Det parlamentariske cirkus på Christiansborg giver disse uger endnu en forestilling – med tilskuerpladsen fyldt til sidste sæde af journalister og kommentorer. I skrivende stund virker det, som om man nærmer sig den store
finale.

Opvarmningsnummeret var VK-regeringens 2020 plan. De malede fanden på væggen omkring underskuddet på de offentlige finanser og statens gæld. Deres løsning var at skære ned på det offentlige med i alt 47 mia. kr. frem til 2020. Nogle af de største nedskæringer var tilbagetrækningsalderen med afskaffelse af efterlønnen og udskydelse af pensionsalderen. Desuden ønskede de en lov, der forbød stigninger i de offentlige udgifter mange år frem i tiden – uanset nye og voksende behov.

Når det i dag ser ud til, at regeringen kommer igennem med økonomiske politik, skyldes det to faktorer. For det første, at Dansk Folkeparti er parate til at løbe fra et hvilket som helst løfte på det økonomiske og sociale område, bare de får lov til at genere udlændinge fra ikke-vestlige lande endnu mere. Det har ikke overrasket ret mange.
Til gengæld virker mange overraskede over, at det såkaldte oppositionsparti, De Radikale, er parat til at indgå forlig med regeringen. Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal virker ikke bare overraskede, men tude-fornærmede. Lige som de fleste medier har de indregnet Vestager og Co. i ”rød” blok.
Men der er ikke noget at bliver overrasket over for dem, der har sat sig det mindste ind i De Radikales økonomiske politik. Vi ved jo, at de er 99 procent enige med VK. Ikke alene kan de fået en stor del af deres politik igennem sammen med den aktuelle regering, men det giver RV den bedste position til at lægge pres på S og SF efter valget.

Egentlig har S og SF forholdt sig rimeligt fornuftigt over for De Radikale i en periode. Meldingen har været: Vi udformer den økonomiske politik, og så kan I være med eller lade være.
Men efter Vestagers ivrige deltagelse ved regeringens forhandlingsbord har Thorning og Søvndal ikke længere is i maven. Nu er de i gang med at bøje af over for de Radikale.
De lover, at de efter et valg vil acceptere et efterlønsforlig, andre har indgået før valget.
De lover, at de vil forhandle efterløns-nedskæringer efter et valg, hvis
ikke der allerede er et forlig.
De iler med en plan, der vil føre til offentlige nedskæringer eller brugerbetaling eller begge dele – med garanti til De Radikales store tilfredshed. Dermed har de signaleret, at på endnu et stort politik-område har de ingen ambitioner om at gøre det væsentligt anderledes end VK.

Det er naturligvis en selvmordskurs. Om ikke andet burde et simpelt blik på de seneste års meningsmålinger kunne overbevise de to partiledelser om det. Mens de kørte ”den hårde linje” over for De Radikale gik AFØ-blokken frem, og De Radikale gik tilbage eller stagnerede. Socialdemokratiets nåede mange års højdepunkt i meningsmålingerne, da et gennemsnit af alle målinger i januar i år gav dem 30,2 procent af stemmerne, og AFØ nåede tilsammen et tilsvarende historisk højdepunkt, da de måneden efter fik 49 procent af stemmerne. Nok til et flertal sammen med tre nordatlantiske mandater.
Januar og februar var lige netop de måneder, hvor S og SF markerede sig allerskarpest over for regeringen med en klar modstand mod angreb på efterlønnen, i høj grad baseret på klasse-argumenter. Samtidig kørte fagbevægelsen en tilsvarende kampagne og organiserede stormødet i Odense til forsvar for efterlønnen, og dagen efter blev der gennemført en del strejker.
Samtidig viste andre meningsmålinger, at 80 procent af de radikale vælgere ville gå til venstre, hvis ikke partiet eksisterede.
Klar opposition til VK og stolen for døren til De Radikale giver fremgang til rød blok.

Det burde være nemt for Thorning og Søvndal, i og med at der er mange andre muligheder end at springe på regeringens vogn med dårligere velfærd og forringelser for arbejderklassen og folk på overførselsindkomster. For hver gang regeringen eller S-SF har præsenteret et af deres angreb på velfærden, har Enhedslisten svaret igen med konkrete forslag til, hvordan pengene kan findes hos de multinationale, hos de danske kapital-ejere, hos bank-direktørerne eller ved at standse skattetilskuddet til dem, der har store private pensionsopsparinger. Senest har Enhedslisten dokumenteret, at A.P.Møller og to udenlandske olieselskaber scorer 10 mia. kr. mere om året, end man forventede, da regeringen indgik det seneste aftale om Nordsøolien. Med de midler kan man ikke bare undgå forringelser. Man kan også investere i arbejdspladser, kollektiv velfærd og en omlægning af energisektoren og produktionen, der kan bidrage til at redde verden fra en klimakatastrofe.

Selv om Enhedslisten ikke er med ved forhandlingsbordet, kan vi spille en vigtig rolle – eller måske netop derfor. I sig selv er det afgørende, at der er et parti, der hele tiden viser, at der er et alternativ til de borgerliges og til S-SF’s økonomiske politik. De er ikke nødt til at gøre, som de gør, selv om de hævder det.
På den måde kan Enhedslisten i dag og i endnu højere grad efter valget hjælpe/genere – vælg efter behag – S og SF med tilbud om at støtte en politik, der faktisk gavner de mennesker, der har stemt på S og SF, ikke det modsatte.
Med den politik og med aktivister i fagbevægelsen, andre bevægelser og lokalsamfund kan Enhedslisten være med til at skabe det pres på S og SF, som kan gøre det for dyrt for dem at køre videre af det nuværende spor med tilpasningen til De Radikales liberalistiske og asociale politik. De sidste ugers udvikling viser, at det bliver nødvendigt.
Derfor er Enhedslisten uundværlig, og sådan kan Enhedslisten blive ved med at være uundværlig.

SAP’s forretningsudvalg, 13. maj 2011

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php