer stadig en anden (som afvikles i disse uger) og en tredje valgrunde (en valgrunde betyder valg i en del af landet). Men alt tyder på, at der vil være et absolut flertal af religiøse partier i det nye parlament.

Hvis det sker, kan det blive hårde tider for den nye arbejderbevægelse. Friheds- og Retfærdighedspartiet har tidligere bakket op bag SCAFs modstand mod strejker, og gik endda et skridt længere, da man med magt forsøgte at bryde den omfattende lærerstrejke i nogle regioner i september måned. Nour-partiet har også lagt en linje mod strejker og kaldt denne type faglige aktioner for ”uønskede” i den nuværende situation. Den eneste ikke-religiøse liste, som i første valgrunde fik et nogenlunde resultat, var Den Egyptiske Blok. Men Frie Egypteres Parti, som er den dominerende kraft i alliancen, er også modstander af strejker, hvilket tydeligt fremgik, da man erklærede sin støtte til Militærrådets antistrejkelov i juli.

På den anden side er der faglige aktivister, som ikke har tænkt sig at give op:

”Vi lader os ikke skræmme af de parlamentariske valg; kampen om parlamentet er kun en del af kampen. Gaden er det sted, hvor vores vigtigste kamp foregår. Vi kræver ret til at danne frie fagforeninger, afskaffelse af loven om kriminalisering af strejker, minimum- og maksimumløn, og en genåbning af de nedlagte virksomheder og genansættelse af arbejderne, forhøjelse af pensionerne og et ordentligt sundhedsvæsen,” siger Fatma Ramadan, medlem af ledelsen i den nyetablerede uafhængige faglige landsorganisation. Hun var også opstillet til parlamentsvalget som uafhængig ”arbejderkandidat”, men blev på linje med mange andre kandidater fra den nye uafhængige fagbevægelse underkendt af valgmyndighederne. (En del af pladserne i parlamentet er reserveret ”arbejdere” og ”bønder”).

Et af de aktuelle problemer er, at den nye lov om retten til faglig organisering endnu ikke er vedtaget. Den er godkendt af Arbejdsministeriet og af den tidligere regering, som trådte tilbage i efteråret, men er blevet skrinlagt af Militærrådet. Loven vil for første gang siden 1950’erne tillade faglig pluralisme og muligheden for, at parterne på arbejdsmarkedet at danne deres egne organisationer (i modsætning til statskontrollerede organisationer), men stærke fagforeninger udgør en trussel mod et system, som fremmer korruption og social ulighed. En anden kontrovers vedrører ledelsen af det gamle statskontrollede LO, som blev opløst i sommers, hvorefter en kommission blev nedsat for at kulegrave organisationens økonomi. Men revisionen er trukket ud og kommissionens medlemmer er blevet skiftet ud.

Ifølge arbejderadvokaten og medlem af Revolutionære Socialister, Haitham Mohamedein, ønsker Friheds- og Retfærdighedspartiet en landsorganisation, som er under deres kontrol. ”Arbejderbevægelsen er en kilde til nervøsitet for arbejdsgiverne og for Broderskabet. De vil sikkert forsøge at få ændret loven, men de vil ikke tillade de samme friheder, som lå i det nu skrinlagte udkast,” siger han.

Svag venstrefløj
Forskellige venstrefløjspartier opstiller til det igangværende parlamentsvalg, men efter første valgrunde tyder det på et dårligt resultat. Centrum-venstrekoalitionen Den Egyptiske Blok, som står for et socialliberalt program, fik 13,4 procent af listestemmerne. Blokken blev splittet i efteråret. De mest venstreorienterede partier var utilfredse med Blokkens tætte forbindelser til repræsentanter for det gamle regime, hvorefter de dannede en mere venstreorienteret koalition under navnet Revolutionen Fortsætter. Den fik kun 3,4 procent i første valgrunde. (se boks i bunden af denne artikel om, hvilke partier der indgår i de to alliancer).

En forklaring på det beskedne resultat kan være den lave valgdeltagelse på 52 procent (i første valgrunde). Deltagere i protesterne på Tahrirpladsen og andre steder kan have valgt at boykotte valget, fordi det legitimerer et ikke-civilt styre. Men trods opfordringer til boykot fra flere aktivister er det næppe den vigtigste forklaring.

Demonstranterne på Tahrirpladsen udtrykker utvivlsomt krav og synspunkter, som nyder bred opbakning i store dele af det egyptiske samfund. Men de udgør også den politisk mest bevidste del af bevægelsen mod det gamle regime, og mange af dem, der er stået frem som repræsentanter for bevægelsen, er en politisk avantgarde i forhold til befolkningen som helhed. Dermed har vestlige medier med deres fokus på demonstrationerne på Tahrirpladsen været med til at præsentere et skævt billede af den reelle politiske opposition i hele Egypten. Og derfor har det til tider været (engelsktalende) aktivister på den yderste venstrefløj, som for eksempel Gigi Ibrahim og Hossam el-Hamalawy – begge medlemmer af Revolutionære Socialister – som er trådt frem i vestlige medier som talspersoner for ”bevægelsen mod Mubarak”.

En anden grund er, at centrum-venstre og venstre-koalitionerne består af mange forskellige partier, som ikke indbyrdes er afklarede om de politiske mål, for eksempel i forhold til den økonomiske politik. Det har gjort det vanskeligere at tale med én stemme i valgkampen og føre en fælles kampagne. I modsætning hertil har de to store islamiske partier stået for en langt mere disciplineret og målrettet kampagne.

For det tredje mangler venstrefløjen endnu stærke og konsoliderede organisationer, og især har de meget begrænsede økonomiske ressourcer til at føre en stærk kampagne. Mange af partierne er først dannet inden for det sidste år og har allerede været gennem en række splittelser og omgrupperinger.

I modsætning hertil har Det Muslimske Broderskab, trods at det formelt var forbudt, været aktivt til stede i det egyptiske samfund under Mubarak (og før ham under Sadat og Nasser) i mere end fire årtier. Siden slutningen af 1940’erne – og trods perioder med hård undertrykkelse – har Broderskabet tålmodigt og flittigt opbygget en meget bred basis blandt millioner af religiøst inspirerede og socialt konservative egyptere, som gennem mange år i stilhed har opbygget en bitterhed mod de sekulære myndigheder.

Artiklen bygger blandt andet på Egypt’s labour movement takes a tumble af Yassin Gaber

Centrum-venstre-alliancer:

Den Egyptiske Blok
Består af liberale, socialdemokratiske og moderat venstreorienterede partier. Opstiller 233 kandidater i 46 distrikter. Fik 13,4 procent af listestemmerne i første valgrunde og vandt 15 mandater.

  • Frie Egypteres Parti (liberalt)
  • Tagammu, eneste tilladte oppositionsparti til venstre under Mubarak
  • Egyptens Socialdemokratiske Parti


Revolutionen Fortsætter

Består af unge islamister og venstreorienterede partier, tæt kontakt til demonstranterne på Tahrir-pladsen. Opstiller 300 kandidater – mange unge – i 33 distrikter. Fik 3,4 procent af listestemmerne i første valgrunde, Vandt seks mandater.

  • Folkeligt Demokratisk Alliance Parti – opstller de fleste kandidater (se under Koalitionen af Socialistiske Kræfter)
  • Den Egyptiske Strøm, udbrydere fra De Muslimske Brødre, ungdomsbevægelse
  • Revolutionær Ungdomskoalition
  • Egyptens Socialistiske Parti (se under Koalitionen af Socialistiske Kræfter)
  • Det Egyptiske Allianceparti
  • Ligheds- og Udviklingspartiet

Koalitionen af Socialistiske Kræfter
Er ikke opstillingsberettiget til parlamentsvalget, men flere partier opstiller hos Revolutionen Fortsætter

  • Folkelige Demokratisk Alliance Parti (dannet af flere små venstrefløjsgrupper, især mange tidligere medlemmer fra Tagammu, det eneste tilladte venstreoppositionsparti under Mubarak)
  • Egyptens Socialistiske Parti, hvis medlemmer omfatter en række kendte personer i egyptisk politisk siden 1970’erne.
  • Egyptens Kommunistiske Parti, som var illegalt indtil Mubaraks fald, og som derfor især organiserede, mobiliserede og arbejdede inden for Tagammu-partiet.
  • Demokratisk Arbejderparti, det første arbejderparti i Egypten dannet af faglige og sociale aktivister, blandt andet medlemmer af RS.
  • Revolutionære Socialister, en gruppe internationale socialister, som i en årrække arbejdede inden for rammen af Center for Socialistiske Studier.
single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com