Krisen på den yderste venstrefløj i Italien er blevet forstærket det seneste halvandet år. Efter demonstrationen den 15. oktober, som endte med voldelig undertrykkelse fra politiet og en ødelæggende debat blandt de deltagende organisationer, er der sket en øget opsplitning af den radikale venstrefløj.

af Gippo Mukendi Ngandu, og Francesco Locantore

Venstrefløjens evne til at give troværdige svar på den folkelige utilfredshed med den europæiske krisepolitik er forværret.

Den massive deltagelse i demonstrationen af unge mennesker og faglige modstandsorganisationer gav et håb om, at det ville blive begyndelsen på en dynamik med radikalisering, ligesom det skete på samme tid i Spanien, Grækenland, USA og Nordafrika. Men det er ikke sket.
Dannelsen af en teknokratregering med Mario Monti i spidsen er blevet hyldet som en befrielse fra to årtier med Berlusconi (selvom Berlusconi ”kun” regerede i 11 år) af PD (det Demokratiske Parti, o.a.) af størstedelen af den borgerlige presse og også af det meste af fagbevægelsen. Det isolerede holdningerne på fagbevægelsens venstrefløj og hos den anti-neoliberale venstrefløj. PD har været den mest overbeviste støtte til teknokratregeringen i parlamentet, og bureaukratiet i CGIL (den største faglige landsorganisation, o.a.) har i denne periode forsøgt på enhver måde at undgå, at den sociale konflikt skulle eksplodere. Monti-regeringen har haft succes med at rette nogle dræbende anslag mod lønninger og arbejderrettigheder, uden nogen særlige reaktioner: pensionsreformer, fjernelse af artikel 18 i arbejdsmarkedsloven (retten til genansættelse i tilfælde af uretfærdig afskedigelse).

Der har været enkeltstående undtagelser: den nationale demonstration, der blev organiseret af ”Nej til Gæld” komiteen (i marts og oktober 2012), bevægelsen af studerende og lærere i efteråret, hvor det lykkedes at vinde over regeringens forsøg på at øge antallet af arbejdstimer til uændret løn i skolen og at standse loven om at afskaffe de demokratiske forsamlinger i skolerne.

I den sammenhæng har debatten internt i Sinistra Critica, der begyndte på et seminar i efteråret 2011, og fortsatte med en kongresdebat mellem marts og oktober 2012, udviklet sig. Under forberedelsen af SCs tredje kongres, opstod en uenighed med det afgående flertals dokument. Det skete efter en lang og udmattende periode, hvor organisationen var rimelig sammenhængende – dog med nogle forskelle, der aldrig kom officielt frem.

Denne uenighed førte, efter debatten i landsledelsen, til nogle væsentlige ændringsfroslag til teksten, som blev støttet af et mindretal i ledelsen.

Under kongresdebatten stod de to parter lige, og på den nationale kongres (28-30. september 2012) valgte man en ledelse bestående af lige mange fra de to tendenser.

At man valgte at stille ændringsforslag til kongressen i stedet for at opstille en alternativ platform, var begrundet i to hensyn. På den ene side for at understrege det brede analytiske sammenfald mellem de to politiske tendenser, for at minimere de forskellige nuancer i fortolkningen af den sociale og politiske fase. På den anden side for at nå til en ramme, der kunne gøre organisationen tilgængelig for forskellige, men ikke nødvendigvis uforenelige interventionsprojekter, og for at undersøge muligheden for skabe en syntese af forskellene, i lyset af klassekampen i den nærmeste fremtid.

De to tendenser deler mange synspunkter: Analysen af den kapitalistiske krise, opmærksomheden på de grove angreb på arbejderklassens rettigheder og lønninger, den demokratiske krise, der er et resultat af, at institutionerne er adskilte fra flertallet af befolkningens sociale krav, det ineffektive i et øko-reformistisk svar (den såkaldte grønne kapitalisme), behovet for at skabe en bred og forenet bevægelse mod krisen, fordømmelsen af fagforeningsbureaukraternes samarbejdspolitik, og utilstrækkeligheden og den ekstreme svaghed i arbejderbevægelsens traditionelle organisationer. På samme måde deler man analysen af status over erfaringerne med vores strømning indenfor PRC frem til 2007, som det er opridset i bidraget til debatten om dannelsen af nye partier, fremsat af Flavio C.(medlem af ledelsen af SC, o.a.)

Det, vi ikke er enige om, kan opsummeres i to punkter:
1. Analysen af ”afslutningen på arbejderbevægelsen” og den deraf følgende undervurdering af de af arbejderklassens faglige og politiske organiseringer, der stadig eksisterer, og
2. Dialektikken mellem radikaliseringen og selvorganiseringen af massebevægelser og dannelsen af et revolutionært parti.

1. Tesen om ”afslutningen på arbejderbevægelsen” har været debatteret længe på vores kongresser og har ofte ledt til gensidige misforståelser. De subjektive betingelser for klassekampen ændrede sig dramatisk efter Sovjetunionens sammenbrud, den genetiske mutation af reformistiske partier (socialdemokrater og kommunister) i Vesteuropa, de største faglige organisationers samarbejde om at sælge ud af de arbejderrettigheder, man havde opnået gennem 60’erne og 70’erne. Disse ændringer er vigtige og er længe blevet betegnet som ”krise i arbejderbevægelsen”. Disse elementer udstikker ikke fra i dag af en fuldstændig ny fase i klassekampen. Men i denne nye fase fortsætter de gamle spillere med at spille en central rolle.

For at blive ved italienske forhold, organiserer CGIL stadig en stor del arbejdere, ikke kun de ældre med faste jobs. I nogle sektorer (metalarbejdere, skoler og universiteter) er CGIL stadig – på trods af alle modsætninger – et referencepunkt for dem, der kæmper: arbejdere, unge løsarbejdere og studenter. Linjen med at underlægge sig centrum-venstre koalitionen, har ført til at CGIL lancerer en kampagne kaldet ”plan for arbejde”, der står i modstrid til dens egne aktiviteter de senere år, for at overtale arbejderne til at stemme for koalitionen. Det var ikke nok til at dæmme op for styrtblødningen af arbejdervælgere fra PD til Grillos Femstjerne bevægelse (den italienske komiker, som vandt omkring en tredjedel af stemmerne ved det sidste valg, o.a.). Det Demokratiske Parti mistet omkring 3,5 mio. stemmer, mens SEL – den venstrefløjsliste, som Bertinottis tendens i PRC dannede, knap nok kunne samle stemmer på niveau med den mislykkede valgerfaring med Regnbue-Venstre (som fik 3 procent ved valget i 2008 og derefter blev opløst, o.a.)). Men det åbner vejen for en intern kamp i fagbevægelsen om en anden kurs og uafhængighed i forhold til centrum-venstre, i retning af at opbygge en markant venstrestrømning indenfor den største faglige organisation i Italien.
Med hensyn til den radikale venstrefløj, så er den stadig opsplittet og med en så lav troværdighed, at man ikke var i stand til at stille med sine egne kandidater ved det sidste valg, bortset fra den tvivlsomme alliance af kræfter, der er samlet under navnet Rivoluzione Civile, (PRC, PDCI, Grønne og Italiens Værdier, en organisation der er med i den liberale ALDE-gruppe i EU-Parlamentet), og som blev ledet af anti-mafia-anklageren Antonio Ingroia.

Men det er værd at lægge mærke til, at den eneste markante erfaring med sociale bevægelser mod nedskæringerne på nationalt plan, blev lanceret sidste år netop fra dele af de venstreorienterede fagforeninger, venstreorienterede strømninger i fagforeningerne og små organisationer på den yderste venstrefløj samlet i Nej til Gæld-komiteer. Denne koalition udnyttede ikke muligheden for at foreslå en basis-orienteret metode for opstilling til valg, på grund af forskelligheden blandt de kræfter, der indgår i den, men nogle af disse organisationer, inklusiv Sinistra Critica, deltog i det møde, der blev kaldt »ændring er muligt« i december, der var indkaldt af Alba (en ny radikal venstreorienteret politisk gruppering, dannet på initiativ af intellektuelle, der tidligere var tæt på PRC).

Problemet med at klassebevidstheden (krisen i klassen »for sig selv«) er historisk lav bliver korrekt påpeget. Dette bevidsthedsniveau er et produkt af årtiers voldsomme nederlag, gendannelsen af den vilde liberalistiske kapitalisme i verden, men også af nylige hændelser, der har skærpet angrebene fra borgerskabet i Europa. I Italien har den negative rolle, PRC har spillet efter anti-globaliseringsbevægelsen haft stor betydning, ligesom partiet valgte at støtte den anden Prodi-regering, og at arbejde sammen med den om at gennemføre dens neoliberale politik.

Der er en tendens til, at man på den »antikapitalistiske scene« betragter potentialet af Fem-stjernebevægelsen for meget vigtig, og at man ser dens valgresultat som et udtryk for en »flydende« radikalisering (dvs. formløs, i det mindste hvis den sammenlignes med traditionelle former for radikalisering), men man undervurderer det faktum, at dette sker på en baggrund, hvor kampen mod nedskæringspolitikken og den liberalistiske politik i Italien er fraværende. Tværtimod er det italienske valgresultat, hvor der ikke fremkom nogen klassebaserede politiske forslag, og Fem-stjernebevægelsens succes, et udtryk for de seneste års klassenederlag.

Målet for en revolutionær kraft må være at intervenere blandt de mest aktive sociale sektorer (dvs. i Italien, de seneste år blandt gymnasieelever og universitetsstuderende, men også blandt løsarbejdere, No Tav-bevægelsen (mod højhastighedstog, o.a.), protesterne mod stålværket Ilva i Taranto, bevægelsen for offentlig kontrol med vandforsyning….), fordi de er en inspiration til at opmuntre arbejderklassen til at genoptage kampen. Også Occupy-bevægelsen har forsøgt at spille den rolle i USA. Det handler om at genoprette modet hos millioner af arbejdende mænd og kvinder, der lider under den neo-liberale politik, gennem eksempler på kampe og måske nogle delsejre. For at gøre dette kan vi og skal vi fokusere på de mest kampvillige sektorer, og støtte og intervenere selv i de mest obskure former for radikalisering, men samtidig må vi have en politik og en praksis, hvor vores kammerater er i stand til tale klart til alle arbejdere, løsarbejdere, arbejdsløse og studerende.

Dette er ikke for at foregive, at de traditionelle organisationer ikke spiller nogen rolle i udviklingen – og sandsynligvis i afviklingen af klassebevidstheden. Især i Italien har den mest markante mobilisering de seneste år været bygget på drivkræfter fra de såkaldte »gamle« organisationer.

Af disse grunde foretrækker vi at bruge et begreb som »krisen i arbejderbevægelsen« uden at skjule dens svagheder. Vi fordømmer fortsat flertallets (hos CGIL, SEL og dele af PD) reformistiske og social-liberale linje, men er samtidig klar over, at klassekampen også skal føres også som aktivister i fagforeningerne, hvor vi kan holde kontakt til vigtige arbejdergrupper og komme med forslag til de mest radikale dele af arbejderbevægelsen (fagforeningsvenstrefløjs folk, venstrefløjsfagforeninger, kritiske arbejderkollektiver, politiske organisationer på den yderste venstrefløj og borgerinitiativer og studentergrupper). Vi må foreslå disse grupper den fælles opgave at genopbygge en klassebaseret venstrefløj (en ny arbejderbevægelse), der kan handle både på det politiske niveau og i de sociale bevægelser, at forkaste den neo-liberale politik og de nedskæringer, der bliver påtvunget fra det europæiske borgerskab. Kort sagt, at opbygge en fælles bevægelse mod krisen.

2). Det andet punkt, der var uenighed om, handler om dialektikken mellem bevægelsernes selvorganisering og opbygningen af det revolutionære parti. Vi er overbeviste om behovet for at opbygge Sinistra Criticas for at genrejse et politisk antikapitalistisk og revolutionært subjekt, der tilbyder et globalt alternativ til den patriarkalske kapitalisme, og som forsøger at fokusere debatten i de sociale bevægelser på behovet for en politisk og social revolution.

Selvom betingelserne for sådan et projekt er endnu vanskeligere nu end i fortiden, er det ikke et projekt, vi har i sinde at opgive eller udsætte til bedre tider. Det er nødvendigt for revolutionære at operere på to fronter: På den ene side at intervenere i de sociale bevægelser, stimulere organisering og selvstændighed og opmuntre til yderligere erfaringer med selvorganisering, på den anden side at give de aktive i disse bevægelser, og generelt arbejdere og undertrykte, et politisk perspektiv om at overvinde kapitalismen og søge sammen med alle dem, der har samme orientering, med dannelsen af en ny antikapitalistisk venstrefløj for øje.

Derfor må vi også styrke skolingen i revolutionær marxisme, feminisme og økologi. Vi skal bruge redskaber til politisk propaganda: en webside og et trykt magasin med de vigtigste emner fra den politiske debat og udviklingen af den sociale modstand på de forskellige områder og på nationalt plan.

Vi deler ikke ideen om at fryse organisationen Sinistra Critica ned, mens vi intervenerer i de sociale bevægelser. De to dele af den politiske aktivitet skal aktiveres samtidigt, og de må styrke hinanden, for ikke at løbe risikoen for at være i en organisation uden betydning – eller uden aktivister, eller på den anden side, at være i en sekterisk organisation, der er ude af stand til at tale til undertrykte mennesker, eller til arbejdere og politiske organisationer, vi er interesserede i, og som kan spille en rolle.

Gippo Mukendi Ngandu og Francesco Locantore er medlemmer af ledelsen af Sinistra Critica. Oversat fra engelsk fra International Viewpoint, 22.april 2013, af Martin Mørch

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com