Vedtagelse fra SAPs 16. ordinære kongres, september 1999

 

Krigen om Kosova i foråret 1999 var et logisk resultat af Jugoslaviens sammenbrud og af NATOs nye strategiske koncept.
Bureaukratisk kommandoøkonomi. Politisk undertrykkelse og fraværet af demokratiske strukturer og demokratisk diskussion. Afhængighed af Vesteuropas økonomi og dermed følsomhed overfor hvis denne kom i krise. Pression fra IMF og Verdensbanken. Alt sammen var det elementer som i 80’erne førte Jugoslavien ud i en dybtgående økonomisk, social og politisk krise. Da denne krise faldt sammen med de stalinistiske regimers kollaps i hele Østeuropa valgte de forskellige bestanddele af bureaukratiet at forsøge at fastholde og legitimere deres magt og privilegier med oppiskning af frygt og nationalistisk ideologi. Jugoslavien omtumlede og blodige historie gjorde det ikke til en uoverkommelig opgave for typer som Milosevic og Tudjman at sætte sig på magten.

Oppiskningen af nationalismen havde negative konsekvenser i alle dele af Jugoslavien, men fik det sine alvorligste konsekvenser i Serbien. Det skyldes ikke et særlig serbisk ondskabs-gen, men at Serbien udgjorde kernen i Jugoslavien og at der var store serbiske befolkningsgrupper i alle de jugoslaviske republikker undtagen Slovenien. Det betød at den serbiske nationalisme fik den rolle at legitimere forsvaret af et samlet Jugoslavien mod de oprørske republikker og – i det omfang dette ikke kunne lykkes – at sikre at alle områder hvor der boede serbere forblev en del af Jugoslavien – om nødvendigt ved hjælp af etniske udrensninger af alle andre etniske grupper.

Et af de første steder, hvor konsekvenserne af den serbiske nationalisme viste sig var i 1989 i Kosova, hvor Milosevic ophævede områdets autonomi og undertvang det kosova-albanske befolkningsflertal serbernes vilje. I første omgang svarede det kosova-albanske befolkningsflertal igen på den serbiske undertrykkelse med ikke-voldelige protester og opbygning af et parallelsamfund under ledelse af Ibrahim Rugova. Men som tiden gik begyndte der at opstå en vis utilfredshed med denne linje, som hverken førte til resultater i Kosova eller til opbakning fra de herskende politiske kræfter i Vesten. F.eks. blev Kosova slet ikke omtalt i Dayton-fredsaftalerne, selvom det var i Kosova det hele startede, og kosova-albanere, som nægtede at gøre tjeneste i Milosevics hær blev nægtet asyl i Vesteuropa. Mindre grupper begyndte at gennemføre væbnede aktioner i Kosova og UCK blev dannet.

De serbiske sikkerhedsstyrker svarede igen på UCKs væbnede aktioner med hård hånd. Hele landsbyer, hvor formodede "UCK-terrorister" holdt til, blev jævnet med jorden, massakrer blev gennemført og områder langs grænsen til Albanien blev etnisk renset for kosova-albanere. Resultatet af dette var, at der hen på efteråret 1998 var cirka 250.000 internt fordrevne i Kosova, hvoraf 50.000 var i bjergene, hvor de ikke havde mulighed for at overleve vinteren. UCKs kampaktivitet og flygtningeproblemet truede den skrøbelige stabilitet i hele området, hvor ikke mindst Albanien og Makedonien er direkte påvirket af begivenhederne i Kosova.

Dette satte EU- og NATO-landene i et dilemma. På den ene side nærede de absolut ingen sympati for UCK og for kosova-albanernes krav om ret til selvbestemmelse. På den anden side kunne de ikke tillade ustabiliteten fra Kosova at brede sig til hele Balkan. Resultatet blev i første omgang at true Milosevic til at trække nogle af sine styrker ud af Kosova og at indsætte OSCE-observatører således, at de mest udsatte flygtninge kunne komme ned fra bjergene. Samtidig gik de såkaldte Rambouillet-forhandlinger i gang.

Ved Rambouillet-forhandlingerne var et af EU-NATO-blokkens største problemer at få overtalt kosova-albanerne til at opgive deres krav om løsrivelse fra Serbien. Derfor blev de store tommelskruer taget i brug og det lykkedes at få kosova-albanerne til at acceptere nogle vage hensigtserklæringer om "respekt for folkeviljen" ved til gengæld at love tilstedeværelse af NATO-tropper i området. Disse løfter blev præsenteret for den serbiske forhandlingsdelegation sammen med en række yderligere ultimative betingelser. Det førte til, at forhandlingerne brød sammen, hvilket efter alt at dømme også var hensigten hos dele af NATO.

Samtidig med, at dette skete, var NATO i gang med at forberede sin 50 års jubilæumsfest i Washington i slutningen af april, hvor den formelle vedtagelse af NATOs nye strategiske koncept skulle finde sted. Et koncept, som bl.a. byggede på, at NATO skulle være klar til at gå i krig "out of area"(i militær aktion uden for de nordatlantiske områder, som oprindeligt definerede NATO’s arbejdsfelt) og uden mandat fra FN. Milosevic-regimets nej til Rambouillet-ultimatummet var derfor ikke bare et nej til en konkret løsning, men i virkeligheden en udfordring til selve ideen i "det nye NATO". NATOs fremtid var med andre ord sat på spil.

I den situation valgte NATO at sætte sin vilje igennem med magt og bombeangrebene på Forbundsrepublikken Jugoslavien begyndte. Det skete trods klare advarsler bl.a. også fra en række af NATO-landenes egne militære rådgivere, som påpegede, at det ikke var muligt at opnå de ønskede mål med de planlagte midler.

Resultatet af bombardementerne blev da også katastrofale. Ikke så meget for den serbiske hær, som kun i begrænset omfang blev ramt. Men først og fremmest for den kosova-albanske befolkning, som virkelig kom fra asken til ilden. I ly af bomberegnen udløste de serbiske militsstyrker en utilgivelig etnisk rensning af Kosova, som er uden fortilfælde i Europa efter 2. verdenskrig. I løbet af få måneder fordrev de serbiske nationalister næsten 1 million kosova-albanere fra Kosova, anslået mellem 10-20.000 kosova-albanere blev myrdet og et ukendt antal blev voldtaget, torteret og på anden måde mishandlet.

Samtidig blev bombardementerne en katastrofe for den civile befolkning i Serbien. Ud over et ukendt antal hundreder, som bombeangrebene kostede af dræbte civile mænd, kvinder og børn, så blev Serbien bombet årtier tilbage, hvilket også først og fremmest – hvis ikke udelukkende – rammer den almindelige befolkning.

Efter måneders myrderier, lidelser og ødelæggelser indgik Milosevic en aftale med NATO, som åbnede op for en standsning af bombardementerne og for de kosova-albanske flygtninges hjemvenden. Set ud fra alle synspunkter var det godt at krigen stoppede. Men samtidig må det konstateres, at den har haft en lang række negative omkostninger – ud over de økonomiske og de menneskelige – som ikke så let forsvinder:

+ krigen har ført til skærpede modsætninger mellem befolkningsgrupperne i området, hvilket forfølgelsen af serbere og sigøjnere i Kosova efter krigsophøret med al beklagelig tydelighed understreger.

+ krigen har styrket de ultranationalistiske kræfter, ikke bare i Serbien, men også blandt albanerne.

+ krigen har ført til, at Kosova i dag reelt er et NATO-protektorat og det kan ikke udelukkes at NATOs tilstedeværelse vil blive brugt til at forhindre, at befolkningen i Kosova får ret til at bestemme over deres egen fremtid, herunder deres status i forhold til Serbien.

+ krigen har undermineret forsøgene på at opbygge en vis international retsorden, hvor stater eller grupper af stater ikke bare kan angribe andre lande uden mandat fra FN.

+ krigen har bekræftet NATO i dens nye koncept om at kunne arbejde "out of area" og uden FN-mandat, hvilket kan føre til nye blodige krige med NATO-deltagelse.

+ krigen har for alvor åbnet døren for den såkaldte "europæiske forsvarsdimension", som først og fremmest handler om at forsvare den europæiske kapitals interesser i konkurrencen med USA.

+ og sidst men ikke mindst har krigen i sig selv betydet en banalisering af krig, hvilket sænker tærsklen for, hvornår dette middel kan anvendes. Det kan i værste fald føre til det sidste og uigenkaldelige ragnarok.

På den baggrund er det mere vigtigt end nogensinde, at venstrefløjen går aktivt ind i kampen mod krigsforberedelserne og for en demokratisk og solidarisk løsning på problemerne. En del af dette er bl.a. at udstille det grænseløse hykleri, som præger vestmagterne i deres såkaldte "humanisme", f.eks. når de reelt lukker øjnene for brutale etniske udrensninger i Tyrkiet og Østtimor, fordi forbryderne er deres politiske venner.

Imidlertid er det også nødvendigt, at der gennemføres en diskussion på venstrefløjen, som gør op med de fejlagtige holdninger, som også kom til udtryk i Kosova-konflikten. F.eks. tilsidesættelsen af den kosovanske befolknings ret til selvbestemmelse (som dele af SF gjorde sig skyldig i) og den helt igennem forkerte idé om, at vores fjenders fjende er vores ven (som især nogle strømninger med stalinistisk udgangspunkt gjorde sig til talsmand for).

Overfor disse fejlagtige synspunkter indtog Enhedslisten den korrekte holdning at der både var behov for at gå imod NATOs krig og imod det serbiske regimes krig mod den Kosova-albanske befolkning. Socialister kæmper for fred. Men ikke på bekostning af fundamentale humanitære og demokratiske rettigheder, herunder retten til national selvbestemmelse!

 

Opslået i Balkan

single.php