Når folk – uden at ryste på hånden – stemmer for dansk deltagelse i krige, der ligger milevidt, både i afstand fra deres egen trygge tilværelse, men også i retning af forståelse og indlevelse i, hvad krig egentlig er, så er min undren simpelthen grænseløs!

af Vagn Rasmussen

Og jeg tænker tit, at før man fik lov til at trykke på de knapper, som udløser nye krige, så skulle alle, der er så letsindige at medvirke til at slippe disse modbydelige kræfter løs – på andres bekostning! – garantere, at de selv vil rejse til krigsområderne for at dele krigens rædsler med de mennesker, deres beslutninger rammer.

Bare et døgn i bomberegnen med uranforstærkede bomber og med missiler, der ikke er helt så præcise, som man påstår, sammen med civilbefolkningen i de libyske byer, som jo også bliver bombet, vil for evigt kurere disse folk for deres letsindighed.

I stedet ville de med alle midler forsøge at finde andre og fredelige veje til at løse eventuelle konflikter.

Når jeg skriver ”eventuelle konflikter”, er det fordi USA har befundet sig i en konstant krigstilstand i omkring 50 år. Meningen med de krige, USA sætter i gang, er ikke at løse konflikter. I mange tilfælde var der ingen konflikter eller kun mindre stridigheder – der som en absolut hovedregel kunne være blevet løst af befolkningerne selv – indtil krigene udbrød med det formål at varetage USA’s egne interesser.

Fredsbevægelsernes Grand Old Man, den 80-årige nordmand Johan Galtung, skrev i sin leder i det sidste nummer af Internetnyhedsbrevet Transcend Meida Service, at USA har lagt planer om at styrte Gadaffi, siden denne tvang det amerikanske militær ud af Libyen i 1969.

 

Egne ”krigserfaringer”
Mine egne ”krigserfaringer” er stærkt begrænsede, men alligevel fuldt tilstrækkelige!

De strækker sig fra Anden Verdenskrig og over mange rejser til Bosnien og Somalia.

I maj 1995 var Jens Otto Madsen og jeg ankommet til den nordbosniske by Tuzla – det eneste sted, hvor alle etniske og religiøse grupper levede sammen under krigen – for at dele et større beløb ud til skolerne, som var indsamlet af ’Støt Tuzlas Skoler” (nu STS International Solidarity).

Besøget fandt sted, mens den største massakre indtil da fandt sted under krigen mod Bosnien.

”Indtil da?”- ja, for senere kom massakren i Srebrenica.

Serbiske granater ramte bymidten i Tuzla den 25. maj 1995 – den første varme forårsdag og Ungdommens Dag i det tidligere Jugoslavien – hvor man vidste, at bymidten var fyldt op af især unge mennesker.

71 blev dræbt og mange flere blev såret.

Heldigvis – for os selv! – var Jens Otto og jeg tilfældigvis ikke i bymidten denne aften. Men næste morgen besøgte vi en nabofamilie, hvor to unge piger havde været der.

Sammen sad vi foran fjernsynet og så stumper af døde kroppe fra hospitalet: en afrevet fod i en sko her, en torso uden tarme og hoved der, underdelen af et menneske med sin fremtid knust for altid ved siden af.

Pigerne græd, og det gjorde Jens Otto og jeg vist nok også. Hver gang der dukkede et billede op med et ansigt eller resterne af et, som pigerne kendte, eller troede de kendte, blev gråden ledsaget af en mumlen af et navn på den døde ven.

Begravelsen fandt sted nogle dage efter. Af frygt for et nyt terrorangreb fandt den sted om natten, og det er typisk for den holdning, der præger Tuzla, at alle de dræbte med forskellig etnisk baggrund blev begravet sammen i en fællesgrav.

Jeg har ikke den videofilm fra TV-Tuzla, som vi så. Men jeg har stadig en bog med billeder, som viser noget af det samme, og jeg gerne vil kopiere sider af den til alle, der har stemt for dansk deltagelse i krigen mod Libyen.

Jeg talte senere med mange af de unge elever fra sygeplejeskolen, som var med til at rydde op efter massakren. De ville være præget disse scener for livstid, sagde de til mig. De fleste havde svært ved at falde i søvn, og gjorde de det endeligt, vågnede mange af dem op med mareridt.

 

Uskyldige rammes
Det kan forekomme besynderligt, at mens serberne sagtens kunne bombardere uskyldige unge mennesker – deriblandt også 11 ”serbiske” unge – så lod de stort set alle strategiske steder som Tuzlas rådhus, kasernen og de militære stillinger i byen i fred.

De daglige bombardementer var heller ikke rettet mod strategiske steder, men var mere tilfældige bombardementer, der også var rettet mod den civile befolkning.

De havde kun til hensigt at nedbryde moralen i civilbefolkningen!

De minder om de vestlige allieredes terrorbombardementer af civilbefolkningen i de tyske byer under den anden verdenskrig, hvor hundredtusinder af civile tyskere – hvoraf mange var modstandere af nazismen – blev dræbt med samme formål. Men da det nazistiske propagandaapparat stadigt eksisterede, fik bombningerne den modsatte effekt. De forlængede krigen i adskillige måneder!

Hvorvidt det lykkedes for Bosniens vedkommende er svært at sige, men også den bosniske hær, som repræsenterede det ”gode”, drev klapjagt på unge mennesker for at få dem til fronten.

Nikolaj Pranjic, som var mineingeniør, og som hørte til de minearbejdere, der meldte sig frivilligt til at forsvare Tuzla, fortalte mig om andre negative sider af krigen. På grund af sin tekniske kunnen var han blevet kaptajn i artilleriet, som var stærkt afhængig af den meget dyre diesel for at kunne flytte sig rundt ved fronten. I sin krigsdagbog havde han derfor noteret sig hver gang, der blev leveret diesel. Men mange gange forsvandt dieselen, fordi den blev solgt på det sorte marked af hans chef, som blev meget rig.

Hvorfor?
Men hvorfor kom det overhovedet til krige i det tidligere Jugoslavien? Der var fordi, man stod over for et ganske særligt socialistisk system, som ikke eksisterede andre steder, og som kun kunne nedbrydes ved at opildne til deling af landet i dens enkelte republikker, og opildne de nationalistiske kræfter – og give dem våben og penge – til at føre krige imod hinanden.

”Folk i Jugoslavien havde det godt”, sagde forkvinden for pensionistsammenslutningen i Slovenien til deltagerne i en massedemonstration i Ljubljana i 2007. ”Men Jugoslavien blev druknet i strømme af blod”.

Men hvorfor var krigen i Bosnien så særlig heftig og blodig?

Det var fordi, det slet ikke var meningen, at den selvstændige stat Bosnien-Hercegovina skulle bevares. At få den delt op mellem Serbien og Kroatien var den politik, som hele raden af vestlige lande og også FN- som nogle finder er den øverste dommer i verdenspolitikken – arbejdede for i de tre første år af krigen. Derfor massakrerne i Srebrenica og Zepa, hvor bl.a. Carl Bildt, den nuværende svenske udenrigsminister, og den amerikanske diplomat Richard Holbrook er afsløret (også af den tidligere chefanklager ved den internationale krigsforbryderdomstol, Carla del Ponte) som hovedansvarlige sammen med FN, som ikke løftede en finger for at redde indbyggerne fra massakrerne.

Og hvorfor er Bosnien-Hercegovina så vigtig?

 

Fordi landet besidder de måske rigeste oliereserver i Europa!

Det blev Serbiens gode ven, Rusland, der løb af med hovedparten af olien, for raffinaderierne ligger væsentligst i den serbiske del af Bosnien. Det ser også ud til, at det bliver Serbien, der i første omgang kommer til at eje hovedparten af Balkans rigeste mineralforekomster i et andet konfliktområde, nemlig Kosova.

Hovedparten af det engang samfundsejede og selvstyrende Trepca Minekompleks, som leverede råstoffer og halvfabrikata til 40 procent af det gamle Jugoslaviens samlede industriproduktion, ligger nemlig i den serbisk kontrollerede del af minebyen, Mitrovica.

 

Krigspropaganda
”Vi var glade for de første dages indsats, hvor Gadaffis luftvåben blev sat ud af spillet og hans styrker forhindret i at angribe oprørernes byer”, skriver Enhedslisten i sin begrundelse for at trække støtten tilbage.

 

”Glade?” – tja, og forudsat at oplysningerne er rigtige. Men der ser da ud til, at Gadaffis styrker, som ganske vist må holde til i den oliefattige del af Libyen, mens ”oprørerne” holder til i den anden, alligevel ikke er helt forhindret i ”at angribe oprørernes byer”.

En så stor militær aktion, som angrebet mod Libyen er, lader sig ikke gøre uden grundige forberedelser, som er foregået i ugevis og måske endda i månedsvis.

Men det måske vigtigste element forud for udbruddet af enhver krig er, at man altid har forsøgt at skabe krigsbegejstring eller i det mindste en accept i befolkningerne, for ellers lod det sig simpelthen ikke gøre at drive dem ud til de slagtebænke, alle krige har været, eller til at acceptere, at der bruges midler fra de penge, de betaler i skat, for at slå andre mennesker ihjel.

I lang tid før krigene bryder ud, har medierne altid været optaget af at ”informere” befolkningen. Men jeg tror, at mange af de ”informationer”, man fylder befolkningerne med, er propanda og løgne.

Løgnene er ikke blevet færre med tiden – de er blot blevet mere sofistikerede.

Hvad ville oprørerne mon selv sige?
Det, jeg særligt vil hæfte mig ved, er, at det var det almindelige oprør mod diktatorerne i den arabiske verden – i øvrigt også baseret på sociale krav om arbejde m.m. – som også var det oprindelige motiv i Libyen for demonstrationerne fra væsentligt unge mennesker. (I det hele taget er det imponerende at se, hvor fredelige demonstranterne har været overalt.)

Men kan man derfra slutte, at de også ville hilse bomberne under USA’s ledelse velkommen?

Det er langt fra sandsynligt! De unge i Libyen er nemlig ligeså kloge, som alle andre unge i regionen. De ved godt, hvem der holdt hånden under deres diktatorer. De ved formentlig også godt, at Gadaffi for ikke så længe siden samarbejdede tæt med USA og andre vestlige stater, og de ved også, at det er dem, der støtter Israel imod palæstinenserne.

I dag er ”oprørsledelsen” ikke til at skelne fra Gadaffi, hvad mange medier er nødt til at indrømme.

Vestens enorme magt – og hvad den bruges til
Gadaffi, Egyptens Mubarak og Tunesiens Ben Ali er (eller var) rædsomme diktatorer, der undertrykker deres egne folk med fængslinger, tortur og henrettelser. Men har det mægtige Vesten ikke midler til at tvinge dem til dem til at opføre sig ordentligt?

Jo, selvfølgelig. Men det er ikke demokrati, der optager Vesten. Interventionen i Libyen er et led i den kontrarevolutionære offensiv, der tager sigte på at bremse bølgen af folkelige revolutioner i Mellemøsten og i Nordafrika.

”Jeg er ikke pacifist” lyder det nærmest som et mantra fra de, som har støttet krigen.

Her er et udsagn fra en mand, der heller ikke var pacifist:

”Hver en bøsse, der bliver lavet, hvert et krigsskib, der bliver søsat, hver en raket, der bliver affyret, repræsenterer i sidste ende et tyveri fra de, som sulter og ikke får mad, fra de, som fryser og ikke får tøj.”

Citatet er hentet fra præsident Dwight Eisenhowers afskedstale til den amerikanske nation den 17. januar 1961 – hvor han i øvrigt advarede om truslerne fra det militære og industrielle kompleks.

 

Arbejderpartierne – og krigene
Især arbejderpartierne har været modstandere af krige. De tog afstand fra dem og betragtede dem som imperialistiske krige, der er den væbnede fortsættelse af kampen for blandt andet råstoffer og markeder.

I 1910 mødtes delegerede fra Anden Internationale (en international sammenslutning af socialdemokratiske partier) til kongres i København, og de delegerede gav håndslag på, at de ville møde krigstruslen med at erklære generalstrejker. På trods af denne holdning blev bekræftet af en ekstraordinær kongres i Basel i 1912, så stemte det ene parti efter det andet for krigen, med det russiske socialdemokrati som undtagelsen, fordi et flertal (som på russisk hedder bolsjeviki) var imod.

Resultatet blev den første verdenskrig. Ydmygelsen af Tyskland efter krigen trak spor til Hitlers magtovertagelse i dette land og dermed til den anden verdenskrig, og bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland i 1917 trak andre vigtige spor i forrige århundrede.

Historien vrimler med eksempler på arbejderpartier, der er dannet i den bedste hensigt om at undgå krige og på at sikre demokratiske ligeret mellem alle medlemmerne. Men den vrimler næsten lige så meget på eksempler på, at det modsatte rent faktisk er sket.

 

Risikoen ved at vælge repræsentanter – og ved Folketinget
Men hvordan opstår disse forandringer i grunden?

Det gør de fordi, at hver gang en demokratisk forsamling vælger en relativ lille gruppe mennesker til en ledelse eller til at repræsentere sig – så afgiver forsamlingen også en større eller mindre del af sin egen magt!

Og gradvist og næsten umærkeligt tiltager ledelserne og repræsentanterne en stadigt større del af den magt, som medlemmerne oprindeligt havde. De bliver bureaukrater med deres særlige kendetegn, der går ud på at forsvare deres egne interesser – også i form af en meget højere levestandard end de, der vælger dem, har. Til sidst bliver mange af disse valg også begrænset til rene formaliteter.

Ser vi nøje på den indre magtfordeling i alle partier – undtagen Enhedslisten – vil man opdage, at det faktisk er deres repræsentanter i Folketinget, der afgør partiernes politiske linje.

Folketinget er farligt, fordi det også er en arbejdsplads, hvor ”arbejdstagerne” deler mange fælles vilkår.

For nu at fremdrage et enkelt af disse vilkår, så skal alle medlemmer rette sig ind efter Folketingets ledelse, det vil sige Folketingets formand og den øvrige del af præsidiet.

Som på andre arbejdspladser opstår der også sociale relationer mellem medlemmerne, der går på tværs af de politiske skillelinjer. Mange lærer at adskille politik fra personlige forbindelser. Politisk uenighed er een ting. Personlige relationer er en helt anden ting. Denne ”forbrødring” mellem folk, der deler de samme arbejdsvilkår, kunne jeg nævne mange konkrete eksempler på.

Dertil kommer, at der næppe findes noget sted, hvor befolkningernes overdelegering af sin egen magt er så udpræget, som den er i de repræsentative demokratier, som eksisterer i store dele af den demokratiske verden.

Overgivelsen af befolkningernes magt til parlamenterne kan beskrives med de valgprocedurer, der anvendes i Danmark:

Med års mellemrum bliver befolkningen kaldt til valgurnerne for at sætte et kryds ved et af de valgberettigede partier (eller i sjældnere tilfælde: en valgberettiget person). Når man har sat sit kryds ved en kandidat (eller ved et parti) til Folketinget, og denne eller disse eventuelt bliver valgt, er de kun bundet af deres egen samvittighed, hvilket i praksis vil sige, at de kan gøre, som det passer dem.

Det repræsentative demokrati er også stærkt topstyret – ovenfra og nedefter.

Det er også en ret indviklet form for demokrati, som giver levebrød for et hav af spindoktorer, politiske eksperter og journalister m.m., som i detaljer fortæller, hvad denne eller hine politiker mener, og hvilken betydning deres ytringer (som bliver mere og mere tvetydige) kan få for dette og hint – ikke mindst for det hav af opinionsundersøgelser, andre tjener deres daglige brød ved at lave.

Men hvad har de ”kejsere”, der for alles øjne bevæger sig rundt i stor pragt, egentligt på?

Ikke særligt meget, for de beslutninger, der virkelig har betydning for os alle, slet ikke træffes i parlamenterne – men uden for dem.

 

Det repræsentative demokrati, dets opgaver – og begrænsninger
Alle repræsentative demokratier bygger på at respektere den private ejendomsret og ejendomsbesiddernes ret til at gøre med deres private kapitaler, hvad de finder for godt. Som der står i den danske grundlov: ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det.”

Det, der frem for noget andet regulerer menneskenes liv er de frie markedsmekanismer. Kapitalerne søger hen, hvor der er mest at tjene. Våbenindustrien er et godt sted. En rask krig i ny og næ – også med det formål at sikre sig andel af de stadigt svindende råstofkilder – fremmer våbenindustriens interesser og får værdien af de investerede kapitaler til at stige. Det er ud fra denne tankegang aldeles logisk, at mens de to partier i det korporative USA, som lever af blandt donationer fra våbenindustrien, så let kan enes om at skære voldsomt ned på amerikanernes sociale ydelser, så kappes de nærmest med hinanden om, hvem der kan skaffe flest penge til oprustningsindustrien. I retning af at opruste og føre krige overgår den demokratiske præsident endog sine republikanske modstandere.

Men efterhånden som det økonomiske system, som det er de bestående repræsentative demokratiers hovedopgave at forsvare, selv et kommet ind i en måske uopløselig økonomisk krise, ser vi også overalt en stigende tendens hos statsmagterne til at undertrykke de, hvis meninger betragtes som en trussel mod det bestående system.

Nogle har stadigt ikke fået nok af det frie marked. Andre har fået rigeligt, og de kræver det stillet under folkelig kontrol, før livsgrundlaget på vores fælles klode er helt ødelagt.

Men er politik i grunden så indviklet, at vi almindelige dødelige ikke kan forstå det, og er det indirekte og repræsentative demokrati den eneste form for demokrati, der kan eksistere på denne jord?

Nej, for findes nemlig også former for et meget mere direkte demokrati.

For om noget er blevet bevist gennem de folkelige opstande i den seneste tid, er det, at når befolkningerne sætter sig selv fri, udviser de også en forbløffende evne til at styre selv. Selv den kaotiske trafik i Kairo kørte en overgang efter reglerne, da det var de folkelige kræfter, der bestemte over den.

Vagn Rasmussen er aktiv i solidaritetsorganisation STS – International Solidarity. Artiklen er bragt på STS’ hjemmeside.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com