Prøvesprængninger og raketaffyringer fra Nordkorea er udtryk for paranoia, hører vi fra medier, politikere og mange andre. Når en diagnose stilles må baggrunden for sygdommen undersøges. Hvorfor reagerer Nordkorea sådan, og hvorfor Nordkorea og ikke bare Korea. Hvorfor føler denne stat sig truet på sin eksistens og har denne underlige reaktion en forklaring?

For at prøve at forstå må vi se på det, der stort set ikke nævnes i medierne: Korea-krigen 1950-53, hvor de nuværende grænsedragninger blev sat.

 

“Diagnosen” kan forklares og ikke blot reduceres til eksistensen af to “galehuse” i henholdsvis Pyongyang og Washington D.C. Der er aldrig lavet en fredsaftale, dvs. en reel afslutning på denne krig så mange år efter. Nordkorea er det “lukkede land”, Sydkorea er fortsat besat af amerikanske tropper.

 

Koreakrigen udbrød knap fem år efter Anden Verdenskrigs afslutning. Landet havde i 35 år været en japansk koloni. Japan kapitulerede i august 1945. De havde hensynsløst terroriseret og udnyttet befolkningen i Korea. Modstanden mod kolonimagten var omfattende. Den japanske kapitulation medførte, at befolkningen, som primært boede i landdistrikterne, gik i gang med at overtage og fordele den jord, der var ejet af japanere og koreanske kollaboratører. De havde tilranet sig den bedste jord naturligvis.

 

Også arbejderne i byerne tog fat i fabrikker og virksomheder, der var blevet forladt af japanerne. Der blev oprettet arbejderkomiteer, som organiserede sig i Det Koreanske Råd af Fagforeninger – kaldet Chung Pyong. De havde helt kontrol med virksomheder, der havde været japansk ejede. Den nordlige del af Korea var den mest industrialiserede sammenlignet med den sydlige del.

 

Modstandsbevægelsen under det japanske herredømme var domineret af arbejdere og småbønder, og politisk hovedsagelig ledet af kommunisterne.

 

Opdeling
USA ville ikke acceptere Korea som selvstændigt og udelt land. Som allierede i Anden Verdenskrig delte de to stormagter Sovjetunionen – USSR – og USA landet ved den 38. nordlige breddegrad. Sovjetiske tropper rykkede ind i Nord, USA i den sydlige del. Det var resultatet af aftalerne på Jaltakonferencen i februar 1945 mellem England, USA og USSR.

 

Ved befrielse fra japanerne i september 1945 blev Den Koreanske Folkerepublik oprettet. Den nye regering havde programpunkter som beslaglæggelse af japanernes og kollaboratørernes ejendom, nationalisering af værker og større industrier, garantere de borgerlige frihedsrettigheder, sikre social velfærd.

 

I Syd skulle det gå anderledes. Amerikanerne, der først landsatte tropper i begyndelsen af september 1945, havde naturligvis set den revolutionære bølge skylle hen over den koreanske halvø. Før landsætningen havde amerikanerne givet japanske tropper besked om at holde deres stillinger – “opretholde ordenen og beskytte ejendom”, på trods af at netop USA og Japan i Asien kæmpede de sidste kampe mod hinanden. Befolkningen syd for den 38. breddegrad fik ordre på at adlyde japanerne. Samme tendens, som briterne og franskmændene førte andre steder i Asien. Japanske tropper – deres rivaler – blev opfordret til at holde revolutionære bevægelser og initiativer i skak indtil de vestlige styrker nåede frem.

 

Truman-doktrinen
Korea havde indtil da været “japansk indflydelsesføre”. Sådan betragtede USA området. Truslen mod den herskende orden, de revolutionære tiltag, fik dem på denne tanker. Nu var Japan slået.

 

Den amerikanske præsident Truman fik FNs sikkerhedsråd til at sikre grænsen på den 38. breddegrad og trænge nordkoreanerne tilbage. Det amerikanske mål var ikke bare dette, men at knuse Nordkorea. USSR boykottede i denne FNs sikkerhedsråd og kunne følgelig ikke anvende vetoretten. Truman-doktrinen blev her udmøntet. Den gik ud på at blokere al kommunistisk fremstød rundt om i verden. Kinesiske kommunister havde i oktober 1949 erobret den politiske magt i dette land.

 

USSR havde i 1948 trukket sine tropper ud af den nordlige del af Korea. USA forlod i 1949 den sydlige del. Hverken USSR eller de nye politiske kræfter, der nu var ledelsen, ønskede at opdele Korea. De stod da også til at kunne vinde et landsdækkende – hele den koreanske halvøs – valg. USAs intervention måtte ske mod befolkningsflertallet.

 

Ingen tredje vej
Derfor måtte USA finde politiske kræfter, der kunne bremse den revolutionære udvikling og en kommende valghandling. En tredje styrke fandtes ikke. Eneste mulige lokal alliance var højrefløjen. Basis for disse var de tidligere kollaboratører – de, der samarbejdede med japanerne – men som af flertallet i Korea blev betragtet som landsforrædere.

 

Disse kræfter dannede militære korps, der sammen med de amerikanske styrker blev sat ind i bekæmpelse af netop denne revolutionære udvikling. Det medførte voldsomme kampe og i den sydlige del var der i 1947 flere politiske fanger i fængslerne her end under sidste del af den japanske besættelse.. Tortur blev flittigt anvendt for at fremtvinge tilståelser hos den oprørske befolkning.

 

Det nye regime i Syd førte tillige hård løn- og prispolitik. I slutningen af 1946 udbrød der generalstrejke mod de politiske og økonomiske forhold. Strejken blev knust med militær magt. Titusinder flygtede væk til afsides egne. Fra 1948 udviklede der sig åben guerillakrig. Denne smeltede sammen med den kommende krig – Koreakrigen.

 

Brug af FN
USA ønskede som nævnt en sydkoreansk stat. Den ville bruge FN, der skulle overvåge valgene. USSR krævede alle fremmede tropper ud af hele Korea. Den sydlige del fik hentet Syngman Rhee – en fra den yderste højrefløj – ind fra USA, hvor han havde opholdt sig i årtier. På trods af en FN-kommission var budt velkommen til Korea – også af Syngman Rhee, blev adskillige politiske modstandere lemlæstede for øjnene af FNs udsendinge. Men Syngman Rhee “vandt” valget i den sydlige del.

 

FNs generalforsamling vedtog i december 1948 en resolution, der accepterede valgresultatet. Syngman Rhee havde – ifølge verdensorganisationen – ret til at tale på hele Koreas vegne, og den nordkoreanske regering var ulovlig. FNs rolle i dette spil viste, at dens generalforsamling stort set var reduceret til et forum, hvor USA kunne få sin politik igennem. Den kolde krig var i fuld gang. De tidligere allierede i Anden Verdenskrig var nu to fjendtlige poler på det internationale plan.

 

Social revolution
Den folkelige støtte til en social revolution på hele den koreanske halvø havde ikke ført til de sovjetiske besættelses myndigheders undertrykkelse af denne, på trods af Stalins absolut ikke ønskede nogen socialistisk revolution – heller ikke her. Det koreanske kommunistparti havde ført an i årtiers kamp mod den japanske kolonimagt. Det havde derfor en stor autoritet i befolkningens øjne. Partiet blev dannet i 1925 og forbudt tre år senere af den japanske besættelsesmagt.

 

Før “valgene” var der i nord gennemført en jordreform – jord til Jordløse og fæstere – i syd blev tilsvarende jord, som havde været japansk ejet, solgt til dem, der kunne betale. Den jord japanerne siden 1910 havde tilranet sig, var den bedste jord – naturligvis. Forskellen på de to dele af Korea var nu indlysende.

 

Krigen
De to regeringer – i Nord og i Syd – ville befri den anden del af Korea. I juni 1950 udbrød der borgerkrig. Hvem var skyld i hvad? Ikke desto mindre overskred nordkoreanske styrker den 38. breddegrad. Men var det en overskridelse, når begge anså Korea for en nation? Nordkoreanernes aktiviteter ind i den sydlige del kom som kaldet for Syngman Rhee. Nu kunne diktatoren få amerikansk hjælp. Den kom nu – FNs Sikkerhedsråd blev indkaldt på amerikansk foranledning. USSR boykottede i denne periode sikkerhedsrådet og kunne derfor ikke nedlægge veto. Aktionen blev en FN-aktion med forskellige lande involveret. Krigen var i gang. USA udgjorde 90 procent af de allierede styrker.

 

Nordkoreaerne blev tvunget tilbage med store tab til den 38. breddegrad. FN gav tilladelse til at samle Korea. Syngman Rhee sendte politi til de besatte områder, ophævede jordreformen og størstedelen af den nationaliserede industri skulle privatiseres.

 

Da FN-styrkerne kom tæt på den kinesiske grænse, satte flere hundrede tusinder kinesisk soldater et modangreb ind. Den amerikanske øverstkommanderende, MacArthur, blev presset til området omkring den 38. bredde, hvor fronten næsten lå fast i de følgende to år. Samme MacArthur forslog at kaste atombomber i krigen og ind i Manchuriet – den del af Kina, der ligger op til den koreanske grænse. Noget lignende var den amerikanske præsident Truman inde på. Her stoppede dette show dog. De allierede i Europa frygtede, at de amerikanske ledere var i færd med at starte en ny verdenskrig.

 

Bombet tilbage
Godt et år efter mødtes repræsentanter for de to koreanske regeringer samt amerikanere og kinesere til våbenstilstandsforhandlinger. Afbrudt flere gange og nye krigshandlinger, der varede i to år frem til 1953. Under og mellem disse forhandlinger fortsatte FN-styrkerne – det vil sige hovedsagelig amerikanske – deres bombeangreb på Nordkorea. Den nordlige del af Korea blev systematisk ødelagt. Den sydlige del gik heller ikke ram forbi.

 

Midt på året 1952 gik de amerikanske styrker i gang med at bombe miner, fabrikker, kraftværker med videre. Og tilbage var dæmninger, der også nu blev bombet, så nordkoreanerne fik ødelagt mulighederne for risdyrkning og tillige skabte massive oversvømmelser. I maj 1953 angreb amerikanske bombefly fem dæmninger med katastrofale ødelæggelser til følge. Det ville fortsætte, hvis nordkoreanerne ikke bøjede sig. 27. juni blev våbenstilstanden underskrevet.

 

USA bombede Nordkorea med omkring 650.000 tons bomber og kemikalier – napalm blev tillige anvendt. Hovedstaden Pyongyang blev ødelagt sammen med adskillige byer. De amerikanske bomber dræbte omkring 20 procent af den nordkoreanske befolkning. I alt mellem 8 – 9 millioner koreanere blev dræbt i krigen. Praktisk talt gik ingen koreanske familier ram forbi, hvad angår drab – i syd som i nord. Koreakrigen var en af de blodigste i verdenshistorien.

 

Grænsen forblev ved den 38. breddegrad. Der havde naturligvis rundt om i verden været krigsmodstand. Modstand mod den amerikansk dominerede intervention i Korea. Den begyndende kolde krig og McCarthyismens fremmarch – en hysterisk antikommunisme i USA – satte dog grænser for omfanget af denne krigsmodstand. Det nordamerikanske Socialist Workers Party – Fjerde Internationales daværende organisation i USA – udover aktioner sendte åbne breve til blandt andet Kongressen. Kravene her fokuserede på:
– tilbagetrækning af alle amerikanske tropper fra Korea
– Anerkendelse af det nye Kinas regering
– Lad spørgsmålet om krig og fred blive sat til en folkeafstemning for hele den amerikanske befolkning.

Opslået i Asien, Facebook, Historie

single.php