Det amerikanske senat har med sin torturrapport langet ud efter CIA, hvorimod både kritikken af det Hvide Hus og de foreløbige konsekvenser for de ansvarlige lader meget tilbage at ønske. Rapporten bør blive afsæt for massivt pres på den amerikanske regering – men også på de danske regeringer, der har haft ansvaret for et tæt samarbejde med forbryderne.

af SAP's Forretningsudvalg

En nyligt udgivet rapport fra det amerikanske senat, har dokumenteret omfanget af CIA’s brug af tortur i deres programmer for tilbageholdelse og forhør af fanger i krigen mod terror rundt omkring i verden. Programmer, der blev udviklet i og inden for CIA i 2001, som følge af, at præsident Bush 6 dage efter 9/11 besluttede, at CIA skulle igangsætte ’de nødvendige skridt’ (den såkaldte MOD) i bekæmpelsen af terror.

Ansvaret i Det Hvide Hus
I Bush’ beslutning var der hverken en positiv eller negativ afgrænsning af bestemte metoder, men omvendt var der heller ikke en afstandtagen fra brugen af tortur. Undervejs er Det Hvide Hus dog blevet impliceret i hvert fald i nogen grad. Det fremgår af en sagsakt, nævnt i rapporten, at præsidenten ikke behøvede en redegørelse for omfanget af waterboarding, ”da CIA var givet det fornødne mandat til de udvidede forhørsmetoder. ”
Det Hvide Hus var altså orienteret om og havde givet mandat til de såkaldte udvidede forhørsmetoder, der involverer brugen af tortur; omfanget af, hvad der var givet grønt lys for, er dog sværere at fastslå.
Programmerne, der kom til at omfatte bl.a. waterboarding, søvnberøvelse, langvarig isolation, dødstrusler m.v., blev benyttet hyppigt mod fanger på Guantanamo og i andre hemmelige fængsler rundt omkring i verden i årene efter 9/11. Programmerne blev afskaffet af præsident Obama i 2009. Imidlertid er det uklart, om metoderne i praksis stadig anvendes i det skjulte.
I 2006 blev alle officielt registrerede fanger, der ikke var løsladt, overflyttet til Guantanamo, hvor der dags dato stadig sidder 132 fanger sidder på ubestemt tid, uden retten til at komme for en dommer. Obama har konsekvent udskudt sit løfte om at lukke fængslet, senest i begyndelsen af 2014, hvor han slog fast, at fængslet skulle lukkes inden udgangen af året…

Hemmelige fangetransporter
I årene med fangeprogrammer fandt en række hemmelige og ulovlige fangetransporter sted i europæisk luftrum, herunder med mellemlandinger i Danmark. Fangernes manglende status af krigsfanger har gjort disse transporter og fangernes efterfølgende tilbageholdelse i hemmelige fængsler til et mangeårigt og klokkeklart brud på folkeretten. Nu føjer den erkendte tortur sig til dette.
Enhedslisten var en hoveddrivkraft i at afdække disse transporter og har gentagne gange problematiseret disse over for regeringen såvel som offentligheden. Enhedslisten har vedholdende forsøgt at holde regeringen op på, at Danmark er ansvarlig for, at konventioner og menneskerettigheder overholdes på dansk grund. Regeringer gennem flere perioder har udvist stor passivitet. VK-regeringen i særdeleshed, men også SR(SF)-regering, der ikke sikrede, at undersøgelsen af fangetransporter indgik som en del af kommissoriet for de nedsatte kommissioner, der skulle afdække Danmarks bidrag til krigene i Irak og Afghanistan.

Krav om konsekvenser
Det er positivt, at der er en proces af selvransagelse i gang i USA – men den vil næppe føre til meget, hvis ikke der rejser sig et folkeligt pres verden over.
En række af de krav, der nu aktualiseres, bør også rejses i og fra Danmark, hvis skiftende regeringer i hele perioden har været i et tæt politisk, militært og efterretningsmæssigt samarbejde med dem, der nu åbent udstilles som forbrydere.

Blandt de væsentligste krav må være:
– Retsforfølgelse af de personer, der har deltaget i torturen
– Øjeblikkelig lukning af Guantanamo-fængslet
– Retsforfølgelse af alle de personer i CIA og den amerikanske regering, der kan stilles til ansvar for brugen af tortur
– Torturkonventionens totalforbud mod tortur skal omgående gøres til amerikansk lov
– USA som land skal retsforfølges for brud på folkeretten i forbindelse med fangetransporter og frihedsberøvelse uden mulighed for domstolsprøvelse
– Det skal frem i lyset, hvilke lande der har medvirket til tortur-programmet, både mht. overflyvninger, hemmelige fængsler og tortur på de enkelte landes territorier.

Her i Danmark må der således igen rejses et massivt krav til den siddende regering om, at den lægger alle kort på bordet om såvel fangetransporterne som anden dansk medvirken til eller brug af fange(-tortur-)programmet.
Nu handler det ikke længere om mistanker, men om graden af medvirken til erkendte forbrydelser.

SAP’s forretningsudvalg, den 21. december 2014

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com