Mellemøst-eksperten Gilbert Achcar fastslår i dette interview med netmediet Syrian Corner, at konflikten i Syren langt fra er slut, og at en aftale mellem USA og Rusland er en nødvendig forudsætning for, at Bashar al-Assad kan etablere en ny politisk løsning.

 

 

Assad og Putin har for nyligt erklæret at de har ”vundet krigen”. Er krigen i Syrien slut? Hvad vil der ske med Bashar al-Assad?

Der er en stor del ønsketænkning i sådanne proklamationer: Kampene fortsætte i Idlib-regionen og i det østlige Ghouta. Men det er rigtigt, at regimet med støtte fra Iran og Rusland nu er blevet konsolideret og ikke længere står over for en eksistentiel trussel. To gange tidligere var det på kanten af et massivt nederlag, og begge gange blev det reddet af udenlandsk intervention, først fra Iran og så fra Rusland. Som følge heraf har regimet nu et militært overtag. Men når jeg bruger udtrykket ”regime”, mener jeg faktisk Ruslan-Iran-Assad-aksen, da Assads regime alene ville have været ude af stand til at opnå dette. Langt fra, det ville være blevet besejret for lang tid siden.

 

Desuden er der stadig en meget stor del af Syrien, som er uden for regimets kontrol i nordøst, som er domineret af Syriens Demokratiske Styrker (SDF). De syrisk-kurdiske Folkets Beskyttelsesstyrker (YPG-militsen), anført af det Demokratiske Unionsparti (PYD), er ryggraden i SDF. De kontrollerer en kæmpe del af Syrien, herunder hele området øst for Eufrat og ud til grænserne med Tyrkiet og Irak – og det er her, at USA helt konkret har en aktiv militær indsats på jorden. YPG og deres allierede kontrollerer yderligere to områder: Manbij vest for Eufrat, og Afrin, hvor den nuværende tyrkiske offensiv finder sted.

 

Specielt vedrørende spørgsmålet om YPG: Tyrkiet har startet et angreb på det YPG-kontrollerede Afrin-område. Udgør dette en ny optrapning af konflikten?

Her er der opstået en stor selvmodsigelse. Gennem mange år har de vestlige magter fulgt deres tyrkiske allierede, et kernemedlem af NATO, i at betegne det Kurdiske Arbejderparti PKK som en terrororganisation. Den tyrkiske hær har kastet sig ud i gentagne offensiver mod kurderne i Tyrkiet i alle årene med støtte fra NATO-landene.

 

Men da USA besluttede at gå militært ind i kampen mod ISIS i både Syrien og Irak i 2014, ønskede det ikke at bruge amerikanske tropper på jorden direkte i kampene. Man ydede i stedet luft- og anden materiel støtte til lokale styrker. Således vurderede man, at de kurdiske styrker ud fra et militært perspektiv ville være de bedst mulige allierede i denne kamp i Syrien. Washington opmuntrede til dannelse af SDF med inddragelse af syriske arabere, mest fra de områder, som nu er SDF-kontrollerede, således at USA ikke fremstår som værende del af en etnisk kamp, hvor man har valgt side hos det kurdiske mindretal. Da det er almindelig kendt, at PYD/YPG er tæt forbundet med PKK, skabte denne militære alliance et politisk paradoks. I sin kamp mod ISIS har USA satset på en styrke, som er forbundet med en politisk bevægelse, som officielt er betegnet som ”terroristisk” af Tyrkiet og dets NATO-allierede, herunder Washington. Det kan ikke overraske, at dette har været et kæmpe irritationsmoment for den tyrkiske stat, der har været oprørt over at se USA samarbejde med dets ”samfundsfjende nummer et”.

 

Dette blev sat endnu mere på spidsen gennem den kendsgerning, at Erdoğan foretog et skarpt nationalistisk skifte i 2015, da hans parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) mistede sit flertal i parlamentet. Dette skyldtes en fremgang for en venstreorienteret koalition, hvor den kurdiske bevægelse spillede en central rolle, men det skyldtes også, og det var det vigtigste, at partiet tabte stemmer til de tyrkiske nationalister på den yderste højrefløj. Stillet over for dette valgte Erdoğan at genoptage krigen mod kurderne. Efter at have brugt år på at slutte fred med den kurdiske bevægelse, faldt han tilbage på at oppiske den tyrkiske nationalisme. Den islamisk-konservative tilgang ændredes ikke, men det nye skift gik i retning af tyrkisk nationalisme og fornyede angreb på kurderne. Erdoğan organiserede et nyt valg fem måneder senere, hvor hans parti genvandt et parlamentarisk flertal. I øjeblikket indgår AKP i en alliance med det vigtigste tyrkiske nationalistparti på den yderste højrefløj.

 

Grundlæggende bragte dette holdningsskift i stigende grad Erdoğan på kollisionskurs med USA. Spændingerne i forhold til Obamaregeringen voksede. Erdoğan satsede en overgang på Trump-administrationen – Donald Trump lovede nemlig at stoppe støtten til de kurdiske styrker i Syrien. Imidlertid har Pentagon modsagt regeringen, idet de kurdiske styrker har bevist, at de er fremragende soldater og har spillet en helt afgørende rolle i at slå ISIS.

 

Pentagon ser SDF som det vigtigste kort, de i dag har i Syrien. De ved, at hvis de afskærer forbindelsen til SDF, så vil Assad-regimet og de iransk-ledede styrker uundgåeligt forsøge at genvinde de kæmpe strategiske områder øst for Eufrat. Da USA er fast besluttet på at inddæmme Irans vækst i regionen, ser Pentagon ingen anden mulighed end at yde forsat støtte til de syrisk-kurdiske styrker og SDF. Det er herved, at gnidningerne opstår.

 

Erdoğan angriber i øjeblikket Afrin-området i Nordvest–Syrien med dets kurdiske befolkningsflertal. Denne region spiller ingen rolle i kampen mod ISIS og havde derfor ingen betydning for USA. Der er ingen amerikanske tropper der. Men Erdoğan har truet med at vende sig mod Manbij – hvor SDF er støttet af direkte tilstedeværelse af amerikanske tropper på jorden. Rusland gav grønt lys for den tyrkiske indtrængen i Afrin og trak sine egne tropper ud af området. Ruslands mål er således at øge splittelsen mellem Tyrkiet og USA.

 

Hele situationen bliver endnu mere kompliceret, og her vi kan vende tilbage til det oprindelige spørgsmål: Det er langt fra slut i Syrien. Enhver form for ”missionen afsluttet”, som Bush meget skødesløst og uklogt erklærede kort efter besættelsen af Irak, og som Putin har proklameret to gange om Syrien, er blot ønsketænkning. Intet er løst i Syrien. Assad-regimet har ikke evnen til at kontrollere landet, selv med Ruslands støtte. Det har brug for Iran. Men Irans tilstedeværelse i Syrien er uacceptabel for såvel USA som Israel.

 

Vil Tyrkiet, hvis det besejrer de kurdiske styrker, være villig til at gå så vidt som at besætte Manbij?

Det er i sandhed en hård nød at knække, og det, som sker i øjeblikket, er meget sigende. Det ville være ganske vanskeligt for de tyrkiske styrker at forblive i Afrin-regionen i en lang periode, selv om det skulle lykkes dem at besætte den, da de ville blive udsat for konstante angreb. Desuden ville de føre krig i et udenlandsk område, uden at have undskyldningen om at være blevet inviteret af den officielle regering, i modsætning til de iranske og russiske styrker.

 

Erdoğan leger med ilden. Han har løbet en stor risiko med denne operation. Stillet over for utilfredshed endog inden for sit eget parti, udnytter han dette nationalistiske eventyr til at konsolidere sin magt. Men i tilfælde af et militært tilbageslag vil det koste ham dyrt.

 

Interviewet blev lavet i starten af februar 2018 under Syria Awareness Week, som arrangeres af SOAS (School of Oriental and African Studies), London Universitet. Oversat og forkortet af Peter Kragelund fra International Viewpoint.

 

Gilbert Achcar voksede op i Libanon og underviser i samfundsvidenskab på School of Oriental and African Studies (SOAS) in London. Han har udgivet en lang række bøger om forholdene i Mellemøsten.

Opslået i Facebook, Mellemøsten

single.php