Det er nu nogle dage efter valget og samfundsdebatten koger over med kommentarer og forsøg på at forstå, hvorfor det gik, som det gik. Hvorfor fik Sverigedemokraterna (SD) 12,9 procent i rigsdagsvalget, 48 mandater, rollen som tungen på vægtskålen, samtidigt med en massiv fremgang i mange kommuner?

af Emma Lundström

Samtidig vokser protesterne mod, at Stefan Löfven holder Vänsterpartiet ude fra regeringsforhandlingerne; for i stedet at indbyde Center- og Folkpartiet. ”Jeg har ikke udkæmpet denne valgkamp gennem hver eneste vågen time bare for at genvælge ministre fra Alliancen (som bl.a. indeholdt Center- og Folkpartiet red.), siger Jonas Sjöstedt (formand for Vänsterpartiet), da han bliver interviewet lige efter udmeldingen.

Han står langt fra alene med denne holdning. Efter otte år med Alliancen – otte år med ødelagt velfærd, med den største stigning i klasseskel blandt alle OECD-lande, med afvikling af udkantsområder, med skattesænkninger for de rigeste og et syn på landet, som var det en virksomhed, og ikke et demokrati – ville det svenske folk noget andet.

Nogle ville have en mere ekstrem højrepolitik. Andre ville genvinde trygheden, samhørigheden og klemme sig tilbage i samfundet væk fra den omdiskuterede marginalisering. Andre igen ønskede virkeligt at sætte stop for profitter i velfærden. Medens andre ville have et tydeligt feministisk initiativ i regeringen.

Præcis i valgkampens slutspurt gik statsminister Fredrik Reinfeldt ud med sin tale om at åbne hjerterne, og at vi ikke har råd til velfærd og yderligere skattesænkninger, fordi vi må satse på at have råd til alle flygtningene. På denne måde fik han held til at få både socialdemokratiske og Moderaternas vælgere til at tage springet over til Sverigedemokraterne, samt at få valgets hovedemne til at blive Sverigedemokraternas hjertespørgsmål. De 140 milliarder, som er spildt på skattelettelser for de velstillede, og den kendsgerning, at det ikke er sandt, at omkostningerne ved indvandringen medfører forringet velfærd, det ”glemte” Reinfeldt at nævne.

Så var det også sådan, at 29 procent af Sverigdemokraternas (SD´s) vælgere stemte på Moderaterna ved sidste valg i 2010. Det tilsvarende tal for Socialdemokraterne (SAP) var 16 procent, ifølge SVT’s (det svenske DR) valgundersøgelse, Valu. Eftersom SD stemmer sammen med højrefløjen i ni ud af ti tilfælde, kan det synes som en naturlig udvikling for skuffede højrevælgere. Moderaterne var jo også rigsdagens mest indvandrekritiske parti, før Sverigedemokraterna kom ind i billedet.

”Fredrik Reinfeld er blevet rost for og roser sig selv for ikke at have givet SD så meget som en lillefinger, men det er hans dagsorden, der har givet SD vinger. En politik, som SD desuden selv har lagt stemmer til”, skriver Aftonbladets kulturedaktør, Åsa Linderborg, og påpeger at det er en myte, at SD´s kernevælger er en hvid mandlig LO arbejder, men at partiet tværtimod vokser blandt funktionærer, akademikere og højt betalte lønmodtagere såvel som blandt medlemmer af Kommunalarbejdernes forbund, som er blevet lokket af SD´s centrale krav om retten til at arbejde på fuld tid.

Sverigedemokraterne har med sin indtræden i rigsdagen i 2010 haft mulighed for at styrke sin organisation, det har gavnet dem, skriver samfundsforskeren Ann-Cathrine Jungar på Svenska Dagbladets debat- og opinionsside. At modvirke deres hele tiden stærkere stilling som parti har vist sig ikke at være enkelt. Det har hverken virket at ”tage debatten” eller at isolere partiet, eftersom de vigtigste drivkræfter for mange af SD´s vælgere er utilfredshed, uro og en følelse af marginalisering, og deres stemme på partiet bliver brugt som en markering mod det politiske og mediemæssige establishment, der opleves som diskriminerende.

Begge tilgange har i stedet givet SD vind i sejlene. De er kommet i fokus, i stedet for det, som dette valg burde have handlet om: en tydeligere højre- venstreskala. Stadigt flere giver udtryk for, at de ikke ved, hvem de skal stemme på, eftersom de ikke rigtigt forstår, hvad partierne står for. ”Når politikkens centrum er så afladet, bliver vælgerne trukket mod fløjene, samtidigt med at pseudodebatter forvandles til hovedspørgsmål, skriver Dagens Nyheters chefredaktør Peter Wolodarski. ”Jeg tror, at vældigt mange borgere har fundet det svært at finde forskellen på Socialdemokratiet og Moderaterna. Löfven og Reinfeldt debatterede, som om det var svensk mesterskab for revisorer”, siger samfundsforskeren Ulf Bjereld til Svenska Dagbladet.

Det er helt afgørende, at vi får tydeligere ideologiske markeringer fra både Alliance- og oppositionspartier. Ikke en gang midtervælling. En midte, der har bevæget sig betydeligt til højre. Stefan Löfvens eventuelle midterregering med Mijöpartiet, Center- og Folkpartiet kan derfor også føre til, at Sverigedemokraterne vokser.

Det ville også have været værdifuldt, hvis de øvrige partier havde kunnet imødegå SD´s tale om den mislykkede integration, ikke med fordømmelse og nedladende kommentarer, men med virkelige politiske forslag til, hvad der kan gøres for få løst de problemer, som rent faktisk findes. Ikke for Sverigedemokraternas skyld, men for alle de mennesker, der kommer til Europa på flugt, og som har brug for at kunne skabe sig en udholdelig tilværelse her. Mennesker, som op til næste valg bør vide, at selv om formanden for centerpartiet, Annie Lööv, skældte Jimmie Åkesson (SD´s partiformand) ud og på den måde høstede point i valgdebatten, så har hun den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher som forbillede. En politisk leder, der mente, at indvandringen var en trussel mod den nationale britiske identitet.

Afmonteringen af den berømte svenske velfærd kan ikke siges at være andet end smertepunktet for det, som sker. Den afmontering, som socialdemokraterne begyndte under Göran Persson, og som Alliancen tvang i galop, med både pisk og sporer.

Rundt om i landet lever mennesker i den højst reelle virkelighed, som denne afmontering indebærer. Samtidigt er budskabet fra politisk hold, at det er den enkeltes eget ansvar at lykkes med sit liv. Det er elevernes fejl, at der er uro i skolen, ikke de strukturelle forandringer. Det er den arbejdsløses skyld, at vedkommende er arbejdsløs, selv om der ikke findes ledige job. Den fattige må bære ansvaret for at være fattige. Den syge er selv skyld i, at vedkommende bliver smidt ud af sygeforsikringen. Det nye Sverige har ikke plads til mennesker, der har brug for et sikkerhedsnet. Her skal alle arbejde, uanset om de kan eller ej, det er hovedsagen både for Alliancen og socialdemokraterne.

Når det såkaldte establishment lægger skylden på den enkelte, så kan det være vældigt fristende for den enkelte at lægge skylden andre steder. Sverigedemokraterne giver en enkel løsning: Det må være indvandrernes fejl, at der er mangel på jobs, og at velfærden krakelerer.

Mange af SD´s modstandere giver en lige så enkel løsning: De, som stemmer på Sverigedemokraterna, må være dumme i hovedet. Som Marcus Priftis skriver i Dagens Arenas netudgave: ”Jeg vil aldrig mere se et initiativ fra det etablerede system for at bekæmpe et parti, der går imod systemet. Jeg vil ikke se statslige hashtags, ingen kollektive opfordringer til at ”stemme, så racisterne ikke får indflydelse”. Ingen kampagner med kække kendisser, som poserer for tolerance, og ikke mere selvglad prædiken for de ligesindede i middelklasseboblen. Jeg vil aldrig se nogen højt på strå – politikere eller redaktører eller hvem som helst – pege fingre af nogen, hvis virkelighed de ikke er i nærheden af at forstå. Det kommer kun til at forstærke de kløfter, vi vil bekæmpe.” Poeten Bob Hansson går så vidt, at han til og med takker SD´s vælgere for, at de ”minder os om, at vi må trodse vores egen indskrænkethed” og ”har vist os, at det ikke er skældsord, dæmonisering eller stenkast, der mindsker den marginalisering, som er baggrunden for at vende ryggen til sin næste”.

At Fredrik Reifeldt nu vælger at afgå både som statsminister og som formand for Moderaterna er en velkommen besked til alle, der ser ham som det absolutte symbol på, at Sverige er blevet et land, som sparker nedad. Det, som vækker uro, er, at han efterlader sig et parti, som, med tanke på vælgerflugten til Sverigedemokraterna, meget vel kan komme til at vælge en leder, der åbner op for samarbejde med det fremmedfjendske parti, hvilket er sket i de andre nordiske lande. At Stefan Löfven afstikker en borgerlig kurs gør dette scenarie endnu mere sandsynligt, eftersom det vil skabe endnu større skuffelse, mistro og håbløshed blandt stadig flere. Da er det højst sandsynligt, at de 87 procent, som for øjeblikket ikke stemmer på Sverigedemokraterna, kan blive færre ved næste valg.

”Sverigedemokraterna kan man kun slå ved at tale politik. Pensionerne, uddannelserne, sikkerhed i ansættelsen, socialforsikringerne – alle de spørgsmål, hvor socialdemokratiet burde være uenig med de borgerlige, men formodentlige ikke er det”, skriver Åsa Linderborg, som også understreger at ”det nye arbejdsmarked uden overenskomster skaber barbari”, og at ”lavtlønsfag, som aldrig giver økonomisk tryghed og funktionærbrancher, hvor der snart ingen er med fast job, og hvor alle kan udskiftes, er blevet drevet frem af mennesker med høj cigarføring imod SD´s ”hadepropaganda””.

Stefan Löfven havde en mulighed for at ændre retning. Han hade kunnet vælge at samarbejde med Jonas Sjöstedt og det eneste parti (Vänsterpartiet), som står for det, flertallet af det svenske folk vil – nemlig at fjerne profitkravet i velfærden. I stedet vælger han at indbyde Centerpartiet og Annie Lööf, der har gjort sit yderste for at sælge ud af Sveriges undergrund til den profithungrende storkapital, og Folkpartiet med Jan Björklund i spidsen, der har ødelagt den svenske skole i den udstrækning, at han på det nærmeste er blevet et skældsord.

Det eneste håb lige nu ligger i en udsigten til, at Vänsterpartiet i så stor udstrækning som muligt udnytter sin oppositionsrolle til at trække politikken til venstre. Og selvfølgelig i, at alle gør det, som Fredrik Reinfeldt hævdede, at han gjorde, nemlig at tage ansvar for Sverige. Ved hele tiden i hverdagen at kæmpe for et samfund, som ikke sparker nedad.

16. september 2014. Emma Lundström er medlem af redaktionen på den svenske ugeavis Internationalen, som udgives af Socialistiska Partiet, SAPs svenske søsterparti.

Oversat fra Internationalen af Peter Kragelund

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com