Regeringen har gennem sin politik øget problemerne med ulighed, fattigdom og dårlig integration. Det er en enorm og påtrængende opgave at rette op på det. Men statsministeren siger, han har en lettere løsning: Nedriv de boliger, som de fattigste bor i! Det vil imidlertid kun gøre problemerne større.

 

Det er ikke en ny idé, Løkke har fået, når han vil nedrive boliger i udsatte boligområder. Det var også et element i ”Ghettoplanen”, som han fremlagde i forbindelse med Folketingets åbningstale i 2010. Der blev lavet en liste over bebyggelser, som ifølge regeringens nye definition kunne betegnes som ”ghettoer”. Planen indeholdt en række tiltag, hvoraf kun nogle er sat i værk. Nedrivninger af enkelte boliger eller boligblokke er en af dem. Boligområderne skal ”åbnes op”, som det allerede den gang blev italesat. I diskussionerne omtales de også som ”lukkede områder”. Et stærkt billede, der associerer til mure, pigtrådshegn og aflåste porte, hvor kun særligt udvalgte har adgang.

 

De fattigste bliver taberne
Nedrivningerne er for nuværende sket nogle få steder, bl.a i Gellerupparken i Århus. Og flere er på vej. Nedlægning af boliger i forbindelse med nedrivning eller sammenlægning af lejligheder sker som regel i forbindelse med såkaldte ”helhedsplaner”, der skal sikre en fysisk og social genopretning af områderne.

En helhedsplan er ikke nogen enkel affære at gennemføre. Det kan tage adskillige år at få planlægning, finansiering og beslutningsprocesser på plads, inden selve byggeriet kan starte. Og der er store udgifter til nedrivning, byggeri og manglende fremtidig husleje for de boliger, der fjernes. Det hele betales af huslejekroner: Beboernes opsparing i Landsbyggefonden og fremtidige huslejestigninger.

 

De beboere, der bliver boende, oplever en nyistandsat bolig, men typisk også en stor huslejestigning. Nogle vælger frivilligt – eller tvinges af økonomiske grunde til – at flytte på grund af huslejen.

 

De, der mister deres boliger på grund af nedrivning eller sammenlægning, skal genhuses i en anden bolig i samme lokalområde. Der bliver ikke nødvendigvis bygget nyt til formålet.
Samlet set bliver resultatet: 1) Udbuddet af almene boliger bliver mindre. 2) Den gennemsnitlige husleje stiger. 3) Det bliver svært for de fattigste at finde en passende bolig. 4) Beboersammensætningen i de renoverede boliger ændres.

 

Det sidste bliver undertiden fremhævet som selve formålet med en helhedsplan. Men de øvrige konsekvenser er der ikke politisk fokus på. Disse spiller kun alt for godt sammen med kontanthjælpsloftet og alle de andre ”reformer”, der skal straffe dem, der af den ene eller den anden grund er røget ud af arbejdsmarkedet.

 

Demokratisk underskud
Statsministeren kan godt slå ud med armene og love at ”bryde betonen op, rive bygninger ned, sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder.”. Men han er ikke givet magten til at gennemføre det uden videre. Borgerne har heldigvis nogle grundlovssikrede rettigheder. Myndighederne kan ikke retmæssigt – med en uklar begrundelse – ekspropriere folks boliger sammen med den opsparing, de har i boligen, og bruge pengene til at rive boligen ned.
I en almen boligafdeling kan dette kun ske ved en demokratisk beslutning på et beboermøde. Man kan undre sig over, at boligforeninger, som er sat i verden for at opfylde et boligbehov, frivilligt går med til at nedlægge anvendelige boliger.

 

Men sagen er, at boligselskaberne er under et voldsomt politisk og økonomisk pres. Boligselskabernes Landsforening prøver at varetage deres medlemmers interesser og protesterer f.eks. over regeringens retorik og brug af ”ghettolister”. Men samtidig retter de ind og gennemfører store dele af regeringens politik.

 

De kigger måske ud i verden og ser den bølge af privatisering, som skyller hen over boligsektoren. Regeringerne har i årevis været i gang med af afvikle alt, hvad der ligner sociale boliger. Kan regeringen finde på at gøre de samme i Danmark? Over for den trussel – tænkt eller reel – vælger de samarbejde frem for konfrontation.

 

Der er en reel konflikt om Landsbyggefondens midler. Det er beboernes penge, opsamlet gennem bidrag fra huslejebetalinger. Men man skal ikke være så naiv at tro, at det så er landets ca. 550.000 lejere i almene boliger, der bestemmer kollektivt over fonden.

 

Staten har lagt sin klamme hånd på pengene. Statsministeren opfører sig som om det er statens penge på linje med finansloven. Landsbyggefonden ”forhandler” med staten om retningslinjerne. Og pengene bruges til mange formål, f.eks. plejehjemsbyggeri.

 

Når en boligafdeling står over for en større renoveringssag, skal de have penge fra Landsbyggefonden. De får et tilbud, der indeholder de elementer der skal indgå i sagen. Det kan f.eks. være tagrenovering, vinduesudskiftning, nye badeværelser, lejlighedssammenlægninger og nedrivning af nogle opgange. Det er så pakken. Take it or leave it.

 

Hvem tør i den situation sige nej til at få udskiftet et sundhedsfarligt, smuldrende asbesttag?
”Man forhandler ikke med Landsbyggefonden”, som en tekniker fornylig kom til at sige på et beboermøde, hvor nogle beboere var kritiske over for en helhedsplan, som han havde været til møde med fonden om.

 

Kræv billige boliger, demokrati og indgreb over for byggemonopoler
Der er rigtigt store problemer i de udsatte boligområder, som der skal tages hånd om, bl.a. med sociale indsatser. Men boligproblemer handler også om de mange, der bare har brug for et sted at bo eller bor for dyrt eller dårligt.

 

Vi må kræve, at der bliver bygget nogle billige boliger.

 

I de udsatte boligområder skal huslejen ned, samtidig med at der sker en fysisk renovering. Det vil kunne tiltrække nye typer af beboere, f.eks. studerende eller bare folk, der gerne vil bo billigt og godt.

 

Staten skal hellere bruge pengene på generelt lavere husleje, end på individuelle tilskud. Det vil skabe mere lige vilkår, hvor alle slags mennesker oplever, at de får glæde af statens tilskud.
Landsbyggefonden skal demokratiseres, så det bliver Beboernes Landsbyggefond. Det er et krav som der vil være opbakning til ikke mindst hos de beboere, der oplever at blive “kørt over” af Landsbyggefondens krav til en helhedsplan. Her er der en demokratisk grundstruktur at bygge på, lige fra det lokale beboerdemokrati over boligselskaberne til toppen i Boligselskabernes Landsforening. Perspektivet er mere lokal selvforvaltning med udgangspunkt i de mangfoldige sociale aktiviteter, der findes i boligafdelingerne.

 

Der skal skabes en statslig byggefond, der kan finansiere energiforbedringer og give tilskud til nybyggeri.

 

Der skal gribes ind over for de store entreprenørfirmaer, der sidder på størstedelen af boligbyggeriet.  De har alt for meget magt. Om nødvendigt skal byggeindustrien nationaliseres.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 21. januar 2018

Opslået i Facebook, SAP's ugekommentar, Socialt og Bolig

single.php