Jens Kramer Mikkelsen fik 5,2 mio. ved sin fratrædelse fra stillingen som direktør for By&Havn. Det er belønningen for hans indsats med at have plastret det meste af Københavns Havn og en stribe grønne områder til med fortrinsvis kontorer og dyre ejerboliger. Han har utvivlsomt også gjort det arbejde, han var sat til: At få flest muligt penge ud af at sælge disse tidligere offentligt ejede områder – oftest på bekostning af fornuftig byplanlægning, boligbehov for almindelige mennesker, miljø og naturbeskyttelse. Et beskidt arbejde – men det er jo også det, man normalt får store bonusser for…

 

Man kan med god ret spørge, hvordan det egentlig gik til, at man i nullerne stiftede et kommunalt og statsligt selskab med et så skummelt formål? Hvorfor skulle disse uvurderlige grunde ikke primært bruges til rekreative områder for alle – og så til det billige sociale boligbyggeri, som København katastrofalt mangler?

 

Beboerfornyelse
Det skulle de ikke, fordi salget var led i en plan. En plan, der gik ud på at ”skabe et bedre skattegrundlag” i København. Som Jens Kramer Mikkelsen formulerer det til Politiken i et interview om sit livsværk: ”(…) halvdelen af boligerne var på 1 til 2 værelser, og skattegrundlaget fes ud på den anden side af kommunegrænsen.” Socialdemokraterne lagde friskt ud med at sælge de ca. 20.000 kommunalt ejede boliger, som indtil da havde givet kommunen mulighed for at hjælpe fattige mennesker, der stod uden bolig. Men dette var slet ikke nok. Et intensivt byggeri på havneområderne, dele af Amager Fælled m.m. skulle bruges til at tiltrække nye velhavere til København. Grundsalget kunne så betale Metro-byggeriet, der omvendt var med til at gøre mange af grundene mere attraktive. By&Havn var dermed fra starten et hjul i et ”København – nu for de rige-projekt”.

 

Og hvem var det mon, der stod i spidsen for den politiske beslutning om dette projekt, i godt samarbejde med Fogh-regeringen? Det var såmænd også Jens Kramer Mikkelsen – dengang som socialdemokratisk overborgmester. Så det var et helt naturligt led i almindelig socialdemokratisk pamper-praksis, at han selvfølgelig skulle have jobbet (med et par hundrede tusinde i månedsløn) som direktør for det offentligt ejede foretagende med det kommercielle sigte, som han selv havde planlagt.

 

I profitmaksimeringens tjeneste
Lige så naturligt er det, at Kramer Mikkelsen nu går direkte videre til en ny chefstilling – denne gang direkte aflønnet af nogle af dem, som han i hele dette forløb har knoklet for. Han bliver nemlig ”byudviklingsdirektør” i ejendomsinvesteringsfirmaet NREP, der blandt andet har været stærkt involveret i udviklingen af Nordhavnen. Virksomheden praler på sin hjemmeside af, at de tilknyttede fonde siden 2005 har haft en gennemsnitlig årlig profit på 20 procent – og at ingen på noget tidspunkt har haft et underskud. Det svarer til, at hvis du i 2005 havde investeret en million, ville du i dag være den glade ejer af 10,7 millioner. Så der har åbenbart været gode penge i for eksempel at handle med By&Havn…

 

Nogen kunne måske på den baggrund få den ondsindede tanke, at Jens Kramer Mikkelsens jobskifte således var efter ønske og udtryk for rettidig karriereplanlægning. Ligesom da Bjarne Corydon fik job hos McKinsey, som finansministeriet havde været en god kunde hos. Det er der imidlertid ikke tale om. Kramer Mikkelsen har tydeligt ladet forstå, at hans afgang ikke var efter eget ønske.

 

Og meget tyder endda på, at det faktisk er rigtigt! – At hans ”fyreseddel” derimod indirekte er udskrevet af den stærke Amager Fælled-bevægelse, der også på andre måder har formået at ryste Kramer Mikkelsens miljø-fjendske projekt. Rygterne siger nemlig, at fyringen er i hvert fald godkendt i toppen af det københavnske socialdemokrati. Og at dette kan henføres til, at Frank Jensen fandt det lige lovlig upædagogisk, at Kramer Mikkelsen lod By&Havns bulldozere køre hen over de truede frøer, mens en fører gav fingeren til de protesterende  – netop samtidig med, at Frank Jensen på grund af den kommunale valgkamp forsøgte at kaste et røgslør ud over, om man ved nærmere eftertanke havde tænkt sig at gennemføre de upopulære planer eller ej… Så måske er fyringen endnu et eksempel på, at det er folkelig bevægelse, der kan ændre på noget.
Man kan vel desværre ikke sige, at det er en ”fortjent straf”, når en 66-årig tvinges til at skifte stilling med en bonus på 5,2 millioner i hånden som tak for det beskidte arbejde. Men man kan vel godt sige, at han fremover får ”løn som fortjent”.  Nemlig i den bogstavelige betydning, at han fremover får sin løn af de boligspekulanter, undskyld, -investorer, som han med rette har gjort sig fortjent til at få løn af.

 

At han i sit tidligere virke, til og med millionbonussen, indirekte har været lønnet af almindelige menneskers skat – dét er derimod en åbenlys uretfærdighed. Trist kun, at boligspekulanternes penge i sidste ende kommer fra de samme lommer…
SAP’s forretningsudvalg, den 18. november 2018

Opslået i Facebook, Kommuner og regioner, SAP's ugekommentar

single.php