Forandringerne i den arabiske verden sker ikke blot inden for de enkelte statsdannelser, men også blandt nationaliteter på tværs. Det er kurderne et godt eksempel på.

af Svend Vestergaard Jensen

Kurderne er ikke arabere, men mange bor i arabiske stater. En politisk flygtning fra den kurdiske del af Irak, Shakhawa Shovash, siger til Socialistisk Information:

”De folkelige oprør i de arabiske lande kan ændre meget for kurderne. Der er store forskelle fra land til land, selv om kurderne jo alle steder er et mindretal. Det er vigtigt, at kurderne på tværs af grænserne udvikler en fælles langsigtet strategisk forståelse”

Men ifølge Keke Ibrahim, politisk flygtning fra den kurdiske del af Tyrkiet, er det arabiske forår ikke kurdernes forår:

”Som jeg ser det, handler det arabiske oprør om at udskifte et regime med et andet. For kurderne spiller religion ikke så central en rolle som i de arabiske lande. Kurderne har et nationalt problem. De kæmper for deres rettigheder, såsom stemmeret, demokrati, ytringsfrihed, retten til at blive behandlet som kurdere, som er vores identitet. Alle skal kunne være her. Og ikke mindst: Vi er ikke tyrkere!”

Fælles historie
Den arabiske region opdelt af imperialistiske grænsedragninger. Nogle grænser er nærmest indtegnet med en lineal. Regionen har hængt sammen gennem århundreder med fælles sprog, religion, kultur, skiftende fremmede magters indtrængen i områder og i de enkelte lande. Sudan hører også med til det, der her kaldes den arabiske region. I dag næsten entydigt, efter at Sydsudan blev adskilt fra resten af Sudan, der udgør omkring 2/3 del af den tidligere nation. Denne størstepart er overvejende arabisk og muslimsk.

Alle landene kender til århundreders koloniale dominans og undertrykkelse. Syrien, hvor oprør ikke bare ulmer, men er i fuld gang, blev gennem århundreder behersket af de osmanniske tyrkere, siden af Frankrig og de seneste årtier af Assad-klanen. Det nuværende diktatur er ikke kolonialisme, men et diktatur, der undertrykker befolkningen, de nationale mindretal og religiøse strømninger, der er anderledes end den herskende klikes.

Det syriske kludetæppe
Assad-diktaturet har siddet på magten i årtier. Det kom til magten, efter at den franske kolonialisme, som havde domineret landet siden afslutningen af Første Verdenskrig, var fordrevet. Storbritannien og Frankrig delte centrale dele af Mellemøsten mellem sig efter osmannernes nederlag i verdenskrigen. Syrien tilfaldt Frankrig. De to lande opdelte nærmest oliefelterne mellem sig. Den sydlige del af det område, der historisk havde hængt sammen, blev i overensstemmelse med Balfour-deklarationen af 1917, tildelt zionisterne.

Oprør har der været masser af, mod kolonialismen og senere mod Assad-diktaturet i Syrien. Arnesteder for folkeopstande, f.eks. i 1920’erne er lige præcis i byer som Deraa, hvor oprøret har ulmet det seneste år. Og byen Hama, som i 1982 var det Islamske Broderskabs vigtigste bastion. Byen blev dengang udsat for et bombardement, der kostede 15.000 civile livet. Gennem de næsten tre årtier gjorde traumet fra Hama-massakren det syriske folk for skræmt til at gøre oprør – også kurderne i den nordøstlige del.

Inden for de syriske landegrænser eksisterer der flere nationale og religiøse mindretal, som f.eks. druserne og kurderne. Assad og hans magtbase i Damaskus tilhører alawitterne, som er en shiitisk sekt. Det vil sige, at de andre mindretal er udsat for en dobbelt undertrykelse fra diktaturets side, både en national og en religiøs undertrykkelse.

Syriens befolkning på 23 mio. er sammensat af 70 procent sunnier, 8-10 procent kristne, 12 procent alawitter og 8-10 procent kurdere i det nordøstlige hjørne mod Irak og Tyrkiet, hvor der også aktuelt har været sammenstød. Dertil kommer andre muslimske retninger og de 700.000 palæstinensere, der for manges vedkommende bor i flygtningelejre. De er efterkommere af dem, der blev fordrevet fra Palæstina i1948. Procentvis noget mindre end i nabolandet, Jordan, hvor palæstinenserne udgør over halvdelen af befolkningen.

Splittet i forskellige stater
Kurderne bor i forskelige stater: Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Hertil kommer en mindre befolkning i Armenien. Det har vanskeliggjort de selvstændighedsbestræbelser, kurderne historisk og i nutiden har kæmpet for. Men for kurderne er det ikke nødvendigvis det afgørende at samles i et Kurdistan.

Shakhawa Shovash siger:

”Det er fire lande, hvor kurderne lever i fire forskellige situationer. Vi må være realistiske og også tænke på situationen inden for det enkelte land, men for så vidt må vi rejse de samme krav og mål og udvikle en fælles forståelse på tværs af grænserne og dermed en politisk bevægelse, som må være legitim for befolkningen”.

At grænsedragning for kurderne ikke er det centrale spørgsmål kan begge bekræfte. Et frit Kurdistan skal ikke lukke sig mod nabolandene og andre lande.

”Jeg ønsker på længere sigt en verden uden grænser. Men en løsning for kurderne indenfor Tyrkiet kan være en føderation med tyrkerne. Kurderne skal have deres egne rettigheder, egne vilkår, anerkendes som kurdere. Og det betyder ikke assimilation, ingen racisme. Sprog, kultur, demokratiske rettigheder, m.v.. Det kurdiske sprog skal udvikles, der skal laves universiteter for kurdere”, siger Keke Ibrahim.

Det kurdiske håb
I 1920 fik kurderne ved Versailles-fredsforhandlingerne traktatligt løfte om selvstændighed, men traktaten blev aldrig ratificeret. Ved den endelige fredstraktat i Lausanne i 1923 blev Englands og Frankrigs løfter om selvstændighed til kurderne ”glemt”. Kurderne har i de forskellige lande, hvor de har levet siden da, været indblandet i omfattende kampe for deres rettigheder.

Shakhawa Shovash udtrykker detpå denne måde:

”Løfterne efter Osmannerrigets fald blev aldrig indfriet. Det kurdiske spørgsmål blev aldrig løst. Og det var en meget speciel periode for kurderne fra afslutningen af Første Verdenskrig og især efter Anden Verdenskrig til den kolde krigs afslutning. Enhver konflikt i området blev tolket som den ene af supermagternes indblanding i dens andens. Det var umuligt at løse etniske problemer i denne lange periode. For kurderne var det lige vanskeligt, hvad enten de boede i Irak, Syrien, Tyrkiet eller Iran. Alt var forbudt for dem. I dag er kurdisk sprog forbudt i Iran”.

”Der sker en ændring efter den første Golfkrig i 1991. Kurderne i Irak får en relativ autonomi, selv om de grundlæggende spørgsmål ikke er løst. Grænser og ressourcer er vigtige. Men kurderne samlet set har ikke forstået efter 1991 at bruge situationen til at samle deres interesser og kampe for frihed. I Irak synes samme system at gentage sig som i andre arabiske lande, men også her kan det folkelige oprør ændre meget. I Tyrkiet, der har parlamentarisk demokrati, er det lidt anderledes, men kurderne har det ikke bedre her”.

Selv om der i Tyrkiet er et parlamentarisk demokrati og kurderne her er repræsenteret med partiet BDP i det tyrkiske parlament, nægtes de ifølge Keke Ibrahim alle rettigheder:

”Regeringen siger, at det kurdiske spørgsmål er løst, og bevægelsen er slut. Tyrkiet, Irak og Iran samarbejder, trods andre indbyrdes uenigheder, mod kurderne. BDP – kurderne parlamentariske parti – vil gerne løse kurdernes problemer på en legal måde i parlamentet. Navnet på partiet er skiftet nogle gange, ligesom taktikken. Det tyrkiske regime har slået hundredvis af partiets medlemmer ihjel, også kendte ansigter”.

Drivkræfter
Shakhawa Shovash fremhæver det kurdiske område i det nordlige Irak som et godt eksempel på problemstillingen:

”Selv om området er så godt som kurdisk, er de nedarvede systemer fra såvel imperialismen som det irakiske diktatur intakte. Mellemøstlige familieklaner – og meget få – sidder på både den økonomiske og politiske magt, og opfører sig, som om ressourcerne tilhører dem. De er korrupte og frygter selvfølgelig for, at oprørene breder sig. Drivkræfterne blandt kurderne er unge mennesker fra almindelige familier, ikke fra de rige familier. Det er folk fra arbejderklassen, uddannelsesstederne, de intellektuelle.”

Selv om der er forskel fra land til lander det de samme krav, som står i centrum: Lige rettigheder, selvstændighed, politiske, sproglige og kulturelle rettigheder, respekt for menneskerettighederne, kampen for et demokratisk styre.

”Det er de første store skridt fremad,” slutter Shakhawa Shovash.

Socialistisk Information har også talt med kurdere, som kommer fra Syrien. De har hørt, at det syriske politi er begyndt at løslade politiske fanger og give kurdere statsborgerskab, hvad de hidtil har været forhindret i at få, selv om de har boet i Syrien i årtier. Om det skyldes at regimet så kan få mere plads i fængslerne, og fordi de løsladte kan tjene som skræk og advarsel for dem, som måtte tænke på at organisere modstand, er svært at sige.

Men det er sikkert udtryk for, at regeringens magt i det kurdiske område er svækket. Det siges i den forbindelse, at i samme område er alle billeder af Assad og faderen – den tidligere diktator –taget ned også i de offentlige institutioner, hvor det er arabere, som er ansat og bestemmer.

Keke Ibrahim kan her supplere med disse oplysninger om situationen for kurderne inden for Syriens grænser:

”Kurdernes situation her er desperat. 500.000 kurdere her er statsløse. De kan ikke købe noget, f.eks. jord. De er flygtninge på deres egen jord. De fortrænges af araberne. Der foregår en stærk assimilation. Sprog, kultur og traditioner undertrykkes. I Syrien vil vi gerne samarbejde med de demokratiske kræfter, men ikke med diktaturet”.

Nationalitetsspørgsmål med i bølgen
Den revolutionære bølge, der nu skyller hen over den arabiske region, kan få store konsekvenser også for det nationale spørgsmål – som kurdernes kamp. Dette kan indebære geopolitiske ændringer: Nye grænser, nye autonome områder indenfor eksisterende grænser.

Spørgsmålet om national selvbestemmelsesret er blevet diskuteret ivrigt i den revolutionære socialistiske bevægelse gennem historien, men ikke med et bestemt svar på, om selvbestemmelse er rigtig eller forkert i den konkrete situation. Men som socialister må vi selvklart arbejde for, at undertrykkelse på grund af nationalitet, kultur, sprog, m.v. ophæves. Som Karl Marx og Friedrich Engels udtrykte det: ”Et folk som undertrykker andre, kan ikke selv være frit”

Det demokratiske krav om national selvbestemmelsesret er et krav, der netop også involverer masserne. De arbejdende masser har ingen interesser i at opdele sig efter religiøse eller nationale skel, og har kun interesse i ikke at undertrykke andre på grund af nationalitet, m.v.. Derimod har de herskende klasser interesse i en ”del og hersk”-politik.

Fællestræk i den arabiske region, såsom sprog, kultur, islam og historie er ikke det samme, som at forskelligheder ikke eksisterer. De historiske og af fremmede magters nyopdelinger af regionen viser, at kravet om national selvbestemmelsesret er en del af den demokratiske proces, der kun kan løses af en uafbrudt revolution, en permanent revolution, hvor demokratiske opgaver smelter sammen med de sociale opgaver og krav. Og hvem kan stille sig i spidsen i denne flodbølge, denne kamp?

Det lokale borgerskab er svækket politisk og strukturelt på grund af afhængigheden af imperialismen. Derfor og af indlysende interesser kan dette borgerskab hverken løse de demokratiske eller sociale opgaver i udviklingen over hele regionen, der næppe er til at standse. Borgerskabet kan – i modsætning til arbejderklassen – ikke gennemføre en revolution nu om stunder.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com