Tre unge Afghanistan-veteraner tog denne sommer deres eget liv. Et stigende antal danske soldater med PTSD – posttraumatisk stressforstyrrelse, samt andre psykiske problemer, er et af resultater af Danmarks “aktivistiske udenrigspolitik”.

 

"Deltagelse i krig skaber ofte ar på sjælen og grusomme minder, som det er svært at slippe af med. Når udsendte soldater fra kampzoner vender hjem, oplever mange en ensomhed – også når de er sammen med mange. Ingen kan forstå det, de har oplevet, ofte døde børn, smadrede mennesker – endog døde soldater fra egne kompagnier. Det kan ikke forstås, hvor grufuld det er," siger psykolog Stig Winther Petersen til Socialistisk Information.

Han arbejder blandt andet med traumer fra krigszoner.

"Soldater er sendt ud for at hjælpe, men vender magtesløse hjem. De er på overfladen store helte, der fejres med en årlig veterandag, som mange soldater er og bliver vrede. De ser sig misbrugte. Nogle hjemvendte føler ikke, de kan nå ned til det eksistentielle. Derfor føler de sig ensomme".

Ensom og isoleret
PTSD er en ofte langvarig tilstand, som opstår efter voldsomme katastrofeagtige psykiske belastninger. Søvnbesvær, koncentrationsvanskeligheder samt lav irritationstærskel er noget af det, den lidende og omgivelserne oplever. Typisk vil der være tendens til at isolere sig og undgå større sociale sammenhænge hos personer med PTSD. Måske er man vågen om natten, sover om dagen. Man bliver isoleret og begynder måske at tænke, at "jeg vil hellere være alene".

"Når man er traumatiseret, trækker man sig væk fra virkeligheden og får en følelse af, at "jeg er her ikke, jeg er ensom og ude af kontakt med andre". Altså en manglende samhørighed med andre. Selvfølgelig kan det modvirkes i familien, men man trækker sig væk fra kontakten med andre, eller en kontakt kan udløse aggressivitet, så man bliver irritabel og vred", siger Stig Winther Petersen.

Han påpeger, at den traumatiserede veteran typisk vil være bange for at slippe kontrollen med sine følelser. Man holder følelser tilbage, inde i sig selv:

”Han kan overreagere eller misforstå og fejlreagere. Han kan for eksempel blive vred, når han møder kærlig ømhed fra andre. Han føler i sådanne situationer bedre sin egen sårbarhed og forsvarer sig imod den, der kærligt "angriber". Derfor opstår der tit konflikter, når soldaten vender hjem til dagligdagen og de pårørende, konen eller kæresten.”

”De har sendt os ud, men hvad kommer vi hjem med? " Det er sådan, en del soldater udtrykker det," siger han.

Krig er krig
Tusindvis af danske soldater har deltaget i Danmarks "aktivistiske udenrigspolitik". 16.000 soldater har været udsendt til krigene i Afghanistan og Irak. Ikke alene har de ført til ødelagte samfund og andre tragiske konsekvenser, såsom 600.000 dræbte børn i Irak. Det har også gjort ondt på de soldater, der har deltaget. Kun toppen af isbjerget har vist sig i form af psykiske lidelser og selvmord. Hvis de udsendte siden Balkan-krigene tælles med – dengang den "aktivistiske udenrigspolitik" blev introduceret – kommer tallet op på omkring 50.000. Erfaringer fra andre lande viser, at 33 procent af de soldater, som har PTSD, har haft selvmordstanker på et eller andet tidspunkt i deres liv. Af dem har 11 procent forsøgt at begå selvmord.

Ødelagte liv og ar på sjælen er en tendens, som heller ikke er gået magthavernes opmærksomhed forbi. Reaktionen har ikke været at holde op med at sende soldater i krig, men i stedet at ruste soldater psykisk til krigen – og frasortere dem, der måske ikke kan tåle mosten. Det er at individualisere soldatens psykiske problemer, så det er den enkelte soldat og ikke krigen, der er noget galt med. Der arbejdes for eksempel med ”positiv psykologi”, der hævder at kunne skabe en soldat, der er immun overfor PSDT. Der arbejdes med biologisk "screening" – er der fysiske træk, der afslører, at soldaten ikke er velegnet. I USA anvendes sådanne metoder, blandt andet i forsøget på at skabe soldater, der kan tåle mosten i krigszonerne.

At hjemvendte soldater kommer hjem med ar på krop og sjæl er intet nyt fænomen. Sådan har det altid været – uanset om det er professionelle soldater eller værnepligtige. Lidelsen PTSD blev kendt under og efter Vietnam-krigen. Uanset hvilke træningsprogrammer der bruges i USA, Danmark eller hvilket som helst andet land, vil man næppe skabe soldater, der "ikke tager skade af krigen". Naturligvis afhængig af, hvad de udsættes for, kampenes omfang og soldatens robusthed. At erkende de fælles vilkår og den fælles skæbne er en nødvendighed for de udsendte.

Anerkendelse og erstatning
Som Carsten Jensen skriver i sin seneste bog, "Den Første Sten", er krige fælles anliggender, fællesskab i det fjerne. Krige er på en gang det mest sociale, der findes, og det mest asociale. Aldrig oplever soldater så stærkt et fællesskab som i krig. Aldrig oplever de så dyb en ensomhed. Sammen holder de livsmodet oppe, men angsten for at dø er de alene med.

Problemerne er ikke bare den enkeltes. Samfundet må sætte ind. Mens Jørgen Arbo-Bæhr var medlem af Folketinget for Enhedslisten i perioden 2011-15 arbejdede han som arbejdsmiljøordfører med flere sager om veteraner med PTSD. Resultatet af det politiske arbejde i Folketinget og med soldaterne betød både en anerkendelse af PTSD som arbejdsskade og en erstatning til de sygdomsramte.

"Det var især Balkan-soldater, vi arbejdede med. Balkan-udsendte havde det værst, fordi de ikke måtte slås. De var fredsbevarende – ikke fredsskabende. Langt de fleste veteraner herfra er nu i 40erne".

Jørgen Arbo-Bæhr indkaldte daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen til samråd om PSTD, som FNs sundhedsorganisation WHO definerer som en diagnose. I Danmark skal der foreligge en lægelig afklaring indenfor seks måneder efter skaden.

"Efter samrådet lærte jeg veteraner at kende. Som unge mennesker var soldaterne taget ud "for landet". 98 procent af befolkningen bakkede dem op i at forhindre konflikter mellem etniske grupper i Jugoslavien, som i disse år blev opløst og opdelt i en række selvstændige stater. De er ganske almindelige mennesker, uddannede og med god social ballast.”

”I 2012 lavede de en demonstration med 200-300 deltagere på Christiansborg Slotsplads. Det bedste ved det hele var, at de indkaldte partier mødte op. Det skabte opmærksomhed på den alvorlige situation, som en del hjemvendte soldater var havnet i. Nogle ting blev ændret. Efter Afghanistan-krigene skal alle hjemvendte til psykolog. Fra Balkan kom de hjem uden støtte, og mange var syge. En del fra Balkan tog imod tilbuddet om at komme til Irak, fordi det var et arbejdsfelt, de kendte til. Men de var mere belastede, når de kom hjem igen. Mange veteraner kom på stoffer og alkohol.

Sejr og læring
"Demonstrationen betød et startskud for veteranerne. Nu var de mere fasttømrede. De holdt sommerlejr på Røsnæs med næste 100 deltagere. De har dannet en forening. De mødes og laver mange ting og sidder ikke bare alene. De har nogen at dele bekymringer med. Veteranerne er blevet rigtig gode til at få fat i politikerne,” fortæller Arbo-Bæhr.

"Under SR-regeringen var Enhedslisten ret aktive på dette spørgsmål, og sammen med de borgerlige partier havde vi flertal, som Mette Frederiksen måtte bøje sig for. Det var lettere for de borgerlige at gå med til ændringer. De var i opposition og for dem er soldater helte!"

Resultatet af det politiske arbejde blev en særlov, der betyder, at soldater – og andre statsansatte udenfor landets grænser – kan se bort fra reglen om, at PTSD skal registreres inden seks måneder. Det er Jørgen Arbo-Bæhr tilfreds med, men han mener, at erstatningen burde omhandle alle, der får PTSD i tjeneste.

Der er nu givet en milliard kroner i erstatning til veteraner. Pengene kommer fra forsvarsbudgettet – men med Jørgen Arbo Bæhrs ord: ”Det er jo ingenting sammenlignet med, hvad de nye kampfly kommer til at koste."


Digt givet til Jørgen Arbo-Bæhr fra en eks-soldat

Mine Tanker!

Jeg valgte en vej,
en vej for andre i verden kunne få det bedre,
jeg gjorde en indsats for Danmark,
en indsats som så mange tusinde andre.
Vi rejste ud i verden i den tro vi kunne ændre den
og gøre den bedre at leve i for os alle sammen,
men mange af os kom hjem med ar på krop og sjæl,
i den tro vi havde gjort noget godt for andre,
og vi havde fået en oplevelse.
Danmark vil ikke hjælpe os som de burde,
de kan og tør ikke ta et ansvar,
for de vidste ikke hvad de gik ind til.
Hvem betaler prisen???
Det gør VI som ville andre i verden noget godt.
I dag sidder jeg ene og skriver dette.
Jeg gjorde en indsats for mit land og blev efterladt.
Ikke engang jeg kan holde mig ud.

Lars, PTSD-ramt eks-soldat

 

Opslået i Sundhed

single.php