Med Porfirio “Pepe” Lobos overtagelse af magten er kampen i Honduras gået ind i en ny fase.

Kampscenen i Honuras er skiftet mange gange i løbet af de sidste syv måneder, efter militærkuppet mod den demokratisk valgte Manuel “Mel” Zelaya.

Senest er Porfirio Lobo blev indsat som præsident den 27. januar, efter svindelvalget den 29. november 2009. Hundredtusinder af honduranere svarede på indvielsen med en demonstration gennem hovedstaden Tegucigalpa i protest mod kuppet og dets præsident.

Zelaya – medlem af det brede Liberale Parti – vandt over Lobo i præsidentvalget i 2005, men blev fjernet fra magten og tvunget i eksil midt om natten den 28. juni 2009. Det var det første succesfulde statskup i Latinamerika siden Alberto Fujimoros selv-kup i Peru i 1992. Både kupforsøget mod Venezuelas præsident Hugo Chavez i april 2002 og mod Bolivias præsident Evo Morales i 2008 mislykkedes. Roberto Micheletti, medlem af det Liberale Partis højrefløj, blev hurtigt indsat som kup-præsident.
 

Zelayas ‘fejltrin’
Zelayas ‘fejl’ var at gennemføre en række forsigtige progressive tiltag for at forbedre livsvilkårene for det store flertal af honduranere. Blandt andet blev minimumslønnen hævet med 60 procent, mineudvinding blev begrænset, gratis skolegang blev indført, og billig gas blev købt i Venezuela. Zelaya førte også Honduras ind i det latinamerikanske fællesskab ALBA. Selv om Zelayas progressive holdninger og alliance med Chavez – den hondurabnske elite ynder at udstille ham som en marionet for den venezuelanske leder – ikke skal overvurderes, så var disse tiltag nok til at ophidse Honduras’ elite, som udgør en skamløst privilegeret og lille del af landets befolkning uden interesse i selv en beskeden omfordeling af landets rigdom.

Det var imidlertid Zelayas forsøg på, med støtte fra de sociale bevægelser, at gennemføre en ændring af grundloven – som misvisende blev præsenteret af eliten og ukritisk efterplapret af mainstream medier i Nordamerika som en tilraning af magten – som udgjorde dråben, der flød over.

Det nye Lobo-regime og kupmagernes medier fremstiller magtoverdragelsen som en tilbagevenden til demokrati og på denne måde en afslutning på kuppet. De påstår, at Lobo repræsenterer en ny begyndelse på et demokratisk Honduras under en ny national forsoningsregering. Ikke overraskende bliver dette synspunkt gentaget af USA’s og den canadiske imperialisme.

Det var de samme kræfter, som støttede kuppet, uanset deres påstande om det modsatte. De har vedholdende set bort fra dokumenteret undertrykkelse af bevægelsen mod kuppet, og har ved hver eneste lejlighed bidraget til til at forhindre Zelaya i at generobre magten.

Politisk undertrykkelse og farcevalg
Ifølge Komiteen af Familiemedlemmer for Forsvundne i Honduras (COFADEH), en menneskeretsorganisation grundlagt i 1980’erne, er mindst 36 kupmodstandere blevet dræbt, og de siger selv, at tallet efter al sandsynlighed er sat for lavt, eftersom mange familier til de dræbte er bange for at træde frem af frygt for repressalier. Mange politiske mord sker under dække som bandevold, hævder COFADEH. Den Nationale Modstandsfront mod Statskuppet (FNRG) sætter atallet af dræbte til over 130. COFADEH har også dokumenteret mindst 95 tilfælde af tortur og ulovlig tilbageholdelse af flere hundreder.

Denne bølge af terror kastede en lang skygge over valgdagen den 29. november. Der herskede en stemning af militær undertrykelse og trusler. Valget blev boykottet af bevægelsen mod kuppet, der var ikke opstillet nogen kandidater fra oppositionen, og de fleste latinamerikanske regeringer har ikke anerkendt valget. Den officielle valgdeltagelse på over 60 procent, som opgives af det Honduras Valgtribunal, er næsten med sikkerhed overdrevet. Et medlem af Tribunalet udtalte anonymt, at tallet var en ren opfindelse. NGO-organisationen Hagamos Democracia, som Tribunalet havde kontrakt med for at få en hurtig indrapportering, sætter valgdeltagelsen til 47,6 procent. Ud fra græsrodsrapporter fra hele landet anslår ledere af FNRG, at valgdeltagelsen sandsynligvis var nærmere de 30 procent.

Imperialistisk anerkendelse
Både USA og Canada præsenterede hurtigt valget som fredeligt og redeligt, og bebudede deres uundgåelige støtte til Lobo-regimet. Craig Kelly fra USA’s Udenrigsministerium erklærede for eksempel, at "det honduranske folk har talt meget klart, de har meget klart valgt Lobo som deres præsident," mens den canadiske udenrigsminister for amerikanske anliggender Peter Kent sagde, at "vi er opmuntret af rapporter fra borgerorganisationer om, at der var en høj valgdeltagelse, at de tilsyneladende forløb frit og retfærdig, og at der ikke var væsentlige tilfælde af vold."

Ved at ignorere omfanget af undertrykkelse fra kupmagernes side og ved at bygge på forfalskede valgrapporter, kan USA og Canada nu hævde, at hvor de var utilfredse med Michelettis regime, så er Honduras nu på vej til en ny, demokratisk periode efter kuppet, hvad der er vigtigt for støtten til, at den nye regering kan stabilisere sig selv og igen komme ind i varmen i det internationale samfund.

(EU fordømte kuppet og afbrød sin hjælp til Honduras, men har siden normaliseret forbindelserne og anerkendt valget af Lobo som præsident. Det vil bane vej for genoptagelse af forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og Mellemamerika, red)

Udenlandsk kapital scorer kassen
Takket være USA’s og Canadas regeringer lyder udsigten på ‘business as usual’ for udenlandsk kapital, som i stort omfang er domineret af nordamerikanske virksomheder.

Honduras er et vigtigt mål for lavtlønsindustrier og i stigende grad for investringer i turistindustrien, mens udenlandske mineselskaber, domineret af canadiere, savler ved udsigten til nye udvindingsrettigheder under det nye regime. Anti-mineaktivist Carlos Danilo Amador gør opmærksom på, at Honduras Minesammenslutning og Honduras Nationale Erhvervsråd, hvor canadiske minefolk er medlemmer (faktisk spiller de en ledende rolle i førstnævnte), udgjorde en vigtig støtte bag kuppet. Han gør også opmærksom på, at alle nuværende udvindingsrettigheder i landet er ejet af canadiere.

Håbet er i gaden
Men som det især kom til udtryk i gaderne i Tegucigalpa onsdag den 27. januar, vil business ikke fortsætte som hidtil uden protester. Trods de sortklædte skarpskytter placeret på toppen af bygninger parallelt med modstandsmarchen, og de hundredvis af militær- og politifolk udstyret med automatvåben, var det svært at se, at de protesterende masser havde mere at frygte end pepe Lobo.

Som der står på en af de polulælre t-shirts: "Nos tienen miedo porque no tenemos miedo"/De frygter os, fordi vi ikke er bange.

På et møde i Tegucigalpa før indsættelsen af Lobo sagde journalisten Felix Molina fra Radio Globo, at Honduras går ind i kuppets fjerde fase. Den første havde at gøre med forberedelsen og udførelsen. Den anden var samlingen af landets elite og de imperialistiske kræfter omkring San José-aftalerne (aftale mellem Zelaya og kupmagerne, indgået i den costaricanske hovedstad San José, men aldrig gennemført fuldt ud, red). Den treedje gennemførte disse aftaler.

Fra starten af sidste uge (slutningen af januar 2010, red) begyndte den fjerde fase at tage form. Plakater ophængt hovedstaden fejrede begyndelsen på Pepe Lobos regering ‘nationale enhedsregering’, angiveligt med fred og forsoning. "Denne fjerde fase," skrev Molina, "handler om at sælge et påstået nationalt samlingsprojekt. Grundlæggende er formålet at sige, at intet er sket, at et statskup kan være en demokratisk metode til at korrigere et demokrati, som er faret vild. Pointen med denne fjerde fase er at legalisere kuppet."

Lige så hurtigt som som statens plakater om ro og konsensus prægede gadebilledet i Tegucigalpa, svarede graffiti-kunstnere fra modstandsbevlægelsen igen: Fuera golpistas asesinos! Ud med kup-morderne! De fremherskende medier fremstiller Lobo som den ‘valgte præsident’, mens fronten fordømmer ham som ’søn af kuppet’. Medierne fejrer den nationale enhedsregering, mens FNRG afviser dialog med Lobos regime og forømmer den som det seneste udtryk for den oprindelige kup i juni 2009.

Regionale følgevirkninger
For modstandsfronten FNRG er Lobo ikke afslutningen på kuppet, men snarere dets konsolidering under dække af en demokratisk legitimitet. Kun en dag efter sin tiltrædelse erklærede Lobo en finansiel nødstilstand og opfordrede til nye finanspolitiske stramninger.

Sammen med amnestiloven for tilhængerne af kuppet og åbning af koncessioner for minerne, peger alt på konsolideringen af et skarpt højrefløjsskred i indenrigs- og økonomisk politik, som uden tvivl er designet til at rulle Zelayas beskedne refomer tilbage. De kommende sociale angreb på det honduranske folk, midt i en dyb krise som kun er forværret af kupmagerne, og sammmen med fortsat undertrykkelse og politisk skræmmekampagner, bliver en enorm udfordring for modstandsfronten i de kommende måneder.

Men hvis den 27. januar var udtryk for noget, så var det, at der to sider i Honduras. På den ene side Pepe Lobo og imperialisterne, og på den anden den store mængde af udbyttede og undertrykte. Hvis masserne endnu ikke har samlet tilstrækkelig styrke til at kaste Lobo på historiens mødding, så har de lige så klart demonstreret, at de ikke bare vil lade sig tryne af et lilke mindretal, ikke engang hvis det er bevæbnet til tænderne.

Todd Gordon underviser i politik på York University i Toronto, Canada. Jeffery R. Webber underviser i politik på University of Regina, Canada, og er redaktør af magasimnet New Socialist. De var begge i Tegucigalpa i januar som del af en solidaritetsdelegation.

Artiklen er forkortet og redigeret af Åge Skovrind. Den blev første bragt i webmagasinet Counterpunch den 5-7. februar 2010

Opslået i Latinamerika

single.php