Endelig kom det. Det store tv-drama, der satte tiltrængt fokus på de stadigt flere og stadigt mere åbenlyse anslag mod de grundlæggende retsstatsprincipper i det krigsførende Danmark.

Teamet bag Forbrydelsen II trodsede uforfærdet Dansk Folkepartis gennem længere tid højlydte forsøg på stram politisk styring af DR. De leverede et som helhed flot skåret krimidrama, der som baggrund og væsentlig aktør havde en statsmagt præget af afgørende brud med retspolitiske, demokratiske og humanitære grundprincipper.

Forbrydelser fra virkeligheden
Virkelighedens forbrydelser er kun alt for genkendelige:
– Underminering af fundamentale retsstatsprincipper i såkaldt ’antiterrorlovgivning’. En slags krigsretstilstand, der kan bruges mod hvem som helst, og som ikke motiveres med den kendsgerning, at Danmark er en krigsførende nation, men derimod med en ’islamistisk terrortrussel’.
Netop en sådan terrorpakke vil ’Folkepartiet’ sammen med regeringen vedtage i Forbrydelsen.

– Fangeudleveringerne til sandsynlig tortur i ’Den hemmelige krig’, hvor forsvarsministeriet havde travlt med at lægge sten i vejen og ’bortkomme’ dokumenter, så journalisterne ikke skulle afsløre sandheden. Sekunderet af statsminister Fogh med mantraet: »Der er ikke noget at komme efter«
Helt tilsvarende ser vi i Forbrydelsen et forsvarsministerielt cover up for den hemmelige mission og de uheldige hændelser (sletning af radiomeldinger og løgne om udsendte – til trods for vidneudsagn om civile drab og en civil hånd for meget i ligdelene!)

– Længere tilbage tamil-sagens cover up, hvor embedsmænd og ministre, herunder den daværende konservative statsminister, ikke havde travlt med at stoppe ulovlige brud med flygtninges familiesammenføringsret, men derimod var stærkt optaget af at dække over ulovlighederne. »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet«, som den daværende statsminister messede.
I sidste afsnit af Forbrydelsen II bliver det bøjet i neon, at selveste statsministeren har medvirket til at dække over sandheden.

– PET-kommissionens rapport afslører i år, at PET aldrig har overholdt det forbud mod registrering af lovlig politisk virksomhed, som skiftende regeringer siden 1968 har garanteret i Folketinget. Og værre: PET-kommissionen, regeringen, Folketingets flertal og størstedelen af medierne mener ikke, at dette kan betragtes som noget ulovligt eller forkasteligt…
I Forbrydelsen spiller PET også en tvivlsom rolle, der ikke handler om at afdække forbrydelser eller få sandheden frem, men derimod handler om ’statens sikkerhed’ – at dække over mest muligt og redde røven på regeringen. Som PET-manden siger til den på det tidspunkt arresterede justitsminister (!) i sidste afsnit: »Hvad betyder nogle civile drab – sammenlignet med statens sikkerhed?«

– Ved skæbnens ironi lægger hele sagen om jægersoldatens bog – da serien allerede er færdigskrevet – et endnu mere solidt fundament under Forbrydelsens påstand om en rådden moral i det krigsførende Danmarks statsapparat. Forsvaret brillerer f.eks. ved at fremstille falske beviser (’den arabiske oversættelse’) i en verserende retssag.

De nye tider

Hverken tamilsagen eller PET’s rævestreger kan tilskrives Danmarks rolle som krigsførende nation, da de jo skriver sig længere tilbage i historien. Men det nye er, at mens tamilsagen medførte en rigsretssag og Schlüter-regeringens afgang, og Anders Nørgårds afsløring af PET i 90’erne vakte et ramaskrig og førte til nedsættelse af en kommission, der skulle undersøge sagen – så er situationen i 2009 ganske anderledes. Der kom ingen uafhængig undersøgelse af dansk meddelagtighed i tortur, ingen rigsretssag fordi justitsministre/regeringer tilsyneladende har godkendt en PET-praksis i lodret modstrid med Folketingets beslutninger, intet ministerfald som følge af ulovlighederne i forsvarskommandoen.

Med andre ord: Det er ikke nyt, at den borgerlige statsmagt i Danmark bruger dirty tricks og underminerer demokratiske spilleregler og retsstatsprincipper. Måske er det nyt for Svejstrup, Forbrydelsens forfatter, men næppe for dette blads læsere. Det nye er, at man i 2009 kan slippe godt fra det, selv om man bliver afsløret.
Og netop denne pointe bliver på fornem vis udstillet i det sidste afsnit af Forbrydelsen II. Justitsminister Buch, der har gennemskuet, at selveste statsministeren har godkendt det forbryderiske cover up, vil først have Folkepartiets mest hæderlige repræsentant til at hjælpe sig med at rydde op, vælte regeringen og udskrive nyvalg. Denne er naturligvis vendt på en tallerken efter at have studeret meningsmålingerne og sludret lidt med partiledelsen! Buch giver ikke op så let – men så fører statsministeren ham ind i en større sal, fyldt med hæderkronede politikere, der alle kan se det fornuftige i at lukke sagen med forsvarsministeren som syndebuk og en forfremmelse til Buch. Minutter senere ser man den mest korrupte politiker smile venligt til Buch, og døren bliver lukket…

En enkelt idealistisk helt kan intet stille op mod noget, der har udviklet sig til en systemfejl. Tæppefald for demokrati og hæderlighed.

Plads til begejstring
Det kan ikke skjules, at netop Forbrydelsen II’s sidste afsnit ellers på det kunstneriske plan var noget af en skuffelse. ’Højdepunktet’, køreturen til Mindelunden med Lund, Strange og Raben (helt, skurk og offer), var fortællemæssigt farceagtigt utroværdigt (mon ikke Raben ville have brokket sig lidt, da han angiveligt skulle ’køres hjem til det åbne fængsel’ af den mand, som han alene kunne udpege som morderen?). Bedre var det ikke med Bilals selvmordsbælte (har selvmordsbælter mon noget med hudfarven at gøre?) eller det virkelig platte stunt med Lunds skudsikre vest (troede Strange, han havde gjort hende gravid, siden han overså den?).

Mere overordnet – og i de første ni afsnit – har serien haft en række kvaliteter: først og fremmest selvfølgelig mht. plot og spændingsopbygning, men også med hæderlige miljø- og persontegninger, forbedret af flotte skuespiller-præstationer. Selv Lunds lidt éndimensionale Clint-Eastwood-figur kan forsvares med, at den trods alt er lidt mindre en kliché for en kvinde, og at Anne-Marie Helger som hendes mor formåede at kaste et forsonende humoristisk skær ind over karikaturen.

Mange anmeldere har været kritiske over for justitsminister Buch – ikke skuespillerens præstation, men den ’utroværdigt idealistiske’ karakter. Det kan der være noget om, men man må hér ikke glemme den pointe, som vi allerede har fastslået: at Buch faktisk ender med at skrotte idealismen og tilpasse sig ministerrollen/svineriet. Den historie kan man da ikke udelukke også findes i virkeligheden. Måske en Birthe Rønn Hornbech-type, måske en Connie Hedegaard, måske endda en Søren Gade…?

Og som antydet ovenfor bør alle småskavanker tilgives, når man i sidste afsnit får demonstreret et så overbevisende kunstnerisk og politisk mod. Modet til at lave et TV-drama, der er åbenlyst kritisk overfor ”krigen mod terror” og hvad deraf følger – på trods af, at et betydeligt flertal af den danske befolkning endnu ikke deler denne kritik. Der er grund til at håbe, at denne bedrift vil bidrage med et lille skub til at ændre på dette…
 

Forbrydelsen II, afsnit 1-10, kan stadig ses på dr.dk
 

Opslået i Kultur

single.php