Den bølge af kvinders massemobilisering, som har udfoldet sig i de seneste år, har beholdt sin dynamik og har endnu engang organiseret en international kvindestrejke den 8. marts. I mere end halvtreds lande fra Argentina til Italien, fra Frankrig til USA, fra Brasilien til Storbritannien, fra Island til Iran var der strejker, og der var mobiliseringer i utallige lande på alle kontinenter.

 

•      Strejken er blevet et redskab for den feministiske bevægelse. Kvindestrejken viser ikke blot, hvem der med sit lønarbejde får markedet til at fungere; den viser også, hvem der med arbejde og aktivitet – lønnet eller ej – får samfundet som helhed til at fungere, og som opretholder livsbetingelserne for alle. I en tid, hvor det bliver mere almindeligt med uformelt arbejde, hvor lønarbejde bliver flyttet til hjemmet gennem ‘hjemmearbejde’ og med udbredelsen af slavelignende arbejdsvilkår, så er det kvindestrejken, der gør det muligt at organisere disse usynlige og feminiserede sfærer.

 

Strejken i 2018 er blevet stærkere siden 2017. I 2018 omfattede den for eksempel i den spanske stat 5,3 millioner kvinder med opbakning fra 10 fagforbund, og i Argentina gik over en million på gaden landet over. I Polen organiserede kvinder sig igen i 2018, denne gang med mindet om, at det var deres mobiliseringer, til støtte for kvinders abortrettigheder, der gav den første og hidtil eneste sejr over den reaktionære PiS-regering. I Storbritannien sluttede kvinder, som allerede var i kamp for forsvaret af pensionsrettigheder og jobs, sig til kvindestrejke-bevægelsen. I Italien indkaldte bevægelsen Non Una di Meno, der bekæmper vold mod kvinder, sammen med fagforeninger til en strejke, der ramte væsentlige dele af transport- og skoleområdet.

 

Mangfoldigheden af krav, der stilles på den internationale kampdag, vokser fortsat. I Tunesien demonstrerede over 1000 kvinder for eksempel med kravet om lige arverettigheder, mens de filippinske kvinder fordømte præsident Duterte som en af de værste til at krænke kvinders rettigheder, og i Den Centralafrikanske Republik var det kvinders adgang til uddannelse, der var det primære fokus. I Iran er vi overbeviste om, at protesterne mod obligatorisk tilsløring fortsætter.

 

I Pristina, Kosovas hovedstad, bar kvinder skilte med teksten ‘Vi demonstrerer, vi har ikke noget at fejre’. I Tyrkiet samledes kvinder bag slogans som ‘Vi er ikke stille. Vi er ikke bange. Vi adlyder ikke’. I Pakistan, hvor der var brede mobiliseringer mod den vold, der anstiftes af det fundamentalistiske Taliban, brugte kvinder anledningen til at lancere en ny socialistisk-feministisk organisation, Women Democratic Front (WDF), for demokrati og sekularisme. I Irland blev der taget yderligere skridt for en ny folkeafstemning om afskaffelse af de grundlovsændringer mod abort, som er planlagt til slutningen af maj.

 

•      Opbakningen bag den opfordring til International Kvindestrejke, som den argentinske bevægelse udsendte i 2017, såvel som Kvindemarcherne verden over, har sat gang i denne nye bølge af mobiliseringer.

•      En central faktor for radikaliseringen i denne bølge er kampen mod mandschauvinistisk vold, der forbliver ustraffet planeten over. Det er blevet forberedt i de forgangne år. Allerede i december 2012 så vi gigantiske demonstrationer i Indien. Den 7. november 2015 mobiliserede 500.000 kvinder i Madrid, samme år mobiliserede hundredtusindvis af kvinder i Argentina som reaktion på adskillige mord, der havde gjort stort indtryk i landet. Det hidtil usete omfang af mord på, og forsvindinger af, kvinder i et Mexico mærket af narkotikasmugling, har også ført til stærke mobiliseringer. For nylig har #MeToo fænomenet sat fokus på omfanget af seksuel vold og chikane verden over og på en stadigt stigende kollektiv modstand mod dette.

 

•      I tilgift har denne nye bølge tilladt dem, der tidligere var henvist til usynlighed, at spille en større rolle. Racialiserede og migrantkvinder, såvel som LBGTI+ og sexarbejdere, har været en vigtig del af mobiliseringerne i de senere år.

 

•      Siden sidste år har opbygningen af kvindestrejken ikke blot gjort det muligt at knytte den sexistiske vold sammen med den usikkerhed i arbejde og livsforhold, som de fleste kvinder lider under, men også at fordømme en kriseramt kapitalismes reaktionære offensiv. De første strejker og massemobiliseringer, som Macri (i Argentina) og Trump (i USA) stod overfor, var feministiske af natur. Her er det værd at bemærke de massive mobiliseringer den 21. januar 2017, i forbindelse med indsættelsen af Trump, som dannede baggrund for at sprede opfordringen til kvindestrejken i USA og videre derfra.

 

•      Denne cyklus af kvindekampe står i mange lande overfor en reaktionær offensiv. Fremvæksten af fundamentalistiske og neokonservative strømninger, såvel som en tiltagende autoritær form for nyliberalisme, fører til angreb på demokratiske rettigheder, der underminerer ytringsfrihed og retten til at proteste flere og flere steder verden over. Reaktionens politiske dagsorden er en udfordring af fundamentale rettigheder: retten til liv, økonomisk og social uafhængighed af mænd (fædre, brødre eller ægtefæller), reproduktive rettigheder; såsom abort; samt styrkelse af familiens rolle. Den kapitalistiske krise forværrer livsbetingelserne for et flertal af kvinderne i verden. Det er i den sammenhæng, de aktuelle modstandskampe skal ses.

 

•      Kvinders rolle i fortroppen af den sociale modstand i det sidste årti viser, at der ikke kun er tale om et sporadisk udbrud, men om et potentiale, der dækker hele verden og spænder over meget forskelligartede kampe. De revolutionæres hovedopgave er at udforske det potentiale, at deltage i og tage ved lære af kvinders selvorganiserede erfaringer; at udvikle stabile forbindelser mellem forskellige kampe og modstandsformer; såvel som at uddybe og modne den systemkritik, der er manifest hos brede lag af kvinder, og som giver indhold til denne implicit antikapitalistiske dynamik.

 

•      Kvindebevægelsen og de feministiske bevægelser har på denne 8. marts vist, at der er alternativer til en kapitalistisk xenofobisk og autoritær politik. Dér, hvor de bygger hadets mure, bygger kvinderne solidaritetens broer.

 

13. marts 2018

 

Opslået i Facebook, Feminisme, Fjerde Internationale

single.php