“De [politikerne] betragter biodiversitetskrisen som et miljøproblem på linje med miljøfremmede stoffer, forurening af vand og luft og klimaændringer. Når politikerne så skal prioritere, taber forarmelsen af vores natur til de farligere trusler. Og så bliver naturens mangfoldighed noget, man taler pænt om, men i øvrigt skider flot på. Problemet er bare, at den sjette masseuddøen slet ikke er et miljøproblem.”

 

Således skrev biodiversitetsforsker Rasmus Ejrnæs i Information 12. dec. 2014. Hans argument er blevet udviklet i flere andre artikler, og bakket yderligere op af andre debattører på området som Morten DD Hansen og Rune Engelbreth Larsen. De politiske partier mangler en naturpolitik!

I mange år var det miljøpolitikken, som var i fokus. Døde fjorde, kemikalier i floder og åer, udslip af cfc-gasser der gav hul i ozonlaget, hormonforstyrrende stoffer osv. Så kom klimadagsordenen, hvor begrænsningen af specielt CO2 har været det store spøgelse. Alt sammen meget vigtige emner, der direkte relaterer sig til vores sundhed og levevilkår.

Men argumentet fra Ejrnæs og co. er, at i denne massive fokus er naturen blevet glemt. Og i visse tilfælde tilmed klemt. For det er bestemt muligt at iværksætte løsningsforslag der både gavner klima og miljø, men som samtidig forarmer naturen og begrænser biodiversiteten. Og hvem taler så naturens sag? Kritikken, som rejses mod folketingets partier, herunder Enhedslisten, er, at naturpolitikken ofte pakkes ind i andre politikker. Når Enhedslisten i valgkampen spiller ud med et forslag om biodiversitet, så sker det i form af biodiversitetslandbrug. Man opererer altså til stadighed med en nytteværdi, hvor naturen ikke vurderes på sin egen præmis.

I skrivende stund kommer en lind strøm af artikler om den sjette masseuddøen. Professor Carsten Rahbek fra Center for makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet siger klart, at vi er midt i den sjette masseuddøen.

Økosystemer er komplekse, og når arter forsvinder ved man ikke, hvornår systemet som helhed kollapser. I øjeblikket sker udryddelsen med rater 100-1.000 gange det normale, og mennesket er uden tvivl ansvarlig.
NBC News skriver 19. juni om en stor undersøgelse af Gerardo Ceballos, der citeres for følgende: "Alle disse ændringer er relaterer til menneskets væksten i befolkningstal, der øger forbruget (specielt hos de rige) og økonomisk ulighed. Men vores mulighed for at handle svinder hurtigt ind."

I selv samme artikel dukker sjovt (eller rettere tragisk) nok Bjørn Lomborg op med lommeregneren. Han er lidt mere optimistisk, for med en rate for uddøen på 114 gange over normalen giver det et tal på 1.508 hvirveldyr over de næste 100 år. Her udelades naturligvis hvirvelløse dyr og planter, samt det fænomen beskrevet af Carsten Rahbek, at raten for uddøen ikke er konstant, men kan accelerere pludseligt. Lomborgs argument hviler på opfattelsen af, at de rige lande vil gøre meget for at beskytte naturen, hvilket hurtigt vil afhjælpe problemet.
Det står ret hurtigt klart, at forskerne vurderer biodiversitetskrisen forskelligt. Rasmus Ejrnæs, Bjørn Lomborg m.fl. argumenterer med, at et voldsomt fald i biodiversiteten ikke vil påvirke menneskeheden som sådan, da de biologiske systemer godt kan opretholdes med få arter, selv om det ud fra et filosofisk blik vil være en fattig verden. Forskere som Rahbek og Ceballos vurderer anderledes, og mener bestemt vi som art også vil blive sat voldsomt under pres i den sjette masseuddøen, og vores egen overlevelse bestemt ikke er givet.

Men hvor er venstrefløjen i denne debat? Hvordan skal vi positionere os? De spørgsmål rejser Alan Thornett i denne artikel, som er hans omskrevne noter fra en workshop.

Jeg er personligt ikke enig med al kritikken rejst af Rasmus Ejrnæs. Men jeg er fuldstændig enig i præmissen om, at debatten om natur og biodiversitet har været klemt i den generelle klima- og miljødebat. Jeg er heller ikke enig med alle Alan Thornetts udsagn og vurderinger, men jeg er fuldstændig enig i, at den sjette masseuddøen, som vi oplever nu, er den mest centrale problemstilling i hele den grønne debat. Og jeg er enig i, at venstrefløjen som helhed hidtil ikke har taget denne udfordring alvorligt nok.

Vi må rejse debatten, og det skal ske nu, for tiden løber ud.

Rasmus Keis Neerbek
 

 

Krisen i biodiversitet og den grønne venstrefløj

 

13. maj 2015, Alan Thornett

Alan Thornett er medlem af Fjerde Internationales ledelse og gennem mange år en central drivkraft i den engelske sektion, Socialist Resistance. Dette er en udvidet version af et oplæg på en workshop om økologi på ”Historical Materialism conference” i London, november 2014, som blev bragt i webmagasinet International Viewpoint..

I dette oplæg vil jeg fremsætte fire påstande, som muligvis vil være kontroversielle:

– Biodiversiteten er klodens mest værdifulde ressource. Det er også den mest misbrugte og truede.
– At det kollaps i biodiversitet vi er vidne til i dag – den største masseuddøen i 65 millioner år – er den vigtigste parameter i hele den økologiske krise.
– At de fleste miljøforkæmpere – inklusiv marxister og den grønne venstrefløj – ikke i tilstrækkelig grad har forstået dette eller sat det på dagsordenen.
– At dette betyder, venstrefløjen samlet set har en forkert indgangsvinkel til hele den økologiske krise.

Dette oplæg er altså en appel til marxister og den grønne venstrefløj, om at gøre krisen i biodiversitet – som vitterligt er katastrofal – langt mere central i deres analyse af den overordnede økologiske krise end hidtil.

De har ret i faren for klimaforandringer og global opvarmning, afsmeltningen fra polerne og de stigende vandstande, og de har ret i modstanden mod kapitalismens profitjagt og den herskende produktivisme-kultur. Men alt for ofte blive krisen i biodiversitet enten udeladt eller undervurderet.

Ikke fordi det katastrofale kollaps i biodiversitet vi er vidne til bliver betvivlet af marxister eller den grønne venstrefløj. Der er bred accept af, at mellem 40 og 50 pct. af alle arter potentielt kan være blevet udryddet i midten af dette århundrede, og at 25 pct. af alle pattedyrarter lige nu er truet af udryddelse, hvor den naturlige udryddelsesrate ville ligge på omkring én hvert 700. år. Den mest katastrofale situation ses blandt padderne (frøer, tudser, salamandere), hvor den nuværende udryddelsesrate er ufattelige 45.000 gange højere end den naturlige udryddelsesrate.

Der er enighed om, at de tropiske regnskove, som indeholder store mængder af jordens arter, har seriøse problemer. Mere end halvdelen af jordens regnskove er allerede forsvundet grundet jagten på tømmer og landbrugsjord.

Der er enighed om, at de marine økosystemer har seriøse problemer grundet stigende temperaturer, forurening og overfiskeri. Koralrevene er døende. Havets hvirvelløse dyr der danner skaller af kalk [snegle, rejer, muslinger, visse typer plankton] går en dyster fremtid i møde grundet forsuringen af havet. Havene er nu væsentligt surere sammenlignet med den førindustrielle periode, da en tredjedel af den udledte CO2 opsuges og danner kulsyre [Det naturhistoriske museum, The Smithsonian, har en glimrende hjemmeside om emnet, red]. Der er også en stigende accept af, at vi er vidne til den største uddøen af arter i 65 millioner år. Dengang var det afslutningen på kridttiden, hvor to tredjedele af alle arter forsvandt på meget kort tid. At vores tid nu kan omtales som den sjette store biologiske masseuddøen, viser bare hvor betydningsfulde forandringer vi ser.

Den logiske følge
På trods af den umiddelbare konsensus om det katastrofale i faldet i biodiversitet, så omtales dette hos de færreste marxister eller økosocialister, og når det bringes på bane, så sker det oftest uden en fuldstændig beskrivelse af fænomenets omfang og konsekvenser.

Det er faktisk svært at finde en bog blandt sådanne forfattere, hvor kollapset i biodiversitet spiller en central rolle. Det er ofte, men ikke altid, nævnt, men konklusioner der gør det til en central problemstilling bliver sjældent truffet. Selv blandt forfattere der accepterer tesen om, at vi står midt i den sjette masseuddøen, og at dette truer vores egen arts eksistensgrundlag, mangler stadig at drage disse konklusioner (skulle jeg have overset nogen, undskylder jeg).

I mine øjne er John Bellamy Foster den bedste marxistiske forfatter i spørgsmålet om den samlede økologiske krise, og så vidt jeg kan bedømme, den bedste i forhold til krisen i biodiversitet. Men selv hos Foster i sine mest betydningsfulde værker er beskrivelsen af biodiversitetens krise fragmenteret.

Hans hidtil bedste bog om emnet er The Ecological Rift fra 2010 og er skrevet sammen med Brett Clark og Richard York. Introduktionen til bogen er på mange måder den bedste del af den, og giver en overbevisende grafisk beskrivelse af den sjette masseuddøen.

Bogen sætter fokus på Marx kamp for en materialistisk opfattelse af naturen baseret på stofskiftet eller interaktion mellem menneske og natur [Kapitalen 1. Bog 3, Rhodos, s. 717-719, red].

Den peger på et bestemt aspekt af Marx, hvor han diskuterer den store jord-erosionskrise i midten af det nittende århundrede, hvad Marx kalder en kløft i stofskiftet. Foster havde sat fokus på dette i sit mest kendte værk om økologi, Marx´ Ecology. Marx så det som en kløft mellem menneskeheden og naturen, hvilket antyder en bekymring for biodiversiteten, men uden at adressere det direkte.

Bogen sætter også fokus på analysemodellen med klodens 9 grænser, som er fremført af Johan Rockstrom fra Stockholm Resiliance Centre og den amerikanske klimaforsker James Hansen. Denne tilgang anerkender ikke bare biodiversiteten som en af ni afgørende grænser, men som en grænse som allerede er blevet overskredet.
På trods af dette formår bogen ikke at fastholde fokus på biodiversiteten, der dermed heller ikke bliver central for bogens hovedpointe.

Så vidt jeg kan se, har andre marxistiske forfattere endnu mindre at sige om biodiversitet end Foster. Paul Burkett nævner det knap nok i sin “Marx and Nature”. Joel Kovel kommenterer det I “The Enemy of Nature”, men udvikler ikke spørgsmålet til en central problemstilling. Det samme kan siges om “The Global Fight for Climate Justice”, som IIRE og Resistance Books udgav i 2009.

I “Green Capitalism, why it can’t work” angiver Daniel Tanuro problemet som noget, der skal tages meget seriøst, men gør det ikke til et centralt omdrejningspunkt. Faktisk udnævner han stigningen i vandstand som det største problem afledt af klimakrisen.

Det skal også nævnes, at krisen i bidiversitet dårligt nævnes i det internationale økosocialistiske manifest eller i Belem-manifestet fra World Social Forum i 2009.

Jeg deltog i udarbejdelsen af begge disse deklarationer og indså ikke svagheden på daværende tidspunkt. Efterfølgende har jeg radikalt ændret holdning i forhold til betydningen af krisen i biodiversitet set i relation til den økologiske krise som helhed.

Videnskabelige og populærvidenskabelige forfattere
Marxister og socialister havde ikke et godt 20. århundrede set i relation til miljøet. De tidlige bidrag fra Marx og Engels blev glemt efter at de sovjetiske miljøfolk blev udrenset under Stalins processer. I over 40 år, fra 1920erne til de tidlige 1970ere (hvor marxister i en række lande begyndte at tage emnet op igen), blev der stort set intet skrevet om den økologiske situation og slet ikke biodiversitet.

De seneste 50 års vigtigste studier af biodiversitetskrisen er altså skrevet af videnskabsfolk – palæontologer, biologer, zoologer, naturformidlere, som ikke var marxister, og af journalister som specialiserede sig i emnet. Og institutioner som WWF og FN har lavet vigtige bidrag.

Mange vigtige afhandlinger er blevet skrevet, efter omfanget af biodiversitetskrisen siden midten af århundredet er blevet bedre forstået.

Marinbiologen Rachel Carson udgav revolutionerende arbejder i 1950erne. Hun udgav den prisvindende ”Havet omkring os” i 1951 (oversat til dansk 1952) og The Edge of the Sea i 1955. Hendes bestseller ”Det tavse forår” blev udgivet på dansk i 1963. (Bogen sætter fokus på DDTs påvirkninger af organismerne i det marine miljø, red)

Den første udgave af Edward O Wilsons bog om emnet ”The Diversity of Life” blev udgivet i 1992. Året efter blev den fulgt op af ”The Sixth Extinction” af Richard Leakey og Roger Lewin, der introducerede begrebet den sjette masseuddøen for et bredere publikum. Havbiologen John Spicers bog ”Biodiversity – a Beginners guide” blev udgivet i 2006 og Ken Thompsons ”Do We Need Pandas?” i 2010. FN har udgivet flere store rapporter om biodiversitet, inklusiv ”Ecosystems at Tipping Point” fra 2010.

David Attenborough, Al Gore, Naomi Klein samt en lang række tv-programmer blandt andet produceret af BBC, har alle haft biodiversiteten i fokus.
Elizabeth Kolbert går skridtet videre og pointerer, at mens de sidste fem masseuddøener var et produkt af naturligt forekommende fænomener, så er denne anderledes. Den er nemlig resultatet af en enkelt arts aktiviteter – den mest succesfulde og brutale planeten nogensinde har produceret – det moderne menneske.

Yderligere lyder argumentet, og bakkes i stigende grad op af videnskabelige kredse, at den masseuddøen, vi i dag ser, er så fundamental, at den udgør en geologisk epoke. At vores epoke kan kaldes den antropocæne, en epoke defineret ud fra den virkning mennesket har på alle andre levende organismer, og dermed på hele biosfæren.

Hvorfor er venstrefløjen bagud?
Spørgsmålet er, hvorfor venstrefløjen er sakket agterud i forhold til at forholde sig til krisen i biodiversitet? Én mulighed er, at emnet har en tendens til at rejse problemstillinger som venstrefløjen traditionelt har været (og er) tilbageholdende med at diskutere, fx spørgsmålet om den eksplosive befolkningstilvækst.

Store dele af venstrefløjen har opfattelsen, at befolkningstallet ikke har nogen direkte betydning for planetens økologi, til trods for at vi har rundet 7 mia. mennesker og tallet stiger med 80 mio. om året. Derfor er der ikke behov for at se på den problemstilling. Denne udlægning er dog specielt svær at fastholde, hvis man diskuterer kollapset i biodiversitet.

I den udstrækning befolkningstilvæksten diskuteres på venstrefløjen, inkl. Tidligere nævnte forfattere, rejses spørgsmålet som oftest i lyset af Thomas Malthus – den reaktionære 1800-tals økonom og præst der anbefalede at lade de fattige sulte for at holde befolkningstallet nede og undgå sygdomsudbrud. Dermed skabes en forestilling om, at det skulle være neo-maltesisk (eller det der er værre) at foreslå, at den nuværende befolkningstilvækst er problematisk.

I mine øjne er befolkningstilvæksten ikke et problem i økonomien for hundrede år siden, men et problem i økologien og biodiversiteten i det 20. og 21. århundrede. Marx og Engels havde helt ret i deres polemik mod Malthus, men deres argumenter siger intet om den effekt befolkningstal på 9, 10 eller 11 mia. mennesker vil have på verden i dag.

Ideen om at befolkningstilvæksten i dag ikke har nogen konsekvens for den økologiske balance, giver i mine øjne ingen mening. Den økologiske krise kan naturligvis ikke reduceres til kun et spørgsmål om befolkningstilvækst, men er dog en af de større faktorer, specielt i forhold til biodiversiteten.

EO Wilson skrev således: ”Menneskets demografiske succes, har bragt verden til denne biodiversitetskrise. Mennesker – pattedyr omkring 50 kg og medlemmer af en gruppe, primaterne, som normalt er kendetegnet ved få individer – er blevet 100 gange mere talrig end noget andet størrelsesmæssigt sammenligneligt dyr i livets historie. På alle sammenlignelige punkter er mennesket økologisk unormalt. Vores art optager mellem 20 og 40 procent af den solenergi, som optages i landplanternes organiske materiale. Der er ingen mulighed for, at vi kan forbruge så voldsomme ressourcer, uden det har drastiske konsekvenser for andre organismer.”

Det er korrekt, at emnet er noget mere kompliceret end Wilson fremstiller det. For eksempel har den stigende befolkningstilvækst ikke en større effekt på udledningen af kulstof og klimaforandringerne, fordi de højeste fødselsrater for nuværende er koncentreret til de fattigste regioner, der samtidig har det laveste CO2-fodaftryk. Når det kommer til biodiversiteten, er det dog det økologiske fodaftryk, der er en afgørende faktor, ikke CO2-udledningen.

Dette er en væsentlig forskel. Det økologiske fodaftryk måler den totale belastning på miljøet, ikke bare CO2-udledningen. Derfor inkluderes basis for at opretholde livet, landbrugsjord, rent vand og leverum. Yderligere inkluderes forurening, skovfældning, affald og sprøjtegiftes skadelige virkninger på naturen, herunder habitater, fødetilgang og reproduktion hos de vilde dyr. Det er et helhedsbillede som det økologiske fodaftryk afslører.

Det økologiske fodaftryk er dog stadig meget skævt fordelt, hvor de rige lande har langt større påvirkning end de fattige. Men alle bidrager til det samlede tryk på planetens økologi.

Hvad er motoren i den økologiske krise?
Et andet vigtigt element i diskussionen om den økologiske krise er spørgsmålet om, hvad den primære bagvedliggende årsag er – specielt hvilken rolle kapitalismen spiller.

Marxister og socialister kan tage æren for, at kapitalismens rolle er blevet rejst i den grønne debat, hvilket tidligere var helt fraværende. Med sin groteske produktivisme og jagt på profit og vækst er kapitalismen den største enkeltfaktor i den økologiske krise. Desværre er dette blevet præsenteret som, at kapitalismen er den eneste afgørende faktor. Afskaf kapitalismen og vupti, problemet er løst!

Sådan et synspunkt skævvrider ikke vores analyse af den økologiske krise, men det afvæbner os i kampen for at stille løsningsforslag.

Det er korrekt, at den økologiske destruktion er steget dramatisk i takt med den industrielle revolution og kapitalismens fremvækst. Men det moderne menneskes påvirkning af biosfæren, herunder udryddelsen af andre arter, startede lang tid før industrialiseringen og kapitalismen.

Moderne mennesker er den mest succesfulde, ressourcefulde og effektive art, som planeten nogensinde har produceret, og har fra starten haft en voldsom påvirkning på andre arter. I takt med at mennesket spredte sig fra Afrika til resten af verden, har de udryddet mange af de store landdyr og flyveløse fugle, som ikke havde en chance mod deres effektive jagtmetoder, som ikke bare blev brugt til at opfylde det umiddelbare behov for mad. En femtedel af alle arter er udryddet på den baggrund.Det skete i Australien, New Zealand, Madagaskar, Indonesien, Amerika og Europa.

I den senere tid har opdagelsesrejsende og kolonister draget hærgende rundt og udryddet eller truet isolerede og sårbare arter som dronten, gejrfuglen, Galapagos-skildpadden. Stellers søko blev udryddet grundet jagt. Arter er gået fra talrige til udryddet på meget kort tid, særligt på isolerede øer. I dag lader det til, at vi bevæbnet med motorsave og moderne teknologi er gået i gang med resten.

Og her er pointen. Det er ikke bare kapitalismen, men industrialiseringen, som er en voldsom udfordring for miljøet. Det er korrekt, at et socialistisk samfund i langt højere grad ville skabe bedre mulighed for at håndtere den økologiske krise, men det ville ikke i sig selv være en løsning. Realiteten er, at vi stadig ville stå overfor en voldsom udfordring. Fraværet af kapitalisme er i sig selv ikke nok.

I store dele af det 20. århundrede ophørte kapitalismen og dets profitjagt med at eksistere i Sovjetunionen og Maos Kina. Påvirkningen af miljøet var mindst lige så massivt, som det havde været under kapitalismen. Begge lande havde en aggressiv produktivitet og resultatet var forurenede floder og landområder, søer fyldt med kemikalieaffald samt Tjernobyl.

Ødelæggelsen af miljøet vil fortsætte efter kapitalismen er væk, medmindre alternativet bliver et bæredygtigt alternativ. Og dette er ikke en automatisk følge. Kampen for en bæredygtig planet må derimod indlejres i selve den revolutionære proces! Dette er grundlæggende, hvad økosocialisme handler om. Det er kampen for et bæredygtigt socialistisk samfund, der kan holde biosfæren intakt. Det er at erkende, at kampen mod kapitalismen og kampen for miljøet, er to sider af samme sag. Men at kampen for et bæredygtigt liv, som kan udfoldes i harmoni med naturen i modsætning til konflikt med den, må fastholdes i mange år frem, også efter at kapitalismen er smidt på historiens mødding.

Forholdet mellem mennesker og natur

Både den økonomiske og indbyggede værdi af biodiversiteten kan ikke beregnes. Faktisk skylder vi selve vores eksistens til den. Jo flere arter et økosystem indeholder, desto højere er dets produktivitet, og desto større er dets evne til at modstå påvirkninger og overleve kriser. Efterhånden som arterne forsvinder, bliver økosystemet mere og mere sårbart, og det samme gør vi.

En stor del af planterne er afhængige af insekter til bestøvning og dermed formering. Planter hvoraf en stor del bruges til føde for os, men også til medicinsk brug og forskning.

EO Wilson skriver således: ”Insekter og andre leddyr er så vigtige, at skulle de pludselig forsvinde, ville menneskeheden ikke overleve mere end et par måneder. De fleste padder, krybdyr, fugle og pattedyr ville ligeledes uddø på samme tid. Dernæst ville en stor del af de blomstrende planter forsvinde, og sammen med dem hele den fysiske struktur i de fleste skove og landområder på jorden…” [The Diversity of Life, s. 125]

Ifølge ham ville verden nogenlunde komme til at se ud som i den tidlige palæozoikum med små øer af træer uden ret meget liv.

Men det handler ikke bare et egoistisk spørgsmål. Der er også en mere filosofisk pointe. Hvordan burde relationen mellem mennesker og resten af naturen være? Da jeg blev medlem af en marxistisk organisation i 1960erne, blev jeg fortalt, at ”menneskeheden” udviklede sig i konflikt med naturen, og at vores opgave var, at underlægge os naturen, så vi kunne sikre vores livsstil. Dette synspunkt var erklæret mål i både Stalins Sovjet og Maos Kina.

Denne tilgang må forkastes. Det er afgørende at insistere på, at mennesker er en del af naturen og både har behov for og en forpligtelse til at leve i harmoni med den. Som økosocialister bør vi kæmpe for et samfund, hvor menneskeheden kan eksistere i samspil med andre arter uden at true deres eksistens. Vi beskytter biodiversiteten, ikke bare for at beskytte os selv, men fordi en verden fyldt med biodiversitet er det, vi ønsker at leve i. Alternativet er et lydløst forår, eller en biologisk ørken, selv hvis vi kunne overleve et sådant mareridt.

Marx havde blik for dette aspekt og kan ses i hans opfattelse af naturen som ”menneskets uorganiske krop”. William Morris havde samme indsigt, der kom til udtryk i hans kærlighed til naturen og forsvar for denne, samt hans kamp mod industrialisering og produktivisme.

Konklusion
Venstrefløjen kan ikke fastholde et kæmpe blindt punkt i analysen af den økologiske krise. Som jeg sagde i begyndelsen, er biodiversiteten det mest dyrebare, men mindst værdsatte ressource, verden har. Krisen i biodiversitet er det mest fundamentale og destruktive aspekt i den samlede økologiske krise. Vi må gøre forsvaret for det til et kernepunkt i vores analyse og i de løsningsforslag, vi kommer med.

Venstrefløjen bliver nødt til at evaluere, hvor vi placerer os i forhold til disse diskussioner – krisen i biodiversitet, spørgsmålet om stigende befolkningstal (samtidig med vi afviser alle former for tvang i fødselskontrol), industrialiseringens rolle og forholdet mellem mennesker og natur.

Opslået i Klima

single.php